Min nabo vækker mig endnu en nat med et flere minutters langt anfald. Der lyder en tør, rungende hoste gennem væggen. Den slags hoste som stammer fra mange års rygning og indtraf før corona-virussen. Uret på min telefon fortæller mig, at det er midt om natten. Nu hvor jeg alligevel er vågen, farer tankerne, mens jeg stirrer apatisk på irrelevant indhold på min iPhones sociale applikationer og ved at chancen for at få en ordentlig nattesøvn er spildt.

Solen erstatter månen og jeg kan høre fuglene, som jeg går ud fra er undulater på den anden side af muren, blande sig med min nabos hoste. Fuglene får naturen til at føles tættere på.

Rotterne er også kommet indenfor, og minder om, at det ikke er alt natur, man vil have indenfor. I kælderen fanger de et dusin og i opgang 10 forsøger de at fange den, en beboer har spottet, ved at udskifte barnevogn med rottefælde.

Det pusler bag mine køkkenlåger. Jeg ser for mig, hvordan rotten invaderer og ringer til min udlejer. Han åbner mine køkkenskabe og konstaterer, at det jeg kan høre, kommer fra rørene i væggen. Jeg bevæger mig forsigtigt ud i køkkenet efter at have stået forstenet i gangen, siden jeg kom hjem og hørte den uindbudte gæst. Rotterne er overalt, men heldigvis ikke bag låger, og sådan håber jeg, det forbliver! Jeg tøver selvsagt med at gå i kælderen for at vaske mit tøj.

Et par i vores opgang dyrker karantæne-tiden i sengen med hinanden. Kvinden stønner højlydt og sengestolpen hamrer i en uhørt voldsom rytme mod væggen, når hun når klimaks. De fortsætter med at have sex, men lyden bliver fjernere og fjernere de efterfølgende dage.

Jeg ser kun få mennesker, udover dem jeg møder på min gåture. I karantæne-tid tager jeg, hvad jeg kan få, så jeg minder mig selv om at huske at kigge op og smile fra tid til anden. Indimellem smiler folk tilbage til mig. Hvem er bange? Hvem er alene? Vi er alle forvirrede. Børnenes smil trænger igennem uden lag, og er dem, jeg bedst kan forholde mig til.

Mandag aften meddeler statsministeren danskerne, at der er et lille optimistisk håb. Hun beder de svage, om at være de stærkeste, og tænker man over det, er det vel egentlig altid de svageste, der er de stærkeste?