“For these innocent people have no other hope. They are, in effect, still trapped in a history which they do not understand; and until they understand it, they cannot be released from it. They have had to believe for many years, and for immumerable reasons, that black men are inferior to white men. Many of them, indeed, know better, but, as you will discover, people find it difficult to act on what they know. To act is to be committed and to be committed is to be in danger.” (James Baldwin “The Fire Next Time“)

Blikket her er mit, og det, jeg fører pennen ud fra, men erfaringerne er jeres, og der vil altid være en afstand til det, jeg forsøger at forstå og udtrykke gennem det oplevede, og med det oplevede, mener jeg det sete, ikke følte. Følelserne er også jeres. Det er blot mine ord, der forsøger at udtrykke, fordi jeg ved, at ord er et vigtigt redskab, og måske især imod kampen mod racisme. Det skrevne ord forsvinder aldrig. 

Og når jeg deler disse historier, og du har læst, og forhåbentlig indset, er de også dit ansvar. Dig med dine privileger, som ligesom jeg, har stået ved siden af og set racisme ske. 

Præmie-perkeren kaldte de dig. Den eneste mørke studerende på et vestjysk gymnasie og en af mine gode venner. Sammen havde vi en tradition med at tage til Aarhus Festuge og deltage i hiphopfestivalen Took It. Dig med dine to venner og mig med mine to veninder. Vi splitter op en aften, drengene og pigerne. Da I kommer tilbage, er dit ansigt forslået. Jeg bliver vred på dig, som man er vred, når man i virkeligheden er bange og ikke forstår. I dag forstår jeg, at det du var udsat for, var racisme, og at du helt uprovokeret blev slået, fordi din hud er mørk, og du mødte en mand, der følte sig overlegen, fordi hans hud er hvid. Vi vasker blodet af dit ansigt, da vi kommer hjem. 

På et stort og oplyst nyhedsskilt over Århus Stiftstidendes lokaler ved Banegårdspladsen ser jeg et ansigt, der minder om dit. Efterlyst står der, og at du er farlig. Jeg genkender dig ikke. Jeg går hjem og google for at sikre mig, at det virkelig er dig. Du er stukket af fra Psykiatrisk Hospital, læser jeg. Forrige sommer spurgte du, hvordan jeg brugte mine aftener og mine weekender for at få inspiration til, hvordan du skulle bruge dine, i et land og i en by som endnu var dig fremmed. Og pludselig husker jeg, at jeg så dig forleden. Jeg tror, at vi fik øjenkontakt. Jeg kunne ikke genkende de øjne, jeg så ind i, og smilet var der ikke længere. Du så bange ud, skræmt. Har de ret. Er du virkelig farlig, eller er det måden, vi skaber overskrifter på, der gør dig farlig. 

I radioen siger de, at du var en af de lokale slagsbrødre, som om dit mord kan forsvares. Men du var ikke lokal, og du var ikke en slagsbror. Du var model. Du var fodboldspiller. Du var kæreste. Du var bror, og du var søn. Ville man have forvekslet dig med en lokal slagsbror, hvis din hud var lys. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at dit mord på ingen måde kan forsvares, og at din kærestes gråd og din mors skrig, da de lagde dig i kisten, aldrig glemmes. Du blev 21 år. 

I Barcelona syntes du, at folk kiggede på os. Hvorfor kigger de?, spurgte du mig. Fordi vi er et flot par, svarede jeg dig, men vidste, at det ikke var det svar, du ledte efter, at du ikke så det samme, når øjne hvilede på dig. Jeg vidste, at du havde en forventning, måske endda erfaring som gjorde, at du så de øjne der hvilede på os, anderledes end jeg så dem. Selvom jeg ikke genkendte kampen, så jeg den dybt i dine brune øjne, og jeg mærkede den. Kampen for at høre til her og der. I dag tænker jeg stadig ofte på dig, og om du fortsat kæmper med at være den, du er, mellem alt du er, fordi du har den historie, du har. Alting går forud, men du er tvunget til at forholde dig til det, der sker nu. 

Vi efterlader dig i nutiden og opfører os som fortiden. 

Igennem oplevede episoder forsøger jeg med disse historier og mange flere at forstå, men et vi og et de skaber en afstand, til det jeg forsøger at nærme mig. 

Lad os forholde os til, at handlinger i fortiden har været med til at skabe nutiden. Lad os sørge for, at ingen skal vælge mellem alt de er, men kan være, hvem de er. 

Findes der racisme, spørger du. Ja, svarer jeg. 

Lyt til artiklen her: