Onsdag stod i musikkens tegn, da en veninde havde inviteret til koncert med Ellie Goulding i Vega. Min forhåndsviden omkring den engelske sangerinde, var begrænset. Men mine forventninger store, da jeg sjældent har haft en dårlig oplevelse på spillestedet vega, et af mine absolut favoritspillesteder. Desværre viste det sig, at gode og professionelle forhold ikke fuldender en vellykket koncert.

Efter to opvarmningsband, hvor jeg kun nåede Charli XCX, som skuffede fælt med sin live vokal, gik Goulding på scenen. Klædt i sort og lædershorts, men genert. En generthed, som gennem koncerten blev mindre og mindre. Goulding viste sig, at rumme mange sider. Den nøgne, akustiske -hende og en guitar.  Den løsslupne – dans, luftguitar og hovedryst. Den generte – bandet, publikum og hende. Umiddelbart klædte den akustiske hende bedst, da hendes skrøbelige vokal, havde svært ved at overdøve bandet (som iøvrigt gjorde det rigtig godt).

Goulding havde sine momenter, men koncerten nåede aldrig et klimaks. Hun formåede ikke at påvirke, på den måde musik bør påvirke, hvis det er godt. Hendes vokal var skrøbelig, og druknede derfor lidt for tit i musikken. Hendes mange facetter viste en alsidighed, som var velkommen. Men musikalsk formåede hun ikke at leve op til denne alsidighed, hvilket var en skam.

Goulding føler sig hjemme på scenen, ingen tvivl om det. Men fordi koncerten aldrig nåede sit klimaks, blev det en kedelig oplevelse, med få overraskelser. Selvom Vega, musik og onsdag aldrig er en dårlig oplevelse, håber jeg på flere overraskelser næste gang.