Seje, inspirerende kvindelige forfattere og essayister

Jeg drømmer om at være som dem, indrømmet; at leve af at skrive personlige essays og reportager fra rundt om i verdenen, så lad mig introducere jer til nogle af mine idoler, som jeg synes, vi alle bør læse. 

Photo: Julian Wasser, 1968

Joan Didion

Hvem: Joan Didion, født 1934 i Californien. Essayist, novellist, dramatiker, journalist, manuskriptforfatter. Uddannet i engelsk litteratur og (aner)kendt for bl.a. The Year of Magical Thinking og Blue Nights. Bøgerne er skrevet om og efter tabet af hendes mand (død af blodprop) og hendes datter (død af langtidssygdom), der sker med blot et års mellemrum. 

Mit møde: Et år med magisk tænkning (The Year of Magical Thinking), Blå timer (Blue Nights), Intet gælder (Play It as It lays) og Netflix-dokumentaren The Center Will Not Hold.  

Hvorfor: Fordi hun beskriver sorgen smukt. Hun beskriver mennesker og følelser med genkendelighed og giver os et indblik i amerikansk kultur (og amerikanernes engagement i El Salvador).

Bonus-info: Didion har skrevet filmmanuskriptet til klassikerne A Star is Born og True Confessions. Den danske forfatter Olga Ravn har lavet nogle glimrende danske oversættelser af flere af Didions bøger. Didion tilbragte to uger i El Salvador i 1982 under jordskælvet, og ud af besøget kom essayet Salvador (1983).

 

Photo: Anni Leibowitz, from the book “Women”, 1999

Susan Sontag

Hvem: Susan Sontag, født i 1933 i New York og død af leukæmi i 2004, ligger i dag begravet i Paris. Forfatter, novellist, essayist, aktivist, underviser, dramatiker, filminstruktør. Uddannet i litteratur og filosofi.

Mit møde: Der Komplette Rolling Stone-interview (en tolv timer lang samtale med journalist Jonathan Cott) og On Photography. 

Hvorfor: Fordi hendes betragtninger af verden – sygdom (Aids og kræft), (Vietnam)krig og kærlighed kan inspirere os til at tænke og betragte selv. 

Bonus-info: Sontag havde et kærlighedsforhold til den kendte fotograf Anni Leibowitz efter sin skilsmisse og indtil sin død. Med udgangspunkt i sin egen kræftsygdom, har hun skrevet Ilness as a Metaphor. 

 

Photo: Jim Herrington, årstal ukendt

Rebecca Solnit 

Hvem: Rebecca Solnit, født i 1961 i Connecticut og vokset op i Californien. Forfatter, essayist, feminist og klimaaktivist. Uddannet journalist. Kvinden bag Men Explain Things to Me. 

Mit møde: Recollections of my Non-existence 

Hvorfor: Fordi hun er en drømmer, der bruger sin modgang til at skabe forandring og et liv for sig selv – og andre. Og fordi du som kvinde – og kreativt menneske – kan genkende dig selv i hendes beskrivelser og får lyst til at kæmpe for dine rettigheder og drømme. 

Bonus-info: Begrebet mainspaining opstod på baggrund af Solnits bog Men Explain Things to Me. 

Photo: Ukendt

Deborah Levy 

Hvem: Deborah Levy, født 1959 i Sydafrika og immigrerede i 1968 med sin familie til London. Forfatter, digter, dramatiker. 

Mit møde: Hendes Living autobiography (som hun selv kalder trilogien) Things I Don’t Want to Know og The Cost of Living (tredje og sidste part er endnu ikke udgivet). 

Hvorfor: For hendes interessante betragtninger om race (med afsæt i hendes opvækst i Sydafrika), livet som kvinde og kvindelig forfatter og som mor. 

Bonus-info: Things I don’t want to know about er skrevet som en kommentar til Georg Owells Why I write. Levys far var medlem af African National Congress. 


Jeg er helt opmærksom på, at listen kun består af hvide kvinder, så kom gerne med bud på seje, kvindelige ikke-vestlige forfattere og essayister, man bør læse. Jeg ved, de findes!

Og så er der selvfølgelig også de danske powerkvinder Suzanne Brøgger, Tove Ditlevsen og Karen Blixen. Dem har jeg ikke glemt. 

Min opfordring: Hvis man, som jeg, godt kan lide de personlige fortællinger, men også gerne vil blive klogere på verden, så læs dissse kvinder! 

En hyldest til Suzanne

5750370-klementiner

Jeg opfanger ikke alt, hvad hun siger. Men jeg opfanger det, da hun siger, vi gør noget for samfundet, bare ved at stå her og servere kaffe. Det er min anden dag på jobbet, og det undrer mig, især efter mælkeskummeren er stukket af og bønnerne fra kaffekværnet er over det hele, at jeg allerede skal føle mig nyttig i samfundet, efter to dage på job. Jeg har mødt flere stamgæster, end jeg kan holde styr på. Hun er ikke en af dem, endnu, men hun er snaksaglig. Fortæller hun startede en af de første kvindeforeninger herhjemme, det kan vi godt lide, bliver vi enige om, som vi står tre kvinder bag disken og skubber røven tilbage og brysterne frem, som for at understrege, vi mener det sgu, girlpower! Det virker, for hun lægger mærke til en af vores taljer, den mindste. Sådan en havde hun også en gang, fortæller hun. Men det er længe siden, og hører en anden tid til. Nå, men nu læner hun sig ind over bordet og spørger, om vi kan holde på en hemmelighed. ”JA”, lyder det lidt for højt og hurtigt fra mig, som indtil videre har holdt mig i baggrunden og observeret og nikket til det, der blev sagt og gjort. Så det virker ret mærkværdigt, og sådan føler jeg, da det slår mig, hvor højt og hurtigt, jeg reagerede, på så typisk et spørgsmål. Hemmeligheden er, hun har pyntet op til jul. Vi er i starten af november! Faktisk har hun ikke kun pyntet op, hun har også købt julepynt, som hun viser, og insisterer på passer sammen med taljen. Den lille fine julestjerne og den smalle talje, det er en sejr for julen og for kvinderne. Helt ærligt, så fortryder jeg mit udbryd, for julepyntning i november, er ikke den hemmelighed, jeg håbede på. Om natten kan jeg ikke falde i søvn og opdager, det er fuldmåne. Jeg kyssede engang en mand ved fuldmåne (og igen ved næste fuldmåne), derfor kommer jeg til at tænke på ham. Jeg forbander mine tanker og ham og de søvnløse nætter langt væk. Jeg skubber røven tilbage og brysterne frem, mine våben, og husker det, girlpower! Jeg behøver sgu da ingen mand. Næste dag finder jeg julepynten frem, laver risengrød og køber klementiner.

Og i dag er søndag, så jeg vågner alt for sent, og stiller mig selv spørgsmålet, hvad er for sent? Jeg lægger planer for at bryde dem, og jeg tænker for mange tanker, så jeg tager opvasken og kigger på min LinkedIn, min Facebook og min Twitter, men bliver svimmel af at se på alle de smukke mennesker og alle de fine titler, hvor én ofte ikke er fyldestgørende, og får lyst til at krybe tilbage i seng. I stedet mødes jeg med en veninde over en kop kaffe for at overtage nogle af hendes tanker. På vejen hjem køber jeg bland-selv-slik for en million kroner, og spiser det hele på to minutter, mens jeg ser en dokumentar om Suzanne Brøgger, den krukke. Hun forstår, girlpower. Eller søndag. Eller tanker, der er.