MAN GIVER JO NÆRMEST FOLK LIVET TILBAGE

skc3a6rmbillede-2018-05-21-kl-14-14-14.png

I 2012 stiftede Mikkel Salling Holmgaard The Back To Life Project. Hans mission er at give den hjælp, han aldrig selv fik, da han som 19-årig blev offer for en voldsulykke. I dag består The Back To Life Project af Mikkel på fuldtid, en deltidsansat og en række frivillige. Deltagerne tæller alt fra voldsofre, trafikofre til sygdomsramte. Jeg mødtes med en af projektets frivillige, Pernille Brøndum, en kold og rengvåd mandag aften på DOKK1 i Aarhus for at høre mere om projektet og hendes rolle som frivillig.

Du får lige sådan et her, siger hun, og giver mig et knus. Vi køber en vand og en sandwich. DOKK1 er næsten tom. Ved et bord i nærheden sidder Lisbeth Zornig og taler med to kvinder. Pernille og jeg sætter os ind i et af studierummene, hvor vi kan optage lyden på telefonen uforstyrret.

 Kan du fortælle, hvordan du første gang stiftede bekendtskab med The Back To Life Project?

2-3 måneder efter jeg i 2015 startede på fysioterapi-uddannelsen i Aalborg var Mikkel ude at holde foredrag på skolen. En lille måneds tid efter troppede jeg op hos The Back To Life Project. I stedet for det klassiske job i Netto, syntes jeg, det lød fedt at hjælpe folk og være med til at gøre en forskel. I dag ser jeg det ikke som frivilligt arbejde, men som et job. Jeg får så meget andet end kolde kontanter. Folk spørger ofte, hvordan jeg har tid til det, men jeg prioriterer det. At hjælpe folk op ad en kørestol giver mig mere, end hvis jeg fik 1000 kr. for at sidde og kaste varer videre, som jeg har gjort, da jeg var yngre.

 To gange om ugen tager du turen fra din bopæl i Aalborg til Billund, da du er i gang med et forløb med jeres deltager Tenna. Hvad hjælper du hende med?

Tenna har en BPA ordning (Borgerstyret Personlig Assistance, paragraf 83-84 i Lov om Social Service), der skal tages til revurdering omkring juni eller juli. I tre år har Tenna siddet i kørestol pga. nervesygdommen Guillain Barré, der rammer hele kroppen. Målet er, at hun skal rejse sig fra sin kørestol ved egen hjælp.

Når du siger, du gerne vil hjælpe Tenna op af kørestolen, lyder det næsten overnaturligt. Hvor kommer troen på, at det kan lade sig gøre?

For tre år siden var jeg med til at hjælpe en af vores andre deltagere med Guillain Barré op ad kørestolen. Ligesom alle mulige andre sygdomme har guillian barré 700 ansigter. Sygdommen er den samme og tilgangen er den samme, men det skal gribes an på en anden måde, fordi, det er et helt andet menneske, jeg står overfor. Det handler om indsats. Jeg er ikke i tvivl om, at Tenna også nok skal komme op og gå.

Har du nogensinde tvivlet på den måde i håndterer et sygdomsforløb på i TBTLP i forhold til den måde det håndteres på i det øvrige system?

Aldrig. Man kan få lov til at hjælpe folk, hvor de er. Det snakker de meget om på studiet, men når man så kommer i praktik, er der ikke tid, plads eller penge til det. Vi tilpasser os deltagene. Ofte er det den anden vej. Systemet vil gerne patienterne tilpasser sig.

I 2017 udgav VIVE – Det Nationale Forsknings – og Analysecenter for Velfærd en rapport, der viste flotte resultater for The Back To Life Project. Hvis man følger projekter via de sociale medier Instagram og Facebook, har man løbende kunne følge med i deltagenes små og store sejre.

Hvorfor tror du, at det har været så svært for den brede offentlighed at få øjnene op for The Back To Life Project, når I har så mange succeshistorier.

På et tidspunkt ringede flere tv-stationer til Mikkel for at lave programmer om projektet. Vi har folk i krise, som kan sige en ting den ene dag og fortryde det dagen efter. Mikkels præmis var derfor, at folk skal kunne trække deres udtagelser tilbage nærmest dagen før programmet bliver sendt. Det var der ingen stationer, der kunne være med til.

Der er ikke nogen, der tør hoppe til den der mærkelige figur, man tegnede som barn. Man vil gerne have en firkantet kasse. Det ved alle, hvad er. Der er dem, der ikke gider lave noget, og så er der dem, der træner op til tre gange om ugen og selv går ned i fitnesscentret. Vi mangler den sidste kasse, hvor, hvis du fik lov og mulighed for at træne, lad os sige 10 timer om dagen, hvem tør så være med? I systemet snakker vi generelt om dem, der ikke gider at lave noget og nasser på systemet, men den anden gruppe er ødelagt eller bliver ødelagt, fordi de ikke får lov til at gøre det, de gerne vil. Giver det mening?

Det handler også om, at vi hos The Back To Life Project har muligheden. Jeg har været i praktik flere steder, og der er rigtig mange, som yder en kæmpe indsats, men bliver begrænset, fordi de er det sted, de er. Alting har jo sin ret og alting har sin gavn. Ofte er der bare nogle begrænsninger. Det har vi ikke, og det er sygt rart at være i. Det gør ondt at se, at folk kan komme længere, men faktisk ikke er berettiget til det. Det er svært, når man har en anden verden, hvor alt er muligt.

Hvordan er det, I skiller jer ud?

Vi vil ikke sætte en tidsbegrænsning eller gå på kompromis med deltagernes træning eller ve og vel for at få omtale eller være i systemet. Jeg tager først stilling til, hvad vi skal lave, når personen står over for mig. Det er der også rigtig mange fysioterapeuter andre steder, der gør. Forskellen er, vi viser folk, de godt kan have et liv, selvom de er skadet. Vi tager deltagerne med til Spanien, Norge eller ud at køre go-card. I systemet får du invalidpension eller almindelig pension for resten af livet, hvis du ikke er fikset efter to år, tror jeg det er. Man tør ikke investere i personen, for tænk nu, hvis det er spild af penge. Vi tænker anderledes. Hvis vi investerer, gavner det 100 procent. Mikkel er det tydeligste eksempel, men vi har mange eksempler.

Er man i projektet, kan man ringe til Mikkel nat og dag. Han mærker mere, end man regner med, og han ved, når du siger en ting, så er det faktisk ikke det, du mener, så er det noget helt andet, fordi han selv har stået samme sted. Det er peer supporting, hvor du bruger din egen erfaring til at lære videre. Mange af deltagerne finder ud af, at den skade, de har fået, måske ikke er en begrænsning, men en ny mulighed og et nyt sted at stå.

Mikkel har sagt, han gerne vil være den person, han aldrig selv mødte i systemet, da han blev skadet. Hvad tænker du om det?

Han er den person. Du kan ringe til ham dag og nat, og han vil stadig være der. Der er deltagere, der har svinet ham til, fordi de har været i krise. Når man får tildelt et træningsforløb, er der altid en krise, man ikke kan sætte sig ind i, hvis man ikke selv har været igennem det. Mikkel har været igennem den samme krise og forstår hvor mange bandeord, der kan skrives i en sms. Han er den stabile person, som kan være bindeleddet mellem 700 forskellige hospitaler og læger og terapeuter og hvad der nu ellers er. Han er den, som han ikke selv mødte. Det er ikke ham, der har brug for at blive set. Han har brug for at hjælpe folk. At man kan være så nede på jorden og lave så store ting… Han er det stabile menneske, som man har brug for, når man står i et genoptræningsforløb.

Det er som at komme ind i en familie, fordi vi er der for hinanden. Man får ikke lov at slippe for hinanden på nogen tænkelig måde. Vi borer også i de ting, der er trælse at bore i. Du bliver nødt til at snakke om det, der er noget pis og møg, fordi det hele hænger sammen, og hvis ikke du har hovedet med, har du heller ikke kroppen med, og det samme den anden vej. En familie beskriver ret godt, hvad vi gør og er. Vi er venner og familie – ikke af blod – men fordi vi gerne vil hjælpe folk. Derfor får man personlige ting at vide. Vi er gode til at bruge hinanden. Vi er gode til at få luftet ud, ikke sladre, men udnytte, at vi er seks forskellige frivillige med forskellig forforståelse.

 I har oplevet nogle store ting sammen med deltagerne. Ting som at bestige bjerge og gå på Caminoen, der jo er udfordrende selv for folk uden skader…

Folk tror på det, fordi vi tror på det. I vores verden er der ikke noget, der ikke kan lade sig gøre. Det handler om tid, indsats og de rigtige omstændigheder. Der er vi heldigvis ikke begrænset. Det er man jo mange andre steder. Det man ofte glemmer, er, at folk der har en skavank faktisk er stærkere end du og jeg er. De har kæmpet. De har været nødt til at kæmpe. Hvis du og jeg bliver udsat for en bjergtop, er det nok lidt kritisk, for åh gud, der er langt derop. En der har haft ondt i hoften siden hun blev født, hun skal sgu nok komme derop. Hun er så pissestædig, fordi hun er kommet dertil, hvor hun er.

Hvor får The Back To Life deres støtte fra?

Indtil nu har det været igennem fonde. Vores primære indtægtskilde er fra Det Obelske Familiefond. Der har været nogle uoverensstemmelser i forhold til, hvad pengene skulle bruges på, så det samarbejde er stoppet nu. Vi er ved at se, hvad der kan lade sig gøre, og om vi kan få et samarbejde med kommunen op og køre, eller hvad der skal ske for at få noget mere stabilt, i stedet for at leve på fonde. Hvordan vi rent faktisk bliver en del af systemet uden at være det. Vi bliver et tilbud, men uden at være i samme kasse som systemet. Der er åbnet flere og flere døre i løbet af det sidste stykke tid. Alle siger det er det helt rigtige, men hvem tør tage springet? For det er et spring ud i det sorte dyb. Der er ikke nogen, der har gjort, som vi har gjort før.

Har du nogensinde fortrudt, at du meldte dig til projektet?

Overhovedet ikke. Jeg håber det bliver mit fuldtidsjob en dag. Man giver jo nærmest folk livet tilbage, om det er bedre syn, at kunne stå op eller sexlivet der kommer tilbage, det er sådan set hip som hap.

Hvor er projektet på vej hen?

Det bliver stort, tror jeg. Lige nu forsøger vi at se, hvad vi kan skabe af ting og sager. Vi vil jo rigtig gerne have vores eget sted, hvor vi kan gøre det, vi er bedst til, så må vi se, hvem der vil være med på den leg. Om det bliver kommunerne, eller hvem det bliver. Hvem tør tage springet sammen med os?

Om at bruge sin fortælling til at hjælpe andre

15570983_10154058250576766_939378007_n

Nogen af os husker nok en episode på et gymnasium i Nordjylland, hvor en kvinde blev stukket ihjel af sin ex-kæreste. Den kvinde var Mikkels veninde. Mikkel stillede sig imellem veninden og ex-kæresten og blev stukket med kniven, som dræbte veninden. Det resulterede i skader i nakke og skulder og en lam arm. I dag har Mikkel stiftet “The Back To Life Project”, hvor han hjælper andre unge, der har været udsat for fx trafikulykker og voldsepisoder. Han vil gerne give andre den hjælp, han aldrig selv fik. Jeg stillede ham nogle spørgsmål og bad ham fortælle, hvad der motiverer ham til at bruge sin fortælling til at hjælpe andre.

Som 19-årig blev du skadet i skulder, nakke og lam i den ene arm som konsekvens af et knivstikkeri. Du valgte at tage tilbage i skole og gennemføre din gymnasiale uddannelse liggende på en madras. Det betød, du blev erklæret rask og ikke længere var berettiget rehabiliteringshjælp, er det korrekt forstået?

“Ja, det et korrekt. Beslutningen om at vende hurtigt tilbage til skolen – ‘til livet’ –  er den smarteste beslutning, jeg nogensinde har taget og kommer til at tage. Men beslutningen betød også, jeg efter 17 dage var erklæret rask af systemet. Kort fortalt gik jeg fra det regionale system til det kommunale. I kommunalt regi var jeg registreret som rask, fordi jeg kunne gå i skole. Fordi jeg var erklæret rask, var der ingen tilbud til mig, og jeg var under konstant mistanke. Når jeg bad om at få hjælp, behandlede de mig som en nasserøv. Jeg kunne ikke gå 100 meter uden at få hold i nakken,  15 muskler i min arm var paralyseret og jeg blev spået alle steder fra, at min arm aldrig kom til at virke igen. Jeg lå på en madras i undervisningen og var i konstante smerter. Men jeg kunne gå i skole, så jeg var rask.”

I 2012 stiftede du foreningen ”The Back To Life Project”, hvor du hjælper andre unge, der har været udsat for fx trafikulykker eller voldsskader, med at komme tilbage til livet. Har du haft succes med det?

“Tjaaah, det handler vel om, hvordan man ser på det og hvordan man definerer begrebet succes i denne sammenhæng. Vi har hjulpet en del mennesker med at skabe fantastiske resultater, hvilket helt centralt er det allervigtigste. Især på den korte bane. Arbejdet er helt fantastisk. Hårdt, men fantastisk. Vores vision er enorm. Vi vil gerne ændre hele den måde, hvorpå vi som samfund løser opgaven omkring vores mange alvorligt udsatte medborgere. Vi er ikke i mål endnu, men vi lykkedes med at få mange virksomheder til at tænke nye tanker. Vi har fået tilknyttet forskning og jeg tror på at vores resultater kommer til at skabe genlyd i Danmark og udlandet. Det er utroligt, hvad man kan skabe af resultater, hvis vi hjælper mennesker i stedet for at modkæmpe dem. Det er ærgerligt, at vi ikke er drevet af at ‘gøre det rigtige’ overfor hinanden. “The Back To Life Project” kommer til at være med til at bevise – sammen med andre fantastiske initiativer – at der ligger et enormt økonomisk aspekt i at investere i vores hjælp til udsatte. Så snart systemet lugter pengene, er der ingen grænser for, hvor meget vi kan rykke os som samfund. Vi har nogle rigtig interessante resultater, men jeg kan ikke stille mig til  dommer over for, om vi er en succes eller ej. Men jeg kan love at det er skidesjovt og livsbekræftende at følge os!

Du skriver på ”The Back To Life´s” Facebook side, du vil hjælpe andre og være den person, du aldrig selv mødte. Har du mødt ham eller hende nu?

“Nej, jeg har endnu ikke mødt personen, for personen eksisterer ikke. Hjælpen eksisterer ikke. Rådgivningen – uden økonomisk motiv eller bagtanke – eksisterer ikke. Det er dét, vi prøver at skabe. Det skal aldrig koste udsatte mennesker en krone at få vores hjælp, og vi er ikke drevet af noget som helst andet, end at hjælpe dem så godt vi kan.”

Jeg kan forstå, du har mødt virkelig meget modstand fra systemet fra fx advokater og politikere. Hvorfor har du ikke kastet håndklædet i ringen for længe siden?

“Jeg kan overleve først og fremmest, fordi jeg bliver stædig. Min drivkraft ligger i, jeg konstant møder et system, jeg ikke kan forlige mig med. Men mest af alt, fordi jeg ser, at det vi laver virker. Der er utroligt mange kampe, nederlag, skuffelser, hjertebanken, søvnløse nætter, træthed osv, men når du ser et menneske rejse sig fra sin kørestol, gå igen og nyde livet på en helt ny måde…når du ser at din indsats virker og at din vision kan ændre noget, så er det meget svært at stoppe igen.

Du har været igennem en retssag som har taget ti år, som du endte med at tabe. Hvad gik anklagen på?

“Min retssag handlede ikke om en anklage. Som jeg ser det, handler den om rettighed. Hvis du kommer til skade i dagens Danmark, så har du ret til at blive kompenseret for det tab du lider. Det kan være tab af løn, tab af førlighed eller lignende. Da jeg valgte at tage i skole efter ulykken, blev mit valg brugt imod mig. Jeg var rask og derfor skulle jeg i hvert fald ikke have det, jeg var berettiget til. Det har været en kamp siden dag 1 eller rettere dag 17. Der har ingen grænser været for, hvor lavt ‘systemet’ ville synke og hvilke regler de kunne finde for at retfærdiggøre at jeg ikke fik den erstatning, jeg var berettiget til. Svie og smerte for blot 17 dage. Trods 5 år uden job, hvor jeg genoptrænede fuld tid, fik jeg ingen tabt arbejdsfortjeneste og ingen støtte i træningsperioden. Træningen skulle jeg selv betale. Jeg fik ingen kompensation for tab af erhvervsevne, hvilke de ikke engang vurderede. Jeg fik ingen støtte til at føre en retssag eller noget som helst. Det synes jeg ikke var fair, så jeg valgte at fortsætte sagen, selvom jeg vidste at jeg ville tabe. Jeg vidste at det ville blive dyrt. For mig handlede det om at kæmpe for, hvad der er fair og samtidig udstille, hvad vores ‘system’ er i dag. Én ting er selve nederlaget i landsretten i år. Det er i sig selv skræmmende. Men endnu mere skræmmende er de 10 års kamp mod systemet. Advokater der bevidst tager overbetaling og udnytter hårdt udsatte. Forsikringsselskaber og forskellige nævn der bruger en taktik for at undgå at betale folk, hvad de har ret til. Banker der driver rov på disse mennesker og meget mere. Jeg ser forløbet som min uddannelse, som en investering i egen viden, så jeg fremadrettet kan rådgive mennesker i lignende situationer til at undgå samme kampe og forhåbentligt hjælpe samtlige instanser til at udvikle et langt bedre produkt og en bedre støtte.”

Jeg mødte dig for ti år siden på en Idrætshøjskole, hvor du spillede håndbold med en skadet (lam?) arm. Hvor kommer din viljestyrke fra?

“Trods vilde smerter og en paralyseret venstre side af overkroppen, har jeg aldrig tænkt at det var vildt, jeg fortsatte med at dyrke sport med og mod “raske” mennesker. Jeg havde kun 3 ugers pause inden jeg første gang var på en håndboldbane igen. Jeg tænkte aldrig over, at jeg måske ikke burde spille. Første gang jeg mødte en nerveekspert, spurgte jeg ham: “Kan det blive værre?” Han svarede: “Selvfølgelig kan det ikke blive værre, prøv at se på dig selv. Forbered dig på et liv som handicappet”. Bum! Sådan blev dét leveret. Så tænkte jeg, at jeg hellere måtte komme igang med at finde ud af, hvad det der “handicappet” var for noget. Og for at være helt ærlig, så har sport aldrig været sjovere. Jeg blev rigtig glad, da min genoptræning virkede og min arm begyndte at have funktion igen, men jeg nød hvert eneste sekund af mit liv indtil da også. Det var vildt spændende at “løse” udfordringen og udligne forskellen hver eneste dag. På banerne, i sport, i træningslokalet og i hverdagen generelt.”

Du arbejder fuldtid som projektleder for ”The Back To Life”, hvor kommer den økonomiske støtte fra?

“I de første år sponsorede jeg selv projektet. Jeg fik gang i en foredragskarriere som gjorde. at jeg gennem SU og foredragsindtægter kunne betale husleje, afdrage på min gæld, leve beskedent og kaste resten i projektet. Der var råd til at rejse landet rundt, minimum 3-5.000 km om måneden. Jeg tænkte, at jeg måtte tage ansvar. Jeg måtte stole på projektets vision og tro på at det ville virke. Jeg måtte blive så god og skabe så stærke resultater, at finansieringen ville komme. Og ikke hvilken som helst finansiering. Det skulle være en økonomisk uafhængig finansiering. Det første lange stykke tid blev jeg kaldt alt muligt – hippie, drømmer, forkælet møgunge og meget andet. I Perioder fik jeg flere gange af vide, at “sådan fungerer verden bare ikke… money talks”. Stille og roligt begyndte vi at kunne præsentere nogle af vores resultater, og så kom der lidt opmærksomhed og det hele vendte en smule. En håndfuld gange er jeg blandt andet blevet tilbudt MANGE penge for at lukke biksen, eller for at bestemte virksomheder kunne “eje” mig. Det sagde jeg pænt nej tak til. I år vendte det hele for alvor. Vi har blandt andet fået fantastisk støtte af vores følgere, fondsstøtte fra Det Obelske Familiefond og sangerinden Lis Sørensen har doneret indtægter fra 2-3 koncerter til os. Vi får stadigvæk mange “nej tak” og mange henvendelser fra folk, der prøver at underbyde os. Men hvad der sker med projektet disse dage, er helt fantastisk, så det bruger vi vores fokus på i stedet.”

I år gik du og en gruppe af dem ”The Back To Life” har hjulpet på Camino’en. Hvad skal I næste år?

“Sidste år havde vi en fantastisk tur på Camino’en, hvor 21-årige Troels, der har været lam i højre side af kroppen, besteg 5 bjerge og gennemførte over 300 km af ruten på 2 uger. I år kigger vi på lidt forskellige muligheder. Vi skal på en skiferie og en oplevelsestur til Norge. Vi planlægger at lave en to ugers træningslejr sydpå, og så prøver vi at arrangere en tur til Nepal, hvor jeg med et par af vores deltagere skal forsøge at trekke op til Everest Base Camp. Det er hvad, vi har på tegnebrættet lige nu.

I er også blevet nomineret til Årets Forening. Hvorfor skal I vinde den?

“Tidligere i år blev vi indstillet som Årets Forening og vi blev også indstillet som Prets Hjertesag. Det er nogle dejlige skulderklap at få. Skulle der falde nogle ekstra penge af, vil det bestemt varme lidt, men i virkeligheden er det opbakningen fra befolkningen, der er vigtig for os. At vi stille og roligt begynder at vinde en plads i samfundet, er en helt fantastisk følelse. Hvis bare opbakningen til os bliver stor nok, så skal politikere og virksomheder nok begynde at lytte, så vi nyder al slags opbakning, vi får, og vi håber at det fortsætter mange år endnu.”

Hvis du skulle komme med en opfordring til systemet, hvad skulle det så være?

“Stol på mennesker, på at investere i helt almindelige værdier. Giv mennesker hjælp til at vise at vi godt kan gøre det rigtige selv. Vi er nødt til at regne udgifter og indtægter ud på en helt anden måde. Vi skal stoppe med at lyve om, at vi er mega økonomisk pressede, for det er vi langt fra. Vi har økonomien til at investere i at være gode ved hinanden. Jeg vil vædde alt hvad jeg ejer på, at det er den samfundsmæssigt økonomisk bedste investering, vi kan foretage os. Hvis vi hjælper mennesker bedre,  får vi langt færre udgifter i sidste ende. Bare tanken om, hvad de penge kan bruges på, får mig til at smile stort. Tænk, vi kan blive endnu rigere ved at gøre ‘det rigtige’. Ved at elske hinanden mere. Jeg kan ikke komme i tanke om en bedre nyhed.” ❄️

Du kan følge “The Back To Life Project” her.