If you’re looking for a pubcrawl this is it. If you’re looking for a Gallery Crawl, this is not it”

Torsdag aften og Gallery Crawl. Et meetup der minder mere om en pubcrawl end en gallery tour.

I gruppen er der oplyst to forskellige adresser. Taster den senest oplyste ind på google maps. Da jeg ankommer, skriver jeg en besked til arrangøren, som svarer, han er der om 3 minutter. I mellemtiden dukker en kvinde op. Hun er catalaner, men har boet i USA i forbindelse med sin Ph.d. om turisme på museer. Her har hun på et par måneder tilsyneladende pålagt sig en tung amerikansk accent. Guiden – hvilket i øvrigt er en overdreven titel – dukker op. Han er en lille og forvirret franskmand. Vi står foran en rygerklub, hvor vi får at vide, at udstillingen kun er tilladt for medlemmer. Damen bag skranken, som er piercet og har mørke rander under øjnene, fortæller os, vi kan få lov at se den, hvis vi melder os ind i klubben. Det koster 20 euro. Den catalanske kvinde med den amerikanske accent og jeg finder i stedet en cafe, hvor hun køber en sandwich og jeg en vand. Imens venter “guiden” elleve minutter foran rygerklubben for at se, om der dukker andre deltagere op. To andre dukker op. Til eventet er der på Meetup-gruppen tilmeldt ca. 40. Da guiden påstår, han har en fast aftale med to gallerier, virker det temmelig utroværdigt. Især fordi han ikke er  typen, man stoler ubetinget på. Samtalen mellem ham og receptionisten i rygerklubben gjorde, at hans uvidenhed var temmelig blottet.  Vi havner i en frisørsalon – der godt nok har kunst på væggene, gratis alkohol og pindemadder, – hos en designshop og til en privatfest, vi ikke er inviteret til og hvor øllene er drukket, da vi ankommer. På de to-tre timer galleri-turen varer, besøger vi ét galleri. Her har vi ti minutter. De minutter mener  “guiden” er bedst givet ud, hvis vi starter med den frie alkohol – så vi når det, inden vi skal videre. Gruppen bliver gradvist større – en tysker, to polakker, tre italiener – den ene, en tynd fyr på min højde, elsker at cykle og tager på ferie hver måned. En af de andre deltagere forveksler os med et kærestepar, – to catalanere, to amerikanere, den franske arrangør og jeg. Tyskeren abejder som recruiter i Barcelona. Vi udveksler kontakter. Et par dage senere sender jeg mit CV til hende. Der er kun salgstillinger. Hun lover at vende tilbage, hvis der dukker andet op.

Jeg takker nej til at se det sidste sted, betaler 10 euro til arrangøren (hvilket er alt for meget) og finder et sted at spise med en af de andre deltagere, amerikaneren K. Klokken er 23. Vi går langs standen og ser, at det er stjerneklart. Mange restauranter er lukkede, men på Rambla del Pobleneu lykkedes det os at finde en der er åben, hvor vi bestiller tapas og et glas rødvin hver. K spørger “what would you do with you life if you didn’t depend on money?”.

Da vi skilles, lover vi at holde hinanden op på det.

Fredag. Vi er ca. 15 mennesker i et lille kapel i Santa Anna kirken. Scenen er sat. To guitarister optræder med spansk guitar på alteret, en kvinde og en mand. Det virker ubesværet. Da vi – L og A, der er på besøg fra DK, – drikker et glas vin i kirkehaven (som minder om en klosterhave og måske er det) efterfølgende, er vi enige om, det er pengene værd.

Det er lørdag. Vi spiser os mætte i pintxos til 1-1,5 euro pr. stk. og drikker vin til 2 euro pr. glas på den berømte pintxosgade Carrer Blai.

Montserrat ligger ca. en times togkørsel uden for Barcelona. Det er søndag og vi – L, A og en canadierne C, der har to børn på vores aldre –  bruger to timers tid på at gå de fem kilometer til toppen. Mine ord kan ikke retfærdiggøre hverken turen eller udsigten, og mine fotos kan ikke gengive følelsen, jeg har, da jeg vandrer i bjergene i bagende sol og perfekt temperatur. Naturen overgår fantasien, som virkeligheden sometider overgår fiktionen.

Vi har taget toget ned fra bjerget til den landsby ved Montserrat. Her finder vi en lille lokal restaurant. Tjeneren hapser en pomfrit med sine barre fingre fra et fad, der står fremme. L ser det og vi bliver enige om at bestille noget, der er gennemstegt. Svin (fra deres ovn), pomfrittes og hvidløgsbrød. Vores nabobord, der er to unge, lokale par, som også guidede os igennem menuen på stedet, viser os, hvordan vi skal gøre. På bordet står en lille tallerken med hele tomater og hvidløgsfed. Vi piller hvidløget og skærer tomaten over i halve, smører det på det ristede brød, vi har fået serveret, og til sidst sidst dypper vi olivenolie på. Da vi siger til tjenerne, vi ikke forstår spansk, irettesætter han os  “I don’t speak spanish. I am catolan. I speak catolan.” Han bringer os en lokal drink i et shotglas, da vi har betalt regningen. Vi skåler og finder et tog hjem.

Mandag aften. Har om eftermiddagen læst min bog færdig i parken, hvor jeg efter flere timer i solen er blevet solbrændt. Det er første gang, jeg mødes med den engelske læsegruppe, og det går hurtigt op for mig, at jeg er med til at trække gennemsnitsalderen ned. En af de andre deltagere, en kvinde fra Canada, synes åbenlyst hendes liv er mere spændende end den bog, vi er der for at diskutere, og vi ender derfor med at diskutere bogen i forhold til hendes liv. Hendes “husband is a writer  og hun “know transgender people”. Hun kan ikke se sig selv som kønsstereotyp, for hun “don’t wear makeup”. Det sidste siger hun, mens hun kigger på mig. Ironisk nok har jeg heller aldrig været den store makeup (for)bruger, men det kan hun åbenbart ikke se, som jeg sidder der med min baby doll mascara (ja, det hedder mascaraen) øjenvipper. Ved siden af mig sidder en jævnaldrende kvinde. Da jeg præsenterer mig som dansker med en bachelor i dansk litteratur, der gerne vil blive bedre til at læse på engelsk, hvisker hun, at hun har skrevet speciale om Ibsen. En ældre mand i 70’erne, som udover den engelske bogklub er medlem af en fransk og en spansk (jeg drømmer om at være ham som gammel), går før tid. Han deler sin begejstring for bogklubberne, inden han går, og forklarer, hvordan den engelske skiller sig ud, fordi engelsk er international. Han giver et eksempel – bogen vi læser er skrevet af en afrikansk forfatter, der bor i England, men skriver om USA. Et par af os sender et smil og nogen udstøder endda et “åhh”, for den ældre mand er høflig og oplyst og ikke til at stå for. Livets cyklus, man smiler til de ældre søde mennesker, som man smiler til en nyfødt baby. I metroen på vej hjem møder jeg fire af de andre deltagende. De fortæller mig, de ser mange danske film og nævner en række titler. De husker også, at jeg under præsentationen fortalte, jeg har en bachelor i dansk. Det udelader jeg næste gang, da de tolkede det som om, jeg var milevildt foran dem i forståelsen af litteratur.

Det er blevet  mere hverdag. Trangen til at komme ud hver dag og nysgerrigheden er aftagende. Det skal jeg vænne mig til. Og tillade mig selv. Forbandede FOMO.

Onsdag. Yoga med elementer fra moderne dans. Vi er kun fem, men vi kan ikke være flere, da det er et lille lokale. Tre kvinder og to mand foruden underviseren. Vi laver yoga, floor work og en lille koreografi. Underviseren kan ikke se, jeg har danset før. I hvert fald kommenterer hun det ikke, og da jeg selv nævner, hvor vild jeg er med kombinationen af  bevægelser fra moderne dans og yoga, siger hun “do you dance?”.

Bogreception i multi plotes, der er en lille bogbutik med uafhængige forlag. Det er torsdag. Bogen er et samarbejde mellem Múltiplos og den kunstskole, hvor L går. De fleste af dem, der deltager, er fra skolen. Kunstnerne har sat sig i den ene ende af lokalet. I starten er der lagt op til diskussion om bogen og kunst i det offentlige rum, hvilket er bogens tema. Men det ender med kunstnerne sidder og taler sammen. Der er flere ubesvarede spørgsmål, end der er svar. Stemningen er meget intern. Det virker underligt at sidde i en rundkreds i et lille lukket rum og diskutere kunst i det offentlige rum. Jeg køber bogen, selvom det kun er to af koncepterne deri, jeg synes holder. Jeg forveksler en mand med manden fra yoga dagen forinden.

Fredag. Centre de la Imatge. Gratis fotokunst ved ramblaen. Det her er et fantastisk sted for dem, der elsker fotokunst, som jeg selv. Pt. er der tre udstillinger – Rue Des Pyrénés af Yves Bélorgey, Barcelona, Besós View af Patrick Faigenbaum og Joan Roca og 20 Red Ligths af Max de Esteban. Den anden dokumenterer udviklingen i to områder i Barcelona i 1999-2007 og er lavet i samarbejde mellem fotograf og geograf. Den sidste udstiller kapitalismen og gør det ganske overbevisende.

Lørdag. L er til fødselsdagspicnic i Park C. hos en af hendes skolekammerater, B, der er fra Brasilien. Jeg tilslutter mig. Jeg er i god tid og sætter mig på en bænk i parken og læser inden. V, en 31-årig russer, der er pænt klædt, er skaldet og har briller, henvender sig og spørger, om jeg vil anbefale ham at se Montjuic eller Park Gúell. Han er her kun få dage. Jeg er i tvivl, men fortæller ham, hvor nemt det er at komme til Montjuic herfra – tage metroen fra Marina og stå af på Placa Espanya få stop senere. Han slår sig ned. Vil gerne snakke. Han arbejder som professionel pokerspiller, og det undrer mig, at han er så dårlig til engelsk. Men han spiller mest i Asien. Han har læst, at Danmark er verdens lykkeligste land. Jeg siger, vi vist nok er havnet på 2. pladsen og kan ikke komme i tanke om, hvem der ligger på 1. pladsen. Tænker det må være et af de andre skandinaviske lande. Han fortæller, han er glad for at bo i Rusland og da jeg vist kommer til at rynke lidt på næsen af det, siger han, at man jo også kan være glad i Zimbabwe. Han spørger til min højde. Gætter på 180 cm. Er alle i Danmark så høje? Arbejder jeg som model? Hvis man er høj pige eller kvinde i Rusland forsøger man at blive model, fordi der ikke er andre gode alternativer, fortæller han. Jeg kommer i tanke om en dokumentar, jeg har set og genset. Modelskoler er en stor ting i den russiske kultur. Han forklarer også, det er normalt at have flere kærester, hvis man er en mand, men ikke en kvinde. Spørger til Danmark. Jeg siger, man må gøre, hvad man vil – mand eller kvinde – men, at det ikke er normalt med flere kærester, og at jeg aldrig har haft flere kærester på en gang.

Fødselsdagen er hyggelig. Der er masser af mad og fødselaren, der bliver 28 år, og hendes gæster er imødekommende og søde. I Brasilien er det normalt at fejre sin 15 års fødselsdag, som et minibryllup eller det vi kender fra sweet 16 i USA, fortæller de. Flere har dog haft en tur i Disney Land i stedet.

I “Danskere i Barcelona” Facebookgruppen skriver en kvinde, at hendes guldhalskæde, der var et arvestykker, er blevet stjålet. Hun har oploadet et billede. Hendes bluse, som hun har på, er revet itu, der hvor halskæden skulle have siddet. Ofte går jeg med en guldhalskæde, jeg arvede fra min mormor. Overvejer at lægge halskæden hjemme, men beholder den alligevel på.

Mandag. Besøger Altair, der er en kæmpe rejsebogsbutik – og tilsyneladende også et forlag – med en cafe. Jeg drikker en kop kaffe og spiser en muffin. Finder bagefter Re-read, der er en second hand bogbutik, hvor en bog koster 3 euro, 2 bøger 5 euro og 5 bøger 10 euro. Her finder jeg “There was a Little Girl” af Yasat Lodi udgivet af Frontier Guardian. Der er et håndskrevet spansk brev i midten af bogen. Ekspedienten er ved at fjerne det og jeg beder hende lade være. Overstregningerne, kommentarerne, brevene er noget af det, jeg elsker ved at gå på opdagelse i antikvariater/boghandlere med brugte bøger. Jeg forstår ikke brevet, men ved, det betyder noget. At bogen har værdi.

Tager til Graciá for at se en billig film i Cines Verdi, vælger “El autor”, der er spansk med engelske undertekster. Den handler om en mand, der forsøger at skrive en novelle og manipulerer virkeligheden, så den passer på den historie, han vil fortælle. Filmen er langtrukket. Før filmen har jeg god tid. Træder ind i en bogbutik. En ældre mand sidder og spiller klassisk klavermusik med hovedet nede i klaveret og helt upåvirket af sine omgivelser. Bliver overvældet og forstår ikke, hvordan de andre gæster kan virke så upåvirkede.

Tirsdag. Skriver fra Babelia books and coffee. En mand  i 50’erne eller 60’erne med en høj hat og runde Lenon solbriller, der under hatten har farvet sit tynde, lange hår blåt, træder ind. Ejeren spørger mig, om jeg har modtaget mailen med bøger, vi skal læse til bogklubben, og om det er lykkedes mig at skaffe bogen til næste gang. Jeg bliver overrasket over, hun kan kende mig og først henvender sig nu. I flere timer har jeg siddet og skrevet, spist en lille salat, en sandwich, drukket en cola og en kande te (til ca. 7 euro…).

Onsdag lykkedes det mig ikke at finde bogen, så jeg skriver en mail og beder hende bestille den.

Det er fredag. Jeg står med et frimærke i den ene hånd og et brev i den anden, på vej til at poste i den gule postkasse, da en fyr henvender sig til mig. Jeg har ikke lagt mærke til ham, før han står helt tæt på mig. Han spørger, hvor man finder havet. Jeg peger og viser ham det. Han komplimenterer mit outfit, siger, jeg ikke ser særlig spansk ud. Vil gerne starte en samtale. Jeg har sorte støvler på, et par højtaljede blå bukser, en blå sweater, som er stukket ned i dem og en læderjakke udenover. Det er alt for varmt til de 19 grader, der er.

A, som han hedder, er født i Moskva, har boet en årrække i mellemøsten og de sidste fem år i London. Ryan Air aflyste hans fly og for de 100 euro han havde, kunne han i stedet komme til Barcelona, så han købte en håndskrevet envejs billet. Vi udveksler kontakter. Om aftenen skriver han “Nice chatting, store this number with care” og lørdag “still up for our adventure tonight?” efterfulgt af en smiley med et skævt smil, som jeg ikke ved, hvad jeg skal tolke på. Jeg svarer ikke. I stedet bliver jeg hjemme og ser film, mens det regner tungt udenfor min dør.

Fortsættelse følger…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s