Category / Anmeldelse

by maitrosborg

Rundkredsdemokratiet – eliten har ordet

debat

Det er mandag. De samles til et møde, som skal handle om byen og de der bor i den. De kender alle hinanden på samme måde, som man kender folk, man har set på tv. Man kan ikke nødvendigvis huske navnet, men man kan genkende ansigtet, så man smiler og siger hej og føler en fjern forbindelse. Eller bare en forbindelse. De er alle noget ved kulturen, eller også har de indflydelse på den. Som de politikere der ikke kan forstå, de kun modtager ganske få ideer til initiativ fra borgerne. Hun undrer sig, idet hun troede politikere var folkevalgt til selv at række ud, opsøge og tage initiativ. Tilsyneladende tog hun fejl. Denne debat har allerede gjort hende en smule klogere, og da den tidligere hjemløse mand rækker hånden op og spørger, hvad de vil gøre ved sådan nogle som ham, flygter de videre til det, de kender til. Stemningen skifter, men den tidligere hjemløse mand insisterer, og man bliver nødt til at forholde sig. Det gør man ved at sige, det ikke er ens beskæftigelsesområde, men man burde have haft en som ham i panellet. Could I, would I, should I,  på repeat. Vi er alle enige om, at vores by er vejen frem eller at byen er på vej frem. Hvorhen det er, bliver aldrig rigtig klart. Men visionerne mangler ikke, og fordi vi føler en forbindelse, os der er, accepterer vi. Og man aftaler også at man gerne vil fortsætte med at diskuterer byen i rundkredser rundtomkring. Da samtalen kommer til at handle om ghettoen og flygtninge og mangfoldighed og alles plads i byen, kommer hun i tanke om de nytilkomne flygtninge. Ham, hun mødte den anden dag, hvis ensomhed hun ikke kunne rumme. Dem, hun mødte, der taknemmeligt sugede alt byens liv til sig, når hun præsenterede den for dem. Ham, som kaldte hende over for at spørge, hvor hun kendte til alting fra? Hun kunne kun komme med et eliminerende svar, jeg holder øjne og ører åbne og kender folk. Men hvordan skulle en dreng uden sprog kunne tale med kulturens elite eller bare kunne gennemskue, hvor og hvordan. Hun ved godt selv det er et fjollet svar. Og hun ved godt selv at de, dem, der suger byen til sig, når man præsentere den for dem, ikke vil være tilstede her. Dem der er her, er allerde indsuget i byen, og de kender hinanden på kryds og tværs – eller på tværs af krydser. Da bydebatten slutter er det blevet mørkt. Hun cykler på en cykel uden lys og håber på, hun ikke modtager en bøde, hun ikke vil være i stand til at betale. En alkoholpåvirket mand spytter mod hende, og hun vender sig for at se, om hun var målet, mens han råber “pas på din so” efter hende. Og hun tænker, udenfor kredsen er man ikke længere isoleret.  Manden på gaden har kun skældsord til kvinden i kredsen, som han ikke kender navnet på.

by maitrosborg

I et glemt kvarter, er jeg levende

Et øjeblik glemmer jeg, at det er vinter, at vi er i februar, og lader lyset strømme igennem mig, udefra og ind, hvis ikke indefra og ud. Jeg spejler mig i mennesker, jeg er tryg ved. Senere forsøger jeg at fange et blik, men får i stedet øje på mig selv. En alkoholisk mand dukker op midt i historien og hilser fra Aarhus. Og selvom jeg aldrig har set ham før, kender jeg ham. Den fulde mand forsvinder ud af historien og en ny begynder. Nu sidder vi ned, lader lyd og ord strømme igennem os, i et fælles åndedræt. Jeg er en række sekunder fuldt efter hinanden, og overvældes endnu engang af livet. Lader musikken udtrykke det, jeg ikke selv er i stand til. Lader andres ord blive til mine, som de forsvinder ud i rummet og gribes af os, der tør eller er i stand til at tage i mod. Selvom jeg ikke kender menneskerne på scenen, er vi de samme. I forskellige kroppe og køn. Onkel Frankie fx. Alt dette spiller ingen rolle på en søndag, denne søndag.

 

Det var rasende, rasende smukt. Tak til i særdeleshed Theis Ørntoft, Søren Ulrik Thomsen og Det Glemte Kvarter for at fremprovokere følelser på en februarsdag. Og tak til Nikolaj Nørlund og Pia Juul.

(jeg har tyvstjålet sætninger i dette indlæg – fordi de er gode!).

by maitrosborg

Ønskelister bliver til indkøbslister og noget om pelsklædte damer

wish-list1

De kommer væltende i flok, klædt i ens pelse og matchende læbestift og holdninger. De bestiller og forvirrer, først sig selv, siden hen mig. Har jeg styr på, hvem der bestilte hvad, betalte hvor meget? Jeg må skuffe dem og fortælle, jeg ikke har styr på deres interne regnskaber. De fortæller mig, jeg er en ung, kvik pige, som må have styr på det, og jeg kan jeg mærke vreden. Min stemme lyder ikke længere som min. Men stemmen er min, ligeledes er kroppen, som har svært ved at falde til ro. Det gør den heldigvis, og de pelsklædte damer med matchende læbestifter og holdninger, takker og går. Jeg kigger rundt på menneskerne, der sidder ved bordene omkring mig, drikker kaffe og streger ud i lister. Jeg hører julesange og dufte andesteg og ris a la mande, mens jeg ser på listerne, hvordan ord for ord streges, til alle ønsker opfyldes og alle er glade. Da jeg kommer hjem åbner jeg min mail og ser endnu en, to, tre lister. Per automatik griber jeg ud efter en pen og begynder at strege og strege og strege, indtil der ikke er flere ord tilbage og jeg opdager, der ikke er mere at strege i. Jeg bliver rastløs, rodløs, ringer. Giv mig en liste, NU. Da er det at min søster grinende korrigerer mig, at jeg nok mener ønskeliste og ikke indkøbsliste.

Lister og december hænger unægteligt sammen, så her er min gave til jer. En liste over gode ting i 2014. I er velkomne til at strege.

Film

Adeles liv Kapitel 1&2, denne film handler om kærlighed, når den gør ondt, sådan rigtig ondt. At det er to kvinder kærligheden opstår imellem er underordnet, det kunne såmænd også have været en mand og en kvinde.

Nick Cave 20,000 Days On Earth, stjernepoet og mester i selviscenesættelse – det kommer der en fremragende, nærværende, relevant dokumentar ud af – om manden, musikpoeten, bag musikken.

Ida, den smukkeste filmæstetik, jeg mindes at have set. Skuespillet og plottet fejler absolut heller intet. Og så er det befriende at se en film på polsk.

Litteratur

Marguerite Duras, Sommeren 80. Denne bog er sanselig, forførende. Og du er berørt hele vejen igennem, selvom du ikke altid ved af hvad. Bogen får dig til at dufte havvand og sommerregn.

Theis Ørntoft, Digte 2014, disse digte bør og skal blive klassikere. Jeg havde lyst til at tage hver sætning, klippe dem ud, hænge dem op. Bogen får dig til at tygge, smage, føle. På ordene – og livet.

Fredrik Backman, En mand der hedder Ove, en sur gammel, midaldrende mand, vi kender ham alle, i hvert fald på overfladen. Her dykker vi ned under, og det koster tårer.

(læs desuden Christina Hesselholdts bøger om Camilla og co., i alt 4 bøger – sidste udgivet i år og Lone Hørslevs Dyret og Hassans Bryne Burde, vil man gerne belastes med.. ).

Kunst

Berlin Artweek, KW institute for contemporary art med bl.a. Ryan Trecartin – det er ikke sidste gang, jeg besøger Berlin AW, min sult efter kultur og min nysgerrighed blev stillet. Og det er der, heldigvis, plads til.

Keren Cytter, Charlottenborg Kunsthal – Født i Iran, men bosat i New York, video og billedkunst. Cytter er interessant, fordi hun ikke udpensler sine værker for dig, du kommer kun til at holde af dem, hvis du orker at bruge tid. Og så holder du til gengæld også meget af dem.

Trapholt, 10, 000 timer hvad er talent? Trapholt er gode til brugerinddragelse. Det gælder også pågældende udstilling, hvor man får lov at gætte kendte kunstnere ud fra børnetegninger, hvem har tegnet hvad? Virkelig interessant – for alle aldersgrupper, og for en barnlig, nysgerrig sjæl, som undertegnede.

(se også Boros Bunker, hvis I kommer forbi Berlin. Bunkerne er nærmest kunst i sig selv, men vær obs på at der er venteliste. Undtagen i AW)

Musik

Cancer, Ragazzi – forsangeren fra When Saints Go Machine, Nikolaj, og Chorus Grant har stiftet dette band i 2014. Og tak for det!

Broken Twin, May – Jeg hørte Broken Twin første gang til SPOT og var solgt, over de fine melodier og den skrøbelige, men sikre stemme.

First Aid Kit, Stay Gold – helt ærligt, synes jeg faktisk de fungerer bedre LIVE, vildt alligevel. Men pladen minder mig om den bedste koncertoplevelse i år.

(og selvfølgelig Leonard Cohens udgivelse i forbindelse med sin 80 års fødselsdag, manden skuffer ikke, aldrig – og så tag på SPOT og alle de andre festivaler, ik. Der er guld at komme efter, og så er der selvfølgelig Conor, Lana og alle de andre, som jeg havde glemt, men set på andre lister, og er enige i også hører til her på min – og jeres).

Rigtig glædelig jul.

by maitrosborg

Berliner Guide (til den kulturhungrende)

WP_000453

WP_000437

WP_000458

WP_000459

WP_000464

WP_000462

WP_000465

WP_000484

WP_000500

WP_000506

Kunst:
Sammlunng Boros
abc Berlin
KW (Kunst Werke)
Me Collectors Room
Positions Berlin
Hamburger Bahnhof

Musik og mad:
Neue Heimat (hver søndag)
Falafel i Kreuzberg.

Bøger, kunstbøger og magasiner:
Do you read me?
Buchandlung Walter König (hjemmesiden retfærdiggør den på ingen måde, opleves life).

Ps. et tip er at købe Exberliner, hvor man kan orientere sig omkring events og nye berlinertiltag.

by maitrosborg

#CPH ART//ART FAIR CPH

1270142_10152129852579256_909954159_o

I weekenden var København overtaget af kunst og mennesker som elsker kunst. Der var kunstfestival. Da jeg er en af de mennesker som elsker kunsten, var jeg der selvfølgelig også; til åbningsfesten på Kunsthal Charlottenborg (billede), til den internationelle messe i forum og til chart art fair i Charlottenborg.

Fredag var der CHART ART FAIR grand opening, hvor en række dj´s spillede op fra kl. 22 og hvor bandet Vinnie Who spillede live koncert. Udstillingen åbnede op om eftermiddagen og lukkede kl. 20, så vi nåede kun festen.

Lørdag tog jeg min veninde med til den internationalle messe i forum, hvor 59 gallerier fra nær og fjern var repræsenteret. Det siger sig selv, at man ikke kan rumme kunst fra 59 gallerier på én dag. Ens sanser bliver alt for mættede. Derfor koncentrede vi os om det kunst vi synes var mest interessant. Heldigvis var vi enige.  Bl.a. var vi enige om at kunstneren Peter Max- Jakobsen, som laver grafik og litografi havde et interesant udtryk. Henriette Hagelskjær er også en kunstner jeg vil holde øje med fremover. Og så har jeg fundet et visitkort på Black Square Gallery i Miami i min taske…

Om aftenen lagde jeg kunsten på hylden og spiste med ti skønne piger på tapasfabrikken. Bagefter drak vi drinks og dansede til vi ikke kunne mere.

Søndag tog jeg cyklen til nyhavn, hvor Charlottenborg havde 18 gallerier udstillede. Udstillingen fokuserede på moderne samtidskunst fra de nordiske lande. Fem københavnske gallerier  – Galleri Susanne Ottesen, Galleri Bo Bjerggaard, Andersen’s Contemporary, V1 Gallery and David Risley Gallery havde været kuratorer på udstillingen. Jeg havde virkelig høje forventninger, derfor var det nok også uundgåeligt at jeg blev skuffet. Der var lidt for langt mellem de virkelig gode værker. Eftersom det var de mest kompetente mennesker der stod bag, havde jeg forventet en udstilling hvor samtlige værker var særlige. Det var de ikke, men der var bestemt god kunst. Og så scorede jeg mig fem gratis plakater…

by maitrosborg

The Big B…

WP_000005

Efter 5 ugers fuldtidsarbejde tog jeg en tur til the Big B…Berlin, for at fejre min søsters toogtyvende år, se på kunst og koble af inden det atter går løs med jobsøgning.

Berlin har altid været lidt ambivalent for mig. Jeg ved hvad byen har at byde på, men sommetider føler jeg den gemmer det. Det tog mig noget tid at åbne op for det (det refererende til det megen kultur, stemningen af storby etc.). Men Berlin og jeg bliver mere og mere fortrolige for hver gang jeg besøger byen, den vokser på mig. Heldigvis.

Første dag fandt jeg mig til rette med en gåtur, en god kop kaffe og en god bog på en café i nabolaget Friedrichshain, hvor jeg var indlogeret i min søsters lejlighed.

Anden dag stod den på kunst. Jeg tog derfor til Hamburger Bahnhoff – museum für Gegenwart. Her købte jeg en kombi ticket, som gav adgang til den permanente udstilling samt særudstillingerne. Den permanente udstilling rummer en del Andy Warhol og Roy Lichtenstein, klassikere, som er god kunsthistorie, men som jeg efterhånden har set en del gange. Udover den permanente udstilling var der udstillingen body pressure – sculpture since the 1960s, en interessant udstilling som helt sikkert var pengene værd med bl.a. værker af Marina Abramovic og Paul McCarthy. Foruden var en særudstilling af Martin Kippenberger (sehr gut/ very gut) og en udstilling af Hilma af Klint. Sidstnævnte sagde mig intet, men Martin Kippenberger var et interessant – og komisk bekendtskab, en mand jeg for fremtiden vil holde øje med.

Efter at havde besøgt Hamburger Bahnhof tog jeg videre til Hackescher Markt (Spandauer Vorstadt), hvor jeg gik på jagt efter  C/O Berlin (the place for photography). Det lykkedes mig desværre ikke at finde stedet, da det viste sig at den adresse jeg havde læst mig til ikke længere var den eksisterende adresse.  C/O Berlin har jeg til gode til næste gang jeg besøger Berlin. Er en kæmpe fotokunst entusiast, så er sikker på vores bekendtskab nok skal blive gavnligt.

Da jeg ikke fandt C/O fandt jeg til gengæld nogle spændende gallerier i gaden Gipsstrasse og gaderne omkring. Her fandt jeg også Do You Read Me?? , en hyggelig lille butik som forhandler alverdens magasiner. Det var kærlighed ved første blik.

De resterende dage brugte jeg med min søster, god mad, hygge, gåture og en tur i bio, hvor vi så “This Is The End” – så åndssvag sjov en film.

WP_000006

På Berliner grund (Hamburger Bahnhoff).

WP_000009

En del af kunsten, kigger I godt efter kan I se Michael J og Bubbles (Paul McCarthy) i baggrunden.

WP_000011

En væg dekoreret af kunststuderende.

WP_000053

Fødselsdagsfejring.

WP_000008

by maitrosborg

Overtossen

familien i Kina

Museum Ovatarci på psykiatrisk hospital i Aarhus er bestemt et besøg værd! Museet er navngivet efter overtossen (Overtarci), som han navngav sig selv, eller skulle man måske nærmere sige hun navngav sig selv. For i løbet af de 56 år han var indlagt forvandlede han sig til en kvinde. En proces som bl.a. involverede en høvl (av). Historien i sig selv er nok til at gøre museet interessant, men faktisk er den kunst som pryder væggene på psykiatrisk hospital god kunst, og meget alsidig. Der er ekstremt mange forskellige stilarter og penselstrøg – alt fra Edward Munch lignende skrigere til popmoderne collager. Så garantien for man finder noget man lader sig fascinere af, er temmelig stor. Man får også indtryk af at personerne virkelig skinner igennem i værkerne, og man på en eller anden måde kommer nærmere en forståelse af de forskellige sygdomme.

På førstesalen finder man udstillinger af psykiatrisk hospital som det var i gamle dage, hvor det var opdelt i fattig, middel og rigmands spisestuer. Længere oppe finder man kunstnernes atelier, som fungerer som åbne værksteder, hvor man er velkommen til at tage et kig.

Billedet overstående er malet af Ovatarci. Figurerne han malede, lavede han også i dukker i målestok 1 til 1. De gav ham en erotisk fascination, hvilket plejepersonalet havde svært ved at håndtere (forståeligt, ja).

by maitrosborg

De rouille et d’os

Billeder siger mere end tusinde ord, og nogle gange er det de ord der ikke bliver sagt, der rammer hårdest. Sådan er det også i den franskproducerede film “Smagen af rust og ben” (original titel: De rouille et d’os). Instruktør Jacques Audiard formår ved hjælp af stærke visuelle, poetiske billeder af portrættere to karismatiske mennesker, som er vidt forskellige, men hvis forskelle netop forener dem og gør dem til en stærk tosomhed.  Ali (Matthias Schoenaerts), en fattig far, som tackler livet umiddelbart og ligefremt. Stéphanie (Marion Cotillard), en reflekterende kvinde, hvis ensomhed bliver forstærket, da hun mister begge ben i en arbejdsulykke. Deres møde åbner op for et venskab, som simplificerer livets komplikationer for dem begge. Det bliver et gensidigt behov, som helt oplagt viser sig at udvikle sig til kærlighed mellem de to mennesker, der møder hinanden tilfældigt på en natklub.

Filmen er barsk og smuk på samme tid. Den er umiddelbar, men følelsesbetonet. Tavs, men larmende. En film, der alt i alt gør et stærkt indtryk. Skuespilpræstationen er fabelagtig, hvilket er medvirkende til at filmen og personerne følger dig længe efter du har forladt biografsæderne.

by maitrosborg

Ellie Goulding @Vega, anmeldelse

Onsdag stod i musikkens tegn, da en veninde havde inviteret til koncert med Ellie Goulding i Vega. Min forhåndsviden omkring den engelske sangerinde, var begrænset. Men mine forventninger store, da jeg sjældent har haft en dårlig oplevelse på spillestedet vega, et af mine absolut favoritspillesteder. Desværre viste det sig, at gode og professionelle forhold ikke fuldender en vellykket koncert.

Efter to opvarmningsband, hvor jeg kun nåede Charli XCX, som skuffede fælt med sin live vokal, gik Goulding på scenen. Klædt i sort og lædershorts, men genert. En generthed, som gennem koncerten blev mindre og mindre. Goulding viste sig, at rumme mange sider. Den nøgne, akustiske -hende og en guitar.  Den løsslupne – dans, luftguitar og hovedryst. Den generte – bandet, publikum og hende. Umiddelbart klædte den akustiske hende bedst, da hendes skrøbelige vokal, havde svært ved at overdøve bandet (som iøvrigt gjorde det rigtig godt).

Goulding havde sine momenter, men koncerten nåede aldrig et klimaks. Hun formåede ikke at påvirke, på den måde musik bør påvirke, hvis det er godt. Hendes vokal var skrøbelig, og druknede derfor lidt for tit i musikken. Hendes mange facetter viste en alsidighed, som var velkommen. Men musikalsk formåede hun ikke at leve op til denne alsidighed, hvilket var en skam.

Goulding føler sig hjemme på scenen, ingen tvivl om det. Men fordi koncerten aldrig nåede sit klimaks, blev det en kedelig oplevelse, med få overraskelser. Selvom Vega, musik og onsdag aldrig er en dårlig oplevelse, håber jeg på flere overraskelser næste gang.

DSC02479

by maitrosborg

Det glade pizzabud i glassalen

Jeg er farvet af mit fag, selvfølgelig. Kunst og kultur er for kultursnobberne synonymer med Kierkegaard, Poul Henningsen (PH) og  Duchamp. Ikke med Rasmus Nøhr, lad os bare sige det som det er. Men da jeg lørdag skulle til koncert i glassalen med netop Rasmus Nøhr, var det med et åbent sind og ingen forventningerne til hvad jeg ville opleve.

Bevidst ydmyghed

Rasmus Nøhr ved hvilken tangenter han har at spille på, og han spiller på dem. Charme er et af hans absolutte bedste feature, og han ved det. Derfor bliver hans sceneshow præget af en bevidst ydmyghed. En ydmyghed, som publikum (hvis klientel var repræsenteret blandt alle køn og aldre) elsker. Han er hurtig i replikken og replikkerne bliver sjældent leveret uden et glimt i øjet – det samme gælder for hans sange. De synges altid med en komisk, næsten naiv undertone jf. det glade pizzabud, som excellent eksempel. Men det virker. Emner som kærlighed og kærestesorger, bliver nemmere at håndtere, når de er pakket ind i bevidst ydmyghed, naivitet og komiske vendinger. Hvori manden er dygtig! De letbenede melodier og nemme rim, virker.

Letbenede melodier og nemme rim

Rasmus Nøhr er ikke nogen stor sanger. Han er god til at skabe genkendelige melodier og tekster, som giver genlyd i de flestes øre. Det er det han kan. Og han gør det godt. Hvem kan ikke lade sig rive med, når en hel sal rejser sig, på en forårsdag, for at synge med på sange som “Det glade pizzabud”….selv en farvet kulturfaglig (snob) kan lade sig rive med, skulle jeg hilse og sige. Jeg ved dog ikke helt hvordan jeg skulle forholde mig til hans trommeslager (vi snakker bongotrommer), som mest af alt mindede om et levn fra 80`erne, og fik mig til at føle, jeg var til en dårlig familiefest, hvor klappen i takt på 2-og 4 er i høj kurs. Mindre af det næste gang, tak. Selvom det dog var et underholdende indslag, om ikke andet.

Overgiver mig til dansksproget charmør 

Jeg vidste som nævnt ikke hvad jeg skulle forvente mig af lørdagens koncert, men charmøren overraskede positivt. Hans bevidste ydmyghed og de vrikkende – lidt kiksede – hofter, virkede, også på mig. Og ja, han er ikke den bedste sanger, mikrofonen skulle være skruet en smule højere op, og 80´er musikeren skrue en smule mindre ned for fællessang og fælles klappen. Og så manglede han altså lige “Hash eller gas” og “Kysse under stjernerne” på setlisten..men jeg overgiver mig en smule til den dansksprogede charmør. Alt i alt en god oplevelse, med fejl der kunne overses.