Om at være international studerende i Danmark

img_1497-1

Milda kommer fra Litauen, men er i dag bosat i Silkeborg og arbejder i Aarhus. Hun flyttede til Danmark for at tage sin kandidatuddannelse. Det er i hvert fald den officielle historie. Jeg mødte Milda en eftermiddag, hvor hun delte den uofficielle historie og fortalte om livet som international studerende i Danmark.

Du flyttede til Danmark for at tage en uddannelse?

“Det er i hvert fald den officielle forklaring. Jeg blev træt af at fortælle den samme sørgelig historie. Da min kæreste og jeg gik fra hinanden, var der mange følelser at forholde sig til og jeg havde brug for at fortælle det til nogen, men til sidst blev jeg træt af at klage over mit dårlige forhold, så blev det til, jeg flyttede til Danmark pga. uddannelse.”

Kom din kæreste fra Litauen?

“Nej, han kom fra Frankrig. Vi mødtes i forbindelse med et udvekslingsophold gennem Erasmus i Sverige, hvor vi studerede i 6. mdr. Jeg var ikke færdig med mine studier og det var han heller ikke. Han var i gang med sin kandidat og jeg var i gang med min bachelor og i den forbindelse mødtes vi på udveksling i Sverige. Det var ikke planlagt. Jeg tog til Sverige for at få nogle venner og lære bedre sprog. Jeg skulle ikke have en kæreste, da jeg lige havde forladt en kæreste i Litauen. Det var ikke noget, jeg var specielt ked af det, da det ikke var et af mine bedste forhold, men jeg var nok lidt træt af forhold.

Du tog afsted for at lære bedre sprog. Altså engelsk?

“Nej, svensk. Jeg har en bachelor i litauisk filologi og svensk. Det er lidt åndsvagt at nævne, da jeg ikke kan huske meget af det svenske sprog. Lige nu er alt på dansk. Jeg forstår, når jeg hører svensk, men når jeg skal sige noget, siger jeg det på dansk. Men på det tidspunkt skulle jeg øve mig i svensk og tog derfor to fag på svensk og et fag på engelsk. Det var ret interessant. Vi havde ikke særlig mange timer, så vi havde en masse fritid, som min veninde og jeg brugte på at sidde i køkkenet og vente på, der kom nogen forbi, som vi kunne snakke med. Min daværende kæreste og jeg fandt ret hurtigt sammen. Miljøet, hvor man bor sammen, spiser sammen, har fælles aktiviteter og er rigtig meget sammen, gør at det faktisk føles som ret langt tid, hvis man er sammen en mdr. Og derfor fandt vi også sammen efter en mdr. ”

I flytter tilbage til henholdsvis Frankrig og Litauen efter 6 mdr. på udveksling?

“Vi skulle færdiggøre vores studier. Jeg manglede ca. halvandet år og han manglede ca. et år, så vi flyttede tilbage til hvert vores land, mens vi tænkte på, hvordan vi kunne bo sammen og prøve det af. Vores ideale forestilling var selvfølgelig Sverige, da det var der, vi havde mødt hinanden. Jeg talte sproget og min kæreste ville gerne fortsætte som forsker, hvor der var mange muligheder i Sverige. Det blev ikke Sverige, men Danmark. Han kom til Danmark først og det tog næsten 6 mdr., inden jeg kom. Jeg var lige startet på mit første seriøse job i en stor international virksomhed i Litauen, så jeg synes ikke, jeg kunne tillade mig at forlade dem efter to måneders traineeship.”

Der gik altså to år fra I mødtes til I flyttede sammen i Danmark?

“Ja, det krævede meget tålmodighed og at man stolede på hinanden. Vi prøvede på at mødes hver tredje måned, så enten tog jeg til Frankrig eller han kom til Litauen.  Han mødte faktisk min familie og mine forældre.”

Du sagde dit hjem og dit job op og tog til Danmark. Vidste du, hvad du skulle lave i Danmark?

“Nej, det gjorde jeg ikke. Slet ikke. Jeg havde jo læst om Danmark og tænkt, at når der er så mange der forstår og taler engelsk, vil det være nemt at få et job, mens jeg skrev ansøgninger til universitetet, for jeg ville gerne fortsætte med en kandidatuddannelse.”

Med litauisk filologi og svensk?

“Nej, jeg tænkte at det var nok med den del. Jeg ville gerne studere noget andet, så der var flere muligheder, når jeg skulle søge job bagefter. Jeg flyttede til Silkeborg og derfor var det oplagt at studere på Aarhus Universitet. Det skulle være en uddannelse fra Aarhus Universitet, der passede til min bachelor. Der var flere studieprogrammer, som jeg ikke kunne søge, fordi jeg ikke havde nok politiske fag fra min bachelor, så det blev til europastudie og det var faktisk rigtig interessant. Jeg var glad for mit hold, halvdelen var danske og den anden halvdel internationale fra alle mulige lande, så det var spændende. De fleste fra mit studie rejste tilbage, da studiet var færdigt. Selv dem fra Norge og Island flyttede simpelthen tilbage.”

Hvorfor valgte du at blive i stedet for at flytte tilbage til Litauen?

“På det tidspunkt var jeg stadig sammen med min kæreste, vi boede sammen og tanken var, vi skulle have en fremtid i Danmark eller et andet sted. Ikke nødvendigvis Litauen.”

Så du var begyndt at se en fremtid i Danmark?

“Lige præcis. Men det sidste halve år, hvor jeg skrev speciale, begyndte det virkelig at gå dårligt i vores forhold. Der var noget rigtig, rigtig skidt, så vi kunne ikke bo sammen og jeg flyttede dertil, hvor jeg bor i dag. Det var jeg ret glad for. Min udlejer var på det tidspunkt lige blevet skilt fra sin mand, så hun kunne forstå mine følelser og hvordan jeg havde det, selvom man jo ikke kan sammenligne et 19 års ægteskab med 4 års forhold.”

Man har vel stadig nogen af de samme følelser?

“Vi hjalp hinanden ved at snakke om de følelser, og så opfordrede hun mig til at tale meget mere dansk end jeg gjorde, selvom jeg fulgte dansktimer på aftenskole.”

Dit studie var på engelsk?

“Det var på engelsk, så jeg var på universitetet om dagen og tog dansktimer om aftenen.”

Du havde ikke brugt dansk indtil da?

“Da jeg begyndte at tage aftenundervisning i dansk og skulle lave skriveopgaver, skrev jeg hele tiden forkert, da jeg skrev på svensk. Jeg kunne faktisk ikke lide dansk i starten. Jeg synes, svensk eller norsk lyder flottere.”

Afholdt det dig fra at lære dansk, at du ikke kunne lide det?

“Ja, lidt. Jeg kunne faktisk mærke inde i mig selv, jeg havde modstand. Jeg vidste godt at jeg selvfølgelig skulle lære det, fordi vi jo havde tænkt os at blive i Danmark, men jeg havde modstand simpelthen fordi at jeg havde lært svensk først, som jeg synes lød fint. Pludselig skulle jeg lære dansk, hvor jeg tænkte at det lyder lidt som om, man sammenligner en rigtig fin dame fra København og en vestjyde. Sådan havde jeg det på det tidspunkt, men så begyndte jeg faktisk at nyde sproget, da jeg begyndte at tale og forstå mere og jeg ikke længere blev spurgt fem gange i træk ‘hvad sagde du?’.”

Hvor lang tid tog det inden du ikke blev spurgt længere?

“Det tog lang tid. Mindst et år. Jeg blev hele tiden bedt om at gentage, da jeg ikke snakkede med den rette intonation og ikke kendte den danske melodi. Man bliver virkelig skuffet, hvis man ikke bliver forstået. Man bliver lidt træt, men det gik alligevel. Det, der har hjulpet mig mest, var praktik i en børnehave, det at arbejde med børn.”

Du sagde du studerede om dagen og gik på sprogskole om aftenen. Hvornår havde du tid til praktik?

“Det var da jeg blev færdig på mit studie. På det tidspunkt havde jeg det virkelig dårligt følelsesmæssigt. Jeg var flyttet i en ny bolig, sammen med mennesker, jeg ikke kendte. Mit speciale blev ikke særlig godt. Jeg var meget skuffet, ensom og ked af det, og så skulle jeg forsøge at skrive noget fornuftigt, så det var lidt hårdt. Men jeg bestod og det er jeg rigtig, rigtig glad for, fordi jeg hørte om nogle studerende, der havde den samme professor som…hvad hedder det….supervisor…”

Vejleder?

“Ja, samme vejleder, som skulle vejlede dem, hvor det slet ikke gik. Deres speciale blev ikke accepteret, så jeg tænkte, jeg var ret heldig. Men det var hårdt for mig, at vores professor var ret…hvad kan man sige….skrap! Han er en meget intelligent person. Super intelligent. Det er sindssygt, så meget han ved om mange ting, så hans krav var også meget høje. Da han skulle give kritik til mit speciale, nævnte han udelukkende alt det negative, så jeg begyndte at blive virkelig frustreret over at det ikke var godt nok.”

Blev det bedre?

“Efter jeg næsten brød sammen foran ham, fordi jeg ikke kunne have presset, fordi jeg havde det dårligt. Efter det ændrede han strategi. Men ikke for de andre studerende. De fik den hårde behandling hele vejen, så jeg var ret heldig.”

Du bestod?

“Ja.”

Og så begyndte du i praktik i en børnehave for at lære det danske sprog?

“For at øve sproget lidt mere, for da jeg afsluttede min uddannelse var jeg næsten færdig med modul 5 på sprogskolen.”

Modul 5 er det sidste modul?

“Modul 5 er det sidste modul, hvis man skal arbejde i Danmark. Hvis man skal studere på dansk, skal man bestå modul 6, som jeg faktisk også har taget, men først senere. Men jeg begyndte i praktikken i børnehaven og tænkte, at jeg ikke lige vidste om det var mig, da jeg ikke er så god til børn.”

At arbejde i en børnehave var vel heller ikke rigtig noget, der relaterede til din uddannelse?

“Lige præcis. Det havde ikke noget at gøre med min uddannelse, bortset fra der var mange børn af indvandrerfamilier i børnehaven, ca en fjerdedel. Min gode veninde fra Brasilien som er dansk gift, havde også været igennem en hård periode for at vænne sig til at bo i Danmark. Hun arbejdede i børnehaven og anbefalede mig til chefen, så jeg begyndte at arbejde ti timer om ugen frivilligt, men efter ca. fire mdr.,  kunne jeg mærke, det ikke var det arbejde, jeg skulle lave. Jeg kunne slet ikke finde ud af at være sammen med så mange forskellige børn. Forskellige på den måde, at når alt er godt, kører det bare, men når de begyndte at blive trætte eller utilfredse, kunne jeg simpelthen ikke rumme alle de forskellige personligheder.”

Når du siger også have en svær periode med at vænne sig til at bo i Danmark, betyder det så, du havde det svært med at vænne dig til at bo i Danmark?

“Det job jeg forlod, var jo i hovedstaden i Litauen. Prøv at forestil dig, man bor med sin bedste veninde – hende jeg havde været i Sverige med – vi hyggede os rigtig meget, vi havde et job med god løn og mulighed for at lære en hel masse. Vi var på team med jævnaldrende, så hver weekend tog vi i byen og festede. Arbejde, venner og den del af livet var på plads. Det eneste der ikke var på plads, var mit forhold, fordi min kæreste jo var i Danmark. Jeg efterlader mit liv i Litauen og tager til Silkeborg. Jeg kom i januar, hvor der er mørkt og tomt på gaderne. Jeg var chokeret. Jeg kunne ikke forstå, at der ikke var folk på gaderne efter kl. 17. Jeg synes, det var rigtig, rigtig hårdt at vænne sig til, at det var en lille by og ikke en storby. Jeg kendte ikke nogen udover min kæreste og det ægtepar vi lejede 1. sal af. De var rigtig, rigtig søde, næsten som bedsteforældre, og har hjulpet mig i den svære periode.”

Hvordan hjalp de dig?

“Ved at invitere til fx frokost eller aftensmad. Kristine, kvinden – hun er desværre er død nu – havde altid været husmor, men elsket det. Hun var god til at lave mad og arbejde hjemme. Når jeg kom hjem fra byen eller et andet sted, så fandt jeg ofte en lille pose med fx småkager, sådan nogen ting. Det var rigtig, rigtig hyggeligt, men jeg følte mig ensom. Jeg kom i januar og begyndte først at studere i september. Det første halve år kunne jeg ikke finde et job og det slog mig rigtig hårdt. Først søgte jeg nogle lidt bedre jobs, men så begyndte jeg at sende ansøgninger til rengøringsfirmaer. Jeg fik aldrig noget svar fra dem, så jeg var helt forvirret og meget skuffet. Og så fik jeg en depression. Det blev ikke konstateret hos lægen, men det var en depression. Det var en meget, meget hård periode og jeg tror den hårde start var med til at påvirke vores forhold rigtig meget. Jeg troede at det ville være dejligt at være sammen med min kæreste, at vores kærlighed ville være nok til at jeg følte mig tilpas, men det var det bare ikke, og det er svært for mig at sige. Men man kan ikke begrænse sig med én person. Det går bare ikke.”

Havde din kæreste et socialt liv?

“Ja, selvfølgelig. Han var jo tilknyttet et forskerteam i Silkeborg. Jeg blev selvfølgelig inviteret til fællesspisninger og sådan noget, hvor der blev talt meget om arbejde. Det var kun mig og en anden mand, der kom med sin kæreste, der følte os tilovers, så vi kunne snakke lidt sammen – Hvordan går det? Har du fundet job? Nej. Det har jeg heller ikke – Sådan noget. Jeg havde slet ikke nogen af mine venner. Som EU-borger kan du godt opholde dig i Danmark, men du kan ikke få et cpr. nr. med det samme, medmindre du har et job. Jeg fandt ud af, det betyder meget ikke at have et cpr. nr. Jeg kunne ikke gå på biblioteket og låne bøger og jeg kunne ikke få et fitness abonnement medmindre jeg betalte 6 mdr. forud.”

Så man kan kun få et cpr. nr.  som EU-borger, hvis man har et job?

“Ja eller studerer. Men jeg søgte ind på studiet i marts og der viste jeg ikke, om jeg ville blive optaget eller ej. Det var meget risikabelt. Når jeg tænker over det nu, ville jeg aldrig gøre det.”

Du ville ikke gøre det igen?

“Jeg vil flytte til Danmark pga. kærlighed. Det tror jeg helt sikkert, at jeg vil, men jeg vil forberede mig meget bedre.”

Hvordan kunne du havde forberedt dig bedre på at flytte til Danmark?

” Tale med nogen, der havde været i Danmark længere. Der er mange blogs fx Litauer i Aarhus eller Litauer i Danmark, du ved.”

Altså du ville have skabt et netværk inden du flyttede?

“Ja, det gjorde min veninde inden hun flyttede til Frankrig for at være sammen med sin kæreste, som hun også havde mødt i forbindelse med Erasmusopholdet. Hun sagde, hun ikke ville tage afsted inden hun havde fundet venner og mulige jobs. Det var meget klogt. Det gjorde jeg bare ikke, så det blev en meget hård start. Men til sidst fandt jeg et arbejde som stuepige og fik et cpr. nr. inden jeg begyndte at studere og få sprogundervisning.”

Og så fik du et netværk, du du begyndte at studere?

“Ja, selvfølgelig var det noget andet. Der var mennesker der tænkte på samme måde som mig og gerne ville det samme, så det blev meget nemmere.”

Hvilke kulturelle forskelle mellem Danmark og Litauen har været sværest at vænne sig til?

“Det er svært at blive venner med danskere. Ikke fordi de er dårlig mennesker, slet ikke. Når man kommer til et nyt land, er man meget interesseret i at finde venner, for man er jo ensom. Ganske ensom. Man vil gerne finde nogen, man kan hygge sig med, måske øve lidt sprog. Det er ikke nemt, for danskerne har allerede etableret deres vennekreds, når de har været igennem folkeskole og efterskole og sådan nogle ting, så de er ikke som sådan interesseret i at få nye venner. Man bliver lidt skuffet over, at det ikke er nemt at finde nye venner. Måske er det derfor mine bedste venner i Danmark er internationalle fra Brasilien, Malaysia og Portugal. Man har samme vilje til at få nye venner, fordi man går igennem nogle af de samme udfordringer, når man skal integreres i det danske samfund. Selvom det ikke ser ud som om, der er stor kulturforskel mellem Litauen og Danmark, er der nogen forskelle, fx de uskrevne regler og hvordan man omgås med andre.”

Har du nogle eksempler?

“Ja!”

Det kom meget propte…

“I starten af studiet har man i Litauen tradition for en stor fest, hvor man ikke nødvendigvis drikker sig fuld, men det sker tit. Man hygger sig og fortæller skøre ting, som binder grupperne sammen og man bliver tættere. Nogen bliver man gode venner med og nogen bliver ved at være klassekammerater. I Danmark er der bare den forskel, at man sagtens kan hygge sig til en fest uden det betyder, man er venner næste dag. Det er nok en af de ting, de fleste udlændinge synes er mærkeligt i Danmark. I Danmark har man også den dejlige tradition at holde fredagsbar på universitetet. Det er superfedt. Jeg havde rigtig høje forventninger til den første fredagsbar jeg skulle til. Jeg synes, det lød sejt og det skulle jeg bare. Jeg tænkte at vi skulle hygge os, drikke et par øl, danse og så måske i byen bagefter. Men man finder hurtigt ud af, danskerne ikke går så meget op i dans. Til fredagsbar hygger man sig og får nogle øl, mens der er lidt baggrundsmusik. Det var meget anderledes end hvad jeg var vant til både fra Litauen og Sverige. I Sverige var der masser af dans og musik og alt muligt. Der var jo mennesker fra næsten hele verden – Tjekkiet, Italien, Frankrig, Tyskland, Sri Lanka, Sydkorea.. Vi lyttede til musik fra alle landene. Det var et kulturmix. Fuldstændig kulturmix.”

Har du tænkt på at tilbage til Litauen?

“Jeg har tænkt på det mange gange. Især lige efter at jeg blev færdig med min uddannelse, hvor der ikke var noget der knyttede mig til Danmark. Jeg var jo gået fra hinanden….eller min kæreste. Puha…jeg begynder snart at snakke danglish. Der var ikke noget der knyttede mig til Danmark, men jeg havde det dårligt og var rigtig ked af det. Det sidste jeg ville gøre, var at tage tilbage til mine forældre med den store skuffelse, at jeg ikke havde opnået noget som helst.”

Følte du ikke du havde opnået noget efter at have taget en hel kandidatuddannelse?

“Tja. Men det er også fordi mit speciale ikke blev særlig godt. At vende tilbage til Litauen vil være et nederlag. Jeg så det som et nederlag.”

Var succeskriteriet at få et job?

“Jeg ved ikke hvor meget af det, der var min indstilling og hvor meget der var en generel tankegang i Litauen. Hvis man tager afsted fra Litauen, tager man afsted primært pga. job og for at tjene flere penge. Hvis det ikke kan lade sig gøre, så har man måske ikke arbejdet hårdt nok.”

Du sagde, du var ansat i et firma, der betalte en god løn da du boede i Litauen..

“Den del af mit liv var fin. Jeg havde råd til mange ting lige pludseligt og det var dejligt.”

Der kunne du vel vælge at tage tilbage til?

“Det var lidt af et nederlag at tage tilbage til Litauen og det samme job. Min søster sagde det var dumt, da jeg fortalte hende, hvordan jeg havde det. Hun tænker mere pragmatisk. Man skal flytte derhen, hvor der er flest jobmuligheder. Det kunne jeg bare ikke, så der var en periode på to år, hvor jeg næste ikke havde noget arbejde. Jeg havde de 4 mdr. i børnhaven og så søgte jeg job hos et tolkebureau, så jeg kunne bruge dansk og litauisk.  Jeg fik et par timers arbejde ca. hver fjerde måned, så det var meget lidt. Det tog lang tid at finde en ny praktik, så jeg var presset, men til sidst fik jeg praktik hos Integrationsnet.”

Hvor du er i dag?

“Ja, jeg mødte Morten igennem et 6. ugers kursus for dimittender, som jobcentret bevilligede mig hos Integrationsnet. Morten Hjalp mig med en praktik. (I dag er Milda selv konsulent for kurset, hun fulgte).”

Hvad så nu, kunne du finde på at vende tilbage til Litauen eller er du så etableret, du bliver i Danmark?

“For et år siden tænkte jeg at jeg nok ville blive i Danmark de næste fem år. Jeg kan ikke planlægge særlig langt ud i fremtiden. Men de næste fem år. Jeg har gode kollegaer, et job og arbejdsopgaver, jeg kan lide at lave, så det giver god mening at blive ved, hvis det kan lade sig gøre. Jeg er selvfølgelig ikke så sikker lige nu, som for et år siden (der er sket en masse ting på jobbet og i privatlivet).”

Er det jobbet, der afgør om du bliver i Danmark?

“Hvordan kan jeg sige det…Jeg tror, der er to..nej, faktisk tre kriterier, der afgør, hvor jeg skal være. Det første er arbejde. Hvor kan jeg få et godt job og et godt liv, jeg kan lide. Det andet er selvfølgelig, hvad der sker i mit privatliv. Har jeg en kæreste og er det seriøst eller lidt mere for sjov. Det tredje er min familie. Jeg bliver ked af det, når jeg ikke kan se min søsters børn, som simpelthen er så søde og crazy. Jeg er rigtig ked af, jeg ikke kan følge så meget med i deres liv. Jeg er gudmor for en af drengene, så jeg er lidt ked af, jeg ikke kan komme til deres fødselsdage. Jeg ser kun min familie to gange om året i forbindelse med større højtider som jul og påske. Det er noget, jeg tænker rigtig meget på. Min far kan heller ikke arbejde mere efter han blev syg, så min mor knokler hele tiden. Det er også noget, der fylder meget. Forholdene er lidt usikre lige nu både privat og på job, så nu må vi se om et år. Lige nu glæder jeg mig bare til juleferie.”

Hvor du skal til Litauen?

“Ja!” ❤️

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s