Vi mødes klokken 8.00, men i stedet for at bage brød og varme croissanter, flytter vi rundt og pakker ned i kasser til vi ikke længere kan overskue og må tage en pause og begynde forfra. Fire timer bruger vi, og bagefter deler vi en flaske bobler, som er købt for flaskepengene. Vi sidder og griner i solen og udskyder livet.

Nogle dage senere har jeg for første gang lyst til at nogle skal tage mig i hånden og vise mig vejen. Eller også har jeg lyst til at lade mig falde, hele vejen. Mærke hvordan det ville føles at splintres, ramme jorden hårdt. Synet inden. Eller også har jeg lyst til at svømme i det blå hav til, jeg ikke længere kan bunde. Følelsen af frihed.

Mere end nogensinde drømmer hun om at være nogen. Ikke bare til. Hun er fanget mellem to personager. Den der drømmer, og den der er drømmen. Folk der ikke kender hende, ville muligvis forveksle og tro, hun også er nogen eller noget, fordi, hun råber ukendte navne højt og krammer disse navne på sin vej frem og tilbage. Vi står i kø til at sparke døren op til noget, vi ikke ved, hvad er, eller hvordan tager form.

Hun undrer sig, for selv om drømmen om en mand og et barn – eller flere – eksisterer, har noget overtaget. Stædig som hun er, kæmper hun, mens hun nysgerrig som hun er, forsøger at gennemskue, hvad der skal til, mens hun mindes en samtale, hun engang havde. Folk der forsøger at skabe et billede af, hvem de er i stedet for bare at være. Hun lader sig falde og svømmer langt langt ud i det blå hav, mens hun mærker, hvordan solen skinner på hendes kuldskære krop, som drømmer om at kunne savne, om at kunne elske. Andet end illusionen. Foråret tager hende i hånden.