Kalenderen siger d. 1. oktober 2017. Jeg er landet i Barcelona midt i en folke-afstemning om catalansk uafhængighed fra det spanske styre. I lufthaven køber jeg to små tarvelig wraps. Ekspedienten taler (selvfølgelig) spansk, spørger, om jeg har vekslepenge, og jeg rødmer. Det er grænseoverskridende at blotte et sprog, man endnu ikke er hjemme i. I taxaen oplyser jeg min adresse på engelsk, mens jeg inde i hovedet øver nummeret på adressen på spansk. Sesenta y ocho. Forbandede blufærdighed. Taxa-chauføren skruer radioen op for fuld volumen. Hvis jeg var bedre til spansk eller han til engelsk, er han typen, der ville insistere på en samtale. Referendum siger han og peger på radioen. Jeg nikker og spørger, hvornår afstemningen afsluttes. Kl. 20 er afstemningen afsluttet. Et videoklip, hvor det spanske politi tæsker de catalanske vælger, er gået viral. Jeg modtager et par beskeder fra folk, der bekymrer sig for mig. Alt er okay, men stemningen er intens, skriver min udlejer M fra et valgsted. Hun stemmer blankt, som flere andre, jeg har talt med. Overalt hænger der catalanske flag fra vinduerne og ordet democrácia er svært at komme udenom. Den spanske præsident (som ikke er populær blandt det catalanske folk) erklærer sent på aftenen afstemningen for ugyldig. Et par dage efter erklærer den catalanske præsident Catalonien for uafhængig af Spanien, når de vel at mærke har fået en aftale i stand med den spanske regering. Den spanske regering giver en frist til mandag d. 16. oktober. De vil vide, om Catalonien er erklæret selvstændigt eller ej. Mandag d. 16. oktober er der stadig ikke givet et endegyldigt svar.

Jeg sætter mig på en bænk og ringer til min far for at sige, jeg er ankommet. En gartner går forbi og siger hej. Får mig til at føle mig velkommen. Jeg står i min egen verden og nyder udsigten, da en gadesælger henvender sig til mig. Han vil gerne snakke, høre hvad jeg laver i Barcelona, hvor jeg er fra, fortæller mig, at jeg har smukke øjne og at pigerne i skandinavien er høje og flotte. Beautiful girls. Jeg takker og går videre. Jeg vil hellere udforske kvarteret end snakke. Han sælger køleskabsmagneter. Den slags min ældste søster samler på. I love Barcelona står der på dem.

M har hjulpet mig med at skrive små beskeder på spansk til jobcentret, så de kan se, hvad de forskellige papirer, jeg har med fra Danmark er, og hvad der skal gøres, fx er det vigtigt, at jeg inden 7 hverdage får en underskrift og et stempel, der skal sendes tibage til a-kassen som bevis på, at jeg er blevet tilknyttet jobcentret hernede og dermed kan modtage dagpenge. Jeg indtaster adressen på jobcentret (som M har hjulpet mig med at finde). Gratis wifi i EU og Google Maps gør det nemt at finde vej og undervejs bliver jeg klogere på mit kvarter, der ligger placeret mellem stranden (Platja del Bogatell), bymidten og et gammelt industrikvarter. Catalanerne er ikke kendt for at tale engelsk på jobcentret, men udstyret med et stykke papir på spansk, der forklarer min mission og en basal forståelse efter to års spansklektioner i gymnasiet, får jeg stukket et nummer i hånden, og det bliver hurtigt min tur. Damen jeg taler med er sød, snakker en smule engelsk og er meget tålmodig. Det hun ikke kan forklare på engelsk, oversætter hun fra catalansk til engelsk via google translate. Catalansk er et andet sprog end spansk. De fleste ord bliver forkortet fx siger man bon dia i stedet for buenos dias. Det politiske landskab tegner sig tydeligt denne mandag, dagen efter afstemningen. Damen jeg taler med, kan ikke hjælpe mig med papirerne, da hun tilhører den catalanske myndighed (!). Jeg skal tale med den spanske myndighed, som sidder 10 meter længere nede i samme lokale(!). Da jeg skal sende papirerne tilbage inden syv dage, er jeg bekymret. Hun skriver noget a la “it will be okay, don’t worry”  på skærmen, giver mig et spansk identifikationsnummer og hjælper mig med at bestille en tid fredag samme uge – noget jeg egentlig burde gøre selv. Opløftet går jeg derfra. Finder stranden og en bænk, hvor jeg skriver dette. En ældre mand med kalot sætter sig på bænken ved siden af og tilbyder mig en cigaret.

Søndagsstemning på en tirsdag. Det catalanske folk strejker. Og i Berlin fejrer de, at øst-og vesttyskland blev genforenet denne dag, 3. oktober for 27 år siden i 1990. Sen morgen, sen morgenmad. Ringer til tandlægen og rykker en tandlægeaftale. Ringer til jobcentret i Danmark og melder mig ud. Skyper med min yngste søster i Berlin. Misforstår tidspunktet, hun skriver, hvor jeg bliver af. Læser korrektur på nogle tekster. Går en tur i Park de la Ciutadella, som ligger 100 meter fra, hvor jeg bor. Fire politibiler er på vej ind samtidig. Folk sidder i klynger, malede i ansigterne, med det catalanske flag om sig. Der er demonstrationer rundt omkring, og der har netop været en stor demonstration. M spørger om jeg vil med til en demo kl. 20. Jeg takker nej, da jeg har lovet dem derhjemme at passe på mig selv og ikke kan overskue menneskeflokken. To kvinder træner, overfor ligger en mand i 20’erne og sover og ved siden af sidder et smukt mørkt kærestepar, der ligner nogen fra et modemagasin. Den sovende mand har den ene hånd placeret i bukserne, da jeg rejser mig og går.

Jeg hører skrig fra køkkenet omkring midnat. Kakerlakker har overtaget to åbne dåser i et af skabene. Jeg finder en støvsuger og suger kakerlakkerne op én for én. Flere dage efter kæmpe vi stadig med kakerlakker. Heldigvis virker giften.

Jeg bevæger mig ud for at skaffe ting til mit værelse og får desværre forvildet mig ned i bymidten, hvor hverken Zara eller H&M har en home-afdeling. Jeg finder Carrer de Graciá og en H&M med en home-afdeling. Ender med at bruge for mange penge og kommer hjem med et pudebetræk i forkert størrelse. Jeg er PMS. Jeg køber en salat og en danskvand i cafeen i h&m og rødmer, da ekspedienten er en smuk mand, som taler til mig på spansk og jeg bliver nødt til at bede ham tale engelsk.

“Senoritá” en ældre damer forsøger at få min opmærksomhed. Jeg forstår ikke, hvad hun siger og rynker på skuldrene og smiler. Muligvis spurgte hun om vej. En mand kommer mig til undsætning. Senoritá er en fin måde at blive tiltalt på. Jeg føler mig smukkere på spansk.

Katten er ikke længere bange for mig. Den er blevet modig, tør gå ind på mig værelse og hviler sig nu på min seng. Springer ind af vinduet, når jeg lader det stå åbent.

M’s veninde E er i gang med at bryde med sin kæreste og flytter ind nogle dage. M’s søster som også bor her, har jeg endnu ikke mødt, så da E kommer, forveksler jeg hende i første omgang med søsteren. Hun hilser ved at give mig et kys på hver kind, som man gør i Barcelona. Nå, du er fra Danmark siger hun og rækker mig hånden, da jeg modtager kindkyssene lidt akavet. Jeg siger, man i Danmark knuser, når man er blevet venner. Det kom til at lyde forkert. Hårdt.

Forsøger at finde ned til stranden uden google maps og farer vild. Jeg tilbringer tre timer på stranden. Vinden gør, at det er en smule køligt på trods af at temperaturen siger 26 grader. Vandet føles også koldt, selvom det er 19-20 grader og jeg flere gange i år har badet i det danske Vesterhav. Stranden ligger fire blokke fra, hvor jeg bor.

Kan ikke sove. Underboerne skændes så meget, at jeg er i tvivl om jeg skal tilkalde politiet. Kan hverken nummeret til politiet eller kommunikere flydende på catalansk, så i stedet ligger jeg søvnløs.

Det er fredag. Jeg har en aftale med jobcentret. Jeg får et nummer stukket i hånden. Da nummeret bliver kaldt på skærmen, viser det sig at være den catalanske afdeling (igen), så jeg sætter mig ned og venter på nummeret bliver kaldt en gang til – denne gang til den spanske afdeling. Manden jeg kommer til at snakke med, kan lidt engelsk. Han nægter at underskrive det vigtigste papir “we don’t use this” gentager han igen og igen. Jeg mister hurtigt tålmodigheden. Jeg ringer til M og får spansk assistance. Det hjælper ikke. Han bliver ved med at insistere på, at det ikke er nødvendigt, og jeg bliver ved med at gentage “si, necessita!” i en mere og mere irriteret tone og på randen af et sammenbrud. På papiret foran mig står der – på dansk – at det er vigtigt, jeg får en underskrift og et stempel og sender det tilbage til a-kassen inden 7 dage, hvis jeg fortsat skal modtage dagpenge. Han udfærdiger et papir, hvor han sætter en underskrift og et stempel, og siger, jeg må komme tilbage, hvis der er noget. Klokken er 13.07 og telefonen lukker kl. 13 hos a-kassen fredag. Jeg ringer til min ældste søster i frustration. Hun er på arbejde. Jeg finder en cafe og skriver en besked til a-kassen, hvor jeg vedhæfter mit spanske identifikationsnummer og dokumentationen fra det spanske jobcenter, laver en notis i min kalender om at ringe til a-kassen mandag. A-kassen godtager papirerne om mandagen.

Jeg er på en Espai Joliu, en café M har anbefalet. Her kan man købe planter og kunst. Jeg køber et stykke brød med ost og tomat og en kop kaffe, senere et kop te og en hjemmebagt kage. Arbejder et par timer. Da jeg kommer hjem, skriver min yngste søster en besked “hvordan har din dag været?”. Vi skyper i næsten to timer. Da vi er færdige er klokken 20.30 og jeg går ud for at finde mad. Overraskende hurtigt er jeg ved at vænne mig til de sene spisetider. Man spiser tidligst kl. 21.00. Typisk omkring kl. 22. Samfundet her er indrettet for b-mennesker. Arbejdet begynder ved 9-10-tiden. Imellem de tre hovedmåltider morgenmad, frokost og aftensmad spiser man snacks, inden morgenmad, inden frokost og inden aftensmad. Snack har fået en anden betydning for mig. Det er ikke længere søde sager, men mad du kan holde sulten på afstand med. Jeg har altid køleskabet fuld af små yoghurts, hvilket er nødvendigt!

Jeg har tabt mig nogle kilo.

Frokost varer en time til to  og begynder kl. 14. Jeg elsker det tidspunkt. Cafeerne er fulde og der er liv i gaderne. Pause. Fordybelse i samtalerne.

Lillesøsteren er kommet hjem. Hun er kun 21, hvilket kan mærkes. Sød, men ung. Fjernsyn for fuld volumen til sent ud på natten og cigaretter (folk her er desuden rigtig glade for joints) alle vegne (jeg har ét vindue, og det er ind til stuen). M har bedt hende finde et nyt sted at bo.

M er på weekend i Madrid. Jeg har takket ja til at tage med E for at spille tennis på Montjuic. Vi spillede double med (eks)-kæresten,som er svensker, og veninden, der er portugiser. Portugiseren har boet i Tyrkiet og sammenligner den nuværende situation i Catalonien med Erdogan og hans styre. Det catalanske politi er ikke bedre end det spanske. De får det bare til at fremstå sådan, fortæller de mig. Virkligheden er, at de er en flok magtliderlige mænd på steroider, der ikke er bange for at slå ihjel, siger svenskeren. Jeg spørger, hvad E har stemt. Hun har (også) stemt blankt.

Opløftet og glad over at have nye bekendtskaber i Barcelona, bliver jeg på Montjuic og ser lysshowet i Magic Fountain kl. 21.00. Indtil da tjekker jeg området ud. En feminin mand stopper mig og spørger, om jeg vil tage nogle fotos af ham med hans mobil. I stedet for at stå stille, bliver han ved at bevæge sig – “I don’t like poses”. Jeg føler mig som en fotograf på arbejde og skyder en masse billeder – blandt andet et hvor han tilfældigt stryger sit hår tilbage med hånden (her er det svært ikke at grine, da han tager det meget alvorligt). Jeg kan ikke bedømme, om han er genert eller arrogant, men han har en sjov facon. En facon jeg ikke er helt tryg ved, så da han spørger, om jeg vil med ud at finde steder at drikke drinks, takker jeg nej. Manden er fra Canada og i Barcelona en uge. Jeg fortæller ham, jeg er her, fordi jeg har muligheden for at søge job i udlandet i tre mdr.  “We need to do something about this in Canada”.

En gruppe break-dansere laver et show inden Magic Fountain showet. Det er de samme dansere Y og jeg så på stranden i februar. De er blevet dygtigere. Niveauet er højt.

I dag søndag d. 8. oktober kommer spanierne til Barcelona for at demonstrere mod catalansk selvstændighed. Jeg mødes med min veninde L fra uni-tiden, der også er bosat i Barcelona pt., til brunch i hendes nye kvarter Poble Sec på Brummel Cafe – en café jeg fik anbefalet dagen forinden. Metroen er propfuld, de andre passagere og jeg står som sild i tønder, mens spanierne råber “Viva Espania”. Vi spiser en virkelig god chia grød. Bagefter tager vi på marked og så ud til Park Guell. En spansk politibil med åben sidedør holder hornet i bund, mens en gruppe af betjentene vifter med et spansk flag fra den åbne dør. Da vi ikke har forudbestilt billetter, er der to timers ventetid til at komme ind og se Gaudis arkitektur, så vi udskyder det til en anden dag. Heldigvis er parken – også den del, man ikke skal betale penge for – en oplevelse i sig selv. Vi spiser en durum, vi har købt på vejen. En fugl flyver op og forsøger at nippe min durum ud af hånden på mig. Jeg skynder mig at spise færdig.

Det varmere vejr – her er alle dage 20+ grader – har gjort mig forkølet, så jeg bliver inde og ser tv på computeren og læser korrektur på nogle tekster. Lillesøsteren lod lyset brænder i stuen hele natten. Jeg fik ikke sovet særlig meget. Myggene her er kaldt tiger-myg, fordi de har striber som tigere. Jeg har ikke set dem, men mærker dem. Hver morgen vågner jeg med nye stik. Myggebalsam er nødvendig.

Løb en tur ved vandet. Gik på jagt efter Nømad Coffee – et bryggeri, jeg har fået anbefalet. Kaffe brygget her i Barcelona, som de serverer mange steder. En sydamerikansk mand stopper mig på gaden og siger en masse på spansk, jeg ikke forstår. Han slår over i engelsk og forklarer, at han leder efter en gruppe mennesker, han skulle lave kunst med i dag. Han er kunstner og viser mig nogle fotos af ikke særligt imponernede malede ord, han har skrevet på folk. Jeg drikker kaffe med manden, der pludselig finder sit “kit” frem og får lov at skrive “blå” på min arm med eyeliner og glimmer. Jeg tager et foto af navnet på hans atelier og giver ham lov til at bruge et foto af mig og værket på mig i sit galleri. Jeg er glad for, at jeg ikke har betalt penge for det, men kaffen får jeg selv lov at betale, hvilket passer mig fint. Jeg spørger ham til den politiske situation. Han stemte ikke, men situationen frustrerer ham. Det handler om penge. Meget af konflikten og ønsket om selvstændighed har med penge at gøre. Catalonien er rig. Det er Spanien ikke.

Sort kaffe i Barcelona er espresso. Vil man bestille en Americano skal man bestille Kaffe grande, og vil man være helt sikker – con aqua. Man drikker Kaffe con Leche om formiddagen og espresso om eftermiddagen.

Da jeg krydser triumf- buen for at komme hjem, er der tæt befolket. Helikoptere hænger i luften (flere end der plejer) og politiet er massivt tilstede. Parken er lukket og jeg må gå udenom for at finde hjem. I forbifarten spørger en mand fra en større flok mig, hvor de kan komme forbi (eller hvor politiet ikke er?). Jeg peger, siger “aqui” og håber, jeg ikke har vildledt ham. Glad for at jeg tilsyneladende allerede virker som en, der hører til.

En kraftig hovedpine vækker mig et par gange i løbet af natten.

Vågner sent. Går i bad, laver kaffe og spiser en yoghurt. Forsøger at skrive. Vasker gulvet på mit værelse. Modtager en mail fra en kvinde, der gerne vil være gæsteblogger – har jeg fået læst hendes tekst? Jeg læser teksten. Hun er skeptisk overfor måden Miintos “Find Yourself” reklame fremstiller transkønnethed og hvordan transkønnethed bliver brugt i reklamesammenhæng. Jeg har ikke set reklamen og ærgrer mig over, jeg må takke nej til at publicere indlægget. Jeg ved, hvordan det føles at modtage et afslag. Mange afslag. Da jeg ikke kan skrive, går jeg til stranden med en bog. Det er varmt, men blæser kraftigt. Jeg går en omvej hjem, køber en hjemmebagt kage og en cortado på Espai Joliu.

Lillesøsteren skal i byen. Veninderne er her, musikken høj og make-uppen overalt. Skyper med mor en time.

Vågner sent. Tager til Montjuic for at finde det græske amfiteater, jeg er blevet anbefalet at se. På vejen ender jeg på pladsen foran nogle museer. En midaldrende, hippie-udseende mand med løst bomuldstøj og en halskæde om halsen, henvender sig til mig. Siger en masse på spansk, jeg ikke forstår. Han spørger, om jeg er fransk – jeg svarer dansk (og tager det med det franske som et kompliment). På gebrokkent engelsk spørger han, hvad jeg synes om pladsen. Det er en stor betonplads med et par få træer. Han forklarer, at planen er (var?), at der skulle bygges en grøn plads, men noget med pengene gik galt. Han bryder sig ikke om pladsen nu. Han kommenterer på den politiske situation i Catalonien “nationalism is bad” og siger, jeg skal holde mig fra demonstrationerne. Mangler jeg et værelse? Han har et ledigt. Plejer at leje ud til Erasmus – studerende.

Finder den græske park og det græske amfiteater. Overvældes. Sætter mig på en af pladserne og skriver. Nogle mennesker går forbi og siger hej. Har sat mig i et gammelt tyggegummi. Forsøger at fjerne det, uden det store held. Farer vild på vejen hjem, så tager metroen tilbage til Placa Espanya, hvor jeg køber en is.

Torsdag d. 12. oktober er Colubus-dag og hellidag i Spanien (som Catalonien stadig er en del af). Jeg løber en tur, stranden er fuld af mennesker, der nyder deres fridag.

Til koncert med Princess Nokia. M og jeg mødes med hendes veninder. De er alle sydamerikanerne og taler spansk. For første gang får jeg følelsen af at føle mig alene, den følelse, der kan mærkes, når du er ensom iblandt mange. M og hendes veninder er søde, men jeg føler mig ved siden af og er hverken i humør til røg eller alkohol. Lyden til koncerten er dårlig. Jeg går på toilettet og derefter hjem.

På vej hjem møder jeg en kvinde, der har boet de sidste par dage i lejligheden. Hun sidder udenfor på en bar i nærheden, der ejes af nogle kinesere, og drikker en øl. Jeg har ikke fået mad, så køber en virkelig dårlig burger og en cola og spørger, om jeg må joine hende. Hun kommer fra Mallorca, er 33 år og har boet i Berlin og Barcelona. Hun er i byen for at spille en elektronisk koncert. Hun er genert og nervøs for koncerten, fortæller hun mig. Hun køber en øl mere.

Har reserveret bord på Casa Bonay. Jeg skal mødes med L og hendes fire veninder fra kunst-skolen, hvor de går. De kommer fra henholdsvis Beirut, Egypten, Tunesien og Norge. Aftenen er virkelig fin, en af de aftener, hvor klokken pludselig er 03.00, samtalerne tunge, stemningen let og vi fik danset.

Lørdag bruger jeg i parken med en bog. Køber en vand og en bikini-toast. “Beautiful” siger sælgeren til mig. Min ældste søster ringer – “Hvorfor lyder du sådan, sådan lyder du ikke i Aarhus. Er det fordi, du bor i Barcelona?”