At være til

IMG_2158

I tænker, jeg udleverer mig selv, at alt jeg føler, kommer til udtryk i ordene, at her skal alle sandhederne findes, hvis I vil få øje på mig. Men er det i virkeligheden ikke dig selv, du prøver at få øje på. Gemt bag linjerne, leder du efter noget, der kan forbinde dig, frigøre dig fra ensomheden og koble dig til fællesskabet. I virkeligheden er vi alle ensomme, selv i tosomheden. Måske endda især i tosomheden. I mener, jeg gør mig sårbar, mere end hvad godt er, men sandheden er, når jeg skriver, befrier skriften mig fra sårbarheden og forbinder os. De almene ting, kærligheden, sorgen. Den er ikke min. Den er jeres, vores. Vi er fælles om den. Skriften er en måde at se og forstå på. Når ordene danner mening, forstår jeg betydningen af det, der former mig. Former os. Det skænderi jeg hele tiden lyttede efter. De lyde der lagde op til endnu et epileptisk anfald. Døre der smækkede. Bilen der forlod indkørslen. Tidligt lærte jeg at sanse, og det er ikke særligt sensitivt. Jeg kunne have valgt at formulere det anderledes. Sige, jeg lærte at være på vagt. Lytte til ordene, fornemme stemningen, aflæse følelserne. Det er blot en måde at være i verden på. Være til på. At vende det indre udad. Skriften hjælper mig med det. En tragt, jeg hælder alle dine ord ned i, mine ord. Alle de følelser jeg mærker, vi har følt. Jeg fortæller dig, jeg atter har haft en samtale med en fremmed. Jeg fortæller dig, jeg endnu en gang har overværet en begivenhed, som ikke nødvendigvis var min at overvære. Tilfældigvis befandt jeg mig det sted på det tidspunkt, hvor den fremmede ikke var en fremmed længere, hvor begivenheden udspillede sig. Du siger, tilfældigheden ikke er tilfældig. Får mig til at forstå, jeg altid har været til stede i verden ved at se, få øje på det, som ikke er synligt, lægge ører til de historier, som fortælles, nogen gange uden ord. Jeg sammenfletter de indtryk, danner sætninger, skriver historier. Det er en måde at være til i verden på.

Advertisement

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s