Jeg har forsøgt at skrive om det jeg oplever som identitetskrise, men det er virkelig svært. Måske fordi jeg ikke ved, hvad den går ud på. Ironisk, ja. Jeg dykker ned og ind i egen navle. Nogle få flygtige sætninger af en samtale som jeg tror, jeg forstår, sætter sig fast i mellem hjertet og hjernen. Fremtiden blinker i neon for øjnene af mig, mens fortiden står skrevet i sandet, jeg træder på. Når jeg bøjer mig ned for at gribe ud, falder ordene fra hinanden. Vender jeg blikket mod det blinkende neon, skærer det i øjnene, så jeg har svært ved at se. Jeg befinder mig i et øde landskab alene. Eller også befinder jeg mig midt i en storby blandt millioner af fremmede, flygtige sætninger. Landskabet lukker sig sammen, eller folder sig ud. Det bor i min navle, og udenfor. Det bor i min navle, men udenfor. Alt afhænger af mig, og i virkeligheden intet. Jeg griber de flygtige sætninger, og jeg omfavner ensomheden. Jeg fralægger ansvar og jeg tillægger ironi. Jeg får det hele til at give mening. Snubler over symboler og undskyldninger for livet, som det er. Jeg dyrker melankoli og nynner med på melankolske sange, 50 beautifully sad songs er mine foretrukne. Forsøger at få det til at handle om andet og mere, men navlen er svær at slippe af med, og der opstår en krise, som jeg kalder en identitetskrise. Og jeg ved ikke, hvordan man skriver om krisen eller om identiteten.