Det er mandag på en sensommerdag, og temperaturen er høj. Jeg kan ikke finde mine nøgler og styrter rundt på de 40 m2, jeg lejer på Nørrebro. Klokken er ti minutter over min aftale. Jeg ringer og siger, jeg bliver forsinket, smutter op til mine overboere, som også er mine udlejere, for at låne deres ekstranøgler til lejligheden. Jeg sætter mig på cyklen og cykler mod min badeaftale.

Solen står højt på himlen, og der er mennesker overalt. Jeg cirkler rundt om mig selv, mens min veninde i telefonen forsøger at guide mig i den rigtige retning.

Min veninde rækker mig den ansøgning og det jobopslag, jeg har bedt hende printe, til en jobsamtale jeg har den efterfølgende dag. Vi taler om jobbet, mens vi sidder i skyggen, og venter på, at solen skal nå os.

En følelse af noget tyngder mig ned. Jeg er under vandet uden at vide hvordan. Oppe ved overfladen reagerer jeg instinktivt. Jeg ser personen, der ramte mig, og hører, han spørger, om jeg er okay. Jeg svømmer til kanten og klatrer op ad stien, da jeg er usikker på mine egne kræfter, sikrer jeg mig, at han er bagved imens.

Jeg ser folk komme løbende og mærker blodet, der fosser fra mit ansigt. Jeg er lidt svimmel, siger jeg, giver slip og overlader kontrollen fuldstændig. Fremmede hjælpende hænder, der gør mig tryg – en kvinde og en mand, min veninde, der bevarer roen. Jeg er ved bevidsthed, så i stedet for ambulanceudrykning ender jeg med en blødende næse i en våd badedragt på bagsædet af en taxa. Min veninde sidder ved min side med sin babybule og bevarer fortsat roen.

På Rigshospitalet traumecenter bliver jeg placeret i en seng med en pose is. Venstre side af mit ansigt er svulmet op og forvandler mit ansigt, så jeg ikke kan åbne venstre øje. Bag forhænget overfor ligger en kvinde. Hun er faldet bagover i en båd, og jeg kan høre lægerne fortæller hende, at hun har fået en flænge i nyren.

En læge trykker mig i ansigtet. Det knaser. Har du haft dobbeltsyn, spørger han. Ja, svarer jeg og bliver kørt til skanning. Kort tid efter henter de mig igen. De vil sikre, at jeg ikke har indre blødninger i hjernen, efter de har fundet en lille flænge på mit kranium. Det er ikke godt det her, siger jeg til min ældste lillesøster, der nu er ved min side i stedet for min veninde, og fortryder med det samme, hvad jeg har sagt.

Portøren der kører mig til anden skanning, ser mit forvandlede ansigt. Jeg håber ikke, det er en mand, der har gjort det der ved dig, siger han og fortæller en historie om en mand, han så slå sin kvinde i offentligheden.

Hun skal faste, hvis hun skal opereres, hører jeg den hektiske læge, hvis telefon ringer konstant, sige. Han siger det til en person, han taler med i telefonen. Jeg kigger på min søster og kan se et par tårer dryppe fra hendes kind. Hun er stærk for min skyld nu. Jeg forsøger at holde sammen, hvisker, at det er okay. Vi ved begge, det er mig, de taler om, men ingen har endnu fortalt mig, hvad der skal ske.

Den hektiske læge kommer ind og fortæller mig, hvad der skal ske. Jeg skal opereres indenfor 14 dage. Titaniumplader, hvor kraniet er i stykker.  “Har du fået at vide, det bare er en lille flænge?”

Da lægen er i gang med at fortælle mig, hvad der skal ske, ringer hans telefon flere gange. En mand har forsøgt at begå selvmord ved at hænge sig.

De sender mig hjem med en et visitkort med en plan for tirsdagen på bagsiden. Kl. 9.00 Glostrup øjenafdeling, efter kl. 9.00 møde op på Rigshospitalet, hvor jeg vil få en tid til operationen. Den nat sover min søster ved mig. Hendes alarm ringer hver 2. time, som hun har sat den til for at holde øje med mig.

Morgenen efter kører min veninde mig til Glostrup Hospital, hvor de undersøger mine øjne og bagefter tilbage til Rigshospitalet, hvor jeg taler med en række sygeplejersker og læger og venter en masse. Min mor kommer fra Aarhus, da jeg sidder og venter på at tale med en narkoselæge. Dagen efter skal jeg opereres.

Jeg mærker, hvordan jeg forsvinder fra den dybe søvn over i en lettere søvn, og ved midt i drømmene, at jeg er på vej i en vågen tilstand. Hvor er jeg, spørger jeg, og kommer selv i tanke om det, inden nogle når at svare. Det strammer lidt, siger jeg, og nogle lægger en pose is over panden på mig. Operationen varede halvanden time. Min mor og min søster er ved mig, kommer og går, indtil jeg er udskrevet omkring et døgn senere. De spiller musik udenfor, da jeg vågner. Folkeklubben lyder det som.

Min veninde sover ved mig, natten efter jeg er blevet udskrevet, og bliver hele den efterfølgende dag, mens jeg glider ind og ud ad søvnen. Hun handler ind og fylder mit køleskab, laver morgenmad, frokost og en skål med frugt. Hun holder om mig, da taknemmeligheden overvælder mig, og jeg begynder at græde.

I am Titanium kører i musisk rotation i mine tanker. Jeg googler teksten.

“You shoot me down but I wan’t fall, I am titanium”.  Bulletproof.

Min yngste lillesøster har sendt mig en buket blomster – blue dreams – og bestilt en togbillet, til efter min mor og hendes mands kobberbryllup, som vi begge skulle have deltaget i. Hun kommer lørdag og bliver til tirsdag. Min far skriver, at han kommer tirsdag og bliver til torsdag. Min mor, at hun kommer igen torsdag (efter at have været hjemme og fejre kobberbryllup) og hendes mand weekenden over, mens hun bliver, til jeg skal til kontrol og have fjernet mine agraffer midt på ugen.

Jeg modtager smukke buketter, gavekurve og kærlige opkald og beskeder fra min familie og mine veninder og deres familier. Kærligheden rammer hårdere, end noget slag nogensinde vil.

Hver dag takker jeg kroppen, fordi den passer så godt på mig. Kranie-airbag og beskyttende hævelser. Tak krop, siger jeg og giver den indimellem et klap på skulderen.

Jeg ligner mig selv, men mit ansigt er et andet nu. Jeg forsøger ikke at kigge mig i spejlet så ofte, men det er svært. Overlevelsen er overstået. Tiden, der stod stille i et par uger, er i gang igen, men min verden er ikke den samme.

Da jeg går den første tur efter operationen, lægger jeg mærke til, hvordan mennesker i trafikken tager ekstra hensyn til mig med mit forslåede ansigt, flere smiler endda. Jeg tænker på, hvor mange mennesker der ikke bliver taget hensyn til, fordi deres sår ikke er synlige. Jeg lægger mærke til, hvordan trafikken igen bliver mindre forsigtig omkring mig, hvordan der igen er færre smil dag for dag, som mit ansigt heler.

Alting kan forandre sig på ingen tid.

Obs. billedet er taget i et spejl i en af Rigshospitalets elevatorer og derfor spejlvendt.