Vi skal passe på den danske kultur, som var det noget uforanderligt. Noget der aldrig bevægede sig, siger de, og glemmer, at dansk kultur plejede at være tvangsægteskaber og tunge vikingetogter, hvor man voldtog og plyndrede.
Alting bliver så nemt, når man har en fælles fjende. Det nemme er det dumme. Vi er blevet så dumme af at glemme at stille spørgsmål, inden vi giver svar. Opfinder problemer og problematikker for proforma-løsninger. Viser muskler, vi ikke har, og dejser udmattet om, når det går op for os, at der findes ægte problemer. Fattige børn. Hjemløse unge. Mænd i jakkesæt og kommunekvinder der stjæler.
2018, du har lært os at skinnet bedrager. Vi skal ikke frygte den usoignerede mand eller kvinde mere end manden i jakkesættet. De rige vil være rigere. Kender du måske en fattig mand, der er nærig?
Måske vi skulle lytte lidt mere til hinanden i det nye år. Forsøge at finde barnets nysgerrighed frem og lære lidt om dem, og det vi tror, vi kender. Stille spørgsmål vi ikke tror, man bør stille.
Jeg har spurgt, og jeg er blevet klogere. Jøder, muslimer, katolikker, protestanter, jehovas vidner og ateister. Mænd. Mennesker. Religionen lærte jeg kun at kende, fordi jeg spurgte. Kulturen ligeså. Jeg er ikke kristendommen, og kristendommen er ikke mig, men blot en lille del af den historie rundt om mig. Danmark er ikke mig, men jeg har dannet nogle danske traditioner, fordi jeg heldigt og tilfældigt blev født i Danmark. Fatimas hånd beskytter os alle. Og håbet – eller troen – rækkes der ud efter før eller siden. Yoga. Terapi. Vestens tro og håb.
Apropos barnet. Barnet har været med mig hele 2018.
Gurli Marie, det eventyr du tog på med din far, Troels, på de mange have, var også en del af mit barneeventyr. Glæden vil havet, nysgerrigheden og lysten til at vide alt om det, der er udenfor, den genkendte jeg, når du og din familie talte om det.
Spacey der ramte gaden fra en 5. sal., er et af de første biografminder jeg har. Følelserne fra filmen sidder stadig i kroppen, nu hvor jeg er voksen. Livet er lang, lykken er kort, skrev jeg som indledning til en af mine tekster. Dette år trådte teksten, som var tyvstjålet fra Kim Larsen, frem igen, da danskerne vandrede over langebro, imens de nynnede med på livet og blev mindet om døden.
2018, du har været et år, hvor jeg har forsøgt at finde min plads i relationerne igen. Følsomheden har været forbeholdt de fleste, ikke de færreste. Det har været overvældende. For alle.
2018, du har været det år, jeg husker som et af de ensomste nogensinde. Men det var en ensomhed, der var nødvendig. Hvorfor er jeg ikke i stand til at sætte ord på endnu.
Jeg forsøgte at date mig ud af ensomheden. Og jeg mødte mange søde mænd, men jeg kunne ikke rumme at møde dem via en app. Og jeg kunne ikke genkende mig selv i det. Romantikken har jeg måtte kigge længe efter i 2018. Det er okay. Jeg vil hellere være alene end sammen med den forkerte. Kærligheden til mig selv er den der er vigtigst, når jeg hopper ind i 2019.
2018, du var et utal af jobsamtaler, netværk og en robusthed som ikke ses, og der derfor blev sat spørgsmålstegn ved igen og igen. Du var også nederlag. Min selvtillid svandt, fordi jeg ikke var modig nok til at sige, at jeg sagtens kunne få tiden til at gå uden en chef og et lønjob. Jeg skrev, og jeg lavede podcast. Mere end nogensinde før brugte jeg det, jeg kan med en krøllet hjerne, der overtænker. Men bidrog jeg så til samfundet? Jeg kom selv i tvivl. Så meget at jeg måtte sætte mig og skrive alle de jobs jeg har haft ned. På papiret stod, at jeg har passet dine børn, jeg har renset dit toilet, serveret din kaffe og meget meget mere. Jeg har arbejdet en hulens masse. Og jeg har elsket, og jeg elsker det. Til hvert job hører en historie og en eller flere mennesker, der betyder noget for mig. Nu er jeg i gang med at skabe nye historier med nye mennesker.
2018, du viste mig respekt. Jeg lærte at sige fra, og jeg lærte mine grænser at kende. 2018, du viste mig, hvordan jeg skal tage mig selv seriøst først og fremmest. Hvordan jeg skal turde drømme højt og at drømme kan være – og ofte er – ambitioner.
Til ballet-timerne bliver jeg bedt om at skyde brystet frem og sænke skuldrene. Sådan går jeg ind i 2019. Ret og stolt, og med troen på, at jeg nok skal lykkedes med det, jeg vil. Jeg tror på dig også!
I 2019 har jeg en masse drømme ambitioner. Dem glæder jeg mig til at dele med jer.
Rigtig godt nytår, og tusind tak fordi I læser med ❤︎
Min mor var 26 år, da hun blev gravid med en yngre mand. Graviditeten var ikke planlagt og manden var ikke i stand til at varetage den opgave, det var. Jeg var. Måske håbede min mor på mere. Måske håbede hun på, at han ville ændre sin mening. Måske ikke. Uanset besluttede hun sig for at beholde barnet, mig. Og til verden kom jeg en kold vinterdag i 1986. Sund og rask og med en udviklingskurve, der bevidnede, at min mor klarede jobbet som alenemor til ug med kryds og slange. I en tidlig alder havde jeg lært at kravle og gå. Jeg var social, men selvstændig. Mest af alt nysgerrig!
En sen nattetime på et diskotek i Aarhus møder min mor en anden mand. En jordbunden mand med nordjyske rødder, et stort rødt hår og sømandstatoveringer. Ingen vidste, hvad mødet indebar. At jeg snart ville kalde ham for far og han mig for sin datter.
Kloge mennesker har sagt, man former sin personlighed i de første år, man lever. Men min biologiske fars svigt fylder mindre, end den kærlighed jeg fik. Meget mindre. Svigtet har ikke formet mig. Kærligheden har.
Mit liv ændrede sig, den dag mor mødte dig. Jeg skulle aldrig komme til at mangle en far, og jeg fik to yngre søstre. Deres eksistens ændrede (også) mit liv. Men det er en anden historie. I mit liv findes der ingen halve søstre eller halve fædre. I er mit hele. Somme tider bliver jeg frustreret, vred, når andre ikke forstår.
Jeg er høj og mørk med store, markante træk. Du er lys og rødhåret med fregner og små, fine træk – som min ældste lillesøster. På ingen måde ligner vi hinanden. Vi deler ikke gener. Men vi deler historie. Du er en del af min historie, og jeg er en del af din. Da jeg startede i folkeskolen, kæmpede jeg med matematikken. Du hjalp mig med at forsøge at få tallene til at give mening. Jeg undskylder for alle de gange, jeg har kastet matematikbøger efter dig i frustration og raseri, og jeg misunder dig den tålmodighed, du havde med mig. Du tog mig med i biografen for at se Midt om natten. Filmen husker jeg tydeligt. Hvordan den var barsk, men ærlig. Måske især for et barn. Men du forstod hurtigt, at man ikke kan afskærme et barn, der alligevel ser alt.
Du har altid fuldt dine egne veje, engang i mellem til stor irritation for dine omgivelser. Men det har også lært mig, at vejen ikke er ensporet. Alle de mennesker du kender og har mødt, og alle de mennesker jeg kender og har mødt. Jeg ved, hvor stor verden i virkeligheden er.
Sjældent tænker jeg over, at vi ikke deler gener. Det sker kun, når jeg får at vide, at vi ikke ligner hinanden – mine søskende og dig og mig. Så bliver jeg opmærksom på alt det, som ikke fylder i hverdagen. Jeg bliver opmærksom på biologien. Jeg bliver opmærksom på, at folk ikke kan se, vi hører samme. Jeg bliver opmærksom på, vi ikke deler navne.
Er jeg nysgerrig efter at møde min biologiske far? Nysgerrig efter at kende mine rødder? Jeg mangler ikke en far og har aldrig manglet en. Jeg spejler mine rødder i det indre og ikke i det ydre. Mine rødder kender jeg. Det er dem, der opdrog mig. Elskede mig. Det er vores historier flettet sammen, der skaber min. Der går ingen historie forud.
Den dag min mor mødte dig, ændrede mit liv sig. Jeg blev valgt til. Ikke fra.
I 2012 stiftede Mikkel Salling Holmgaard The Back To Life Project. Hans mission er at give den hjælp, han aldrig selv fik, da han som 19-årig blev offer for en voldsulykke. I dag består The Back To Life Project af Mikkel på fuldtid, en deltidsansat og en række frivillige. Deltagerne tæller alt fra voldsofre, trafikofre til sygdomsramte. Jeg mødtes med en af projektets frivillige, Pernille Brøndum, en kold og rengvåd mandag aften på DOKK1 i Aarhus for at høre mere om projektet og hendes rolle som frivillig.
Du får lige sådan et her, siger hun, og giver mig et knus. Vi køber en vand og en sandwich. DOKK1 er næsten tom. Ved et bord i nærheden sidder Lisbeth Zornig og taler med to kvinder. Pernille og jeg sætter os ind i et af studierummene, hvor vi kan optage lyden på telefonen uforstyrret.
Kan du fortælle, hvordan du første gang stiftede bekendtskab med The Back To Life Project?
2-3 måneder efter jeg i 2015 startede på fysioterapi-uddannelsen i Aalborg var Mikkel ude at holde foredrag på skolen. En lille måneds tid efter troppede jeg op hos The Back To Life Project. I stedet for det klassiske job i Netto, syntes jeg, det lød fedt at hjælpe folk og være med til at gøre en forskel. I dag ser jeg det ikke som frivilligt arbejde, men som et job. Jeg får så meget andet end kolde kontanter. Folk spørger ofte, hvordan jeg har tid til det, men jeg prioriterer det. At hjælpe folk op ad en kørestol giver mig mere, end hvis jeg fik 1000 kr. for at sidde og kaste varer videre, som jeg har gjort, da jeg var yngre.
To gange om ugen tager du turen fra din bopæl i Aalborg til Billund, da du er i gang med et forløb med jeres deltager Tenna. Hvad hjælper du hende med?
Tenna har en BPA ordning (Borgerstyret Personlig Assistance, paragraf 83-84 i Lov om Social Service), der skal tages til revurdering omkring juni eller juli. I tre år har Tenna siddet i kørestol pga. nervesygdommen Guillain Barré, der rammer hele kroppen. Målet er, at hun skal rejse sig fra sin kørestol ved egen hjælp.
Når du siger, du gerne vil hjælpe Tenna op af kørestolen, lyder det næsten overnaturligt. Hvor kommer troen på, at det kan lade sig gøre?
For tre år siden var jeg med til at hjælpe en af vores andre deltagere med Guillain Barré op ad kørestolen. Ligesom alle mulige andre sygdomme har guillian barré 700 ansigter. Sygdommen er den samme og tilgangen er den samme, men det skal gribes an på en anden måde, fordi, det er et helt andet menneske, jeg står overfor. Det handler om indsats. Jeg er ikke i tvivl om, at Tenna også nok skal komme op og gå.
Har du nogensinde tvivlet på den måde i håndterer et sygdomsforløb på i TBTLP i forhold til den måde det håndteres på i det øvrige system?
Aldrig. Man kan få lov til at hjælpe folk, hvor de er. Det snakker de meget om på studiet, men når man så kommer i praktik, er der ikke tid, plads eller penge til det. Vi tilpasser os deltagene. Ofte er det den anden vej. Systemet vil gerne patienterne tilpasser sig.
I 2017 udgav VIVE – Det Nationale Forsknings – og Analysecenter for Velfærd en rapport, der viste flotte resultater for The Back To Life Project. Hvis man følger projekter via de sociale medier Instagram og Facebook, har man løbende kunne følge med i deltagenes små og store sejre.
Hvorfor tror du, at det har været så svært for den brede offentlighed at få øjnene op for The Back To Life Project, når I har så mange succeshistorier.
På et tidspunkt ringede flere tv-stationer til Mikkel for at lave programmer om projektet. Vi har folk i krise, som kan sige en ting den ene dag og fortryde det dagen efter. Mikkels præmis var derfor, at folk skal kunne trække deres udtagelser tilbage nærmest dagen før programmet bliver sendt. Det var der ingen stationer, der kunne være med til.
Der er ikke nogen, der tør hoppe til den der mærkelige figur, man tegnede som barn. Man vil gerne have en firkantet kasse. Det ved alle, hvad er. Der er dem, der ikke gider lave noget, og så er der dem, der træner op til tre gange om ugen og selv går ned i fitnesscentret. Vi mangler den sidste kasse, hvor, hvis du fik lov og mulighed for at træne, lad os sige 10 timer om dagen, hvem tør så være med? I systemet snakker vi generelt om dem, der ikke gider at lave noget og nasser på systemet, men den anden gruppe er ødelagt eller bliver ødelagt, fordi de ikke får lov til at gøre det, de gerne vil. Giver det mening?
Det handler også om, at vi hos The Back To Life Project har muligheden. Jeg har været i praktik flere steder, og der er rigtig mange, som yder en kæmpe indsats, men bliver begrænset, fordi de er det sted, de er. Alting har jo sin ret og alting har sin gavn. Ofte er der bare nogle begrænsninger. Det har vi ikke, og det er sygt rart at være i. Det gør ondt at se, at folk kan komme længere, men faktisk ikke er berettiget til det. Det er svært, når man har en anden verden, hvor alt er muligt.
Hvordan er det, I skiller jer ud?
Vi vil ikke sætte en tidsbegrænsning eller gå på kompromis med deltagernes træning eller ve og vel for at få omtale eller være i systemet. Jeg tager først stilling til, hvad vi skal lave, når personen står over for mig. Det er der også rigtig mange fysioterapeuter andre steder, der gør. Forskellen er, vi viser folk, de godt kan have et liv, selvom de er skadet. Vi tager deltagerne med til Spanien, Norge eller ud at køre go-card. I systemet får du invalidpension eller almindelig pension for resten af livet, hvis du ikke er fikset efter to år, tror jeg det er. Man tør ikke investere i personen, for tænk nu, hvis det er spild af penge. Vi tænker anderledes. Hvis vi investerer, gavner det 100 procent. Mikkel er det tydeligste eksempel, men vi har mange eksempler.
Er man i projektet, kan man ringe til Mikkel nat og dag. Han mærker mere, end man regner med, og han ved, når du siger en ting, så er det faktisk ikke det, du mener, så er det noget helt andet, fordi han selv har stået samme sted. Det er peer supporting, hvor du bruger din egen erfaring til at lære videre. Mange af deltagerne finder ud af, at den skade, de har fået, måske ikke er en begrænsning, men en ny mulighed og et nyt sted at stå.
Mikkel har sagt, han gerne vil være den person, han aldrig selv mødte i systemet, da han blev skadet. Hvad tænker du om det?
Han er den person. Du kan ringe til ham dag og nat, og han vil stadig være der. Der er deltagere, der har svinet ham til, fordi de har været i krise. Når man får tildelt et træningsforløb, er der altid en krise, man ikke kan sætte sig ind i, hvis man ikke selv har været igennem det. Mikkel har været igennem den samme krise og forstår hvor mange bandeord, der kan skrives i en sms. Han er den stabile person, som kan være bindeleddet mellem 700 forskellige hospitaler og læger og terapeuter og hvad der nu ellers er. Han er den, som han ikke selv mødte. Det er ikke ham, der har brug for at blive set. Han har brug for at hjælpe folk. At man kan være så nede på jorden og lave så store ting… Han er det stabile menneske, som man har brug for, når man står i et genoptræningsforløb.
Det er som at komme ind i en familie, fordi vi er der for hinanden. Man får ikke lov at slippe for hinanden på nogen tænkelig måde. Vi borer også i de ting, der er trælse at bore i. Du bliver nødt til at snakke om det, der er noget pis og møg, fordi det hele hænger sammen, og hvis ikke du har hovedet med, har du heller ikke kroppen med, og det samme den anden vej. En familie beskriver ret godt, hvad vi gør og er. Vi er venner og familie – ikke af blod – men fordi vi gerne vil hjælpe folk. Derfor får man personlige ting at vide. Vi er gode til at bruge hinanden. Vi er gode til at få luftet ud, ikke sladre, men udnytte, at vi er seks forskellige frivillige med forskellig forforståelse.
I har oplevet nogle store ting sammen med deltagerne. Ting som at bestige bjerge og gå på Caminoen, der jo er udfordrende selv for folk uden skader…
Folk tror på det, fordi vi tror på det. I vores verden er der ikke noget, der ikke kan lade sig gøre. Det handler om tid, indsats og de rigtige omstændigheder. Der er vi heldigvis ikke begrænset. Det er man jo mange andre steder. Det man ofte glemmer, er, at folk der har en skavank faktisk er stærkere end du og jeg er. De har kæmpet. De har været nødt til at kæmpe. Hvis du og jeg bliver udsat for en bjergtop, er det nok lidt kritisk, for åh gud, der er langt derop. En der har haft ondt i hoften siden hun blev født, hun skal sgu nok komme derop. Hun er så pissestædig, fordi hun er kommet dertil, hvor hun er.
Hvor får The Back To Life deres støtte fra?
Indtil nu har det været igennem fonde. Vores primære indtægtskilde er fra Det Obelske Familiefond. Der har været nogle uoverensstemmelser i forhold til, hvad pengene skulle bruges på, så det samarbejde er stoppet nu. Vi er ved at se, hvad der kan lade sig gøre, og om vi kan få et samarbejde med kommunen op og køre, eller hvad der skal ske for at få noget mere stabilt, i stedet for at leve på fonde. Hvordan vi rent faktisk bliver en del af systemet uden at være det. Vi bliver et tilbud, men uden at være i samme kasse som systemet. Der er åbnet flere og flere døre i løbet af det sidste stykke tid. Alle siger det er det helt rigtige, men hvem tør tage springet? For det er et spring ud i det sorte dyb. Der er ikke nogen, der har gjort, som vi har gjort før.
Har du nogensinde fortrudt, at du meldte dig til projektet?
Overhovedet ikke. Jeg håber det bliver mit fuldtidsjob en dag. Man giver jo nærmest folk livet tilbage, om det er bedre syn, at kunne stå op eller sexlivet der kommer tilbage, det er sådan set hip som hap.
Hvor er projektet på vej hen?
Det bliver stort, tror jeg. Lige nu forsøger vi at se, hvad vi kan skabe af ting og sager. Vi vil jo rigtig gerne have vores eget sted, hvor vi kan gøre det, vi er bedst til, så må vi se, hvem der vil være med på den leg. Om det bliver kommunerne, eller hvem det bliver. Hvem tør tage springet sammen med os?
2017. Jeg er 31 år uden job eller/og kæreste. Mit hjerte gør stadig ondt. Skriv, du er blevet brændt, siger min søster, da jeg installerer Tinder, og opdager, jeg er blevet til dem, der har smadret mit selvværd.
Jeg skriver til min ex, at jeg er ensom og får dårlig samvittighed. Hvad ved jeg om ensomhed i forhold til den ensomhed, han kender. I mit forsøg på at retfærdiggøre, konkluderer jeg, man ikke kan have patent på en følelse. Jeg er træt af at savne en, der ikke savner mig. Tæller timer og prøver at leve op til det, jeg forventes ikke at føle længere. Tinder var en måde at glemme, men det virker ikke. Tværtimod bliver jeg vred. Vreden er dukket op de seneste år og får mig til at boble indeni. Hvor kommer den fra, vreden?
Jeg forsøger at udnytte den konstruktivt. Men jeg kommer til at skælde ud i stedet. Skælde ud på dem, jeg føler har svigtet, og på folk, jeg ikke kender. Men hvem er jeg til at forlange noget eller nogens kærlighed?
Jeg har svært ved at sortere mellem egen og andre maver. På 50 minutter vurderer folk mig, og fortæller, hvad jeg er og ikke er.
I lader jer narre for let.
Sætter lighedstegn mellem mig og melankolien. Forveksler den med et sårbart sind. Men jeg er en løve på lur, observerer, inden jeg handler.
De begraver et ungt menneske i Skt. Pauls kirke. Jeg kan se det fra vaskeriet, hvor jeg vasker mit tøj. Jeg ser kirken blive fyldt op af mennesker, unge mennesker. Selvom jeg ikke kender ham, gør det ondt, og jeg bliver bange for at miste. Miste dem, der betyder noget. Og jeg bliver vred. Vred over, jeg ikke kan omfavne livet ordentligt, når jeg nu får lov at beholde det, og han ikke gør.
31 år. 2017. Jeg kæmper med at udfylde de huller, der blev efterladt i 2016. Kærtegnene og kærligheden. Jeg har ikke kunnet finde en måde at gøre det på endnu. Det er længe siden, jeg er blevet rørt. Jobbet. Hvad står jeg op for, og er der en grund til at stille vækkeuret? Sorgen tyngder ikke længere, så jeg står op og rejser væk, lader solen og kunsten fylde mig. I tre måneder er vreden parkeret. Glæden i min øjne, den er tilbage, men noget er forandret i mig.
Jeg rejser ikke for at finde mig selv, men for at glemme mig selv.
Kreativiteten er mit holdepunkt.
Alle muligheder er åbne. Det var lettere i 20’erne. I 30’erne forventes at rammerne er sat. Er det mine forventninger, jeg ved det ikke.
2017, jeg har været vred, så vred. Banket hånden ind i væggen, når jeg vågnede, fordi jeg ikke orkede. Men med et ben foran det andet, er det altid lykkedes mig. Jeg har udnyttet mine nederlag, samlet min vrede sammen til en ild, der brænder i mig, når jeg har brug for at kæmpe, for at nå de mål, jeg sætter mig.
Måske havde jeg troet, at 2017 ville være anderledes. At jeg som 31-årig ville være anderledes. Men hvad havde jeg egentlig forventet? Villa, volvo og vovse? En baby og et bryllup? En karriere og en kæreste?
Jeg forventer ingenting.
Måske er jeg stadig ensom og vred i 2018, 32 år, men jeg er også alt det andet, og jeg rummer alle følelser. Og jeg vil forsøge ikke at forvente eller forlange noget af nogen. Og jeg vil mislykkedes.
Jeg kaster op over min egen selvtilstrækkelighed. Men jeg er her. Lige nu. I 2018, snart 32 år.
Min timing er som altid bemærkelsesværdig uden at være planlagt. Jeg landede på dagen for referendum, og letter, når stemmerne er talt op efter det catalanske valg. En historisk begivenhed indkapslet. Jeg var der.
L og jeg har købt billetter til en flamingo-opera på Palau de la Música . Inden forestillingen drikker vi et glas vin hver på en hyggelig vin – og tapasbar i nærheden. Bag baren er to kvinder klædt i lange sorte klæder. Den ene mere excentrisk end den anden med et stort, sort og krøllet hår. Vi har ikke nok kontanter til at betale de to (forholdsvis billige) glas, vi har drukket og vil i stedet betale med kort. Den excentriske dames humør skifter prompte. Hun nægter at tage imod kortet, bander af os og tager de mønter, vi har forsøgt at få til at række, og gestikulerer, at vi skal skynde os ud. Den anden kvinde sender os et forsigtigt og undskyldende smil.
Fremover husker jeg altid at hæve kontanter.
Vi har valgt de billigste billetter, hvilket betyder, vi intet kan se fra de sæder, vi bliver henvist til. Vi flytter os til en plads, hvor vi bedre kan se og holder vejret. Vi undgår at blive opdaget og ført tilbage til vores non visibility sæder. Det gør de piger, der sidder ved siden af os, som også er flyttet til bedre udsyn, ikke.
Min søster E er her. Jeg føler mig mere hjemme med min søster her, men føler ikke, jeg kan præsentere knap 3 måneders indtryk på de fire dage, hun er her. Vi spiser vegansk og drikker rødvin, ser på kunst og butikker og Gaudis arkitektur.
Jeg står op og går ud for at lave en kop kaffe, måske tage et bad, og møder en mand i køkkenet. I den tid jeg har boet her, er jeg ofte vågnet uden at vide hvem eller hvor mange, der er i lejligheden. Jeg vil så gerne være rummelig, men det er jeg ikke. Det er begyndt at gå mig på, og jeg beslutter mig for at booke et hotelværelse på et lufthavnshotel, inden jeg tager tilbage til Danmark og juletravlhed.
Klokken er 11. Det er fredag. Lejligheden har en tung lugt af hash. Han bliver i flere dage.
L har inviteret mig til åbent hus på den kunstskole, hun går på. Det er grænseoverskridende for hende at vise sin kunst frem, og jeg forstår hende godt.
En tigger kommer ind ad døren, da jeg arbejder på Babelia, går rundt ved bordene og tigger penge i en kop. Den ene af de to kvindelige ejere beder ham forlade stedet. Han bliver aggressiv, hvorefter hun reagerer ved at true med at ringe til politiet. En mandlig gæst blander sig og får ham ført ud af cafeen, før hun når at gøre alvor af truslen. Stemningen letter.
Det er 1. december. Da jeg handler ind, står der en gruppe piger iført blå T-shirts og deler plastikposer ud. De rækker mig en pose, jeg spørger hvorfor, tager imod posen og køber ris og æg, som jeg afleverer i en kæmpe papkasse til hjemløse. Jeg ser dem ikke igen, men den første december er de blå T-shirts og de store papkasser overalt.
Lørdag formiddag vågner jeg til tung techno-musik. Det går op for M, jeg er hjemme og musikken stopper. Manden, som er fra Berlin, er her stadig.
Jeg spiser en croissant og drikker en kop kaffe hos en bager i nærheden. En ældre mand nægter at gå op til kassen og bliver ved med at signalere til ekspedienten. Til sidst giver hun efter og tager imod bestillingen ved det bord, han sidder ved. Han henvender sig til mig, som svarer, jeg ikke taler spansk. Han bliver ved og det går op for mig, at han spørger, hvad klokken er – “ahora”. Jeg viser ham mit ur.
Joana Bianes – ”A Contra Correct” – om den første kvindelige fotojournalist og Dones om kvinder i musikbranchen. To udstillinger, jeg ikke har planlagt at se (de er ikke skrevet på min alenlange liste), men som jeg ser, fordi, jeg har tiden til at udfordre og udforske. Derfor drejer jeg til venstre mod skiltene der lokker på Passaig de Gracia. Det viser sig slet ikke at være så unyttigt igen. Begge udstillinger er gratis. Menxase, som stedet hedder, var en god opdagelse.
En kinesisk pige studerer engelsk i metroen. Hun rækker mig sin lærebog og peger på ordet ”suddenly”, som hun beder mig udtale – “como te llama?”. Jeg stresser, da det er mit stop, metro-toget stopper ved, men når at råbe S-U-D-D-E-N-L-Y, inden jeg hopper af.
El Café Blueproject er en café, jeg ofte er gået forbi og i dag går jeg ind. Det viser sig at være en vegansk cafe, der støtter kunstprojekter. Maden er virkelig god. Et par dage senere har de bygget et galleri tilknyttet cafeen og fyldt det med kunstværker. Det er, hvad overskuddet er gået til.
Det er grundlovsdag og helligdag i Barcelona. Kalenderen siger onsdag d. 6. december. Parken er overhængt med gule sløjfer, som et symbol på catalansk uafhængighed. En dame skælder ud på en familie, der piller sløjferne ned. Senere ser jeg en mand klippe en sløjfe ned og hænge den i sin jakke. Et kærestepar står lidt derfra og hepper på ham.
Min søster G kommer på besøg. Jeg glæder mig til at vise hende byen og tager ud i lufthavnen i god tid. Det er fredag d. 8. december og helligdag (igen). Min søster, som er et omvandrende leksikon, slår op på Google for at blive klogere på, hvilke helligdag – Den ubesmittede undfangelse.
I lufthavnsbussen på vejen tilbage øver chaufføren sig i engelsk. Hver gang bussen stopper ved lyskrydsene, finder han lærebogen frem og hvisker ord og sætninger fra den.
Vi besøger MNAC (Museu Nacional d’Art de Catalunya), som er gratis lørdage efter kl. 15, og når at se halvdelen. Lørdagen efter tager jeg tilbage og ser resten. Barcelona er en af de tre flotteste byer, hun har besøgt, siger min søster. Prag og Oxford er de andre. Da hun siger det, tænker jeg, at det alligevel er lykkedes at vise lidt af tre måneders indtryk på et par dage. Vi går en masse. Barcelona er bedst til fods.
Hun tager afsted søndag. Natten til mandag har jeg det forfærdeligt. Min mave kramper, som den jævnligt har gjort siden teenagerårerne. Jeg er “vant” til mavekramperne, men har også en voldsom feber. Skiftevis fryser og sveder. Da jeg vågner, forsøger jeg at tage et bad og komme i tøjet, men må lægge mig ned flere gange undervejs. Min krop er fuldstændig afkræftet.
Et skridt af gangen. Mit syn er sløret og jeg er svimmel, men jeg bevæger mig.
Jeg står i køen i Lidl, da jeg pludselig begynder at svede voldsomt. Jeg knapper min jakke op og tager min hue af. Siger til mig selv, jeg skal tage mig sammen og holde ud til jeg har købt mine varer – en banan, en yoghurt og en juice – og er tilbage i min seng. Så besvimer jeg, fornemmer en masse mennesker. Da jeg vågner igen, står der en mand over mig. Han ser godt ud, smukke, venlige øjne og et trygt smil. Han spørger, om han må tage min puls, og jeg rækker ham mine håndled. Han er medicinstuderende, skal til eksamen dagen efter og taler som den eneste i køen flydende engelsk. En ældre dame rækker mig en vådserviet fra sin taske. Jeg tager imod og tørrer sveden af mit ansigt.
Jeg sidder på en kontorstol i Lidl. En medarbejder har skaffet mig stolen og ringet efter en ambulancen. Jeg får det bedre og siger, jeg ikke behøver en ambulance. Han har iført sig sit civile tøj, men forlader ikke butikken, før jeg har snakket i telefon med en ambulanceføre , og han har vist mig, hvor jeg skal gå hen, hvis jeg får det dårligt igen.
20 minutter inden jeg forlader Barcelona for at flyve tilbage til Danmark, krydser jeg den medicinstuderende på gaden.
Jeg har en virkelig voldsom hovedpine resten af dagen.
Tirsdag vågner jeg og har det godt, bortset fra en kvalme, der bliver ved at være der, når jeg spiser og som gør det svært at holde maden i maven.
Det er første gang, jeg har haft lyst til at tage hjem før tid.
Min mor har sendt en pakke fra Danmark. På posthuset, som ligger 10 minutter væk, får jeg at vide, jeg skal have en underskrift fra M, fordi pakken er sendt C/O. Dagen efter tager jeg tilbage og får at vide, de skal bruge et id fra M. Jeg hidser mig en smule op, og siger, det ikke er min skyld, at buddet har skrevet M’s navn på indleveringssedlen og ikke mit, hvilket er en fejl. Han spørger sin kollega, som er pænt ligeglad med id og underskrift, og svarer, han bare kan give mig pakken, hvor mit navn – ikke overraskende – står på. Jeg føler det som en lille sejr, da det går op for postbuddet, at pakken rent faktisk er til mig og jeg går hjem med den i favnen.
Hver morgen resten af december åbner jeg en pakke med temaet “Back to paper” og drikker en kop te fra Simply Tea.
Fundació Joan Miró og Can Framis er på min liste over steder, jeg stadig mangler at besøge. Det gør jeg noget ved, og får følelsen af, jeg har gemt noget af det bedste til sidst. Ved siden af Can Framis ligger Sopa. Her spiser jeg frokost. Det kan jeg også anbefale. Jeg er den eneste gæst på Can Framis.
Siger farvel – og måske på gensyn – til de mennesker, jeg har mødt. R er i Brasilien og I i Irland, som dem når jeg ikke at se, inden jeg flyver hjem. Men spiser brunch med N fra Norge og middag med S fra Italien.
S og jeg spiser mexicansk på et populært spisested, jeg har fået anbefalet. Vi kommer tidligt (spansk tid) kl. 20.30, så nøjes med at vente 20 minutter på at få en plads. Senere hører vi folk få at vide, at ventetiden er en time.
Er hjemme efter midnat engang. Åbner døren ind til stuen for at åbne vinduet og lufte ud – lejligheden stinker af fest. Og mit eneste vindue fører ind til stuen. Opdager at vinduet i stuen damper og ser, der ligger to mennesker og sover på en madras under mit vindue. Jeg skynder mig ud af stuen, inden jeg vækker dem.
Søndag morgen skynder jeg mig ud af døren. I parken er der catalansk folkedans. Jeg sætter mig på en trappe og ser en gruppe ældre mennesker gør sig klar. Mændene binder lange sølvskærf om deres maver og kvinderne har hvide sko med røde pong ponger på.
Det er søndag. Jeg er taget til den sidste drink’n’draw og har udfordret mig selv – og min tålmodighed – med to skitser af 50 minutter i stedet for skitser af 3, 5 og 10 minutter. De 2×50 minutter går overraskende hurtigt. Vi er ikke så mange som om fredagene – en belgisk kvinde, der mangler venner, fordi hun har rejst meget i forbindelse med hendes job og hellere vil tale om sig selv, end spørge ind til os andre (tænker jeg ved mig selv). En tidligere arkitekt, der engang for ti år siden besøgte Danmark, men har glemt, hvad hovedstaden hedder, en indisk mand, der arbejder i Tyskland og har fundet arrangementet gennem AirBnB (hvilket jeg ikke vidste, man kunne). De andre taler jeg ikke med, da de ikke rejser sig efter vin eller/og chips i pausen. Jeg siger farvel til arrangøren, da jeg går, og vi giver hinanden to akavede kys på hver kind.
Mandag aften er vi færre til den engelske bogklub end sidst, og den irriterende kvinde, er knap så irriterende. Vi snakker mere om bogen og litteratur denne gang. Alle kommer til orde mig selv inkluderet. Jeg får sagt, det er min anden og sidste gang i deres selskab. Det er det ikke alle, der tror på, da jeg siger, jeg har boet i byen tre måneder ”Three months is enoughed to get attached.”
Da jeg bagefter står og er ved at betale min americano falder jeg i snak med en af deltagerne. En ældre kvinde, der har arbejdet som lærer og har haft en udvekslingsklasse fra Roskilde. Hun er vild med Danmark og spørger, om jeg går op i fodbold og om Danmark er dygtige til det. Det gør jeg ikke og det tror jeg ikke, men kommer i tanke om, jeg kan blære mig med det kvindelige landshold og deres sølvmedalje til EU, så det gør jeg. Damen siger, hun kender til konflikten mellem DBU og landsholdet, og den kamp, der aldrig blev spillet. Det viser sig, hun er en passioneret fodboldfan. Jeg er imponeret.
Besøger Casa Batlló og Fundacío Mapfre. Betaler 23 euro for Casa Batla og 3 for Mapfre og er mere imponeret over Mapfre, som jeg ingen forventninger har til, men der er en udstilling med Rodin, som er virkelig interessant og jeg bruger lang tid på.
Onsdagen har E og M og jeg planlagt en middag, inden jeg rejser. Vi laver kylling og karry med ris og drikker (dyr) rødvin, som koster ml. 8-10 euro, altså det der er en billig vin i Danmark. Jeg får et chok, da jeg tilbage og køber en juice, en kaffe og en sandwich hos Lagkagehuset i lufthaven, mens jeg venter på bussen til Aarhus. Danmark er et dyrt land.
Jeg ved ikke, hvordan vi kommer ind på det, men E og M fortæller mig, jeg er typisk skandinaver med mit blonde hår. Der opstår en lille identitetskrise. Blondine og typisk skandinaver? Ikke når jeg er i Danmark. Men åbenbart når jeg er i Spanien.
Samler mine småpenge sammen og hælder dem i en tiggers kop. Han bliver så glad, at jeg næsten begynder at græde. Mønterne er små og jeg tvivler på, han kan skrabe mere end 5 euro sammen, men han er taknemmelig. “Felix Navidad” ønsker vi hinanden og julestemningen indtræffer.
Jeg sætter mig i en taxa og kører mod det, jeg og chaufføren tror, er lufthavnshotellet. Trods flere stop for at spørge – bl.a. politiet – om vej og et telefonopkald sætter han mig af det forkerte sted. Der er ingen reservation i mit navn. Receptionisten siger, jeg skal tage tilbage til terminal 1, hvor der også er et hotel. Jeg finder ingen hotel, og da jeg spørger i turistinformationen, bliver jeg mødt af de mest arrogante og røvirriterende mennesker, der ikke er til nogen hjælp. Til sidst, efter flere timers søgen, finder jeg den rigtige adresse og tager en taxa dertil.
Da jeg er ankommet, chekket ind og har ringet til min far, hvis kald jeg afviste tidligere, ser jeg et skilt til en swimmingpool. Tager en badedragt og et håndklæde. Det viser sig at være en udendørs swimmingpool, der er lukket for sæsonen. I stedet tager jeg et langt karbad og bestiller efterfølgende room service (en virkelig dårlig cesar salat, men serveret overdådigt), mens jeg ser dagens afsnit af “Jul på vesterbro” og nogle afsnit af venner i den store seng. Jeg lægger mig til at sove tidligt, men kan ikke rigtig falde i søvn.
N skriver en besked ”Er du klar til at komme hjem? Det virker som om, du trives på farten…”
Torsdag aften og Gallery Crawl. Et meetup der minder mere om en pubcrawl end en gallery tour.
I gruppen er der oplyst to forskellige adresser. Taster den senest oplyste ind på google maps. Da jeg ankommer, skriver jeg en besked til arrangøren, som svarer, han er der om 3 minutter. I mellemtiden dukker en kvinde op. Hun er catalaner, men har boet i USA i forbindelse med sin Ph.d. om turisme på museer. Her har hun på et par måneder tilsyneladende pålagt sig en tung amerikansk accent. Guiden – hvilket i øvrigt er en overdreven titel – dukker op. Han er en lille og forvirret franskmand. Vi står foran en rygerklub, hvor vi får at vide, at udstillingen kun er tilladt for medlemmer. Damen bag skranken, som er piercet og har mørke rander under øjnene, fortæller os, vi kan få lov at se den, hvis vi melder os ind i klubben. Det koster 20 euro. Den catalanske kvinde med den amerikanske accent og jeg finder i stedet en cafe, hvor hun køber en sandwich og jeg en vand. Imens venter “guiden” elleve minutter foran rygerklubben for at se, om der dukker andre deltagere op. To andre dukker op. Til eventet er der på Meetup-gruppen tilmeldt ca. 40. Da guiden påstår, han har en fast aftale med to gallerier, virker det temmelig utroværdigt. Især fordi han ikke er typen, man stoler ubetinget på. Samtalen mellem ham og receptionisten i rygerklubben gjorde, at hans uvidenhed var temmelig blottet. Vi havner i en frisørsalon – der godt nok har kunst på væggene, gratis alkohol og pindemadder, – hos en designshop og til en privatfest, vi ikke er inviteret til og hvor øllene er drukket, da vi ankommer. På de to-tre timer galleri-turen varer, besøger vi ét galleri. Her har vi ti minutter. De minutter mener “guiden” er bedst givet ud, hvis vi starter med den frie alkohol – så vi når det, inden vi skal videre. Gruppen bliver gradvist større – en tysker, to polakker, tre italiener – den ene, en tynd fyr på min højde, elsker at cykle og tager på ferie hver måned. En af de andre deltagere forveksler os med et kærestepar, – to catalanere, to amerikanere, den franske arrangør og jeg. Tyskeren abejder som recruiter i Barcelona. Vi udveksler kontakter. Et par dage senere sender jeg mit CV til hende. Der er kun salgstillinger. Hun lover at vende tilbage, hvis der dukker andet op.
Jeg takker nej til at se det sidste sted, betaler 10 euro til arrangøren (hvilket er alt for meget) og finder et sted at spise med en af de andre deltagere, amerikaneren K. Klokken er 23. Vi går langs standen og ser, at det er stjerneklart. Mange restauranter er lukkede, men på Rambla del Pobleneu lykkedes det os at finde en der er åben, hvor vi bestiller tapas og et glas rødvin hver. K spørger “what would you do with you life if you didn’t depend on money?”.
Da vi skilles, lover vi at holde hinanden op på det.
Fredag. Vi er ca. 15 mennesker i et lille kapel i Santa Anna kirken. Scenen er sat. To guitarister optræder med spansk guitar på alteret, en kvinde og en mand. Det virker ubesværet. Da vi – L og A, der er på besøg fra DK, – drikker et glas vin i kirkehaven (som minder om en klosterhave og måske er det) efterfølgende, er vi enige om, det er pengene værd.
Det er lørdag. Vi spiser os mætte i pintxos til 1-1,5 euro pr. stk. og drikker vin til 2 euro pr. glas på den berømte pintxosgade Carrer Blai.
Montserrat ligger ca. en times togkørsel uden for Barcelona. Det er søndag og vi – L, A og en canadierne C, der har to børn på vores aldre – bruger to timers tid på at gå de fem kilometer til toppen. Mine ord kan ikke retfærdiggøre hverken turen eller udsigten, og mine fotos kan ikke gengive følelsen, jeg har, da jeg vandrer i bjergene i bagende sol og perfekt temperatur. Naturen overgår fantasien, som virkeligheden sometider overgår fiktionen.
Vi har taget toget ned fra bjerget til den landsby ved Montserrat. Her finder vi en lille lokal restaurant. Tjeneren hapser en pomfrit med sine barre fingre fra et fad, der står fremme. L ser det og vi bliver enige om at bestille noget, der er gennemstegt. Svin (fra deres ovn), pomfrittes og hvidløgsbrød. Vores nabobord, der er to unge, lokale par, som også guidede os igennem menuen på stedet, viser os, hvordan vi skal gøre. På bordet står en lille tallerken med hele tomater og hvidløgsfed. Vi piller hvidløget og skærer tomaten over i halve, smører det på det ristede brød, vi har fået serveret, og til sidst sidst dypper vi olivenolie på. Da vi siger til tjenerne, vi ikke forstår spansk, irettesætter han os “I don’t speak spanish. I am catolan. I speak catolan.” Han bringer os en lokal drink i et shotglas, da vi har betalt regningen. Vi skåler og finder et tog hjem.
Mandag aften. Har om eftermiddagen læst min bog færdig i parken, hvor jeg efter flere timer i solen er blevet solbrændt. Det er første gang, jeg mødes med den engelske læsegruppe, og det går hurtigt op for mig, at jeg er med til at trække gennemsnitsalderen ned. En af de andre deltagere, en kvinde fra Canada, synes åbenlyst hendes liv er mere spændende end den bog, vi er der for at diskutere, og vi ender derfor med at diskutere bogen i forhold til hendes liv. Hendes “husband is a writer og hun “know transgender people”. Hun kan ikke se sig selv som kønsstereotyp, for hun “don’t wear makeup”. Det sidste siger hun, mens hun kigger på mig. Ironisk nok har jeg heller aldrig været den store makeup (for)bruger, men det kan hun åbenbart ikke se, som jeg sidder der med min baby doll mascara (ja, det hedder mascaraen) øjenvipper. Ved siden af mig sidder en jævnaldrende kvinde. Da jeg præsenterer mig som dansker med en bachelor i dansk litteratur, der gerne vil blive bedre til at læse på engelsk, hvisker hun, at hun har skrevet speciale om Ibsen. En ældre mand i 70’erne, som udover den engelske bogklub er medlem af en fransk og en spansk (jeg drømmer om at være ham som gammel), går før tid. Han deler sin begejstring for bogklubberne, inden han går, og forklarer, hvordan den engelske skiller sig ud, fordi engelsk er international. Han giver et eksempel – bogen vi læser er skrevet af en afrikansk forfatter, der bor i England, men skriver om USA. Et par af os sender et smil og nogen udstøder endda et “åhh”, for den ældre mand er høflig og oplyst og ikke til at stå for. Livets cyklus, man smiler til de ældre søde mennesker, som man smiler til en nyfødt baby. I metroen på vej hjem møder jeg fire af de andre deltagende. De fortæller mig, de ser mange danske film og nævner en række titler. De husker også, at jeg under præsentationen fortalte, jeg har en bachelor i dansk. Det udelader jeg næste gang, da de tolkede det som om, jeg var milevildt foran dem i forståelsen af litteratur.
Det er blevet mere hverdag. Trangen til at komme ud hver dag og nysgerrigheden er aftagende. Det skal jeg vænne mig til. Og tillade mig selv. Forbandede FOMO.
Onsdag. Yoga med elementer fra moderne dans. Vi er kun fem, men vi kan ikke være flere, da det er et lille lokale. Tre kvinder og to mand foruden underviseren. Vi laver yoga, floor work og en lille koreografi. Underviseren kan ikke se, jeg har danset før. I hvert fald kommenterer hun det ikke, og da jeg selv nævner, hvor vild jeg er med kombinationen af bevægelser fra moderne dans og yoga, siger hun “do you dance?”.
Bogreception i multi plotes, der er en lille bogbutik med uafhængige forlag. Det er torsdag. Bogen er et samarbejde mellem Múltiplos og den kunstskole, hvor L går. De fleste af dem, der deltager, er fra skolen. Kunstnerne har sat sig i den ene ende af lokalet. I starten er der lagt op til diskussion om bogen og kunst i det offentlige rum, hvilket er bogens tema. Men det ender med kunstnerne sidder og taler sammen. Der er flere ubesvarede spørgsmål, end der er svar. Stemningen er meget intern. Det virker underligt at sidde i en rundkreds i et lille lukket rum og diskutere kunst i det offentlige rum. Jeg køber bogen, selvom det kun er to af koncepterne deri, jeg synes holder. Jeg forveksler en mand med manden fra yoga dagen forinden.
Fredag. Centre de la Imatge. Gratis fotokunst ved ramblaen. Det her er et fantastisk sted for dem, der elsker fotokunst, som jeg selv. Pt. er der tre udstillinger – Rue Des Pyrénés af Yves Bélorgey, Barcelona, Besós View af Patrick Faigenbaum og Joan Roca og 20 Red Ligths af Max de Esteban. Den anden dokumenterer udviklingen i to områder i Barcelona i 1999-2007 og er lavet i samarbejde mellem fotograf og geograf. Den sidste udstiller kapitalismen og gør det ganske overbevisende.
Lørdag. L er til fødselsdagspicnic i Park C. hos en af hendes skolekammerater, B, der er fra Brasilien. Jeg tilslutter mig. Jeg er i god tid og sætter mig på en bænk i parken og læser inden. V, en 31-årig russer, der er pænt klædt, er skaldet og har briller, henvender sig og spørger, om jeg vil anbefale ham at se Montjuic eller Park Gúell. Han er her kun få dage. Jeg er i tvivl, men fortæller ham, hvor nemt det er at komme til Montjuic herfra – tage metroen fra Marina og stå af på Placa Espanya få stop senere. Han slår sig ned. Vil gerne snakke. Han arbejder som professionel pokerspiller, og det undrer mig, at han er så dårlig til engelsk. Men han spiller mest i Asien. Han har læst, at Danmark er verdens lykkeligste land. Jeg siger, vi vist nok er havnet på 2. pladsen og kan ikke komme i tanke om, hvem der ligger på 1. pladsen. Tænker det må være et af de andre skandinaviske lande. Han fortæller, han er glad for at bo i Rusland og da jeg vist kommer til at rynke lidt på næsen af det, siger han, at man jo også kan være glad i Zimbabwe. Han spørger til min højde. Gætter på 180 cm. Er alle i Danmark så høje? Arbejder jeg som model? Hvis man er høj pige eller kvinde i Rusland forsøger man at blive model, fordi der ikke er andre gode alternativer, fortæller han. Jeg kommer i tanke om en dokumentar, jeg har set og genset. Modelskoler er en stor ting i den russiske kultur. Han forklarer også, det er normalt at have flere kærester, hvis man er en mand, men ikke en kvinde. Spørger til Danmark. Jeg siger, man må gøre, hvad man vil – mand eller kvinde – men, at det ikke er normalt med flere kærester, og at jeg aldrig har haft flere kærester på en gang.
Fødselsdagen er hyggelig. Der er masser af mad og fødselaren, der bliver 28 år, og hendes gæster er imødekommende og søde. I Brasilien er det normalt at fejre sin 15 års fødselsdag, som et minibryllup eller det vi kender fra sweet 16 i USA, fortæller de. Flere har dog haft en tur i Disney Land i stedet.
I “Danskere i Barcelona” Facebookgruppen skriver en kvinde, at hendes guldhalskæde, der var et arvestykker, er blevet stjålet. Hun har oploadet et billede. Hendes bluse, som hun har på, er revet itu, der hvor halskæden skulle have siddet. Ofte går jeg med en guldhalskæde, jeg arvede fra min mormor. Overvejer at lægge halskæden hjemme, men beholder den alligevel på.
Mandag. Besøger Altair, der er en kæmpe rejsebogsbutik – og tilsyneladende også et forlag – med en cafe. Jeg drikker en kop kaffe og spiser en muffin. Finder bagefter Re-read, der er en second hand bogbutik, hvor en bog koster 3 euro, 2 bøger 5 euro og 5 bøger 10 euro. Her finder jeg “There was a Little Girl” af Yasat Lodi udgivet af Frontier Guardian. Der er et håndskrevet spansk brev i midten af bogen. Ekspedienten er ved at fjerne det og jeg beder hende lade være. Overstregningerne, kommentarerne, brevene er noget af det, jeg elsker ved at gå på opdagelse i antikvariater/boghandlere med brugte bøger. Jeg forstår ikke brevet, men ved, det betyder noget. At bogen har værdi.
Tager til Graciá for at se en billig film i Cines Verdi, vælger “El autor”, der er spansk med engelske undertekster. Den handler om en mand, der forsøger at skrive en novelle og manipulerer virkeligheden, så den passer på den historie, han vil fortælle. Filmen er langtrukket. Før filmen har jeg god tid. Træder ind i en bogbutik. En ældre mand sidder og spiller klassisk klavermusik med hovedet nede i klaveret og helt upåvirket af sine omgivelser. Bliver overvældet og forstår ikke, hvordan de andre gæster kan virke så upåvirkede.
Tirsdag. Skriver fra Babelia books and coffee. En mand i 50’erne eller 60’erne med en høj hat og runde Lenon solbriller, der under hatten har farvet sit tynde, lange hår blåt, træder ind. Ejeren spørger mig, om jeg har modtaget mailen med bøger, vi skal læse til bogklubben, og om det er lykkedes mig at skaffe bogen til næste gang. Jeg bliver overrasket over, hun kan kende mig og først henvender sig nu. I flere timer har jeg siddet og skrevet, spist en lille salat, en sandwich, drukket en cola og en kande te (til ca. 7 euro…).
Onsdag lykkedes det mig ikke at finde bogen, så jeg skriver en mail og beder hende bestille den.
Det er fredag. Jeg står med et frimærke i den ene hånd og et brev i den anden, på vej til at poste i den gule postkasse, da en fyr henvender sig til mig. Jeg har ikke lagt mærke til ham, før han står helt tæt på mig. Han spørger, hvor man finder havet. Jeg peger og viser ham det. Han komplimenterer mit outfit, siger, jeg ikke ser særlig spansk ud. Vil gerne starte en samtale. Jeg har sorte støvler på, et par højtaljede blå bukser, en blå sweater, som er stukket ned i dem og en læderjakke udenover. Det er alt for varmt til de 19 grader, der er.
A, som han hedder, er født i Moskva, har boet en årrække i mellemøsten og de sidste fem år i London. Ryan Air aflyste hans fly og for de 100 euro han havde, kunne han i stedet komme til Barcelona, så han købte en håndskrevet envejs billet. Vi udveksler kontakter. Om aftenen skriver han “Nice chatting, store this number with care” og lørdag “still up for our adventure tonight?” efterfulgt af en smiley med et skævt smil, som jeg ikke ved, hvad jeg skal tolke på. Jeg svarer ikke. I stedet bliver jeg hjemme og ser film, mens det regner tungt udenfor min dør.
Det er mandag. Jeg har planlagt at besøge MACBA – Museum d’Art Contemporani de Barcelona – et museum jeg har glædet mig til at besøge. Museets arkitektur er ret fantastisk og spetakulært, og jeg forstår, hvorfor skaterne holder til her. Foran museets indgang er placeret et bord og der hænger flyers overalt på flere sprog, heriblandt kinesisk. Jeg får stukket en flyver på engelsk i hånden, da jeg spørger det strejkende personale, om jeg kan gå ind. Jeg læser, at medarbejderne er utilfredse med nedskæringer i deres arbejdstimer. Da der intet personale er, udover det strejkende og vagter og personalet i museums-shoppen, er entre gratis. Jeg går ind.
Jeg glæder mig til at se udstillingen om poeten Brossa – “Poesía Brossa”, men da jeg hverken har læst litteratur af ham eller forstår, da al information er på spansk, er det en overfladisk oplevelse. Til gengæld bliver jeg positivt overrasket over udstillingen “Bajo La Superficie”, der fokuserer på det, der var, i stedet for at skabe noget fra bunden. Det gamle og historien forsvinder ikke. På udstillingen kan man bl.a. se spor efter flag og en bogreol. Flagene og bogreolen er der ikke længere, men det er afmærkningerne. Hvordan vores hjerne aflæser koder og forbinder dem med historier og objekter, fascinerer mig, og denne udstillings simple måde at udstille det på fungerer – for det meste. Værkerne minder mig om et værk fra Boros Bunker i Berlin, som jeg har glemt navnet på, men værket består af et lag plakater.
Det er onsdag og billigt at gå i Yelmo Cines, der lægger 10 minutter fra, hvor jeg bor. Jeg betaler 2,90 euro for at se “Madre”, en film som slet ikke er, hvad jeg forestiller mig. Jeg husker at have læst, hvordan filmfolkene under filmvisningen i Cannes buhede. Forsøger at bestille billetten på spansk, øver sætningen i mit hoved, men tøver. Damen bag skranten slår over i engelsk. Forbandede blufærdighed. Af alle de mange mærkelige film jeg har set, er det her den mærkeligste. Jeg tror, den handler om at betale en for høj pris (kærlighed, familie) for kunsten. Scenen er sat. Det tordner og regner hele aftenen og natten.
Følelsen af at være anonym i en storby. Gå alene i biografen. Gå alene på museer. Spise alene på cafeer og restauranter. Have tid til at være nysgerrig, stoppe op og udforske. Måske er jeg skabt til at være alene. Passe ind alle steder og ingen steder. Den ultimative frihedsfølelse, er det?
Picasso-museet er gratis torsdage efter 18. Jeg læser på hjemmesiden, at man skal reservere billetter. Overvejer at dukke op og satse på mit held (dem der kender mig, forstår ironien i denne sætning). Der er udsolgt, da jeg kommer, så heldigvis har jeg booket en tid. Valgte 20.30 og kommer en halv time før, hvor jeg når at overvære en gudstjeneste i Santa Anna de Barcelona.
Jeg sætter mig på en bænk og lytter. Kirkerummet virker overvældende med dets himmelhøje loft, og jeg har svært ved at holde tårerne på afstand. Sender en tanke til Pocha. En kold vind vind med en varm luft blæser ind gennem døren. Tænker på alle de mennesker, vi har mistet. William. Pocha. Bedstemor. Mormor. Smider en euro og tænder et lys for Pocha.
Jeg beundrer dem, der har en stærk tro, er i stand til at overlade sin skæbne til andre. Slippe dødsangsten.
Der er virkelig mange mennesker på Picasso Museet. Mange går forgæves. Jeg er lige ved at overse den blå periode og må gå igennem udstillingen en gang til for at finde den. Picassos første perioder interesserer mig mindre end hans kubisme. Det er som om, han finder sig selv senere. Der er noget med øjnene på tegningerne, der undrer mig, som om det ene øje er sløret på samtlige personer.
Den her by er så fuld af kunst.
Ekspedienten i museums-butikken overser mig, da hun lukker butikken. Da hun får øje på mig, undskylder hun og fjerner banneret, hun har sat op for at blokere indgangen, og lader mig komme ud. Jeg griner, fordi, det er sjovt. Og typisk.
Spiser en burger og drikker et glas rødvin på en vietnamesisk streetfood deli.
Træder i en kæmpe hundelort. En kakerlak løber forbi mig, da jeg forsøger at fjerne hundelorten ved at gnide undersålen af min fod mod en kantsten.
Det er tirsdag. Casay Bonay viser dokumentaren – “In no Hurry” og serverer to små tacos og en øl for 15 euro. Vi smider os i den kæmpe sofa foran lærredet, L og jeg. Instruktøren er til stede og svarer efter filmvisningen på spørgsmål. Filmen er om gadefotograf og original Saul Leiter. Han er en spændende kunstner og et spændende menneske. Man er underholdt og oplyst i hans selskab.
Jeg er på vej til Meetup Language Exchange Spanish/English, som er et ugentligt event. Det er fredag. Trykker på linket, som åbner i google maps. Jeg står midt på en vej, hvor kun få mennesker passerer, da min telefon fortæller mig, jeg er ankommet. Der ligger en lille bar ovenpå metroen, som er ved at lukke. Det kan umuligt være her.
En time senere end jeg planlagde, da jeg gik hjemmefra, ankommer jeg. Klokken er 21.00. Baren ligger i Barcelona Estacio França.
Da jeg træder ind på stationen, mærker jeg noget varmt og vådt løbe ned over mig. Der er fuglelort overalt. I håret, på jakken og på bukserne. Aldrig er jeg blevet skidt så meget på. Det stinker så kraftigt, at jeg føler, jeg bliver nødt til at italesætte det, for de mennesker jeg møder.
Rengøringsdamen ser det og siger en masse på spansk. Et af ordene – fuerte – slår jeg senere op og ser det ganske rigtigt betyder held. Jeg bliver guidet til toilettet og forsøger at vaske det værste af. Et øjeblik forveksler jeg fugleklatten i mit hår med grå hår og river et af dem ud i en slags panisk handling.
Jeg oplyser mine sprog (dansk og engelsk), og det sprog, jeg gerne vil øve (spansk). Da jeg har fået mit klistermærke, går jeg målrettet mod baren for at bestille en øl og have et sted at gøre af mig selv. Jeg når lige akkurat at få stukket øllen i hånden, da E henvender sig. E er en 24-årig pianist fra Barcelona, som har boet de sidste 3 måneder hjemme hos sine forældre i Pobleneu. Han er lige kommet tilbage fra udveksling i USA. Vi finder et bord og slår os ned. Samtalen foregår på engelsk, da mit spanske ikke er godt nok til at føre en samtale. Endnu. Jeg spørger, om han ikke skal have noget at drikke. Han drikker ikke, da han er overbevist om, han tidligere har drukket noget, der gør, han bliver fuld af ingenting. Tænker, det er sjovt, man altid har – eller føler, man skal have – en undskyldning for ikke at drikke alkohol. Jeg foreslår vand. Han køber en vand.
To kvinder midt i tyverne fra henholdsvis USA og UK, der begge underviser på spanske skoler, slår sig ned, da jeg inviterer dem til det. De virker ikke synderligt interesseret i vores selskab. To italienere, en mand på 33 og S en kvindelig Erasmus-studerende på 22 slår sig også ned. Manden går på toilettet og forsvinder. To mænd fra Barcelona, der studerer økonomi kommer til. De skal videre i byen og inviterer S og jeg med. Vi bliver. Den ene af mændene fortæller mig, at katalanere med gode engelsk-kundskaber, er de katalanere, der har gået på private skoler. Undervisningen i engelsk på de offentlige skoler er tilsyneladende meget ringe.
Jeg udveksler kontakter med den spanske E og den italienske S. S har sagt ja til at deltage i den engelske bogklub og E vil gerne på museer, faktisk bliver han ret begejstret, da jeg fortæller, jeg har en Master i Arts. De tror alle jeg er yngre og på trods af en hyggelig aften, beslutter jeg, at mit næste meetup skal være mere specificeret, så jeg kan møde nogen jævnaldrene. Jeg melder mig til Drink and Draw and Snacks samt Rooftop Yoga Workshop som de næste meetups.
S har senere fortalt mig, hun spottede mig allerede i køen, da hun kunne se, vi begge var alene.
E har aldrig fulgt op på vores aftale om museum-besøg. Det har jeg heller ikke.
En rotte løber forbi mig på vejen hjem.
Mødes med L til kaffe (og kage!). Det er søndag. Vi tager i CaiXaForum og ser en Andy Warhol udstillingen. Jeg har ikke mange forventninger og bliver derfor positivt overrasket. Især hans små video-portætter af kendte personager som Edie Sedgwick og Bob Dylan fascinerer mig.
L tager hjem efter Warhol. Jeg bliver og ser endnu en udstilling “H(a)unting Images – Anatomy of a Shot”, et samarbejde mellem MACBA, CaiXaForum og unge kuratorer. Fokus er på kunsten set gennem våben (shot). Udstillingen er ikke prangende, men der er nogle få fotografier, der taler til mig på grund af en stærk kontrast, fx et efterladt krigslandskab, der udgør et æstetisk smukt fotografi.
Arbejder nogle timer på Cosmo Cafe and Gallery nær universitetet. Området er ungt og internationalt. Der kommer flere skandinavisktalende forbi. Jeg har læst et sted, det er et godt sted at arbejde, men undrer mig, da der ikke er noget wifi.
I stedet for at tage metroen tilbage, beslutter jeg mig for at gå hjem. Jeg finder en bog-butik med et kæmpe udvalg af engelsk bøger. Følelsen man får, når man er spændt, fordi man skal rejse eller glæder sig til en koncert eller lign., dén følelse får jeg (også), når jeg træder ind i en (god) bog-butik. De har ikke “Boy, snow, bird” af Helen Oyeyemi, der er bogen, vi skal tale om i den engelske bogklub. Ekspedienten henviser mig til en anden bogbutik længere nede af gaden. Her finder jeg den, og den er billig. På vejen hjem kommer jeg forbi “Humana”, som er den genbrugsbutik E anbefalde mig, da hun stolt viste sin nyindkøbte læderjakke frem, “It is not ekspensive, it is not vintage”.
Det er fredag. Jeg er på stranden. Det blæser og skyer trækker ind over himlen. Jeg tænker, vejret varsler noget. Da jeg går hjem, hører jeg byen larme og undrer mig over hvorfor. Da jeg kommer hjem, kan jeg læse, at det catalonske styre har erklæret selvstændighed.
Står sent op. Læser korrektur. Vasker det tøj fuglen sked på (bukser og jakke). Spiser menu del dia (som er lasagne) på en cafe i nærheden. Den er ikke opvarmet nok i midten. Jeg ignorerer det. Drikker en kaffe. Ignorerer den planlagte løbetur og er rasende på mig selv.
Temperaturen er dalene. Jeg sidder i shorts og en kashmir-sweater og bilder mig ind, jeg fryser. Man vænner sig hurtigt til varmen.
En dreng stiller sig op og tisser i plantebedet foran cafeen. Manden der sidder og drikker espresso, ryster på hovedet og forsøger at lokalisere hans forældre.
Fredag aften tager jeg til Drink and Draw and Snack hos Art Club Barcelona, som viser sig at være et hyggeligt lille studio gemt i en af Barcelonas små gader i indre by. Da jeg træder ind, sidder der en håndfuld mennesker med imødekommende smil. De hilser alle. Modellen er overraskende god og vælger stillinger, der udfordrer øjets perspektiv mest. Det er ikke min bedste tegne-session nogensinde. Men jeg føler mig hjemme.
En af de andre deltagere ser dansk ud (ja, man kan spotte os). “I get that a lot” siger hun, men det viser sig, hun er fra Holland. Jeg falder i snak med et ægtepar, der er vilde med tv-serien Rita, som de har set på Netflix. Manden R er fra Brasilien og kvinden I fra Finland. Vi bliver hængende til vin og snacks. Arrangøren inviterer os til at drikke en øl med ham og de andre. Ægteparret, der bor lidt udenfor Barcelona, takker ja, men ser, at de skal nå deres tog. Vi udveksler telefon-numre.
På vejen hjem løber en gruppe på rulleskøjter forbi mig. Det er åbenbart en fredagsting her i Barcelona. Rulleskøjteløb. Det minder mig om min yngste søster, der brugte timer og timer og flere timer igen på at rulle i ring på parkeringspladsen foran vores hjem i Vestjylland. Jeg sender hende en besked.
Jeg falder sent i søvn, da søsteren har fjernsynet tændt og er faldet i søvn i sofaen uden at slukke det, og jeg nænner ikke at slukke det og vække hende. Da M kommer tilbage fra byen, slukker hun tv’et og der bliver stille. Det er morgen. Jeg beslutter mig for at købe nogle ørepropper og en sovemaske.
Lørdag eftermiddag har jeg tilmeldt mig en to timers inversion workshop på en rooftop i indre by. Jeg er i tvivl om, hvad intervension er. Tænker at det er noget med hovedstand. Ganske rigtigt. For at komme til tagterrassen kan man tage Barcelonas ældste elevator til 4. sal og gå det sidste stykke. Jeg tager et foto af elevatoren. Et foto der på ingen måde yder hverken elevatoren eller opgangen retfærdighed.
Jeg kan mærke varmen og mit blodsukker er lavt. Jeg har kun drukket kaffe og spist et stykke brød og en yoghurt, hvilket jeg nu indser, er ret dumt. Klokken er 15. Overvejer at smide min t-shirt og træne i sports-bh, men er for blufærdig. Da jeg bliver svimmel efter et forsøg på håndstand, smider jeg den alligevel. En af de andre piger gør det samme. Hun må have haft det ligesom mig. Forbandede blufærdighed.
Til workshoppen møder jeg N, der er nordmand. Hun har boet fire år i Madrid, hvor hun har en spansk kæreste. For nyligt har hun fået en 2-årig kontrakt i Barcelona “I don’t wanna leave Spain”. Vi spiser frokost sammen og udveksler kontakter. Klokken er 18.30, da jeg er hjemme. Her i Barcelona går man aldrig ud for at komme hjem en time efter.
Det ringer ofte på dørtelefonen. Højtaleren er i stykker og jeg vælger bevist at ignorere den hver gang den ringer.
Jeg registrerer mig på et job site for european language jobs og markerer mig som bosiddende i Barcelona. Jeg smider et opslag på Danskere i Barcelona – Jobs. En mand smider en kommentar, skriver, at jeg muligvis vil passe ind, hvor han arbejder. Jeg har søgt en stilling som copywriter hos dem tidligere.
Dagen efter modtager jeg en alenlang mail på FB fra en ansat på stedet, der advarer mig mod at involvere mig i firmaet.
Ser en dokumentar om Joan Didion på Netflix. Dokumentaristen interviewer en af Joans venner, som fortæller, at Joan, for at finde ud af, hvordan hun føler og tænker, skriver. Det er det, ordene kan. Jeg forstår. Den magt har de. De former mig, når jeg former dem.
Søndag vågner jeg op til en besked fra R, der spørger, om jeg vil med på en dags-udflugt. Der er også en besked fra S og en invitation til en gratis yogatime om søndagen og igen mandag. Jeg skynder mig at booke den mandag.
Det er tirsdag d. 31. oktober, reformationsdag og hellidag i Berlin. I Barcelona er det Diá de Muertes og hellidag onsdag. Vi fejrer Halloween tirsdag.
Jeg mødes m L for at brevstemme til kommunal og regionsvalg. Jeg har taget testen på altinget.dk, hvor jeg har fundet de partier, jeg er mest enige med. Den personlige stemme er jeg ikke godt nok oplyst til at sætte, desværre. Liberal Alliance er ikke underligt det parti, jeg er mest uenig med. Udover L og jeg har der i været to andre danskere for at brevstemme.
S, M, E og jeg tager til fest på Casa Bonay, der serverer mad (mod betalling) og dansemusik. Jeg har købt en kappe med guldskelletter i en af Chinos’ene (gigantiske små shops, der har alt, hvad man behøver, ejet af kinesere), og jeg har malet mine øjne mørke og min hud bleg. S har lånt et kostume af en kollega og kommer klædt ud som brud.
“Did you put something on to make you skin look white?” spørger E. Men alt jeg har gjort, er, at sminke mig med den foundation, jeg brugte i Danmark.
På dansegulvet kysser en kvinde mig på kinden, mens hendes veninde fotograferer os. Jeg har ingen idé om hvorfor. De fotograferer også S, som spørger “Do they think we are celebrities?”. M’s barndomsven fra Argentina slutter sig til selskabet. Han arbejder som copywriter og drømmer om at rejse Europa rundt og feste på klubber.
Onsdag lykkedes det mig at bestille take away på spansk. Tre små burritos. Jeg vågner uden tømmermænd.
På CCCB, der er et kulturcenter med udstillinger etc., ser jeg sammen med L udstilingen “Don’t follow the wind 2015-20XX”. Via virtuelle briller får vi adgang til Fukushima, hvor hjem er forladte og gaderne mennesketomme. Værkets koncept er stærkt og bag står bl.a. kunstnerne Ai Wei Wei, som er kendt for at sætte fokus på klimakrisen med sin kunst. De virtuelle briller (som vistnok er en telefon…) er gemt i papmache-figurer formet som “Okiagari-Kobashi”, der er kinesisk legetøj, man startede med at lave i hånden for 400 år siden. De er bygget, så de altid vil rejse sig igen, hvis man skubber til dem. I dag er de symbol på, hvordan Japan rejste sig efter jordskælvet i 2011.
Vi ser en anden udstilling. En kommentar til klimakrisen. Desværre er der løftet pegefinger og skoleudflugt over udstillingen – især den fortællende stemme, der går igen – irriterer. Show it, don’t tell it! Stemmen har dog ret i, at vi mennesker er utrolige stupide, når vi tror, vi er en overlegen race. Vi er jo for fanden afhængige af dyrene og planterne, uden dem, er vi intet.
Fredag forsøger jeg at finde cafeen i boghandlen La Central , da jeg har læst, det er et godt arbejdssted. Det viser sig, at der er flere La Central, og jeg forvilder mig ind i to, før jeg finder den, der har en cafe – men den ene af de to har en kæmpe afdeling med kunstbøger, som jeg bruger lang tid på at kigge i og på. Til sidst finder jeg den boghandel med cafeen. Der er en hyggelig atmosfære og folk sidder og arbejder, men der er ingen stik-kontakter, så det fungerer ikke for mig som arbejdssted. Jeg bestiller en kop kaffe og en chokolade/banan kage og læser lidt i den bog, jeg skal være færdig med til den engelsk bogklub om en uges tid.
Inden jeg finder cafeen i La Central, vælger jeg at spiser frokost på Flex and Kale. Jeg får valget mellem at sidde ude ved et bord alene eller inden ved et langbord sammen med andre. Jeg vælger langbordet, da det er hyggeligst. Spiser en vegansk lasagne og drikker en juice, mens jeg skriver postkort. Først da jeg skal på toilettet, ser jeg, at der er en hyggelig terrasse på taget.
Drink and Draw and Snack. Short Poses. Det er fredag og R har skrevet og spurgt, om jeg vil med, da det i dag er en mandlig model og han ikke har tegnet mandlige modeller før.
Da jeg træder ind på Art Club Barcelona, hilser en kvinde, som om hun kender mig, siger hola, smiler stort og giver et kys på hver kind. Måske er det måden, de gør det på her. Jeg er i tvivl, og ser hende ikke hilse på andre på samme måde.
R og jeg går med de andre ud og får nogle øl på en bar i nærheden. En mand fra tegnegruppen dumper ned i sofaen ved siden mig. Han er høj, stor, mørkhåret og har brune øjne. Han ser godt ud, men da han åbner munden forsvinder charmen. Han er mere beruset end først antaget. Jeg spørger, fordi jeg er nysgerrig, om han stemte til referendum. “Nej – og faktisk stemmer jeg aldrig. Nu fik du mere information, end du bad om”, siger han. “Jeg går ikke op i politik, jeg vil bare tegne, drikke vin og nyde livet.” Jeg svarer et eller andet, som får ham til at tale om sin mor – “Du lyder som min mor.” “Måske er jeg din mor”, siger jeg og ærger mig over, hvordan charme kan forsvinde så pludseligt.
E har iført sig en lille top og spørger mig, om jeg synes, det er ok til den elektroniske festival , hende og M skal til. Jeg peger på hendes arme og hendes mave, som er dækket i hvid creme, og spørger, om det er en del af et kostume. Hun griner og bliver opmærksom på, hun er midt i at afblege sine hår på arme og omkring navlen. “You don’t have this problem, but this is normal here”, siger hun.
Det er lørdag aften. N og jeg mødes på Palo Alto Market kl. 19.00. Det er en smuk, grøn plads med lyskæder, kunsthåndværk og madboder. Det begynder at regne og der går ikke længe, inden markedet er tomt for mennesker og boderne lukket ned. Sådan er Spanien, når det regner. Vi sidder to skandinavere med en bakke nachos og hver vores øl under et shelter. Udover os er der kun to andre at spotte, og personalet, der er ved at lukke ned for den sidste mad-bod.
Søndag mødes jeg med L til morgenmad. Bagefter står vi i kø i tre kvarter for at komme ind på et marked, hvor alt koster 1 euro – også entre. Det er et rivegilde og man skal bane sig vej i menneskemængden og hænge ved, hvis man ser noget, man vil have. Vi kan først trække vejret ordentligt, da vi kommer ud, men vi gør begge nogle fine køb.
Kalenderen siger d. 1. oktober 2017. Jeg er landet i Barcelona midt i en folke-afstemning om catalansk uafhængighed fra det spanske styre. I lufthaven køber jeg to små tarvelig wraps. Ekspedienten taler (selvfølgelig) spansk, spørger, om jeg har vekslepenge, og jeg rødmer. Det er grænseoverskridende at blotte et sprog, man endnu ikke er hjemme i. I taxaen oplyser jeg min adresse på engelsk, mens jeg inde i hovedet øver nummeret på adressen på spansk. Sesenta y ocho. Forbandede blufærdighed. Taxa-chauføren skruer radioen op for fuld volumen. Hvis jeg var bedre til spansk eller han til engelsk, er han typen, der ville insistere på en samtale. Referendum siger han og peger på radioen. Jeg nikker og spørger, hvornår afstemningen afsluttes. Kl. 20 er afstemningen afsluttet. Et videoklip, hvor det spanske politi tæsker de catalanske vælger, er gået viral. Jeg modtager et par beskeder fra folk, der bekymrer sig for mig. Alt er okay, men stemningen er intens, skriver min udlejer M fra et valgsted. Hun stemmer blankt, som flere andre, jeg har talt med. Overalt hænger der catalanske flag fra vinduerne og ordet democrácia er svært at komme udenom. Den spanske præsident (som ikke er populær blandt det catalanske folk) erklærer sent på aftenen afstemningen for ugyldig. Et par dage efter erklærer den catalanske præsident Catalonien for uafhængig af Spanien, når de vel at mærke har fået en aftale i stand med den spanske regering. Den spanske regering giver en frist til mandag d. 16. oktober. De vil vide, om Catalonien er erklæret selvstændigt eller ej. Mandag d. 16. oktober er der stadig ikke givet et endegyldigt svar.
Jeg sætter mig på en bænk og ringer til min far for at sige, jeg er ankommet. En gartner går forbi og siger hej. Får mig til at føle mig velkommen. Jeg står i min egen verden og nyder udsigten, da en gadesælger henvender sig til mig. Han vil gerne snakke, høre hvad jeg laver i Barcelona, hvor jeg er fra, fortæller mig, at jeg har smukke øjne og at pigerne i skandinavien er høje og flotte. Beautiful girls. Jeg takker og går videre. Jeg vil hellere udforske kvarteret end snakke. Han sælger køleskabsmagneter. Den slags min ældste søster samler på. I love Barcelona står der på dem.
M har hjulpet mig med at skrive små beskeder på spansk til jobcentret, så de kan se, hvad de forskellige papirer, jeg har med fra Danmark er, og hvad der skal gøres, fx er det vigtigt, at jeg inden 7 hverdage får en underskrift og et stempel, der skal sendes tibage til a-kassen som bevis på, at jeg er blevet tilknyttet jobcentret hernede og dermed kan modtage dagpenge. Jeg indtaster adressen på jobcentret (som M har hjulpet mig med at finde). Gratis wifi i EU og Google Maps gør det nemt at finde vej og undervejs bliver jeg klogere på mit kvarter, der ligger placeret mellem stranden (Platja del Bogatell), bymidten og et gammelt industrikvarter. Catalanerne er ikke kendt for at tale engelsk på jobcentret, men udstyret med et stykke papir på spansk, der forklarer min mission og en basal forståelse efter to års spansklektioner i gymnasiet, får jeg stukket et nummer i hånden, og det bliver hurtigt min tur. Damen jeg taler med er sød, snakker en smule engelsk og er meget tålmodig. Det hun ikke kan forklare på engelsk, oversætter hun fra catalansk til engelsk via google translate. Catalansk er et andet sprog end spansk. De fleste ord bliver forkortet fx siger man bon dia i stedet for buenos dias. Det politiske landskab tegner sig tydeligt denne mandag, dagen efter afstemningen. Damen jeg taler med, kan ikke hjælpe mig med papirerne, da hun tilhører den catalanske myndighed (!). Jeg skal tale med den spanske myndighed, som sidder 10 meter længere nede i samme lokale(!). Da jeg skal sende papirerne tilbage inden syv dage, er jeg bekymret. Hun skriver noget a la “it will be okay, don’t worry” på skærmen, giver mig et spansk identifikationsnummer og hjælper mig med at bestille en tid fredag samme uge – noget jeg egentlig burde gøre selv. Opløftet går jeg derfra. Finder stranden og en bænk, hvor jeg skriver dette. En ældre mand med kalot sætter sig på bænken ved siden af og tilbyder mig en cigaret.
Søndagsstemning på en tirsdag. Det catalanske folk strejker. Og i Berlin fejrer de, at øst-og vesttyskland blev genforenet denne dag, 3. oktober for 27 år siden i 1990. Sen morgen, sen morgenmad. Ringer til tandlægen og rykker en tandlægeaftale. Ringer til jobcentret i Danmark og melder mig ud. Skyper med min yngste søster i Berlin. Misforstår tidspunktet, hun skriver, hvor jeg bliver af. Læser korrektur på nogle tekster. Går en tur i Park de la Ciutadella, som ligger 100 meter fra, hvor jeg bor. Fire politibiler er på vej ind samtidig. Folk sidder i klynger, malede i ansigterne, med det catalanske flag om sig. Der er demonstrationer rundt omkring, og der har netop været en stor demonstration. M spørger om jeg vil med til en demo kl. 20. Jeg takker nej, da jeg har lovet dem derhjemme at passe på mig selv og ikke kan overskue menneskeflokken. To kvinder træner, overfor ligger en mand i 20’erne og sover og ved siden af sidder et smukt mørkt kærestepar, der ligner nogen fra et modemagasin. Den sovende mand har den ene hånd placeret i bukserne, da jeg rejser mig og går.
Jeg hører skrig fra køkkenet omkring midnat. Kakerlakker har overtaget to åbne dåser i et af skabene. Jeg finder en støvsuger og suger kakerlakkerne op én for én. Flere dage efter kæmpe vi stadig med kakerlakker. Heldigvis virker giften.
Jeg bevæger mig ud for at skaffe ting til mit værelse og får desværre forvildet mig ned i bymidten, hvor hverken Zara eller H&M har en home-afdeling. Jeg finder Carrer de Graciá og en H&M med en home-afdeling. Ender med at bruge for mange penge og kommer hjem med et pudebetræk i forkert størrelse. Jeg er PMS. Jeg køber en salat og en danskvand i cafeen i h&m og rødmer, da ekspedienten er en smuk mand, som taler til mig på spansk og jeg bliver nødt til at bede ham tale engelsk.
“Senoritá” en ældre damer forsøger at få min opmærksomhed. Jeg forstår ikke, hvad hun siger og rynker på skuldrene og smiler. Muligvis spurgte hun om vej. En mand kommer mig til undsætning. Senoritá er en fin måde at blive tiltalt på. Jeg føler mig smukkere på spansk.
Katten er ikke længere bange for mig. Den er blevet modig, tør gå ind på mig værelse og hviler sig nu på min seng. Springer ind af vinduet, når jeg lader det stå åbent.
M’s veninde E er i gang med at bryde med sin kæreste og flytter ind nogle dage. M’s søster som også bor her, har jeg endnu ikke mødt, så da E kommer, forveksler jeg hende i første omgang med søsteren. Hun hilser ved at give mig et kys på hver kind, som man gør i Barcelona. Nå, du er fra Danmark siger hun og rækker mig hånden, da jeg modtager kindkyssene lidt akavet. Jeg siger, man i Danmark knuser, når man er blevet venner. Det kom til at lyde forkert. Hårdt.
Forsøger at finde ned til stranden uden google maps og farer vild. Jeg tilbringer tre timer på stranden. Vinden gør, at det er en smule køligt på trods af at temperaturen siger 26 grader. Vandet føles også koldt, selvom det er 19-20 grader og jeg flere gange i år har badet i det danske Vesterhav. Stranden ligger fire blokke fra, hvor jeg bor.
Kan ikke sove. Underboerne skændes så meget, at jeg er i tvivl om jeg skal tilkalde politiet. Kan hverken nummeret til politiet eller kommunikere flydende på catalansk, så i stedet ligger jeg søvnløs.
Det er fredag. Jeg har en aftale med jobcentret. Jeg får et nummer stukket i hånden. Da nummeret bliver kaldt på skærmen, viser det sig at være den catalanske afdeling (igen), så jeg sætter mig ned og venter på nummeret bliver kaldt en gang til – denne gang til den spanske afdeling. Manden jeg kommer til at snakke med, kan lidt engelsk. Han nægter at underskrive det vigtigste papir “we don’t use this” gentager han igen og igen. Jeg mister hurtigt tålmodigheden. Jeg ringer til M og får spansk assistance. Det hjælper ikke. Han bliver ved med at insistere på, at det ikke er nødvendigt, og jeg bliver ved med at gentage “si, necessita!” i en mere og mere irriteret tone og på randen af et sammenbrud. På papiret foran mig står der – på dansk – at det er vigtigt, jeg får en underskrift og et stempel og sender det tilbage til a-kassen inden 7 dage, hvis jeg fortsat skal modtage dagpenge. Han udfærdiger et papir, hvor han sætter en underskrift og et stempel, og siger, jeg må komme tilbage, hvis der er noget. Klokken er 13.07 og telefonen lukker kl. 13 hos a-kassen fredag. Jeg ringer til min ældste søster i frustration. Hun er på arbejde. Jeg finder en cafe og skriver en besked til a-kassen, hvor jeg vedhæfter mit spanske identifikationsnummer og dokumentationen fra det spanske jobcenter, laver en notis i min kalender om at ringe til a-kassen mandag. A-kassen godtager papirerne om mandagen.
Jeg er på en Espai Joliu, en café M har anbefalet. Her kan man købe planter og kunst. Jeg køber et stykke brød med ost og tomat og en kop kaffe, senere et kop te og en hjemmebagt kage. Arbejder et par timer. Da jeg kommer hjem, skriver min yngste søster en besked “hvordan har din dag været?”. Vi skyper i næsten to timer. Da vi er færdige er klokken 20.30 og jeg går ud for at finde mad. Overraskende hurtigt er jeg ved at vænne mig til de sene spisetider. Man spiser tidligst kl. 21.00. Typisk omkring kl. 22. Samfundet her er indrettet for b-mennesker. Arbejdet begynder ved 9-10-tiden. Imellem de tre hovedmåltider morgenmad, frokost og aftensmad spiser man snacks, inden morgenmad, inden frokost og inden aftensmad. Snack har fået en anden betydning for mig. Det er ikke længere søde sager, men mad du kan holde sulten på afstand med. Jeg har altid køleskabet fuld af små yoghurts, hvilket er nødvendigt!
Jeg har tabt mig nogle kilo.
Frokost varer en time til to og begynder kl. 14. Jeg elsker det tidspunkt. Cafeerne er fulde og der er liv i gaderne. Pause. Fordybelse i samtalerne.
Lillesøsteren er kommet hjem. Hun er kun 21, hvilket kan mærkes. Sød, men ung. Fjernsyn for fuld volumen til sent ud på natten og cigaretter (folk her er desuden rigtig glade for joints) alle vegne (jeg har ét vindue, og det er ind til stuen). M har bedt hende finde et nyt sted at bo.
M er på weekend i Madrid. Jeg har takket ja til at tage med E for at spille tennis på Montjuic. Vi spillede double med (eks)-kæresten,som er svensker, og veninden, der er portugiser. Portugiseren har boet i Tyrkiet og sammenligner den nuværende situation i Catalonien med Erdogan og hans styre. Det catalanske politi er ikke bedre end det spanske. De får det bare til at fremstå sådan, fortæller de mig. Virkligheden er, at de er en flok magtliderlige mænd på steroider, der ikke er bange for at slå ihjel, siger svenskeren. Jeg spørger, hvad E har stemt. Hun har (også) stemt blankt.
Opløftet og glad over at have nye bekendtskaber i Barcelona, bliver jeg på Montjuic og ser lysshowet i Magic Fountain kl. 21.00. Indtil da tjekker jeg området ud. En feminin mand stopper mig og spørger, om jeg vil tage nogle fotos af ham med hans mobil. I stedet for at stå stille, bliver han ved at bevæge sig – “I don’t like poses”. Jeg føler mig som en fotograf på arbejde og skyder en masse billeder – blandt andet et hvor han tilfældigt stryger sit hår tilbage med hånden (her er det svært ikke at grine, da han tager det meget alvorligt). Jeg kan ikke bedømme, om han er genert eller arrogant, men han har en sjov facon. En facon jeg ikke er helt tryg ved, så da han spørger, om jeg vil med ud at finde steder at drikke drinks, takker jeg nej. Manden er fra Canada og i Barcelona en uge. Jeg fortæller ham, jeg er her, fordi jeg har muligheden for at søge job i udlandet i tre mdr. “We need to do something about this in Canada”.
En gruppe break-dansere laver et show inden Magic Fountain showet. Det er de samme dansere Y og jeg så på stranden i februar. De er blevet dygtigere. Niveauet er højt.
I dag søndag d. 8. oktober kommer spanierne til Barcelona for at demonstrere mod catalansk selvstændighed. Jeg mødes med min veninde L fra uni-tiden, der også er bosat i Barcelona pt., til brunch i hendes nye kvarter Poble Sec på Brummel Cafe – en café jeg fik anbefalet dagen forinden. Metroen er propfuld, de andre passagere og jeg står som sild i tønder, mens spanierne råber “Viva Espania”. Vi spiser en virkelig god chia grød. Bagefter tager vi på marked og så ud til Park Guell. En spansk politibil med åben sidedør holder hornet i bund, mens en gruppe af betjentene vifter med et spansk flag fra den åbne dør. Da vi ikke har forudbestilt billetter, er der to timers ventetid til at komme ind og se Gaudis arkitektur, så vi udskyder det til en anden dag. Heldigvis er parken – også den del, man ikke skal betale penge for – en oplevelse i sig selv. Vi spiser en durum, vi har købt på vejen. En fugl flyver op og forsøger at nippe min durum ud af hånden på mig. Jeg skynder mig at spise færdig.
Det varmere vejr – her er alle dage 20+ grader – har gjort mig forkølet, så jeg bliver inde og ser tv på computeren og læser korrektur på nogle tekster. Lillesøsteren lod lyset brænder i stuen hele natten. Jeg fik ikke sovet særlig meget. Myggene her er kaldt tiger-myg, fordi de har striber som tigere. Jeg har ikke set dem, men mærker dem. Hver morgen vågner jeg med nye stik. Myggebalsam er nødvendig.
Løb en tur ved vandet. Gik på jagt efter Nømad Coffee – et bryggeri, jeg har fået anbefalet. Kaffe brygget her i Barcelona, som de serverer mange steder. En sydamerikansk mand stopper mig på gaden og siger en masse på spansk, jeg ikke forstår. Han slår over i engelsk og forklarer, at han leder efter en gruppe mennesker, han skulle lave kunst med i dag. Han er kunstner og viser mig nogle fotos af ikke særligt imponernede malede ord, han har skrevet på folk. Jeg drikker kaffe med manden, der pludselig finder sit “kit” frem og får lov at skrive “blå” på min arm med eyeliner og glimmer. Jeg tager et foto af navnet på hans atelier og giver ham lov til at bruge et foto af mig og værket på mig i sit galleri. Jeg er glad for, at jeg ikke har betalt penge for det, men kaffen får jeg selv lov at betale, hvilket passer mig fint. Jeg spørger ham til den politiske situation. Han stemte ikke, men situationen frustrerer ham. Det handler om penge. Meget af konflikten og ønsket om selvstændighed har med penge at gøre. Catalonien er rig. Det er Spanien ikke.
Sort kaffe i Barcelona er espresso. Vil man bestille en Americano skal man bestille Kaffe grande, og vil man være helt sikker – con aqua. Man drikker Kaffe con Leche om formiddagen og espresso om eftermiddagen.
Da jeg krydser triumf- buen for at komme hjem, er der tæt befolket. Helikoptere hænger i luften (flere end der plejer) og politiet er massivt tilstede. Parken er lukket og jeg må gå udenom for at finde hjem. I forbifarten spørger en mand fra en større flok mig, hvor de kan komme forbi (eller hvor politiet ikke er?). Jeg peger, siger “aqui” og håber, jeg ikke har vildledt ham. Glad for at jeg tilsyneladende allerede virker som en, der hører til.
En kraftig hovedpine vækker mig et par gange i løbet af natten.
Vågner sent. Går i bad, laver kaffe og spiser en yoghurt. Forsøger at skrive. Vasker gulvet på mit værelse. Modtager en mail fra en kvinde, der gerne vil være gæsteblogger – har jeg fået læst hendes tekst? Jeg læser teksten. Hun er skeptisk overfor måden Miintos “Find Yourself” reklame fremstiller transkønnethed og hvordan transkønnethed bliver brugt i reklamesammenhæng. Jeg har ikke set reklamen og ærgrer mig over, jeg må takke nej til at publicere indlægget. Jeg ved, hvordan det føles at modtage et afslag. Mange afslag. Da jeg ikke kan skrive, går jeg til stranden med en bog. Det er varmt, men blæser kraftigt. Jeg går en omvej hjem, køber en hjemmebagt kage og en cortado på Espai Joliu.
Lillesøsteren skal i byen. Veninderne er her, musikken høj og make-uppen overalt. Skyper med mor en time.
Vågner sent. Tager til Montjuic for at finde det græske amfiteater, jeg er blevet anbefalet at se. På vejen ender jeg på pladsen foran nogle museer. En midaldrende, hippie-udseende mand med løst bomuldstøj og en halskæde om halsen, henvender sig til mig. Siger en masse på spansk, jeg ikke forstår. Han spørger, om jeg er fransk – jeg svarer dansk (og tager det med det franske som et kompliment). På gebrokkent engelsk spørger han, hvad jeg synes om pladsen. Det er en stor betonplads med et par få træer. Han forklarer, at planen er (var?), at der skulle bygges en grøn plads, men noget med pengene gik galt. Han bryder sig ikke om pladsen nu. Han kommenterer på den politiske situation i Catalonien “nationalism is bad” og siger, jeg skal holde mig fra demonstrationerne. Mangler jeg et værelse? Han har et ledigt. Plejer at leje ud til Erasmus – studerende.
Finder den græske park og det græske amfiteater. Overvældes. Sætter mig på en af pladserne og skriver. Nogle mennesker går forbi og siger hej. Har sat mig i et gammelt tyggegummi. Forsøger at fjerne det, uden det store held. Farer vild på vejen hjem, så tager metroen tilbage til Placa Espanya, hvor jeg køber en is.
Torsdag d. 12. oktober er Colubus-dag og hellidag i Spanien (som Catalonien stadig er en del af). Jeg løber en tur, stranden er fuld af mennesker, der nyder deres fridag.
Til koncert med Princess Nokia. M og jeg mødes med hendes veninder. De er alle sydamerikanerne og taler spansk. For første gang får jeg følelsen af at føle mig alene, den følelse, der kan mærkes, når du er ensom iblandt mange. M og hendes veninder er søde, men jeg føler mig ved siden af og er hverken i humør til røg eller alkohol. Lyden til koncerten er dårlig. Jeg går på toilettet og derefter hjem.
På vej hjem møder jeg en kvinde, der har boet de sidste par dage i lejligheden. Hun sidder udenfor på en bar i nærheden, der ejes af nogle kinesere, og drikker en øl. Jeg har ikke fået mad, så køber en virkelig dårlig burger og en cola og spørger, om jeg må joine hende. Hun kommer fra Mallorca, er 33 år og har boet i Berlin og Barcelona. Hun er i byen for at spille en elektronisk koncert. Hun er genert og nervøs for koncerten, fortæller hun mig. Hun køber en øl mere.
Har reserveret bord på Casa Bonay. Jeg skal mødes med L og hendes fire veninder fra kunst-skolen, hvor de går. De kommer fra henholdsvis Beirut, Egypten, Tunesien og Norge. Aftenen er virkelig fin, en af de aftener, hvor klokken pludselig er 03.00, samtalerne tunge, stemningen let og vi fik danset.
Lørdag bruger jeg i parken med en bog. Køber en vand og en bikini-toast. “Beautiful” siger sælgeren til mig. Min ældste søster ringer – “Hvorfor lyder du sådan, sådan lyder du ikke i Aarhus. Er det fordi, du bor i Barcelona?”
Maya Kathrine Andersen (som hun har heddet siden januar 2016) henter mig et par minutter før, vi har aftalt at mødes. Hun er iført sorte højhælede støvletter, en sort blazer og stramme jeans, der fremhæver hendes lange, tynde ben. Hun er høj, højere end mig, der med mine 177 cm. altid har haft en lille fobi overfor stilletter og misunder, hvordan hun med rank ryg omfavner sin højde.
Vi har aftalt at mødes på hendes arbejdsplads. En stor lagerbygning forvandlet til kontorer, hvor en række entreprenørvirksomheder holder til, bl.a. Social Services hvor Maya arbejder som programmør. Hun introducerer mig for sine kolleger, inden vi slår os ned i et roligt hjørne og begynder interviewet.
– Jeg kender ikke din historie, så lad os bare starte forfra …
“Vi kan starte tilbage i barndommen. Jeg mangler noget i min barndom, sådan har jeg det.”
– Mangler noget af hvad?
“Af det jeg føler i dag. Det var noget, der kom med puberteten. Indtil da havde jeg det okay med min krop. Der var nogle udfordringer med mobning, fordi jeg var lidt svag og ikke kunne svare godt igen, men jeg forbandt det med, at andre hadede mig.”
“Jeg var altid den svage dreng. Jeg tænkte over, at jeg skulle være en dreng og klare mig blandt drengene i klassen. Da jeg var lille, kiggede jeg ned ad mig selv og sagde i mit stille sind: ‘jeg er en dreng.’ Og jeg fik at vide af min mor og far og alle andre, at jeg var en dreng; så forsøger man at kæmpe for at være den dreng og klare sig i verden som den dreng.”
– Uden at tænke over, at du måske ikke var en dreng?
“Der var en grund til, at jeg ikke havde let ved at udføre den rolle, men det tænkte jeg ikke over i et langt stykke tid. Det har været en kamp, helt indtil jeg blev 37 år at udfylde den rolle i forskellige stadier af livet.-
– Men så skete der noget i puberteten?
“Det er svært. Jeg vil meget gerne fortælle i detaljer, hvad der skete med mig, men puberteten er et forvirrende tidspunkt. Jeg var rundt på gulvet fysisk og psykisk, så der er nok en del ting, der er fortrængt godt og grundigt. Jeg begyndte at skulle fungere seksuelt og forelske mig i piger.”
Det var svært at forstå, hvad det var for noget. Der var den her kamp for at være en dreng, blive mere og mere mand og snart skulle have karriere og børn. Ved siden gik jeg og havde en heteroseksuel kvindes fantasier. Det var simpelthen så svært
“Problemet var, at jeg var meget fascineret af piger, men jeg så fascinationen som forelskelse og tændte også helt vildt meget på dem. Men det, jeg tændte på, var det formål, tøjet har, fx at kunne forføre mænd, men det vidste jeg ikke på det tidspunkt. Jeg så mig selv som en mand, og en mand tænder på kvinder i deres tøj.”
– Tanken strejfede dig aldrig?
“Nej, men så begyndte jeg at fantasere om at have kvindetøj på og være sammen med en mand og tilfredsstille ham, og den tanke blev mere og mere fastlåst.”
– Altså under puberteten?
“Det var svært at forstå, hvad det var for noget. Der var den her kamp for at være en dreng, blive mere og mere mand og snart skulle have karriere og børn. Ved siden gik jeg og havde en heteroseksuel kvindes fantasier. Det var simpelthen så svært.”
“Da jeg en dag læste nogle kontaktannoncer, stødte jeg på en transseksuel. Det satte gang i fantasien, om jeg nok var transseksuel, men jeg sammenlignede det aldrig med at være kvinde. Havde jeg gjort det, havde det været noget helt andet.”
– Fortalte du nogen om de her tanker?
“Overhovedet ikke. Når man ikke kan sige noget konkret, er det svært at finde vej. Et eller andet sted havde det været godt, hvis der var nogen, der havde spurgt ind til, hvad jeg gik og tænkte over. Måske en sundhedsplejerske. Jeg havde jo problemer med mobning. Min matematiklærer reddede mig, da han fandt ud af, jeg kunne noget med computer. Han fik mig på sporet og fik mig til at føle, jeg havde noget i forhold til de andre. Jeg begravede mig i arbejde og studier resten af tiden. Det hjalp med at fortrænge tankerne, og det fungerede sådan set fantastisk, eller… ”
Fortrængelsen
“Problemet med fortrængelse er, at det, du kæmper med, bliver mere og mere presserende og vokser år for år. Jeg følte, jeg skulle eksperimentere, få det ud på en eller anden måde, det med at være kvinde, og gå i seng med mænd. Da jeg var i puberteten, startede jeg med en læbestift, og hold op, hvor var det farligt. Den skulle gemmes væk og skjules. Hvis min mor havde opdaget det, havde jeg tænkt mig at sige, den var blevet brugt i forbindelse med en video, vi optog på skolen.”
“Sådan var der mange ting, løgne man opfandt.”
– Men din mor opdagede aldrig, at du eksperimenterede med tøj og læbestift?
“Et eller andet sted har det været meget klart, at der ikke er nogen, der har set noget.
Jeg tegnede af fra nogle kuponblade hvor der var letpåklædte kvinder i, og det opdagede mine forældre nok, men da skinnede det måske bare igennem, jeg var fascineret af kvinder. Der er lang vej til at konkludere… Altså, de kan jo ikke se ind i mig. Men der var en leg med stil allerede der. Aftegningerne var mine alternative påklædningsdukker.”
“Problemet var, det var svært at få fat i tøj til at realisere den stil, uden nogen opdagede det, fordi der på det tidspunkt var et almindeligt postvæsen. Senere kom døgnboksen, og det gav nogle muligheder, men jeg var for hurtig til at konkludere, at tøjet ikke var mig. Der var den her kamp for at skulle overleve som mand. Jeg ville gerne, at tøjet passede, men var for hurtig til at sige stop. År for år kæmpede jeg for at være den kvinde, jeg er.”
– Så det føltes ikke naturligt, første gang du tog kvindetøj og læbestift på?
“Jeg kunne ikke se det. Da jeg først fandt ud af, jeg var en kvinde, var det meget nemmere at have ro til det. Før da nåede mine eksperimenter aldrig ud af badeværelset. Det var for lukkede døre, vinduer og skodder.”
– Hjernen skulle lige følge med?
“Tjah, det var en form for personlig udvikling at nå til det punkt. Der har helt sikkert været noget i periferien, information fra samfundet, der har udviklet mig. Vi nåede frem til 2014. Der er nok et eller andet i medierne, der har været afgørende det år.”
– Som du ikke kan pege på?
“I efteråret 2014 blev det juridiske kønsskifte ændret, så det fungerer, som det gør i dag. Jeg har måske hørt det i nyhederne og ladet mig påvirke af det, men jeg var så langt fra at tænke noget i den retning. Når man ikke ved, man er et andet køn, hvorfor skal man så tænke over at udforske det?”
Der var andre, der havde mere styr på, hvad en transkønnet er, end jeg. Der var også mange, som slet ikke havde styr på det, som troede, jeg var en homoseksuel mand. Jeg kastede mig ud i noget af et minefelt
“Tre-fire gange årligt tog jeg tilløb til nye eksperimenter, men hver gang blev jeg skuffet og gemte tingene langt væk eller smed dem ud. Eksperimentet, jeg gik i gang med i efteråret 2014, var, jeg fandt en hjemmeside, hvor jeg kunne lægge mit billede op og fortælle, hvilken makeup jeg ville have på. Jeg begyndte at se og forstå noget. Jeg lagde billedet op på en slags dating forum, hvor jeg lavede en profilbeskrivelse. Det var nok til, at andre begyndte at kunne fornemme, hvad der var ved at ske med mig, og reaktionerne fra dem påvirkede mig meget. Det meste af december 2014 gik med en del flirterier på text chat.”
Klarsyn
I 2015 arbejder Maya hos et firma i Randers. Da hun lægger sig til at sove tirsdag d. 6. januar, har hun svært ved at falde til ro og begynder at hallucinere.
“Jeg så mig selv med hånden på brystet af en mand, liggende i sengen og jeg følte mig så tryg. Jeg begyndte at græde… ligesom jeg gør nu… det varede fra ca. kl. 22 til kl. 4, for hver omgang jeg tog – tanker og tårer – kom jeg tættere og tættere på, jeg er en kvinde.”
– Pga. hallucinationerne?
“Nej, det er meget kompliceret og svært at forklare. Men jeg kom frem til, livet er at være kvinde. Der var mange ting. Jeg var stresset over at leve med det i skjul. Det hele var meget stort. Bum! Pludselig konkluderer man, man er en kvinde, og det hele føles meget virkeligt, eksperimenterne, flirterierne.”
– Var det en lettelse at nå til den konklusion, at du er en kvinde?
“Det var noget, der blev kastet i hovedet på mig. Der er mange, der finder ud af det i puberteten og bruger 20 år på at tage mod til at springe ud. For mig var det et par timer. Det var noget af nogle overvejelser at lave på nogle timer. Jeg følte mig vanvittig, så jeg var ret opsat på, jeg skulle tale med en psykolog. Den eneste måde jeg kunne gøre det, uden at skulle skjule det og risikere at blive opdaget, var at springe ud overfor venner, familie og kolleger. Det skulle bare gøres. Det var logisk at springe ud, så den nat skulle jeg finde ud af, hvordan man gjorde.”
– Hvad gjorde du så?
“Jeg gik på internettet og søgte på ordet transseksuel. Det var et ord, der havde hængt ved siden puberteten, men det har jeg aldrig følt mig som, så jeg gik ind på et pornosite, hvor en transkønnet stod og vrikkede med numsen og teasede og spurgte hende til råds. Hendes råd var, jeg skulle skrive ned, hvad jeg ville sige, så jeg kunne virke troværdig og fange op, hvis jeg gik helt i spåner. Jeg skulle være forsigtig, hvem jeg fortalte det og hvornår, jeg fortalte det. Dem, jeg frygtede mest af miste, skulle jeg vente med at sige det til.”
Jeg så mig selv med hånden på brystet af en mand, liggende i sengen og jeg følte mig så tryg. Jeg begyndte at græde… ligesom jeg gør nu… det varede fra ca. kl. 22 til kl. 4, for hver omgang jeg tog – tanker og tårer – kom jeg tættere og tættere på, jeg er en kvinde
“Jeg satte mig ned og skrev to A4-sider. Da jeg var færdig var klokken et sted mellem 6 og 7, og det var på tide at tage på arbejde. Det var en anderledes tur på arbejdet, hvor jeg var overladt til at holde hænderne på rattet og køre bil. Jeg mødte min ene chef, Martin – jeg hed også Martin – på vej ud af døren. Han var ligbleg i ansigtet, fordi han havde influenza. Jeg er sikker på, jeg også var bleg i ansigtet, fordi jeg ikke havde sovet. Det var en speciel start, men jeg fik åbnet døren og spunsede ind til Lone, min anden chef, der er gift med Martin. Det var virkelig kroppen, der drev mig på det her tidspunkt. Jeg havde en pludselig følelse af, det skulle gennemføres.”
Springet
“Martin og alle de andre kunne godt fornemme, der var et eller andet virkelig stort på vej. Lone og jeg satte os i et mødelokale, jeg tog papiret frem og begyndte at snakke. Til at starte med stod der noget, der ikke gav mening. Der stod, jeg var homoseksuel, og det har jeg aldrig på nogen måde set mig selv som. Det siger lidt om, hvor rundt på gulvet jeg var. Jeg havde det svært med definitioner. Det var en rigtig god samtale. Jeg tudede meget. Der kom lettelsen virkelig. Jeg fik lettet den hemmelighed, jeg havde haft hele livet.”
Hvis mor og far ikke gider have dig, hvem fanden vil så? Mine forældre tog det pænt, mine brødre tog det pænt, og min nabo tog det pænt. Det gav et mega boost
“Planen var, jeg først skulle fortælle min mor det fjorten dage senere, men pludselig var det oplagt. Jeg kørt næsten lige forbi hende på vej fra arbejde. Min far var der også, men holdt sig i baggrunden i starten. Papiret var en hjælp, men jeg gentog samme fejl og startede med at sige, jeg var homoseksuel, hvilket min mor tog godt imod, men det hang jo ikke sammen med, hvad jeg faktisk ville sige. Jeg fik forklaret min situation. Min far havde lige fået foretaget en prostataoperation, og havde det svært med kønsskifteoperationen, da det er en operation i samme område. Han var bange for, at noget ville gå galt, så kunne jeg ikke bare nøjes med at gå i dametøj. Men ej, far….”
– Det lyder som om, de håndterede det ret fint?
“Er du helt vild! Det har været vigtigt, og er vigtigt for alle, at man bliver taget godt imod i starten, vil jeg mene. Ligeså snart livet giver nogle hug, dukker du dig. Når du gør det, bliver du mål for mobning og alt muligt. Det har jeg haft rigeligt af i forvejen, så jeg ville bare dukke mig endnu mere, hvis mine forældre havde… ja, det er slet ikke noget, jeg gider at forestille mig. Hvis mor og far ikke gider have dig, hvem fanden vil så? Mine forældre tog det pænt, mine brødre tog det pænt, og min nabo tog det pænt. Det gav et mega boost. Det gjorde, jeg hurtigt kom ovenpå, og begyndte at tage alle de her eksperimenter op igen, og pludselig fungerede det på en helt anden måde! Jeg havde ro til det – og støtte. Lidt for meget støtte i øvrigt. Lige pludselig skulle andre begynde at definere mig som kvinde.”
– Altså bestemme hvilket tøj du skulle gå i osv.?
“Sådan er det jo for alle kvinder. Nogen gange vil ens mor gerne bestemme, hvilket tøj man skal gå i.”
– Det er sent, at ens mor skal bestemme, hvilket tøj man skal gå i, når man er 37 år?
“De ved jo godt, jeg lige har kastet mig ud i det. På mange måder er jeg en teenager. Min mor vil gerne være støttende og jeg vil gerne, hun er støttende på den måde, for jeg savner den del. Jeg savner at være den lille pige. Men det var et umenneskeligt pres, der pludseligt opstod. Krav og værdier til, hvordan det er at være kvinde. Jeg havde studeret andre kvinder i høj grad, og lige pludselig skulle de studier bruges til noget. Kravene var tårnhøje. Make-uppen skulle være spot on!”
Efterskælv
Maya er træt, da hun om aftenen lægger sig på sofaen og tænker det hele igennem. Her får hun en hallucination, som hun ikke kan huske den dag i dag, men som får hende på selvmordstanker.
“Det var meget underligt, for der var jo sket noget rigtig positivt. Jeg tolker det som om, krop… altså, det kunne ikke følge med hinanden. Jeg har haft selvmordstanker én gang før, fordi jeg fik problemer på arbejde. Dengang hjalp det mig at tænke på, hvor meget jeg gerne ville opleve min nevø, når han blev stor. Det var nok til at holde mig oppe. Det var det også denne gang. Og så har jeg fået en niece. Det hjalp også. Jeg fik konstateret en mild depression, gik til lægen og blev sygemeldt i noget tid. Den tid brugte jeg på at udforske mig selv på alle måder, fx lære hvordan man fjerner hår på benene.”
Man lever bare for indelukkede liv som transkønnede. Det er og var en proces for os alle at skulle igennem, og vil nok være det resten af livet
“Jeg havde også masser af tid til at dyrke motion. Det blev til en time og et kvarter hver dag, hvor jeg startede med at cykle og lave gulvøvelser og senere løb og gulvøvelser. Jeg blev fuldstændig afhængig af det. Jeg blev glad for mig selv, og det gik stærkt. På seks måneder gik jeg fra 100 kg til 73 kg. Depressionen hjalp godt til i starten pga. manglende appetit. Jeg fik nogle ben, hvor jeg tænkte holy shit, hvad sker der her. Det er en speciel ting for en kvinde at få at vide, hun kan eller har noget særligt. ”
– Begyndte du at gå med dametøj og makeup, efter du var sprunget ud overfor din mor og far, brødre og nabo?
“Nej, for jeg havde ikke fortalt min niece og nevø det. Det var først, da de fik det at vide, jeg kom helt ud og sagde det offentligt på Facebook.”
– Så du et lavede et offentligt opslag på Facebook, hvor du sprang ud?
“Det, jeg gjorde, for at undgå jeg skulle føle mig indelukket, var at lave Facebook-gruppen En kvinde på vej. Det var stedet, hvor jeg kunne få lov at dele mine processer med alle, der have fået det at vide. Det er en rigtig god idé, som der er mange, der bruger, og mange flere der burde bruge. Man lever bare for indelukkede liv som transkønnede. Det er og var en proces for os alle at skulle igennem, og vil nok være det resten af livet. Hvis jeg begynder at skulle udleve min seksualitet, er det også noget, der kommer til at påvirke familien, når jeg slæber en mand – eller en kvinde – med hjem, og de skal vænne sig til tanken.”
– Så der er du ikke endnu?
“Jeg har gang i så meget. Kærligheden kommer så mange andre steder fra. Lige nu lever jeg riiigtig fint. Mit liv er også meget anderledes. Jeg er aseksuel pga. hormonerne, og jeg ved, jeg ikke kan få børn. Det gør, jeg har et helt andet udgangspunkt end mange andre kvinder. Jeg har valgt at affinde mig med, jeg er en kvinde, der ikke kan få børn, og at min alder er en udfordring. Det er nemmere at planlægge, når man er ung.”
– Men du vil gerne have børn?
“Det vil jeg et eller andet sted gerne. Men det må gå, som det går. Der sker så mange andre spændende ting i mit liv, så det er ikke noget, jeg vil jagte. Med min erfaring som kvinde er jeg også nogenlunde den mest uerfarne, man kunne forestille sig skulle være alenemor. Det mest realistiske er, jeg bliver papmor, men det har jeg det fint nok med, at være støtte for et lille – eller et stort – barn. Sexlivet er for mange en opbygning til at få børn, finde en partner og et match. Det er som nævnt et andet udgangspunkt, jeg har.”
Business-kvinden Maya
Da Maya viser mig rundt på sin arbejdsplads, spørger jeg, hvor længe hun har arbejdet der. Hun fortæller, Social Services er hendes første job, efter hun er sprunget ud, for da hun vender tilbage til jobbet i Randers efter sin sygemelding i 2015, bliver hun fyret pga. økonomiske problemer.
Jeg havde den her jakke på, sorte bukser og et par andre sko med hæle. Jeg havde det fantastisk, da jeg skulle til jobsamtale første gang. Jeg følte, jeg havde en selvtillid, som jeg aldrig havde haft før, som jeg kunne falde tilbage på
“Det var et specielt tidspunkt at fyre mig, men jeg forstod det et eller andet sted godt. Firmaet var et lille firma, og jeg skulle i gang med en proces, der kunne blive meget ustabil. Jeg holder stadig meget af firmaet i dag.”
– Det skræmte dig ikke at skulle søge job efter at være sprunget ud?
“En del af sporten ved jobsøgningen blev at finde det rigtige tøj, vise noget af sig selv og komme med noget, der understøttede ens personlighed.”
“MIN FARS KREATION SOM JEG HAR NYDT MED FAMILIEN I AFTEN. ER JEG IKKE SMUK.” 8. JANUAR 2017.
– Så på en måde var du blevet mere selvsikker?
“Det er vist en underdrivelse! Jeg havde den her jakke på, sorte bukser og et par andre sko med hæle. Jeg havde det fantastisk, da jeg skulle til jobsamtale første gang. Jeg følte, jeg havde en selvtillid, som jeg aldrig havde haft før, som jeg kunne falde tilbage på. Det fik jeg også brug for. Til samtalen var et par gamle mænd og en ung kvinde. De gamle mænd skulle bare lige se giraffen og havde kun sat en halv time af, hvilket virkede urealistisk for mig. Jeg gik derfra med samme selvtillid, som jeg kom med. Jeg vidste, jeg havde gjort mit bedste, og så kan man ikke gøre mere. Jeg havde fundet nogle kompetencer og noget potentiale, som jeg aldrig havde set før, og jeg begyndte at være mere kreativ i min jobsøgning. Pludselig var der så meget at vise frem og være stolt af. Det kunne min familie også fornemme. De kunne se nogle nye sider af mig, og jeg er kommet meget tættere på min far.”
– På Facebook har du lagt et billede op, hvor han har lavet en kagekone til dig…
“Det var en overraskelse, og den viser, han er stolt af sin datter. Han ville give sit eget bud på, hvordan jeg så ud med bryster. Han kalder mig sin datter, og det kommer ud af ingenting sådan set. Nogen gange går det den anden vej, når han kæmper med at komme til at sige han i stedet for hun. Og det gælder desværre ikke kun min far, men alle. Den anden dag, spurgte en ekspedient mig, hvad han kunne hjælpe den herre med!”
– Hvordan føles det, når folk blander rundt i kønnene?
“Det er ligesom, hvis jeg begyndte at kalde dig han. Du ville også hurtigt synes, det er underligt. Ens identitet er på en eller anden måde så meget viklet ind i at være kvinde, at det andet ikke eksisterer længere.”
– Hvornår tog du kontakt til Rigshospitalet for at komme i gang med et forløb?
“Første samtale var i juni 2015 og efter et års samtaler, begyndte jeg på hormoner i juni 2016.”
“SÅ ER DET TID TIL AT FÅ SAT TINGENE PÅ PLADS. #LYKKE #NYTLIV #HORMONBEHANDLING #ANDROCUR #ØSTROGEN #KEMISKKASTRATION OG #BRYSTER.” 1. JUNI 2016.
Transformationen
Maya køber mere og mere tøj. Bukserne fungerer med det samme, for som hun selv siger – til de ben fungerer det jo! Men toppene – som hun har købt 15 af på Zalando – kan hun ikke få til at fungere.
“Jeg var en kvinde indeni, men den fysiske krop havde jeg ikke tænkt ret meget over. Jeg var ikke kommet frem til, jeg blev nødt til at gøre noget ved brysterne. Jeg var ikke klar over, hvor vigtige de var, og håret havde jeg heller ikke styr på. Jeg var grædefærdig. Jeg kom frem til, jeg måtte skabe bryster, så jeg købte den bh, jeg går med i dag, der både er formsyet og med push-up. Det gjorde et eller andet for størrelsen af brysterne. Det var kanonnaturligt at se på, og gav bonus lige med det samme. Pludselig kunne jeg se på mig selv uden toppen, kun med bh’en, og have det godt med det. Oppe i mit hoved var der nok også sket noget, og løbeturene gjorde rigtig meget for, jeg havde det godt med mig selv.”
Aftenen inden samtalen sad jeg og mine forældre og udvalgte fotos. Med lidt god vilje kunne man kigge albummet igennem og tænke, det er jo bare Maya, hun var lidt drenget dengang
“Men på et tidspunkt kan man ikke gøre så meget mere – brysterne er skabt, og så er der situationen hernede (peger på sit skridt), som er svær at arbejde med – især i et par leggings. Et par cowboybukser med lynlås er perfekte, fordi lynlåsen dækker. Men jeg søgte om at få en henvisning til Rigshospitalets Sexologiske Klinik om at starte en proces, der giver adgang til hormoner og på sigt en kønsskifteoperation (der skal omdanne penis til en vagina), hvis det blev reelt. Processen med at få adgang til hormoner tog fra juni 2015 til juni 2016.”
– Er det obligatorisk med et års samtaler, inden man kan komme på hormoner?
“En del er ventetid og så har man en fem ugers periode, hvor man har samtaler i København en gang om ugen. Det er samtaler af forskellige karakter. To af de mere specielle samtaler er fotosamtalen og pårørendesamtalen. Til fotosamtalen skulle jeg medbringe et fotoalbum, der repræsenterede mit liv i alle aldre. Det blev meget lyserødt og stjerneagtigt, da jeg gerne ville, at indpakningen også repræsenterede mig. Aftenen inden samtalen sad jeg og mine forældre og udvalgte fotos. Med lidt god vilje kunne man kigge albummet igennem og tænke, det er jo bare Maya, hun var lidt drenget dengang. Jeg havde det fint med oplevelsen, der gjorde, jeg fik fred med min fortid og kunne kombinere den med min nutid og fremtid.”
Da jeg står i badet, strejfer jeg pludselig det ene bryst. Jeg var øm. Jeg havde fået bryster. Det var noget af en dag. Jeg var helt oppe at køre, da jeg kom ud af badet
“Til pårørendesamtalen kom min far og mor med i processen. Især min far. Min mor havde været med til første samtale. Men den dag var vi afsted sammen som familie. Nogle bonderøve på tur til København. Inden vi tog hjemmefra, tog vi en snak, da jeg havde mine tanker omkring, hvad de ville sige, men jeg var egentlig ret tryg ved det hele. Det gik også godt. Da vi kom derover, sagde de, de kunne se, hvor glad jeg var blevet. Bagefter tog vi på Fisketorvet og spiste. Mine forældre var helt oppe at køre over at have oplevet København.”
“Efter udredningsforløbet – et intenst forløb på fem uger – skulle der træffes en beslutning, om jeg skulle på en observationsperiode og efterfølgende have hormoner, men der skete det, at proceduren blev ændret. Observationsperioden og hormonbehandlingen skete parallelt. Alle samtalerne handlede derfor om, hvor godt det gik med at være på hormoner, og det gav jo mening at snakke om. Jeg gik hos Sexologisk Klinik, hvor de overvågede, om jeg psykisk er klar til at tage beslutningen om operation til sidst, og Gynækologisk Klinik, hvor de overvågede, om jeg overlever hormonerne og får den udvikling, der er optimal. Det er klart de samtaler, der batter mest.”
– Hvilken effekt har hormonerne haft?
“Et par måneder efter hormonbehandlingen er startet, tager jeg og min familie på campingtur. Da jeg står i badet, strejfer jeg pludselig det ene bryst. Jeg var øm. Jeg havde fået bryster. Det var noget af en dag. Jeg var helt oppe at køre, da jeg kom ud af badet. Jeg stormede over til de andre og fortalte, at nu havde jeg fået bryster, og da jeg var ude at køre med min mor lidt senere, spurgte jeg hende, hvordan det føltes, da hun fik bryster. Hormonerne gjorde, at afstanden ud til bh’en blev mindre, mærkerne fra stropperne tydeligere og et par af mine bukser sprak på balden.”
– Det er vel gode tegn det hele?
“Det er nemlig gode tegn. Jeg startede på en lav dosis østrogen. De fleste starter på 100 mg. Jeg er startet på 75 mg., da min mor og jeg begge har haft en blodprop tidligere. Jeg er trappet op, fordi min gynækolog kalder mit østrogenniveau pinligt. Det kan godt være, hun synes, mit østrogenniveau er pinligt lavt, men i mit hoved er det helt i orden. Når jeg står i badet og dækker skridtet til, er det faktisk okay.”
– Så du dækker skridtet til, hvis du kigger på dig selv?
“Jeg ved, reaktionen bliver, jeg får tårer i øjnene, og jeg ved, det er glædestårer. Det er en ubeskrivelig oplevelse. Når jeg kigger mig i spejlet og får øjenkontakt, sker der et eller andet helt vildt. Jeg får en kontakt med mig selv, der er fuldstændig ubeskrivelig. Det er ren og skær lykke. Det ville jeg ønske at kunne give videre til andre.
– Tror du, folk er blevet klogere på transkønnede?
“Nu laver du det her interview. Det bliver folk klogere af. DR har lavet nogle dokumentarer, der er blevet blæst op i bedste sendetid. De har virkelig gjort et arbejde med at forklare, og er også gået langt udover det at være transkønnet. Fokus er, man skal have lov at være den, man er. Jeg kæmper lidt for, jeg gerne vil have lov at være binærkønnet. Det kan man næsten ikke få lov til i dag, man skal helst være et sted midtimellem. Hvis du bare er kvinde, er det kedeligt. Hvis du er non-binær, så er det spændende. Jeg forstår det ikke. De vil ikke være i en kasse, men hvis jeg respekterer dem som non-binær, er de jo alligevel i en kasse.”
Når jeg kigger mig i spejlet og får øjenkontakt, sker der et eller andet helt vildt. Jeg får en kontakt med mig selv, der er fuldstændig ubeskrivelig. Det er ren og skær lykke. Det ville jeg ønske at kunne give videre til andre
– Transkønnede har indtil januar 2017 været i en kasse, der hed psykisk syg…
“Den kasse er noget fis. Det er kun, hvis du rent faktisk føler dig psykisk syg. Jeg har aldrig følt mig psykisk syg.”
– Men har det ikke gjort noget, man har fået transkønnede fjernede fra WHO’s liste over psykiske sygdomme?
“Ikke endnu, overhovedet. Der er nogen, der mener, det gør noget for processen, men jeg synes, mange af dem, der råber højt og brager mod systemet – kalder det et sygt system, fordi det handler om psykiatrien – er dem, der i forvejen er i psykiatrien. Jeg har aldrig følt, jeg har en diagnose. Jeg kom bare for at få hjælp, vejledning og støtte, ikke fordi jeg havde en diagnose, der skulle håndteres. Hvis jeg havde noget, vil jeg sige, det var et fysisk handikap, som var til at arbejde med. Det er langt fra skizofreni eller depression. Jeg har aldrig set mig selv som syg, så at der er blevet afskaffet en diagnose, siger mig ikke rigtig det store. Jeg synes ikke, det gør noget, psykiatrien er inde over, men at vi alle bliver behandlet som seksualforbrydere, er jo heller ikke et udgangspunkt.”
– Har det været sådan?
“Det fornemmer jeg. Det har sat gang i den værste ballade for nogle år siden. Siden jeg startede i forløbet, har jeg fornemmet, systemet hele tiden arbejder på at forstå os og gøre noget, og jeg forstår godt, systemet ikke forstår, fordi det er så kompliceret. Drejebogen er ikke skrevet endnu, så hvordan kan man lave et system? Vi padler alle sammen for at skabe et system, der virker. Det er learning by doing. Man kan ikke spørge ude i verden, for der er ingen steder, der gør det perfekt. Alle steder er der udfordringer, men hvis vi alle arbejder på det, skal det nok gå. Jeg fornemmer, det er ved at ske. Der kommer snart en vejledning, der gør, de kan vejlede transkønnede mere præcist. Pga. de mange ændringer, der er sket, siden jeg startede min udredning kan man heller ikke længere se min udredningsproces som et nutidigt eksempel. Der er blevet meget bedre vilkår.”
Forelsket i mennesker
– Jeg kan se, du involverer dig i virkelig mange projekter. Du har stiftet en fanklub for Sada Vidoo, du er medstifter af Aarhus mod ensomhed og aktiv i Nydanskerforeningen på Norddjurs. Hvordan kan det være, du involverer dig i så mange ting?
“Da jeg startede min karriere som kvinde, startede jeg hos Røde Kors og blev forelsket i andre mennesker. Det har jeg forsøgt at holde fast i. Jeg kunne på en eller anden måde uddanne andre mennesker i mig sådan set ved at være mig. Det har fungeret rigtig fint. Jeg har mødt rigtig mange bl.a. flygtninge og indvandrere, som behandler mig som Maya. Det har givet mig energi til mere. Det er også derfor, jeg går til arabisk nu.”
– Hvad er det, der gør, du har stiftet fanklubben for Sada Vidoo, hvorfor er hun et idol?
“Fanklubben for Sada Vidoo (som var med i dansk Melodi Grand Prix) startede jeg, fordi jeg kan identificere mig med hende. Hun gik med en lille prinsesse indeni, som hun havde svært ved at finde. I dag har hun fundet hende og lever hende ud til max i form af en dukke. En af de ting, hun har sagt, er, at hun for en gangs skyld i sit liv har den rigtige kjole på. Jeg har det også sådan, jeg har gået i den forkerte kjole hele mit liv, og nu har jeg fundet den rigtige… Men er der ikke en ting, du har glemt at nævne?”
– Medlem af det De Radikale?
“Det var ikke lige det. Jeg skal være med i X-Factor! Jeg begyndte at synge i slutningen af september…”
– Så det er nyt, du er begyndt at synge?
“Fuldstændig. Det er sprunget ud af alt det her, og det skal bare ske. Jeg har gået til stemmetræning, men det er ikke et færdigt arbejde, og det bliver det nok aldrig. Det er svært at arbejde med stemmen. Kvinder artikulerer på en bestemt måde. Det slår mig lige i fjæset. Jeg leger med stemmen og bruger mit socialliv. Det tror jeg, er det vigtigste, at jeg kommer ud og lærer af andre. Min stemme er ikke, hvor den skal være, men jeg kan godt stille mig op og synge og få noget ud af det. Alene det, jeg stiller mig op fuld af selvtillid, vil sende nogle signaler ud i verden, som jeg synes, er rigtig positive.”
– Hvornår er der audition?
“August 2017. Det er snart… og en del af det sendes live i marts 2018.”
– Falder det så ikke sammen med operationen?
“Muligvis. Der er så mange ting, der kan falde sammen. Min 40-års fødselsdag skal også holdes deromkring, hvor live-delen starter. Man drømmer om, det hele går op, hvis ikke ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg tænker, noget positivt kommer ud af det på en eller anden måde.”
– Første gang jeg mødte dig, var du ret åben. Du sammenlignede det at lære arabisk med at gå hos din psykolog. Har du altid været så åben?
“Jeg har haft social fobi, så før i tiden havde jeg hellere holdt mund. Det er fuldstændig det modsatte menneske, jeg er i dag.”
Man sætter livet på spil. Det skal hele tiden opvejes imod, hvordan man har det i øjeblikket. Det er klart, det vil udvikle mig på en eller anden måde. Men det vil også udvikle mig at vinde x-factor. Og hvis man bliver god til arabisk, hvad kan det så ikke føre til…
– Så det havde du ikke sagt for…?
“To år siden, inden januar 2015. Min mormor, som er død nu, var typen, der altid faldt i snak med andre passagerer, når hun kørte i bus. Den egenskab har jeg fundet ud af, jeg også har. Det er overraskende. Jeg kan sætte mig ned og snakke med en hvilken som helst person i dag. Det er langt fra, hvor jeg var for to år siden. Det gør, jeg føler en forbindelse til min mormor. Det er en rar fornemmelse og et bevis på, jeg har udviklet mig. Man kan spørger, hvor ender det henne?”
– Det tror jeg, er det spørgsmål, vi skal slutte af med. Din Facebook-side hedder “En kvinde på vej”. Hvor lang er den vej?
“I svømmehalen eller fitnesscentret render jeg ind i noget, jeg gerne vil af med, og jeg vil gerne have noget frihed. Hvis jeg får operationen og bliver glad for den, og kan gå hundred procent i det tøj, jeg gerne vil, kommer det til at påvirke noget. Jeg skal ansøge om operation her til juni/juli. Det er Sundhedsstyrelsen, jeg skal ansøge hos. Sexologisk Klinik skal sende samtaleforløbet til dem. Sideløbende skal jeg have en samtale med nogle kirurger, der skal gøre mig tryg omkring operationen. Det springende punkt er, der går så mange rygter om, der ikke er nogle, der kan finde ud af at udføre operationen i Danmark.”
– Du er ikke helt afklaret med operationen endnu?
“Nej, fordi man sætter livet på spil. Det skal hele tiden opvejes imod, hvordan man har det i øjeblikket. Hvis jeg havde mod og penge til at tage til en superlæge i Thailand lige nu, så ville jeg gøre det. Men det gratis tilbud i Danmark er jeg usikker på. Det er min store bøn til politikerne at få helt styr på det tilbud. Det er klart, det vil udvikle mig på en eller anden måde at få operationen. Men det vil også udvikle mig at vinde x-factor. Og hvis man bliver god til arabisk, hvad kan det så ikke føre til…”
Alle fotos: Maya Kathrine Andersen Topfoto: Adam Bindslev
Slutfoto: Mai Trosborg Rasmussen
Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under ‘Hold POV.International i live’ eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.
I tænker, jeg udleverer mig selv, at alt jeg føler, kommer til udtryk i ordene, at her skal alle sandhederne findes, hvis I vil få øje på mig. Men er det i virkeligheden ikke dig selv, du prøver at få øje på. Gemt bag linjerne, leder du efter noget, der kan forbinde dig, frigøre dig fra ensomheden og koble dig til fællesskabet. I virkeligheden er vi alle ensomme, selv i tosomheden. Måske endda især i tosomheden. I mener, jeg gør mig sårbar, mere end hvad godt er, men sandheden er, når jeg skriver, befrier skriften mig fra sårbarheden og forbinder os. De almene ting, kærligheden, sorgen. Den er ikke min. Den er jeres, vores. Vi er fælles om den. Skriften er en måde at se og forstå på. Når ordene danner mening, forstår jeg betydningen af det, der former mig. Former os. Det skænderi jeg hele tiden lyttede efter. De lyde der lagde op til endnu et epileptisk anfald. Døre der smækkede. Bilen der forlod indkørslen. Tidligt lærte jeg at sanse, og det er ikke særligt sensitivt. Jeg kunne have valgt at formulere det anderledes. Sige, jeg lærte at være på vagt. Lytte til ordene, fornemme stemningen, aflæse følelserne. Det er blot en måde at være i verden på. Være til på. At vende det indre udad. Skriften hjælper mig med det. En tragt, jeg hælder alle dine ord ned i, mine ord. Alle de følelser jeg mærker, vi har følt. Jeg fortæller dig, jeg atter har haft en samtale med en fremmed. Jeg fortæller dig, jeg endnu en gang har overværet en begivenhed, som ikke nødvendigvis var min at overvære. Tilfældigvis befandt jeg mig det sted på det tidspunkt, hvor den fremmede ikke var en fremmed længere, hvor begivenheden udspillede sig. Du siger, tilfældigheden ikke er tilfældig. Får mig til at forstå, jeg altid har været til stede i verden ved at se, få øje på det, som ikke er synligt, lægge ører til de historier, som fortælles, nogen gange uden ord. Jeg sammenfletter de indtryk, danner sætninger, skriver historier. Det er en måde at være til i verden på.
– Hvilken effekt har hormonerne haft?
rastløse tanker 
