Peter har hele sit liv arbejdet ufaglært, bl.a. har han kørt bus, taxa og sejlet på de store verdenshave (før han fik børn), men som 56-årig besluttede han sig for at uddanne sig til SOSU-hjælper og arbejder i dag hos hjemmeplejen i Hjørring. Jeg har snakket med ham om, hvilke tanker og overvejelser, der ligger bag at tage en uddannelse sent i livet.

Hvorfor besluttede du dig for at tage en uddannelse?

“Regeringen ændrede reglerne for understøttelse. Men faktisk tror jeg, jeg var begyndt at tænke på det allerede inden. Jeg havde i hvert fald været til et åbent hus arrangement hos SOSU-skolen, hvor jeg havde fået af vide, man kunne få voksenelevløn under uddannelsen, hvis man havde arbejdet som handicaphjælper, hvilket jeg har.”

Havde du taget uddannelsen, hvis systemet ikke havde presset dig?

“Det kan jeg ikke rigtig svare på. Jeg foretrækker at tro, jeg havde taget den alligevel. Jeg søgte ind og blev optaget, men da der var et stykke tid til uddannelsens start, bad arbejdsformidlingen mig om at finde på noget i mellemtiden. Derfor tog jeg en praktik på et plejehjem, så jeg kunne forberede mig på at starte på uddannelsen. Praktikken skulle vare fire uger, men jeg meldte mig syg efter tre, da jeg ikke kunne holde ud at være der længere. De ældre sad og stirrede tomt ud i luften og en masse damer snakkede i munden på hinanden. Det var deprimerende. SOSU-uddannelsen startede 1. februar, men jeg fik den udskudt i tre mdr. til 1. april, så jeg kunne nå at finde på noget andet. I de tre mdr. tog jeg bl.a. en tur til Indien, men jeg fik ikke en bedre idé, så jeg startede på uddannelsen d. 1. april.”

Men du synes jo, det var deprimerende med de ældre der stirrede tomt ud i luften og damerne der snakkede i munden på hinanden?

“Ja, det er en af problemerne. Lige meget hvor i systemet, er der 99% kvinder. Men jeg fandt hurtigt ud af, der er stor forskel på at arbejde på et plejehjem og som hjemmeplejer. Du skal nærmest være terminal for at blive indlagt på et plejehjem i dag. De er så dårlige, ligger bare i deres senge og kommer ikke rigtig ud. Selvfølgelig spiser de sammen og har et socialt liv og sådan. Men som hjemmeplejer kommer jeg hjem til folk i deres egne, små verdener. Det passer mig rigtig godt. Og så er man alene om det. ”

Og det er en god ting at være alene?

“Ja, jeg kan bedst lide at arbejde alene.”

Du har fortalt mig at dem, de andre har det sværest med at passe, er dem, du kommer bedst ud af det med. Hvorfor tror du, det er sådan?

“Dem vi bliver advaret om, kan være nogle svære personer, er dem,  jeg synes minder mest om mig selv, og derfor har jeg måske let ved at snakke med dem. Når jeg er ude ved folk, siger jeg ikke så meget. Jeg lytter mere end jeg snakker, og de kan rigtig godt lide, hvis der kommer en, der gider lytte til dem.”

Du kan godt lide at hænge ud med de mere skæve typer?

“Ja, jeg synes, de er sjovere at være sammen med.”

Selvom du mener uddannelsen er lidt tilfældig, har du så en følelse af, det er den rigtige uddannelse for dig?

“Ja, helt klart. Det synes jeg. Det er det rigtige arbejde for mig, men det er ikke sikkert, jeg udfører det på den rigtige måde.”

Hvis dette er den rigtige uddannelse, tænker du så på, hvorfor du ikke tog den før?

“Det tror jeg, at jeg er jeg glad for, jeg ikke gjorde. Jeg tror ikke, man kan holde til at arbejde inden for plejesektionen i 20 år.  Jeg kunne ikke, for vi bliver hele tiden presset. Jeg har været derude, hvor jeg har været i tvivl om, jeg kan holde til det. Men jeg har besluttet mig for, at det vil jeg, så jeg tager den generelt med ro og passer på mig selv. Det er ikke altid lige velset, men det gør jeg altså. Passer på mig selv, og tager den med ro. ”

Du har altid haft en masse forskellige jobs i kortere eller længere periode. Skræmmer det dig at være det samme sted om 5 år?

“Nej, det gør det egentlig ikke.”

Har du følelsen af, at du passer bedre ind hos hjemmeplejen, end du har passet ind andre steder?

“Jeg passer ind mange steder.”

Men du har sagt, du ikke har været i stand til at identificere dig med arbejdskulturen på mange tidligere arbejdspladser.

“Det er generelt. Der er mange for hvem, det er udbredt, at ens identitet hænger sammen med ens erhverv, og hvis man ikke har et erhverv, kan man føle sig identitetsløs. Sådan har jeg aldrig haft det.”

Du har aldrig følt det pres?

“Jeg synes ikke, det er en god ting, jeg ikke har følt det. Hvis jeg havde følt det, havde jeg måske holdt lidt mere fast i mine jobs, og måske også følt mig presset til at være lidt mere struktureret. Jeg begyndte på nogle uddannelser, der overhovedet ikke var realistiske.”

Ja, du studerede arabisk. Hvorfor gjorde du det?

“På grund af interesse. Jeg ville gerne prøve at gå på universitetet og jeg ville gerne læse religionsvidenskab. At følge nogle fag på arabisk var en genvej til religionsvidenskab.”

Nu hvor du ikke har mange år tilbage at arbejde i, vælger du at tage en uddannelse. Da jeg studerede nordisk mødte jeg nogle negative reaktioner overfor mine midaldrende medstuderende. Reaktionerne gik på, at de tog pladserne fra “os unge”. Hvad tænker du om det?

“Jeg har ikke mødt nogen fordømmelse eller misbilligelse af, jeg har valgt at tage en uddannelse sent i livet. Lige så snart jeg var ude i praktik, arbejdede jeg jo også med jævnaldrende. Faktisk har jeg arbejdet sammen med nogle, jeg har gået i skole med. De har været i faget i 30 år, hvor jeg har lavet alt muligt andet. Jeg synes også, der er meget politisk snak om, hvad man kan og hvad man ikke kan. Om man bidraget til samfundet eller nasser.”

Der er nok også forskel på, om man tager pladserne fra nogle på de store uddannelsesinstitutioner eller søge ind på en uddannelse i udkantsdanmark, som du har gjort…

“Vi kalder det vandkantsdanmark…”

Men har du nogensinde følt dig ramt af den politiske snak? Du siger jo faktisk, du blev presset til at tage en uddannelse.

“Altså der er helt sikkert mange, der har anset mig for at være en samfundsnasser, og med rette. Jeg har helt sikkert ikke arbejdet hele tiden, men brugt meget tid på mine egne ting, mens jeg har hævet understøttelse.”

Tæller dit arbejde som ufaglært ikke?

“Jo, men der er gået lange perioder i mellem jobbene.”

Har det altid været selvforskyldt?

“Nja, men jeg har heller ikke altid gjort så meget for det. Jeg gik fx ledig, da I (undertegnede og to yngre søstre)  var små. Det var jo smart, jeg var hjemme nogle gange, ik.”

Hvorfor gjorde du ikke mere for at få et job?

“Fordi jeg havde det fint med at gå ledig. Jeg lavede alt muligt andet. Jeg havde det fint med det, og det kan godt være, at det er forkert. Der er helt sikkert mange, der har snakket, gætter jeg på. Men jeg lod det bare gå ind af det ene øre og ud af det andet.”

Hvordan kan du det?

“Dengang jeg var helt ung, var jeg tilhænger af “Sammenslutningen af bevidste arbejdssky elementer”.

Men det er vel også en form for identitet, bare ikke arbejds. Kan du kan identificere dig med dit arbejde hos hjemmeplejen nu?

“Nej…. eller… det er faktisk begyndt at blive lidt af min identitet. ..Meget mystisk.”

Og det har du det okay med at indrømme?

“Ja! Prøv at hør! Jeg er ikke sådan én, der bliver ved at være den samme hele livet.”

Man har hørt om folk, der arbejder mange år og så trapper ned og laver, hvad de har lyst til. Den anden vej er atypisk…

“Jeg er nødt til at arbejde. Både fordi jeg har brug for pengene og fordi de tider, hvor man kunne få lov til at gå rundt og være ledig, og hygge sig med det, er forbi.”

Men hvis du havde muligheden for at være ledig, ville du så vælge den?

“Selvfølgelig ville jeg det.”

Vil du ikke savne hjemmeplejen?

“Jo, det er rigtigt. ..Aj… jeg ville nok fortsætte lidt mere i hjemmeplejen.”

Jeg skal ikke putte svar i din mund.

“Altså, jeg har altid været meget omstillingsparat. Jeg ændrer mig i takt med, hvilke muligheder, jeg har. Jeg tror, jeg tager de muligheder, der byder sig, og så lader jeg som om, det er det bedste for mig. At det er lige det, jeg har ønsket mig. Kender du ikke historien om Guruen i Indien (Peter har en stor kærlighed til Indien og har rejst i landet mange gange)? Guruen kan få alt, hvad han ønsker sig. Da nogen spørger til hans hemmelig, svarer han, at det er meget simpelt. Han ønsker sig det, han får. Det jeg havner i, udnævner jeg bare til mit. Jeg mangler nok noget målrettethed. Jeg sætter mig ikke mål, jeg skal forfølge.”

Hvad har du imod mål, er du bange for ikke at nå dem?

“Måske vil jeg bare hellere leve i nuet end at lave målsætninger.”

Men du gennemførte din uddannelse og arbejder nu som plejehjælper. Hvordan har du opnået det, uden at sætte dig nogle mål?

“Jeg kan ikke forklare det. Måske er det ikke nødvendig at sætte sig så mange mål. De kommer måske uanset. Jeg blev ansat i min nuværende stilling ved at hjemmeplejen ringede til arbejdsformidlingen og bad dem hjælpe med at finde en ferieafløser. Indtil da havde jeg søgt jobs lidt halvhjertet, men jeg prøvede selvfølgelig at finde nogle spænde og interessante steder. Arbejdsformidlingen ringede til mig og jeg kørte forbi lederen af hjemmeplejen, inden en Bob Dylan koncert jeg skulle til i Aarhus. På grund af koncerten kunne jeg ikke starte den efterfølgende dag, men jeg startede om fredagen og har været der lige siden. I starten var det fuldstændig vanvittigt. Jeg tror, jeg på 4 mdr. besøgte over 120 personer, og nogle så jeg kun én gang. Jeg fandt derfor hurtigt ud af, jeg ikke kunne bruge de ting, jeg havde lært, men måtte improvisere. Det kan godt være, at der ikke blev gjort så meget rent, men de fleste synes jo, det var hyggeligt, at jeg kom, fordi jeg godt gad at snakke med dem. Og faktisk fik jeg også ros for min rengøring.

Efterfølgende spurgte jeg, om jeg ikke kunne få aftenvagter. Det er mere personligt og der er ikke så meget rengøring, mere sådan nogle småjobs, som at huske dem på deres piller. Jeg havde altså ikke som sådan søgt om at havne her. Jeg var bare heldig, for det er lige præcis her, jeg drømmer om at være!”

Har du nogle tilføjelser eller en vinkel, der er vigtige at få med i dette indlæg?

“Vi får af vide, vi skal spare og det går ud over servicen. Det synes jeg ikke er i orden. Jeg blander mig med den faglige indsigt jeg har, men mest af alt spiller jeg dum og lader som om, jeg ikke forstår de nye regler. Jeg skriver rapport, når jeg bliver bedt om det. Men det er ikke noget jeg bruger særlig lang tid på. Jeg vil hellere snakke med de ældre, end skrive hvad vi har snakket om. Men lige nu føler jeg, den største forskel opnås ved simpelthen at spille dum. At jeg ikke fatter hvad kommunen vil have os til og hvor vi skal spare. Jeg bliver ved at gøre det for godt. Det har så den force, at der ikke er nogle af de ældre, der klager. ”

Nu har du sagt et par gange, at du spiller dum, fordi det er den eneste løsning. Er der ikke forskel på at sige man spiller dum og sige, at man kæmper for at bevare et serviceniveau, man synes, man kan være bekendt?

“Ja, det er det jeg gør (kæmper for at bevare et serviceniveau, vi kan være bekendt).” 🎄