SPOT – en note fra en festival

Jeg er omgivet af smukke mennesker. Solen skinner og sodavanden er skiftet ud til fordel for brus med promiller. Musikken spiller og jeg er i mit es. Min hjerte har overtaget min hjerne og jeg er åben, i dag, i nat. Og igen i morgen. Min krop fyldes med gift og min sjæl med fred. Hér er der ikke nogen mandag eller tirsdag eller hverdag. Her er tiden en anden. Den glider fra os for senere at minde os om, den findes. Jeg glider ind og ud af forskellige verdener. Nogle er nemmere at trænge ind i end andre, det er stemmen, det er lyden. Det er dit, det er mit. Vores. Scenen er sat. Replikkerne, kulisserne omfavner dig i melankoli eller kedsomhed eller i et lykkerus eller som et slag kommer det mod dig, vælter dig omkuld. I dag sidder jeg i min seng. Skriver, mens mine tarme skriger. Tiden eksisterer igen, og den fylder mig med tomhed. Jeg er mæt, fyldt op. Min krop er tung og alting går i slowmotion. Skyerne trækker sig sammen og skærmer for solen, lader tunge regndråber lave melodier på vinduerne. Musikken fortsætter.

Vi ses igen næste år, SPOT.

Her de kunstnere (vi nåede at se), der gjorde størst indtryk;

AquaSonic, Vinnie Who, Cancer, Dance! Dance! Dance! (visuel med Arsenal og Lydmor), Who killed Bambi, Kwammie Liv, SVIN. (og en masse flere, jeg sikkert har glemt). Og dét, vi gik glip af: Yung, The Entrepreneurs (m.fl. sikkert).

Livet er for kort til dårlig rødvin

wine

Vi sidder om et stort hospitalsbord. Det burde lugte, men sandheden er, at mine sanser ikke findes her, de er blevet hengemt til et sted udenfor disse murer, udenfor disse lugte. Jeg kan ikke engang græde, da du fortæller mig, mens øjenvidner kigger på, at du skal dø. Men du vil kæmpe. Faktisk føler jeg mig tarvelig, for I forventer at se mig græde, og jeg kan ikke leve op til jeres forventninger. Det er det der gør mig ked af, ikke beskeden om, at du skal dø. Jeg ser, hvordan sygdommen overtager din krop, men ikke dig. Så da telefonen ringer, midt i jeg står på Jægergårdsgade og skænker colaer, glemmer jeg at tænke på, hvorfor I ringer, forberede mig på, hvad jeg skal se. Men jeg overlader colaerne, eller måske går jeg ned med dem. Jeg sætter mig ud i taxaen, hele vejen til Galten griner jeg med chaufføren, måske er han sjov, måske er jeg, men det tvivler jeg på, det har aldrig været min ting. Du dør mens Kristus stiger til himmel og vi spiser vores sidste måltid. Jeg nåede at fortælle, at jeg elsker dig, men det virkede fjollet og påtaget, for det vidste du jo sikkert godt. Mens vi mader dig, minder du os om, livet er for kort til dårlig rødvin, så vi skal kun drikke – og servere det bedste. Vi begraver dig i et overflod af mennesker, tårer og blomster. Hun kommer hen til mig til mindecermonien og fortæller, sygdommen også vil fortære hende. Den har ramt hende i maven. Tilsyneladende rammer den alle, der vil livet. Da du altid har ment, jeg har en evne til at se og føle ting, som andre ikke kan, tror du måske jeg er opmærksom på dette i forvejen, men du misforstår, og jeg bliver sur på dig, over, du fylder mig med ting, du ikke ved noget om. Året efter dør du, og sådan ved man, du er clairvoyant. Vi begraver dig med et overflod af nationaliteter, historier, musik og fortællinger. Og jeg ser, at døden ikke kun skal begrædes, men også fejres. Du begraves ved siden af min første forelskelse nogensinde. Han blev 21. Også han ville livet mere end nogen anden, men det fratog man ham, da man stak en kniv i ham på en sen nattetime. Vi begravede ham med et overflod af tårer og en sang. Andet husker jeg ikke. Din begravelse finder sted på en kold vinterdag og det eneste tegn på lysere tider, er fuglen der er fløjet fra forsiden af din fortælling til træet ved siden af jeres grave, mens den synger en sang, som man svagt genkender melodien på.

 

– en hyldest til Erna!

Rundkredsdemokratiet – eliten har ordet

debat

Det er mandag. De samles til et møde, som skal handle om byen og de der bor i den. De kender alle hinanden på samme måde, som man kender folk, man har set på tv. Man kan ikke nødvendigvis huske navnet, men man kan genkende ansigtet, så man smiler og siger hej og føler en fjern forbindelse. Eller bare en forbindelse. De er alle noget ved kulturen, eller også har de indflydelse på den. Som de politikere der ikke kan forstå, de kun modtager ganske få ideer til initiativ fra borgerne. Hun undrer sig, idet hun troede politikere var folkevalgt til selv at række ud, opsøge og tage initiativ. Tilsyneladende tog hun fejl. Denne debat har allerede gjort hende en smule klogere, og da den tidligere hjemløse mand rækker hånden op og spørger, hvad de vil gøre ved sådan nogle som ham, flygter de videre til det, de kender til. Stemningen skifter, men den tidligere hjemløse mand insisterer, og man bliver nødt til at forholde sig. Det gør man ved at sige, det ikke er ens beskæftigelsesområde, men man burde have haft en som ham i panellet. Could I, would I, should I,  på repeat. Vi er alle enige om, at vores by er vejen frem eller at byen er på vej frem. Hvorhen det er, bliver aldrig rigtig klart. Men visionerne mangler ikke, og fordi vi føler en forbindelse, os der er, accepterer vi. Og man aftaler også at man gerne vil fortsætte med at diskuterer byen i rundkredser rundtomkring. Da samtalen kommer til at handle om ghettoen og flygtninge og mangfoldighed og alles plads i byen, kommer hun i tanke om de nytilkomne flygtninge. Ham, hun mødte den anden dag, hvis ensomhed hun ikke kunne rumme. Dem, hun mødte, der taknemmeligt sugede alt byens liv til sig, når hun præsenterede den for dem. Ham, som kaldte hende over for at spørge, hvor hun kendte til alting fra? Hun kunne kun komme med et eliminerende svar, jeg holder øjne og ører åbne og kender folk. Men hvordan skulle en dreng uden sprog kunne tale med kulturens elite eller bare kunne gennemskue, hvor og hvordan. Hun ved godt selv det er et fjollet svar. Og hun ved godt selv at de, dem, der suger byen til sig, når man præsentere den for dem, ikke vil være tilstede her. Dem der er her, er allerde indsuget i byen, og de kender hinanden på kryds og tværs – eller på tværs af krydser. Da bydebatten slutter er det blevet mørkt. Hun cykler på en cykel uden lys og håber på, hun ikke modtager en bøde, hun ikke vil være i stand til at betale. En alkoholpåvirket mand spytter mod hende, og hun vender sig for at se, om hun var målet, mens han råber “pas på din so” efter hende. Og hun tænker, udenfor kredsen er man ikke længere isoleret.  Manden på gaden har kun skældsord til kvinden i kredsen, som han ikke kender navnet på.

Bøsser, bøger og Banksy (fra A til B)

WP_000841

WP_000886

WP_000890

 

Hun har nævnt det før, måden hvorpå hun er fjern i sin måde at optræde i denne verden. Hvordan vejen aldrig er lige, og hvordan hendes distræte sind er medvirkende til, at hun falder inden hun flyver. Også denne gang. Pengene er få og udlængslen stor, så da hun fik tilbuddet om at komme væk fra sig selv, ikke gå i flere cirkler, indånde en anden luft, hvor tankerne ikke bliver hængende så tungt, tager hun selvfølgelig imod. Også selvom det kun drejer sig om få dage. Hun havner i kø i en lille lufthavn, hvorfra fly, senere underground og tog skal bringe hende fra a (Aarhus) til b (Brighton). Men opdager snart, hun som den eneste holder et papir med en kode og ikke et boardingkort. Det koster hende 567 kr. at få lov at komme med flyet. Rejseomkostninger er dermed blevet fordoblet og humøret formindsket. Men hun fortsætter, letter og lander hårdt. Finder et tog, som tager hende til London, hvorfra hun finder en underground, som tager hende til et tog, som tager hende til B. På vejen ser hun, at Gatwick er tættere på, og tænker, hun snart bør flytte til en by, hvor flyene er nemmere at nå og bringer en tættere. Som rejsekammerater har hun et følge af højtråbende midaldrende mænd med topmaver og øl – og fodboldaccessories, de skal komme til at følge hende både frem og tilbage. Selvfølgelig er alt ikke ligetil, da hun lander, men hun letter og lander hårdt. Igen. I B (ikke igen, men for første gang). Og ganske rigtigt er luften anderledes. Tankerne forbliver vægtløse og tynger ikke, som de har for vane. Her er udsigt til horisonter af forskellige slags. Dem som binder himmel og hav sammen, og dem som giver mand og mand, kvinde og kvinde plads til at vise kærlighed, dem som strækker sig mod himlen for at nå noget, som kun kunsten kan, og gud intet har med at gøre. Her er Paris og her er Berlin. De er begge små, men findes. Paris i gaderne. Berlin i luften. Men hun er også kommet for at heppe på folk, der løber til de bryder sammen ved målstregen, hvis ikke før. Speakeren interviewer en mand, som løber sit hundrede marathon til fordel for bekæmpelse af kræft, men mest for sin kone, som han mistede til sygdommen. Han græder ned i mikrofonen, og hun vender sig og ser en kone der græder en tåre, og priser sig lykkelig for, at hendes solbrillerne skygger mellem hende og verden, så ingen kan se, at andres følelser påvirker hende hårdere end hendes egne. Hun er overvældet over den hårde landing. Over at være her med folk, som er overvældede. Byens liv, byens Banksy, byens billige bøger, byens barer. Byen som ligner andre byer. Banksy er ikke længere en Banksy, men en rekonstruktion af den mur, man har banket ned og solgt til en rig kunstsamler. Vi andre nøjes med resterne, og det er mere end rigeligt.

Genopstandelsen

easter bunny

Jesus hænger på korset, mens vi hænger ud eller hænger hinanden ud. Vi går rundt i haven eller i stuen, kigger oppe og nede, ser om vi kan finde. Et påskeæg viser sig, men vejen den må vi selv få øje på, om den er lige eller snoet. Solen gemmer sig for regnen. Men den gule farve dominerer alligevel og gør sit for at kompensere, når den blænder fra Føtex og andre butiksvinduer, uden at kaste sollys fra sig. Vi holder fri og er kristne i fire dage plus det løse, men i stedet for at gå i kirke, tager vi i sommerhus.

For tre år siden skinnede solen og familien spiste deres sidste måltid sammen, mens hun steg til himmel med jesus. Siden har ingen set ham. Og ingen ved, hvad æg og kyllinger har med jesus genopstandelse at gøre, men vi finder dem frem og fortærer dem. Til frokoster og til påskebryg. Kykliky osv. Vi sympatiserer med jesus på korset, når vi bruger to dage på at genopstå efterfølgende. Vi klipper gækkebreve og sender dem. Mit navn det står med prikker…Gæk, gæk….Kan du gætte, hvem jeg er? For jeg ved det ikke selv, så har du svaret, sender jeg dig et chokololadepåskeæg fuld af taknemmelighed. Og måske gætter jeg, hvem du er, før du selv gør, og så har vi balladen.

Vi puster æg, tømmer indholdet, så vi kan male på overfladen, for hvis indholdet eksisterer, er det sværere at få overfladen i de farver og mønstrer, vi selv finder smukkest. Vi spiser chokolade, til vi næsten kaster op, men det er nu vi kan gøre det, for når vi har fejret jesus og er færdige med at være kristne for denne gang, skal vi tilbage til palæo og pilates. Påskeharen er på spil. Hvilket spil er der ingen der kan uddybe nærmere, men fordi vi er intelligente væsener, stiller vi ikke spørgsmål, som ikke kan besvares. Og fordi vi ikke ved, hvad vi skal gøre med al vores intelligens, lægger vi den på hylden og hylder i stedet påskeharen for dens nuttethed. Vi glemmer alt om, den skal jages, og at vi er jægerne, indtil påskeharen bliver til bunnies med bryster og balder, så husker – hovedsagligt mændene – at selvom dyret er nuttet, skal det fortæres.

Identitetskrise #1

navle

Jeg har forsøgt at skrive om det jeg oplever som identitetskrise, men det er virkelig svært. Måske fordi jeg ikke ved, hvad den går ud på. Ironisk, ja. Jeg dykker ned og ind i egen navle. Nogle få flygtige sætninger af en samtale som jeg tror, jeg forstår, sætter sig fast i mellem hjertet og hjernen. Fremtiden blinker i neon for øjnene af mig, mens fortiden står skrevet i sandet, jeg træder på. Når jeg bøjer mig ned for at gribe ud, falder ordene fra hinanden. Vender jeg blikket mod det blinkende neon, skærer det i øjnene, så jeg har svært ved at se. Jeg befinder mig i et øde landskab alene. Eller også befinder jeg mig midt i en storby blandt millioner af fremmede, flygtige sætninger. Landskabet lukker sig sammen, eller folder sig ud. Det bor i min navle, og udenfor. Det bor i min navle, men udenfor. Alt afhænger af mig, og i virkeligheden intet. Jeg griber de flygtige sætninger, og jeg omfavner ensomheden. Jeg fralægger ansvar og jeg tillægger ironi. Jeg får det hele til at give mening. Snubler over symboler og undskyldninger for livet, som det er. Jeg dyrker melankoli og nynner med på melankolske sange, 50 beautifully sad songs er mine foretrukne. Forsøger at få det til at handle om andet og mere, men navlen er svær at slippe af med, og der opstår en krise, som jeg kalder en identitetskrise. Og jeg ved ikke, hvordan man skriver om krisen eller om identiteten.

At omfavne livet – som jobsøgende, som menneske

falling

Jeg forsøger det bedste at omfavne livet, som det former sig for mine fødder. Folder sig ud, så jeg snubler over det, igen og igen. Når jeg går ud i verden, spørger man, hvordan smilet altid kan være placeret således på min mund. Jeg smiler til dem og går hjem og råber ned i puden. Ellers også råber jeg af de få, der kender det mørkeste indre. Alt mørket tilfalder dem. Jeg bruger tiden på ærinde som fx at forny det pas, der er udløbet, og udskyder min udrejse, men ikke min udlængsel. Jeg står i kø og udvælger mig de personer, jeg ikke har lyst til at snakke med. Damen, hvis nummer jeg trækker, har jeg ikke lagt mærke til. Hun spørger, om vi skal måle mig. Ti år eller mere har det taget at vende sig til de 177 cm., hvis hun tillægger mig flere, vælter jeg, så jeg takker pænt nej. Der er babyer overalt. De græder, de smiler og de sover. De skal også have fornyet deres pas, og damen gør mig opmærksom på, hvis jeg får mig nogle børn, så er det billigere. Altså passet. 150 kr. fremfor de 625 kr., jeg betaler med penge, som vistnok ikke er mine, mens jeg smiler og går hjem og råber ned i puden. Men jeg nyder også at kunne drikke øl på en onsdag. Jeg nyder at kunne forlænge morgenerne. Når de ikke kan forlænges længere, går jeg en tur. Skriver, læser, ser dårlig tv eller dokumentarer om alt eller intet. Jeg jubler, når min telefon ringer eller mine venner fra de sociale medier giver notifikationer fra sig. Jeg surfer rundt, uden at vide, hvad jeg leder efter. Fornuften fortæller mig, det ikke findes her – eller der, men jeg har aldrig ladet fornuften være det afgørende, så jeg omfavner livet med mine følelser og lyster (på godt og ondt). Det folder sig ud, så jeg snubler over det, igen og igen. Men jeg falder ikke, så længe du ikke tillægger mig flere centimeter.

Indhold uden navn

WP_000419

Vi mødes klokken 8.00, men i stedet for at bage brød og varme croissanter, flytter vi rundt og pakker ned i kasser til vi ikke længere kan overskue og må tage en pause og begynde forfra. Fire timer bruger vi, og bagefter deler vi en flaske bobler, som er købt for flaskepengene. Vi sidder og griner i solen og udskyder livet.

Nogle dage senere har jeg for første gang lyst til at nogle skal tage mig i hånden og vise mig vejen. Eller også har jeg lyst til at lade mig falde, hele vejen. Mærke hvordan det ville føles at splintres, ramme jorden hårdt. Synet inden. Eller også har jeg lyst til at svømme i det blå hav til, jeg ikke længere kan bunde. Følelsen af frihed.

Mere end nogensinde drømmer hun om at være nogen. Ikke bare til. Hun er fanget mellem to personager. Den der drømmer, og den der er drømmen. Folk der ikke kender hende, ville muligvis forveksle og tro, hun også er nogen eller noget, fordi, hun råber ukendte navne højt og krammer disse navne på sin vej frem og tilbage. Vi står i kø til at sparke døren op til noget, vi ikke ved, hvad er, eller hvordan tager form.

Hun undrer sig, for selv om drømmen om en mand og et barn – eller flere – eksisterer, har noget overtaget. Stædig som hun er, kæmper hun, mens hun nysgerrig som hun er, forsøger at gennemskue, hvad der skal til, mens hun mindes en samtale, hun engang havde. Folk der forsøger at skabe et billede af, hvem de er i stedet for bare at være. Hun lader sig falde og svømmer langt langt ud i det blå hav, mens hun mærker, hvordan solen skinner på hendes kuldskære krop, som drømmer om at kunne savne, om at kunne elske. Andet end illusionen. Foråret tager hende i hånden.

Black friday på en torsdag

635518747041388417-Black-Friday

Hvad skal der ske med jer, spørger de. Og jeg kan ikke engang svare på, hvad der sker med mig, så åbenlyst har jeg intet svar på, hvad der sker med os. Historien går sådan her; for nogle dage siden ringede en mand og sagde, han ville komme forbi. Det gjorde han så, og nu står der et menneskemylder og skubber og masser, køber bøger på (ophørs)udsalg og stiller spørgsmål. Hvem, hvad og hvordan? Fremad. Nu. Ser du, i mit hoved havde jeg forestillet mig historien anderledes, således;

Hun havde brugt knap to år på at arbejde på projekter, som var både spændende og krævende, men uden en løn, som hun fortjente. Det var ok, for det hele gavnede jo CV’et, fortalte man. Efter en hård (om)kamp med speciale og udmattelse, ser hun frem til en løn, som kan give hende frihed, til at betale noget af al den gæld hun har tilbage. Men da hun har sendt omkring et par hundrede ansøgninger og fået endnu flere afvisninger, kaster hun håndklædet i ringen og vender tilbage til noget, hun ved, hun kan, og som de vil betale hende for at kunne. Hun strammer forklædet og placerer smilet. Faktisk havde hun glemt, hvor godt tilpas hun er i denne rolle. Hun spiller den, mens hun forsøger at gennemskue, hvad meningen er med det hele. For der er altid en mening, ellers giver livet ingen. Hun bliver enig med sig selv om at spille denne rolle et år, hvorefter systemet giver hende plads og tilladelse til at rejse. Hvortil hun vil rejse er endnu uklart. Og efter vil hun vende hjem til København, som står, som da hun sidst forlod det. Mænd kan man ikke regne med, byer derimod, dem kan man få lov at elske, uden de løber væk og bliver bange, eller stikker af, og man kan selv forlade dem, når man ikke orker mere. Men inden året er gået, indser hun, at meningen er en anden. Hun tjekker sin telefon (al for tit), og da hun tjekker den nu, ser hun, butikken er solgt. Forklædet løsnes og smilet ligeså, til næste gang det skal bruges.

 

Fortsættelse følge (må man gå ud fra)…

Regn

IMG_1505

Jeg tænker på mit første møde, jeg husker, hvordan det lykkedes dig at forene mit sind med dig. Hvordan du gav mig tilladelse til at råbe og skrige, uden nogen kunne høre det. Følelsen af at gå en tur med dig, mens du køler mig ned, fortæller mig det, jeg vil høre, at verden er tung og smuk på én og samme tid.

Jeg bliver sommetider glad, når jeg vågner med dig. Det vakuum du indhyller mig i, den måde du kan lugte forskelligt på, alt efter hvilken årstid vi befinder os i, om sommeren af nyslået græs, om efteråret af brune, knasende blade.

Jeg forstod at udnytte dig som barn og teenager, når stemmerne i hjemmet blev for højrøstede fandt jeg trøst i din larm, som ikke var en larmende uro, men en uro i larmen. Du giver mig tilladelse til at tænke de tunge tanker, som solen på det nærmeste forbyder mig med al den frihed og lykke den afkaster, mens den farver min hud gyldenbrun og giver mig små fregner, så jeg passer i sommerkjolerne, og mændene kan sprede alle deres forventninger ud over mig. De forventer mindre af mig, når jeg befinder mig med dig, bilder jeg mig ind, selvom du farver mit hår i en ganske fornuftig farve og får det til at bølge, så jeg har lyst til at løbe tilbage til den frisør, der påstod mit hår var fint og skandinavisk og sige ”ha, se her”. Hun ville sikkert stadig påstå det samme. Og så er der jo scenen fra Breakfeast at Tiffanys, du har aldrig været mere erotisk. Det er det, du er i stand til, en kamæleon. I mit møde med dig, har jeg set dine forskellige ansigter. Det, der giver mig tilladelse til at blive i sengen, det, der fortæller mig, jeg skal lade mig indhylle, omfavne af dig i blæsten, eller når du skaber hygge, ved at banke på mine ruder, mens du skiftevis forstørrer og formindsker mine tanker.