Hvad skal der ske med jer, spørger de. Og jeg kan ikke engang svare på, hvad der sker med mig, så åbenlyst har jeg intet svar på, hvad der sker med os. Historien går sådan her; for nogle dage siden ringede en mand og sagde, han ville komme forbi. Det gjorde han så, og nu står der et menneskemylder og skubber og masser, køber bøger på (ophørs)udsalg og stiller spørgsmål. Hvem, hvad og hvordan? Fremad. Nu. Ser du, i mit hoved havde jeg forestillet mig historien anderledes, således;

Hun havde brugt knap to år på at arbejde på projekter, som var både spændende og krævende, men uden en løn, som hun fortjente. Det var ok, for det hele gavnede jo CV’et, fortalte man. Efter en hård (om)kamp med speciale og udmattelse, ser hun frem til en løn, som kan give hende frihed, til at betale noget af al den gæld hun har tilbage. Men da hun har sendt omkring et par hundrede ansøgninger og fået endnu flere afvisninger, kaster hun håndklædet i ringen og vender tilbage til noget, hun ved, hun kan, og som de vil betale hende for at kunne. Hun strammer forklædet og placerer smilet. Faktisk havde hun glemt, hvor godt tilpas hun er i denne rolle. Hun spiller den, mens hun forsøger at gennemskue, hvad meningen er med det hele. For der er altid en mening, ellers giver livet ingen. Hun bliver enig med sig selv om at spille denne rolle et år, hvorefter systemet giver hende plads og tilladelse til at rejse. Hvortil hun vil rejse er endnu uklart. Og efter vil hun vende hjem til København, som står, som da hun sidst forlod det. Mænd kan man ikke regne med, byer derimod, dem kan man få lov at elske, uden de løber væk og bliver bange, eller stikker af, og man kan selv forlade dem, når man ikke orker mere. Men inden året er gået, indser hun, at meningen er en anden. Hun tjekker sin telefon (al for tit), og da hun tjekker den nu, ser hun, butikken er solgt. Forklædet løsnes og smilet ligeså, til næste gang det skal bruges.

Fortsættelse følge (må man gå ud fra)…