Det glade pizzabud i glassalen

Jeg er farvet af mit fag, selvfølgelig. Kunst og kultur er for kultursnobberne synonymer med Kierkegaard, Poul Henningsen (PH) og  Duchamp. Ikke med Rasmus Nøhr, lad os bare sige det som det er. Men da jeg lørdag skulle til koncert i glassalen med netop Rasmus Nøhr, var det med et åbent sind og ingen forventningerne til hvad jeg ville opleve.

Bevidst ydmyghed

Rasmus Nøhr ved hvilken tangenter han har at spille på, og han spiller på dem. Charme er et af hans absolutte bedste feature, og han ved det. Derfor bliver hans sceneshow præget af en bevidst ydmyghed. En ydmyghed, som publikum (hvis klientel var repræsenteret blandt alle køn og aldre) elsker. Han er hurtig i replikken og replikkerne bliver sjældent leveret uden et glimt i øjet – det samme gælder for hans sange. De synges altid med en komisk, næsten naiv undertone jf. det glade pizzabud, som excellent eksempel. Men det virker. Emner som kærlighed og kærestesorger, bliver nemmere at håndtere, når de er pakket ind i bevidst ydmyghed, naivitet og komiske vendinger. Hvori manden er dygtig! De letbenede melodier og nemme rim, virker.

Letbenede melodier og nemme rim

Rasmus Nøhr er ikke nogen stor sanger. Han er god til at skabe genkendelige melodier og tekster, som giver genlyd i de flestes øre. Det er det han kan. Og han gør det godt. Hvem kan ikke lade sig rive med, når en hel sal rejser sig, på en forårsdag, for at synge med på sange som “Det glade pizzabud”….selv en farvet kulturfaglig (snob) kan lade sig rive med, skulle jeg hilse og sige. Jeg ved dog ikke helt hvordan jeg skulle forholde mig til hans trommeslager (vi snakker bongotrommer), som mest af alt mindede om et levn fra 80`erne, og fik mig til at føle, jeg var til en dårlig familiefest, hvor klappen i takt på 2-og 4 er i høj kurs. Mindre af det næste gang, tak. Selvom det dog var et underholdende indslag, om ikke andet.

Overgiver mig til dansksproget charmør 

Jeg vidste som nævnt ikke hvad jeg skulle forvente mig af lørdagens koncert, men charmøren overraskede positivt. Hans bevidste ydmyghed og de vrikkende – lidt kiksede – hofter, virkede, også på mig. Og ja, han er ikke den bedste sanger, mikrofonen skulle være skruet en smule højere op, og 80´er musikeren skrue en smule mindre ned for fællessang og fælles klappen. Og så manglede han altså lige “Hash eller gas” og “Kysse under stjernerne” på setlisten..men jeg overgiver mig en smule til den dansksprogede charmør. Alt i alt en god oplevelse, med fejl der kunne overses.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s