I 2012 stiftede Mikkel Salling Holmgaard The Back To Life Project. Hans mission er at give den hjælp, han aldrig selv fik, da han som 19-årig blev offer for en voldsulykke. I dag består The Back To Life Project af Mikkel på fuldtid, en deltidsansat og en række frivillige. Deltagerne tæller alt fra voldsofre, trafikofre til sygdomsramte. Jeg mødtes med en af projektets frivillige, Pernille Brøndum, en kold og rengvåd mandag aften på DOKK1 i Aarhus for at høre mere om projektet og hendes rolle som frivillig.

Du får lige sådan et her, siger hun, og giver mig et knus. Vi køber en vand og en sandwich. DOKK1 er næsten tom. Ved et bord i nærheden sidder Lisbeth Zornig og taler med to kvinder. Pernille og jeg sætter os ind i et af studierummene, hvor vi kan optage lyden på telefonen uforstyrret.

 Kan du fortælle, hvordan du første gang stiftede bekendtskab med The Back To Life Project?

2-3 måneder efter jeg i 2015 startede på fysioterapi-uddannelsen i Aalborg var Mikkel ude at holde foredrag på skolen. En lille måneds tid efter troppede jeg op hos The Back To Life Project. I stedet for det klassiske job i Netto, syntes jeg, det lød fedt at hjælpe folk og være med til at gøre en forskel. I dag ser jeg det ikke som frivilligt arbejde, men som et job. Jeg får så meget andet end kolde kontanter. Folk spørger ofte, hvordan jeg har tid til det, men jeg prioriterer det. At hjælpe folk op ad en kørestol giver mig mere, end hvis jeg fik 1000 kr. for at sidde og kaste varer videre, som jeg har gjort, da jeg var yngre.

 To gange om ugen tager du turen fra din bopæl i Aalborg til Billund, da du er i gang med et forløb med jeres deltager Tenna. Hvad hjælper du hende med?

Tenna har en BPA ordning (Borgerstyret Personlig Assistance, paragraf 83-84 i Lov om Social Service), der skal tages til revurdering omkring juni eller juli. I tre år har Tenna siddet i kørestol pga. nervesygdommen Guillain Barré, der rammer hele kroppen. Målet er, at hun skal rejse sig fra sin kørestol ved egen hjælp.

Når du siger, du gerne vil hjælpe Tenna op af kørestolen, lyder det næsten overnaturligt. Hvor kommer troen på, at det kan lade sig gøre?

For tre år siden var jeg med til at hjælpe en af vores andre deltagere med Guillain Barré op ad kørestolen. Ligesom alle mulige andre sygdomme har guillian barré 700 ansigter. Sygdommen er den samme og tilgangen er den samme, men det skal gribes an på en anden måde, fordi, det er et helt andet menneske, jeg står overfor. Det handler om indsats. Jeg er ikke i tvivl om, at Tenna også nok skal komme op og gå.

Har du nogensinde tvivlet på den måde i håndterer et sygdomsforløb på i TBTLP i forhold til den måde det håndteres på i det øvrige system?

Aldrig. Man kan få lov til at hjælpe folk, hvor de er. Det snakker de meget om på studiet, men når man så kommer i praktik, er der ikke tid, plads eller penge til det. Vi tilpasser os deltagene. Ofte er det den anden vej. Systemet vil gerne patienterne tilpasser sig.

I 2017 udgav VIVE – Det Nationale Forsknings – og Analysecenter for Velfærd en rapport, der viste flotte resultater for The Back To Life Project. Hvis man følger projekter via de sociale medier Instagram og Facebook, har man løbende kunne følge med i deltagenes små og store sejre.

Hvorfor tror du, at det har været så svært for den brede offentlighed at få øjnene op for The Back To Life Project, når I har så mange succeshistorier.

På et tidspunkt ringede flere tv-stationer til Mikkel for at lave programmer om projektet. Vi har folk i krise, som kan sige en ting den ene dag og fortryde det dagen efter. Mikkels præmis var derfor, at folk skal kunne trække deres udtagelser tilbage nærmest dagen før programmet bliver sendt. Det var der ingen stationer, der kunne være med til.

Der er ikke nogen, der tør hoppe til den der mærkelige figur, man tegnede som barn. Man vil gerne have en firkantet kasse. Det ved alle, hvad er. Der er dem, der ikke gider lave noget, og så er der dem, der træner op til tre gange om ugen og selv går ned i fitnesscentret. Vi mangler den sidste kasse, hvor, hvis du fik lov og mulighed for at træne, lad os sige 10 timer om dagen, hvem tør så være med? I systemet snakker vi generelt om dem, der ikke gider at lave noget og nasser på systemet, men den anden gruppe er ødelagt eller bliver ødelagt, fordi de ikke får lov til at gøre det, de gerne vil. Giver det mening?

Det handler også om, at vi hos The Back To Life Project har muligheden. Jeg har været i praktik flere steder, og der er rigtig mange, som yder en kæmpe indsats, men bliver begrænset, fordi de er det sted, de er. Alting har jo sin ret og alting har sin gavn. Ofte er der bare nogle begrænsninger. Det har vi ikke, og det er sygt rart at være i. Det gør ondt at se, at folk kan komme længere, men faktisk ikke er berettiget til det. Det er svært, når man har en anden verden, hvor alt er muligt.

Hvordan er det, I skiller jer ud?

Vi vil ikke sætte en tidsbegrænsning eller gå på kompromis med deltagernes træning eller ve og vel for at få omtale eller være i systemet. Jeg tager først stilling til, hvad vi skal lave, når personen står over for mig. Det er der også rigtig mange fysioterapeuter andre steder, der gør. Forskellen er, vi viser folk, de godt kan have et liv, selvom de er skadet. Vi tager deltagerne med til Spanien, Norge eller ud at køre go-card. I systemet får du invalidpension eller almindelig pension for resten af livet, hvis du ikke er fikset efter to år, tror jeg det er. Man tør ikke investere i personen, for tænk nu, hvis det er spild af penge. Vi tænker anderledes. Hvis vi investerer, gavner det 100 procent. Mikkel er det tydeligste eksempel, men vi har mange eksempler.

Er man i projektet, kan man ringe til Mikkel nat og dag. Han mærker mere, end man regner med, og han ved, når du siger en ting, så er det faktisk ikke det, du mener, så er det noget helt andet, fordi han selv har stået samme sted. Det er peer supporting, hvor du bruger din egen erfaring til at lære videre. Mange af deltagerne finder ud af, at den skade, de har fået, måske ikke er en begrænsning, men en ny mulighed og et nyt sted at stå.

Mikkel har sagt, han gerne vil være den person, han aldrig selv mødte i systemet, da han blev skadet. Hvad tænker du om det?

Han er den person. Du kan ringe til ham dag og nat, og han vil stadig være der. Der er deltagere, der har svinet ham til, fordi de har været i krise. Når man får tildelt et træningsforløb, er der altid en krise, man ikke kan sætte sig ind i, hvis man ikke selv har været igennem det. Mikkel har været igennem den samme krise og forstår hvor mange bandeord, der kan skrives i en sms. Han er den stabile person, som kan være bindeleddet mellem 700 forskellige hospitaler og læger og terapeuter og hvad der nu ellers er. Han er den, som han ikke selv mødte. Det er ikke ham, der har brug for at blive set. Han har brug for at hjælpe folk. At man kan være så nede på jorden og lave så store ting… Han er det stabile menneske, som man har brug for, når man står i et genoptræningsforløb.

Det er som at komme ind i en familie, fordi vi er der for hinanden. Man får ikke lov at slippe for hinanden på nogen tænkelig måde. Vi borer også i de ting, der er trælse at bore i. Du bliver nødt til at snakke om det, der er noget pis og møg, fordi det hele hænger sammen, og hvis ikke du har hovedet med, har du heller ikke kroppen med, og det samme den anden vej. En familie beskriver ret godt, hvad vi gør og er. Vi er venner og familie – ikke af blod – men fordi vi gerne vil hjælpe folk. Derfor får man personlige ting at vide. Vi er gode til at bruge hinanden. Vi er gode til at få luftet ud, ikke sladre, men udnytte, at vi er seks forskellige frivillige med forskellig forforståelse.

 I har oplevet nogle store ting sammen med deltagerne. Ting som at bestige bjerge og gå på Caminoen, der jo er udfordrende selv for folk uden skader…

Folk tror på det, fordi vi tror på det. I vores verden er der ikke noget, der ikke kan lade sig gøre. Det handler om tid, indsats og de rigtige omstændigheder. Der er vi heldigvis ikke begrænset. Det er man jo mange andre steder. Det man ofte glemmer, er, at folk der har en skavank faktisk er stærkere end du og jeg er. De har kæmpet. De har været nødt til at kæmpe. Hvis du og jeg bliver udsat for en bjergtop, er det nok lidt kritisk, for åh gud, der er langt derop. En der har haft ondt i hoften siden hun blev født, hun skal sgu nok komme derop. Hun er så pissestædig, fordi hun er kommet dertil, hvor hun er.

Hvor får The Back To Life deres støtte fra?

Indtil nu har det været igennem fonde. Vores primære indtægtskilde er fra Det Obelske Familiefond. Der har været nogle uoverensstemmelser i forhold til, hvad pengene skulle bruges på, så det samarbejde er stoppet nu. Vi er ved at se, hvad der kan lade sig gøre, og om vi kan få et samarbejde med kommunen op og køre, eller hvad der skal ske for at få noget mere stabilt, i stedet for at leve på fonde. Hvordan vi rent faktisk bliver en del af systemet uden at være det. Vi bliver et tilbud, men uden at være i samme kasse som systemet. Der er åbnet flere og flere døre i løbet af det sidste stykke tid. Alle siger det er det helt rigtige, men hvem tør tage springet? For det er et spring ud i det sorte dyb. Der er ikke nogen, der har gjort, som vi har gjort før.

Har du nogensinde fortrudt, at du meldte dig til projektet?

Overhovedet ikke. Jeg håber det bliver mit fuldtidsjob en dag. Man giver jo nærmest folk livet tilbage, om det er bedre syn, at kunne stå op eller sexlivet der kommer tilbage, det er sådan set hip som hap.

Hvor er projektet på vej hen?

Det bliver stort, tror jeg. Lige nu forsøger vi at se, hvad vi kan skabe af ting og sager. Vi vil jo rigtig gerne have vores eget sted, hvor vi kan gøre det, vi er bedst til, så må vi se, hvem der vil være med på den leg. Om det bliver kommunerne, eller hvem det bliver. Hvem tør tage springet sammen med os?