by maitrosborg

Om udvikling, spiritualitet og navneforandring

13879311_10154366366236505_9202674788507381148_n

Trine troede hun skulle arbejde som pædagog i en institution, bo sammen med sin kæreste i sine forældres gamle hus og til at starte en familie med ham. Sådan gik det ikke. Kæresten flyttede ud lige som de var ved at flytte ind. Siden fulgte først en sygemelding med leddegigt og siden en sygemelding med udbrændthed. I dag arbejder hun i en blomsterbutik og har en kæreste, der giver hende plads til at være andet end kæreste. Navnet Trine er skiftet ud med Trinesofia. Jeg tog en snak med Trinesofia om personlig udvikling, spiritualitet og om at være taknemmelig for de udfordringer livet giver.

Du har været igennem meget. Hvornår startede du med at få hjælp?

“Første gang jeg var i terapi, var efter min anden praktikperiode på pædagogseminariet. Det halve år var virkelig hårdt og jeg havde det ikke spor godt i den SFO jeg var hos. Da jeg var færdig med praktikken kunne jeg mærke, at sådan gad jeg ikke at have det resten af mit liv. Qua min uddannelse vidste jeg godt, at der er ting, der sætter sig fast fra barndommen, så jeg fandt en kognitiv terapeut og startede der. Jeg begyndte at arbejde med min opvækst og den person jeg var. Mine terapeuter har jeg altid fundet på nettet. Jeg googler, læser om dem og hvad de skriver. Egentlig bruger jeg nok min intuition til at mærke, om personen er god for mig eller ej. ”

Hvad var grunden til, du ikke havde det godt i den SFO, du var i praktik hos?

“Den tilgang pædagogerne havde til opdragelse af børnene, kunne jeg ikke stå inden for. Den var langt fra anerkendende. Dengang kunne jeg ikke sige fra, så det resulterede i at jeg blev fysisk syg, fx var jeg forkølet og havde ondt i halsen virkelig mange gange i løbet af det halve år. Da jeg var færdig med praktikken, startede jeg hos den kognitive terapeut. Det var først der at jeg kunne se tilbage og tænke over, hvad der egentlig var sket. Jeg vidste godt at en del af det havde noget med mig selv at gøre. Det ved jeg også i dag, fordi jeg siden har lært, hvordan det fysiske og psykiske hænger sammen. Når jeg ikke får sagt fra, bliver jeg syg.”

Var det noget, du fandt ud af der?

“Det arbejder jeg stadig med. Jeg blev sygemeldt med udbrændthed, hvilket der er mange årsager til, men en af dem er helt klart at jeg ikke har været god nok til at sige fra og stå ved mig selv, men har ladet folk træde på mig.”

Kan du sige fra i dag?

“Jeg øver mig. Det er ikke noget der bare kommer vupti. Jeg øver mig hele tiden, men det er ikke noget, der falder mig nemt.”

Du skrev til mig og spurgte, om vi kunne udskyde vores interview, fordi du skulle passe på dig selv…

“Det er jo netop et eksempel på det. Det havde jeg ikke gjort før. Der havde jeg lavet interviewet alligevel. Jeg er faktisk gået lidt ned i tid på arbejde, fordi jeg kunne mærke, jeg begyndte at blive træt igen og det var for hårdt. Heldigvis fik jeg mærket – og handlet – på det i tide. Så jeg synes, det er et ret godt tegn på at jeg er blevet bedre til at passe på mig selv. Vi sammenligner os altid med andre. Jeg sammenligner mig med mine kollegaer og tænker, hvorfor kan de holde til det, når jeg ikke kan, så jeg kæmper. Mere og mere. Men det dur ikke. Alle mennesker er forskellige. Jeg er sgu sensitiv, så jeg har brug for at hvile mere end andre. Det bliver jeg nødt til at øve mig i at acceptere, at sådan er det.”

Du har arbejdet med dig selv og øvet dig i at sig fra med redskaber fra psykoterapien, men hvordan udviklede du din interesse for det spirituelle?

“Det kan jeg tydeligt huske. Min ex-kæreste og jeg var gået fra hinanden. Jeg var flyttet til Aarhus og havde fundet ud af, at der var noget, der hed Feng Shui. Det begyndte jeg at interessere mig lidt for. Det var der det startede og så udviklede det sig ligesom videre derfra. Jeg er stødt på nogle spirituelle mennesker på internettet, som jeg har fulgt via deres sider, og de har samarbejdet med nogle andre spirituelle mennesker, jeg så er begyndt at følge.”

Det virker som om, du har prøvet en del forskellige alternative behandlinger?

“Jeg har prøvet mange forskellige behandlinger. Jeg har fx været til håndanalyse, clairvoyance og besøgt en indianerkvinde.”

En indianerkvinde?

“I Nordjylland bor der en indianerkvinde, der også er clairvoyant. Det var en vild oplevelse at besøge hende. Der var mange del -elementer i den session vi havde. Vi kiggede tilbage på tidligere liv. Jeg fandt ud af – hvis det er rigtigt – at jeg har været udsat for en naturkatastrofe, hvor jeg har mistet næsten alt.”

Det lyder voldsomt…

“Men det gav god mening for mig. Jeg har utrolig svært ved at skille mig af med ting, smide ud og generelt bare give slip – også på følelser. Hvis man tidligere har oplevet at miste alt, vil man selvfølgelig holde fast i det man har og have svært ved at give slip. Det giver mening. Hun healede mig også. Jeg lå med lukkede øjne på en briks og kunne mærke at der skete noget inde i min mave. Hun rørte den jo ikke, men hun havde hænderne over, da jeg åbnede øjnene. Allerede på vej hjem i bilen begyndte jeg at græde og det blev starten til, jeg fandt ud af, jeg var udbrændt. Jeg havde arbejdet i en vuggestue under nogle forhold der ikke var særlig gode og havde ikke fået sagt fra. Jeg kom hjem fra indianerkvinden lørdag, og hele søndag græd jeg. Jeg var så ulykkelig. Jeg arbejdede en time om mandagen, så knækkede jeg sammen. Jeg kunne mærke noget var helt galt, så jeg skrev til indianerkvinden og spurgte om min reaktion var normal. Jeg synes, det var en voldsom reaktion på healing. Hun svarede at jeg havde undertrykt mine følelser i lang tid og nu kom de frem. Jeg havde kæmpet og kæmpet uden at mærke efter, hvordan jeg egentlig havde det. At jeg var træt.”

Du havde altså ingen idé om at du var udbrændt inden du besøgte indianerkvinden?

“Jeg vidste jo godt at jeg var træt, men ikke at det var så voldsomt. Det kom først bagefter. Det var som om, man hev et filter af mig og jeg lige pludselig kunne mærke, hvordan jeg i virkeligheden havde det. Jeg tog til lægen og blev sygemeldt med udbrændthed og symptomer på stress.”

Jeg tror aldrig jeg har hørt begrebet udbrændthed før…

“Der er også forskellig forståelse af det. I lægeverden ser man udbrændthed, som noget man får, når man har arbejdet 50 år og ikke kan mere. Inden for psykologien taler man om udbrændthed som noget man får, hvis man fx bliver ved med at arbejde og arbejde og ikke får det ønskede resultat, hvor man ikke siger fra eller mærker efter, hvor hårdt man har det. Da jeg læste om det, vidste jeg at det var, hvad der var sket for mig. Jeg kunne sove mange timer om natten og vågne op og være total træt, udmattet, udkørt. Det var både fysisk og psykisk udmattelse. Det at skulle frisere mit hår om morgenen, var en fuldstændig uoverskuelig opgave. At lave madpakke kunne jeg slet ikke. Jeg kunne ikke overskue noget.”

Hvad er forskellen på stress og udbrændthed? Det lyder som om, der er nogle af de samme symptomer?

“Når man er stresset, overser man også, man er træt, men man kører i et højt gear. Når man er udbrændt, kan man slet ikke komme op i det gear. Jeg havde lige mødt Thomas og skulle op til ham. Klokken var 11 og jeg skulle være klar og have pakket en taske til kl. 15, men jeg ville også gerne gå en tur i skoven, da jeg vidste det var godt for mig. Det kunne jeg slet ikke overskue, både at skulle gå en tur og pakke en taske, på fire timer. Efter at have været sygemeldt en mdr. – hvilket set i backspejlet slet ikke var nok – begyndte jeg at arbejde igen, på halv tid. Det synes jeg jo egentlig gik fint, så jeg blev sat op i tid efter et par uger. Det skulle jeg ikke have gjort. Jeg blev sat ned i tid kort tid efter. Jeg kunne godt ønske mig at min læge eller min leder vidste at det slet ikke var nok med en måneds sygemelding.”

Snakkede du jævnligt med din læge?

“Det gjorde jeg. Jeg havde også mange samtaler med min leder. Hun var meget forstående omkring situationen og at det skulle foregå i mit tempo, hvilket var rigtig rart. Jeg ville jo bare gerne gøre det godt og jeg ville gerne arbejde, derfor kom jeg tilbage. Men da jeg var gået ned i tid igen begyndte jeg at tænke over, om jeg var det rigtige sted. Det endte simpelthen med at jeg sagde op. Jeg kunne ikke se mig selv blive rask der.”

I jobbet som pædagog eller hos den institution?

“Det vidste jeg ikke, men jeg vidste at jeg ikke ville blive rask, hvis jeg fortsatte der. Så jeg sagde op selvom jeg ikke havde et andet arbejde at begynde på. Det var en meget stor beslutning. Især fordi jeg ikke vidste, om jeg bare skulle finde et andet arbejde, eller om jeg overhovedet skulle være pædagog længere. Jeg var jo egentlig heller ikke rask endnu, der gik flere måneder.”

Ved man, at nu er man rask?

“Det er jo ikke sådan at det kommer fra den ene dag til den anden. Det er en stille udvikling. Jeg kunne mærke det på energiniveauet. Når man begynder at få energi igen, at kunne overskue nogle ting og kan føre et dagligdagsliv.”

Fik du hjælp til at blive rask?

“Da jeg blev sygemeldt startede jeg hos en psykoterapeut, der arbejder kropsterapeutisk. Det var rigtig godt. Jeg går stadig hos hende, og har gjort det i snart et år. Det er det længste forløb, jeg nogensinde har været i. De andre gange jeg har været i terapi, er jeg stoppet. Nogen gange med undskyldninger om at nu havde jeg ikke længere råd eller nu følte jeg ikke længere at jeg fik noget ud af det, hvilket jeg tror, mange mennesker gør, når de begynder at nærme sig der, hvor de virkelig skal arbejde. Så stopper man tit. Jeg tror generelt, det handler om at være et sted i livet, hvor man er klar til at åbne op. Nogen gange har jeg været i sluk – ildebrands – terapi, fordi jeg har været ved at knække sammen. Så stopper man jo, når man har fundet sig selv igen. Det gjorde jeg egentlig også denne gange, fik slukket ilden i forhold til, jeg var udbrændt, men årsagen til at jeg var udbrændt, arbejder jeg videre med. Det er ikke længere bare symptombehandling. Nu arbejder vi med de bagvedliggende årsager. Det er det, jeg synes er spændende ved personlig udvikling. At man ikke bare symptombehandler, men går ind og arbejder med årsagerne til, hvorfor det er sket, så man undgår at det sker igen.”

Hvad er forskellen på alternativ og terapeutisk behandling?

“Det er to forskellige måder at arbejde på. Jeg er startet med det psykologiske – hvilket jeg stadig arbejder med – og har så videreført det til det spirituelle. Jeg kan godt lide at arbejde med begge dele, både det psykologiske – hvad er der sket i barndommen og hvordan man er som person – og lægge det spirituelle lag på, hvor man arbejder med noget, der går ud over vores praktiske forstand. Det bliver nok en eller anden form for religion for mig. Ikke noget jeg tilbeder, men at tænke lidt spirituelt er en livsforståelse for mig. De spirituelle mennesker jeg har været hos, har alle sagt det samme til mig.”

Hvad siger de til dig?

“Jeg mener, for mig bliver det en forståelse af, at det hele hænger sammen, der er bare forskellige måder at se det på – om det er navne, bogstaver eller linjer i hånden – det er bare forskellige måder at gå til det på. Det får mig til at tænke på, om der er noget om snakken.”

Om snakken? – Altså noget der ligger udenfor vores forståelse?

“Et godt eksempel er de udfordringer, man møder i livet. Jeg tror, man møder de udfordringer, man møder, fordi man har behov for at møde dem. Fordi der er noget, man har behov for at udvikle. Mit brud med min ex-kæreste er et godt eksempel. Vi var smeltet helt sammen. Jeg kan huske at jeg havde en metafor, da han gik fra mig, om at vi var to træer, der var vokset sammen. Da han gik, rev han den ene halvdel væk med rodnet og grene og det hele, og så stod jeg der som en halv person. Jeg var slet ikke hel. Jeg skulle til at finde ud af, hvem jeg var bare mig. Det brud var noget af det hårdeste, jeg har prøvet, men også det jeg har lært mest af. Vi var en enhed. Vi gjorde alting sammen. Vi havde ikke ret meget hver for sig. Jeg skulle lære at blive mere selvstændig og prioritere mig selv.”

Du siger at din interesse for det spirituelle først kom i forbindelse med dit brud med din ex-kæreste..?

“Ja, det gjorde den nok. Det var en søgen efter, hvem jeg var. Siden jeg var 13 år, har jeg altid funderet over, hvad fanden der er mening med det her liv. Jeg har aldrig fundet ud af det, men jeg tror helt klart at det spirituelle hjælper mig til at få en bedre forståelse af, hvordan det hele hænger sammen.”

Så du tænker, der var en mening med at I skulle gå fra hinanden, så du kunne arbejde med dig selv?

“Jeg er så glad for, at vi gik fra hinanden. Jeg er taknemmelig for det. I dag kan jeg godt se, at det ikke var gået. Vi havde ikke passet sammen længere. Vi var – meget opfindsomt formuleret – vokset fra hinanden. Det var vi virkelig og vi ville noget forskelligt i livet, tror jeg. Jeg ville jo ikke være den jeg er i dag, hvis jeg stadig var sammen med ham, så ville jeg slet ikke have udviklet mig, som jeg har i dag. Nu er jeg et andet sted i livet og med nogle andre mennesker. Jeg tror på, man møder de mennesker, man skal møde.”

Var det også noget du troede på inden du begyndte at interessere dig for det spirituelle?

“Ikke på samme måde. Jeg vidste godt, da jeg sad i sorgen og krisen over at blive forladt, at jeg nok skulle komme om på den anden side og jeg vidste også at jeg nok skulle lære en masse. Men dengang tænkte jeg ikke at der var en mening med det.”

Føler du at du kan se meningen med det nu, fordi du har fået nogle redskaber?

“Det er mere overordnet. Man går fra at være mega ulykkelig og vred til stille og roligt at begynde at tilgive og til sidst at være taknemmelig. Taknemmelig er virkelig det eneste ord, der beskriver det. Jeg er så glad for ikke at være der længere, men være her, hvor jeg er i dag. Ikke kun at være her, hvor jeg er, men også have muligheden for at udvikle mig. Nogen gange skal man have et spark. Det skal man tit.”

Det var et hårdt spark, du fik. Det var en brutal måde din ex-kæreste forlod dig på og et år efter blev du sygemeldt med leddegigt…

“Jeg blev lagt ned, så blev jeg sparket lidt mere til og væltet rundt i mudderet. Jeg føler ikke selv, jeg ligger ned længere, men jeg føler heller ikke, jeg er på toppen. Jeg mangler stadig at finde ud af, hvordan mit arbejdsliv skal være. Nu har jeg fundet en dejlig kæreste og vi bor sammen i en fin, lille lejlighed. Så langt så godt, så mangler jeg bare den anden del.”

I forbindelse med din interesse for det spirituelle, har du kontaktet en numerolog. Hvornår besluttede du dig for det?

“Jeg fik øjnene op for numerologi, efter jeg var stødt på Feng Shui. Jeg vidste, da jeg læste om det, at det var noget jeg gerne ville prøve. Der gik måske et halvt til et helt år inden jeg skrev en e-mail til numerologen og bestilte en overordnet læsning der ikke var særlig dyr og som hun sendte på mail. Da jeg fik den, var jeg ved at falde bagover. Hun ramte plet. Det var bare så rigtigt og jeg vidste med det samme at jeg fandeme gerne ville have en rigtig session. Men jeg turde ikke. Det var alt for grænseoverskridende for mig.”

Hvad mener du, når du sige at hun ramte plet? Altså ud fra dit navn?

“Ud fra mit navn og min fødselsdato. Den beskrivelse hun gav af mig, var spot on. Hun skrev fx at jeg havde svært ved at sige fra, at jeg var der for andre, men tit glemte mig selv. Det var stadig for grænseoverskridende for mig, så jeg skrev til hende, hvad man skulle gøre, hvis man gerne ville, men ikke turde.”

Det var da modigt. Og meget ærligt…

“Jeg kunne mærke helt ind i maven at det var det her jeg ville, men det var for grænseoverskridende. Hun svarede at det faktisk var ret vigtigt, man var klar. Ellers blev det ikke godt.”

Når du siger at du kunne mærke helt ned i maven, det var det her du ville, mener du så at tage hele skridtet og skifte navn?

“Det kunne jeg ikke helt overskue. Jeg kunne bare mærke at det var rigtigt. Men fordi hun skrev, det var vigtigt, man var helt klar, gjorde jeg ikke rigtig noget ved det. Jeg tror, der gik et år før tanken begyndte at komme frem igen og så begyndte jeg at tænke okay, måske tør jeg godt… på et tidspunkt. Det nærmede sig mere og mere og til sidst var jeg klar. Så gjorde jeg det.”

Hvad gjorde du?

“Jeg bestilte en tid og kørte til Fyn, hvor jeg havde en to timers lang session med hende. Bagefter kunne jeg jo stadig vælge ikke at skifte navn, det havde hun ikke noget at gøre med. Hun fortalte bare, hvad der var godt og skidt ved mit numerologskop og hvordan det ville være godt at ændre det til noget andet. En af grundene til at jeg fik modet til at gøre det, var også at hun havde sagt at jeg kunne vælge at beholde et af mine tre navne. Jeg behøvede ikke skifte dem alle ud og det var betryggende, for så kunne jeg beholde mit fornavn. Der var også noget med efternavne og familienavne, der gjorde at jeg blev lidt usikker. Men efter jeg havde været hos numerologen, vidste jeg at jeg ville gøre det – skifte mit navn. Jeg havde regnet med at beholde mit fornavn, men endte med at gå derfra med nyt…”

Hvad hedder du nu?

“Før hed jeg Trine Foged Rasmussen. Nu hedder jeg Trinesofia Rosalina Foged Rasmussen. Jeg har faktisk fået lov til at beholde alle mine tre navne. Jeg har bare forlænget mit fornavn og fået et ekstra mellemnavn. Det synes jeg, er helt fantastisk, da det ikke er givet at man kan beholde sine tidligere navne. Det kan være, man skal ændre til noget helt andet.”

Har du ændret navnet ved navneregisteret, sygesikring osv.?

“Det hele. Jeg mangler stadig et nyt kørekort, for det behøver man ikke at skifte. Det koster ret mange penge at skifte alting, så det venter jeg lige lidt med det. Men ellers har jeg skiftet mit navn alle steder, også de steder man ikke lige tænker over – mobilselskab, forsikring osv. – men når navneregisteringen først er sket i cpr. registreret, går det nemt. Men fordi der ikke er andre, der hedder Trinesofia i Danmark skulle navnet først godkendes, så jeg kunne få lov til at hedde det.”

Føles det anderledes at være Trinesofia Rosalina Foged Rasmussen end Trine Foged Rasmussen?

“Ja, det tror jeg, at det gør. Det er stadig en tilvænning for mig. Min familie kalder mig stadig Trine.”

Det er også svært at skulle kalde dig Trinesofia, når man har kendt dig som Trine i 30 år…

“Præcis. Og det er okay for mig. Det er kun halvandet år siden jeg skiftede navnet, så det er også en tilvænning for mig. Nye steder præsenterer jeg mig som Trinesofia og på arbejde hedder jeg Trinesofia.”

Er det svært for dig at fortælle folk, du har været hos numerolog og skiftet navn?

“Der er meget tabu omkring det. Man tænker, det er sådan noget langhåret, crazy noget. Altså der gik lidt tid før jeg fortalte mine bedsteforældre om det. De har en lidt mere konservativ tilgang til livet. Det var heller ikke en rar måde, der blev reageret på.”

Hvordan reagerede de da?

“Lige fra hjertet med >>nej, NU må du da være blevet skør!<<”

Det var den reaktion du frygtede?

“Ja og forventede. Men det er ikke sådan, jeg føler, jeg skal holde det skjult. Jeg fortæller det til folk, hvis vi sidder og snakker om det. Men jeg vælger nok, hvem jeg fortæller mere eller mindre til. Jeg prøver at beskytte mig selv. Jeg ser ingen grund til at skulle fortælle noget til nogle, der ikke har en anelse forståelse for, hvad det handler om. Det er der vel ingen grund til. For mig er man ikke mærkelig, fordi man er spirituel, men jeg forstår godt at man kan synes det set udefra. Det gjorde jeg selv lidt inden jeg blev spirituel. Det føles mærkeligt at sige at jeg blev spirituel, for jeg føler det ikke sådan. Det er ikke sådan, der er et klistermærke i panden af mig, hvor der står spirituel. Det har været en blid overgang. Stille og rolig. For mig er det bare en forståelse af, hvordan livet hænger sammen. Jeg tror egentlig bare det handler om udvikling. Jeg kan godt lide en holistisk tilgang til livet, hvor man arbejder med både krop, psyke og sjæl. Det synes jeg, er enormt spændende. Jeg har taget en uddannelse i mindfulness, som jeg synes forener den tanke ret godt. Man laver noget fysisk i forhold til det kropslige, mens man prøver at tømme tankerne. Når man gør det, kan der opstå en tilgang til det sjælelige. Jeg har flere gange oplevet at mærke et lys.”

Hvad vil det sige at mærke et lys? Er det ikke noget, man ser?

“Jeg havde lukkede øjne…Jeg var engang på et kærlighedskursus, hvor man lærte at arbejde med kærligheden til sig selv og andre. Der lavede vi, hvad der nok egentlig var en mindfulnessøvelse, hvor jeg lå ned og så var der en søjle af lys. En anden gang var i forbindelse med tankefeltsterapi, hvor jeg også fik kontakt til noget højere. Ens højere selv, som man siger.”

Kan du mærke at det er det, du får kontakt til. Dit højere selv?

“Jeg har kun prøvet det de få gange, men jeg håber at opleve det mange flere gange.”

Det er en god følelse, ikke skræmmende?

“Det er hvor essensen af en selv er. Hele essensen. Uden alle de ting, man har oplevet – erfaringer, påvirkninger fra forældre, søskende, familie og venner. Det er kernen af en selv. Ren kærlighed. Det er fantastisk og det jeg prøver at komme nærmere ved at lave mindfulness. Jeg prøver at stoppe alle de tanker, der kører rundt og mærke, hvad der i virkeligheden er vigtigst for mig. Når man lever i en travl hverdag, hvor mål og penge bliver det essentielle, glemmer man det, som i virkeligheden er det vigtigste. Når man hører om mennesker, der ligger på dødslejet og fortæller, hvad de tænker tilbage på – hvad der er vigtigst for dem – er det jo ikke det fancy job, alle pengene de har tjent, det store hus eller den seje bil, de har købt. Det tænker de overhovedet ikke på. Det er det, man selv har opnået. Ens kærlighed til familie og venner, er det, der betyder noget. Det glemmer vi i vores hverdag og måske særligt i vores samfund i den vestlige del af verdenen. Jeg er sikker på at den mindfulnessbølge, der er skyllet ind over os de seneste par år – så folk nærmest brækker sig over det – er her, fordi det er godt for os. Jeg tror ikke, det er slut endnu, men fortsætter, fordi vi har behov for det. Vi har brug for at lære at tænke mindre og føle mere. ” 🎄

by maitrosborg

Om at være international studerende i Danmark

img_1497-1

Milda kommer fra Litauen, men er i dag bosat i Silkeborg og arbejder i Aarhus. Hun flyttede til Danmark for at tage sin kandidatuddannelse. Det er i hvert fald den officielle historie. Jeg mødte Milda en eftermiddag, hvor hun delte den uofficielle historie og fortalte om livet som international studerende i Danmark.

Du flyttede til Danmark for at tage en uddannelse?

“Det er i hvert fald den officielle forklaring. Jeg blev træt af at fortælle den samme sørgelig historie. Da min kæreste og jeg gik fra hinanden, var der mange følelser at forholde sig til og jeg havde brug for at fortælle det til nogen, men til sidst blev jeg træt af at klage over mit dårlige forhold, så blev det til, jeg flyttede til Danmark pga. uddannelse.”

Kom din kæreste fra Litauen?

“Nej, han kom fra Frankrig. Vi mødtes i forbindelse med et udvekslingsophold gennem Erasmus i Sverige, hvor vi studerede i 6. mdr. Jeg var ikke færdig med mine studier og det var han heller ikke. Han var i gang med sin kandidat og jeg var i gang med min bachelor og i den forbindelse mødtes vi på udveksling i Sverige. Det var ikke planlagt. Jeg tog til Sverige for at få nogle venner og lære bedre sprog. Jeg skulle ikke have en kæreste, da jeg lige havde forladt en kæreste i Litauen. Det var ikke noget, jeg var specielt ked af det, da det ikke var et af mine bedste forhold, men jeg var nok lidt træt af forhold.

Du tog afsted for at lære bedre sprog. Altså engelsk?

“Nej, svensk. Jeg har en bachelor i litauisk filologi og svensk. Det er lidt åndsvagt at nævne, da jeg ikke kan huske meget af det svenske sprog. Lige nu er alt på dansk. Jeg forstår, når jeg hører svensk, men når jeg skal sige noget, siger jeg det på dansk. Men på det tidspunkt skulle jeg øve mig i svensk og tog derfor to fag på svensk og et fag på engelsk. Det var ret interessant. Vi havde ikke særlig mange timer, så vi havde en masse fritid, som min veninde og jeg brugte på at sidde i køkkenet og vente på, der kom nogen forbi, som vi kunne snakke med. Min daværende kæreste og jeg fandt ret hurtigt sammen. Miljøet, hvor man bor sammen, spiser sammen, har fælles aktiviteter og er rigtig meget sammen, gør at det faktisk føles som ret langt tid, hvis man er sammen en mdr. Og derfor fandt vi også sammen efter en mdr. ”

I flytter tilbage til henholdsvis Frankrig og Litauen efter 6 mdr. på udveksling?

“Vi skulle færdiggøre vores studier. Jeg manglede ca. halvandet år og han manglede ca. et år, så vi flyttede tilbage til hvert vores land, mens vi tænkte på, hvordan vi kunne bo sammen og prøve det af. Vores ideale forestilling var selvfølgelig Sverige, da det var der, vi havde mødt hinanden. Jeg talte sproget og min kæreste ville gerne fortsætte som forsker, hvor der var mange muligheder i Sverige. Det blev ikke Sverige, men Danmark. Han kom til Danmark først og det tog næsten 6 mdr., inden jeg kom. Jeg var lige startet på mit første seriøse job i en stor international virksomhed i Litauen, så jeg synes ikke, jeg kunne tillade mig at forlade dem efter to måneders traineeship.”

Der gik altså to år fra I mødtes til I flyttede sammen i Danmark?

“Ja, det krævede meget tålmodighed og at man stolede på hinanden. Vi prøvede på at mødes hver tredje måned, så enten tog jeg til Frankrig eller han kom til Litauen.  Han mødte faktisk min familie og mine forældre.”

Du sagde dit hjem og dit job op og tog til Danmark. Vidste du, hvad du skulle lave i Danmark?

“Nej, det gjorde jeg ikke. Slet ikke. Jeg havde jo læst om Danmark og tænkt, at når der er så mange der forstår og taler engelsk, vil det være nemt at få et job, mens jeg skrev ansøgninger til universitetet, for jeg ville gerne fortsætte med en kandidatuddannelse.”

Med litauisk filologi og svensk?

“Nej, jeg tænkte at det var nok med den del. Jeg ville gerne studere noget andet, så der var flere muligheder, når jeg skulle søge job bagefter. Jeg flyttede til Silkeborg og derfor var det oplagt at studere på Aarhus Universitet. Det skulle være en uddannelse fra Aarhus Universitet, der passede til min bachelor. Der var flere studieprogrammer, som jeg ikke kunne søge, fordi jeg ikke havde nok politiske fag fra min bachelor, så det blev til europastudie og det var faktisk rigtig interessant. Jeg var glad for mit hold, halvdelen var danske og den anden halvdel internationale fra alle mulige lande, så det var spændende. De fleste fra mit studie rejste tilbage, da studiet var færdigt. Selv dem fra Norge og Island flyttede simpelthen tilbage.”

Hvorfor valgte du at blive i stedet for at flytte tilbage til Litauen?

“På det tidspunkt var jeg stadig sammen med min kæreste, vi boede sammen og tanken var, vi skulle have en fremtid i Danmark eller et andet sted. Ikke nødvendigvis Litauen.”

Så du var begyndt at se en fremtid i Danmark?

“Lige præcis. Men det sidste halve år, hvor jeg skrev speciale, begyndte det virkelig at gå dårligt i vores forhold. Der var noget rigtig, rigtig skidt, så vi kunne ikke bo sammen og jeg flyttede dertil, hvor jeg bor i dag. Det var jeg ret glad for. Min udlejer var på det tidspunkt lige blevet skilt fra sin mand, så hun kunne forstå mine følelser og hvordan jeg havde det, selvom man jo ikke kan sammenligne et 19 års ægteskab med 4 års forhold.”

Man har vel stadig nogen af de samme følelser?

“Vi hjalp hinanden ved at snakke om de følelser, og så opfordrede hun mig til at tale meget mere dansk end jeg gjorde, selvom jeg fulgte dansktimer på aftenskole.”

Dit studie var på engelsk?

“Det var på engelsk, så jeg var på universitetet om dagen og tog dansktimer om aftenen.”

Du havde ikke brugt dansk indtil da?

“Da jeg begyndte at tage aftenundervisning i dansk og skulle lave skriveopgaver, skrev jeg hele tiden forkert, da jeg skrev på svensk. Jeg kunne faktisk ikke lide dansk i starten. Jeg synes, svensk eller norsk lyder flottere.”

Afholdt det dig fra at lære dansk, at du ikke kunne lide det?

“Ja, lidt. Jeg kunne faktisk mærke inde i mig selv, jeg havde modstand. Jeg vidste godt at jeg selvfølgelig skulle lære det, fordi vi jo havde tænkt os at blive i Danmark, men jeg havde modstand simpelthen fordi at jeg havde lært svensk først, som jeg synes lød fint. Pludselig skulle jeg lære dansk, hvor jeg tænkte at det lyder lidt som om, man sammenligner en rigtig fin dame fra København og en vestjyde. Sådan havde jeg det på det tidspunkt, men så begyndte jeg faktisk at nyde sproget, da jeg begyndte at tale og forstå mere og jeg ikke længere blev spurgt fem gange i træk ‘hvad sagde du?’.”

Hvor lang tid tog det inden du ikke blev spurgt længere?

“Det tog lang tid. Mindst et år. Jeg blev hele tiden bedt om at gentage, da jeg ikke snakkede med den rette intonation og ikke kendte den danske melodi. Man bliver virkelig skuffet, hvis man ikke bliver forstået. Man bliver lidt træt, men det gik alligevel. Det, der har hjulpet mig mest, var praktik i en børnehave, det at arbejde med børn.”

Du sagde du studerede om dagen og gik på sprogskole om aftenen. Hvornår havde du tid til praktik?

“Det var da jeg blev færdig på mit studie. På det tidspunkt havde jeg det virkelig dårligt følelsesmæssigt. Jeg var flyttet i en ny bolig, sammen med mennesker, jeg ikke kendte. Mit speciale blev ikke særlig godt. Jeg var meget skuffet, ensom og ked af det, og så skulle jeg forsøge at skrive noget fornuftigt, så det var lidt hårdt. Men jeg bestod og det er jeg rigtig, rigtig glad for, fordi jeg hørte om nogle studerende, der havde den samme professor som…hvad hedder det….supervisor…”

Vejleder?

“Ja, samme vejleder, som skulle vejlede dem, hvor det slet ikke gik. Deres speciale blev ikke accepteret, så jeg tænkte, jeg var ret heldig. Men det var hårdt for mig, at vores professor var ret…hvad kan man sige….skrap! Han er en meget intelligent person. Super intelligent. Det er sindssygt, så meget han ved om mange ting, så hans krav var også meget høje. Da han skulle give kritik til mit speciale, nævnte han udelukkende alt det negative, så jeg begyndte at blive virkelig frustreret over at det ikke var godt nok.”

Blev det bedre?

“Efter jeg næsten brød sammen foran ham, fordi jeg ikke kunne have presset, fordi jeg havde det dårligt. Efter det ændrede han strategi. Men ikke for de andre studerende. De fik den hårde behandling hele vejen, så jeg var ret heldig.”

Du bestod?

“Ja.”

Og så begyndte du i praktik i en børnehave for at lære det danske sprog?

“For at øve sproget lidt mere, for da jeg afsluttede min uddannelse var jeg næsten færdig med modul 5 på sprogskolen.”

Modul 5 er det sidste modul?

“Modul 5 er det sidste modul, hvis man skal arbejde i Danmark. Hvis man skal studere på dansk, skal man bestå modul 6, som jeg faktisk også har taget, men først senere. Men jeg begyndte i praktikken i børnehaven og tænkte, at jeg ikke lige vidste om det var mig, da jeg ikke er så god til børn.”

At arbejde i en børnehave var vel heller ikke rigtig noget, der relaterede til din uddannelse?

“Lige præcis. Det havde ikke noget at gøre med min uddannelse, bortset fra der var mange børn af indvandrerfamilier i børnehaven, ca en fjerdedel. Min gode veninde fra Brasilien som er dansk gift, havde også været igennem en hård periode for at vænne sig til at bo i Danmark. Hun arbejdede i børnehaven og anbefalede mig til chefen, så jeg begyndte at arbejde ti timer om ugen frivilligt, men efter ca. fire mdr.,  kunne jeg mærke, det ikke var det arbejde, jeg skulle lave. Jeg kunne slet ikke finde ud af at være sammen med så mange forskellige børn. Forskellige på den måde, at når alt er godt, kører det bare, men når de begyndte at blive trætte eller utilfredse, kunne jeg simpelthen ikke rumme alle de forskellige personligheder.”

Når du siger også have en svær periode med at vænne sig til at bo i Danmark, betyder det så, du havde det svært med at vænne dig til at bo i Danmark?

“Det job jeg forlod, var jo i hovedstaden i Litauen. Prøv at forestil dig, man bor med sin bedste veninde – hende jeg havde været i Sverige med – vi hyggede os rigtig meget, vi havde et job med god løn og mulighed for at lære en hel masse. Vi var på team med jævnaldrende, så hver weekend tog vi i byen og festede. Arbejde, venner og den del af livet var på plads. Det eneste der ikke var på plads, var mit forhold, fordi min kæreste jo var i Danmark. Jeg efterlader mit liv i Litauen og tager til Silkeborg. Jeg kom i januar, hvor der er mørkt og tomt på gaderne. Jeg var chokeret. Jeg kunne ikke forstå, at der ikke var folk på gaderne efter kl. 17. Jeg synes, det var rigtig, rigtig hårdt at vænne sig til, at det var en lille by og ikke en storby. Jeg kendte ikke nogen udover min kæreste og det ægtepar vi lejede 1. sal af. De var rigtig, rigtig søde, næsten som bedsteforældre, og har hjulpet mig i den svære periode.”

Hvordan hjalp de dig?

“Ved at invitere til fx frokost eller aftensmad. Kristine, kvinden – hun er desværre er død nu – havde altid været husmor, men elsket det. Hun var god til at lave mad og arbejde hjemme. Når jeg kom hjem fra byen eller et andet sted, så fandt jeg ofte en lille pose med fx småkager, sådan nogen ting. Det var rigtig, rigtig hyggeligt, men jeg følte mig ensom. Jeg kom i januar og begyndte først at studere i september. Det første halve år kunne jeg ikke finde et job og det slog mig rigtig hårdt. Først søgte jeg nogle lidt bedre jobs, men så begyndte jeg at sende ansøgninger til rengøringsfirmaer. Jeg fik aldrig noget svar fra dem, så jeg var helt forvirret og meget skuffet. Og så fik jeg en depression. Det blev ikke konstateret hos lægen, men det var en depression. Det var en meget, meget hård periode og jeg tror den hårde start var med til at påvirke vores forhold rigtig meget. Jeg troede at det ville være dejligt at være sammen med min kæreste, at vores kærlighed ville være nok til at jeg følte mig tilpas, men det var det bare ikke, og det er svært for mig at sige. Men man kan ikke begrænse sig med én person. Det går bare ikke.”

Havde din kæreste et socialt liv?

“Ja, selvfølgelig. Han var jo tilknyttet et forskerteam i Silkeborg. Jeg blev selvfølgelig inviteret til fællesspisninger og sådan noget, hvor der blev talt meget om arbejde. Det var kun mig og en anden mand, der kom med sin kæreste, der følte os tilovers, så vi kunne snakke lidt sammen – Hvordan går det? Har du fundet job? Nej. Det har jeg heller ikke – Sådan noget. Jeg havde slet ikke nogen af mine venner. Som EU-borger kan du godt opholde dig i Danmark, men du kan ikke få et cpr. nr. med det samme, medmindre du har et job. Jeg fandt ud af, det betyder meget ikke at have et cpr. nr. Jeg kunne ikke gå på biblioteket og låne bøger og jeg kunne ikke få et fitness abonnement medmindre jeg betalte 6 mdr. forud.”

Så man kan kun få et cpr. nr.  som EU-borger, hvis man har et job?

“Ja eller studerer. Men jeg søgte ind på studiet i marts og der viste jeg ikke, om jeg ville blive optaget eller ej. Det var meget risikabelt. Når jeg tænker over det nu, ville jeg aldrig gøre det.”

Du ville ikke gøre det igen?

“Jeg vil flytte til Danmark pga. kærlighed. Det tror jeg helt sikkert, at jeg vil, men jeg vil forberede mig meget bedre.”

Hvordan kunne du havde forberedt dig bedre på at flytte til Danmark?

” Tale med nogen, der havde været i Danmark længere. Der er mange blogs fx Litauer i Aarhus eller Litauer i Danmark, du ved.”

Altså du ville have skabt et netværk inden du flyttede?

“Ja, det gjorde min veninde inden hun flyttede til Frankrig for at være sammen med sin kæreste, som hun også havde mødt i forbindelse med Erasmusopholdet. Hun sagde, hun ikke ville tage afsted inden hun havde fundet venner og mulige jobs. Det var meget klogt. Det gjorde jeg bare ikke, så det blev en meget hård start. Men til sidst fandt jeg et arbejde som stuepige og fik et cpr. nr. inden jeg begyndte at studere og få sprogundervisning.”

Og så fik du et netværk, du du begyndte at studere?

“Ja, selvfølgelig var det noget andet. Der var mennesker der tænkte på samme måde som mig og gerne ville det samme, så det blev meget nemmere.”

Hvilke kulturelle forskelle mellem Danmark og Litauen har været sværest at vænne sig til?

“Det er svært at blive venner med danskere. Ikke fordi de er dårlig mennesker, slet ikke. Når man kommer til et nyt land, er man meget interesseret i at finde venner, for man er jo ensom. Ganske ensom. Man vil gerne finde nogen, man kan hygge sig med, måske øve lidt sprog. Det er ikke nemt, for danskerne har allerede etableret deres vennekreds, når de har været igennem folkeskole og efterskole og sådan nogle ting, så de er ikke som sådan interesseret i at få nye venner. Man bliver lidt skuffet over, at det ikke er nemt at finde nye venner. Måske er det derfor mine bedste venner i Danmark er internationalle fra Brasilien, Malaysia og Portugal. Man har samme vilje til at få nye venner, fordi man går igennem nogle af de samme udfordringer, når man skal integreres i det danske samfund. Selvom det ikke ser ud som om, der er stor kulturforskel mellem Litauen og Danmark, er der nogen forskelle, fx de uskrevne regler og hvordan man omgås med andre.”

Har du nogle eksempler?

“Ja!”

Det kom meget propte…

“I starten af studiet har man i Litauen tradition for en stor fest, hvor man ikke nødvendigvis drikker sig fuld, men det sker tit. Man hygger sig og fortæller skøre ting, som binder grupperne sammen og man bliver tættere. Nogen bliver man gode venner med og nogen bliver ved at være klassekammerater. I Danmark er der bare den forskel, at man sagtens kan hygge sig til en fest uden det betyder, man er venner næste dag. Det er nok en af de ting, de fleste udlændinge synes er mærkeligt i Danmark. I Danmark har man også den dejlige tradition at holde fredagsbar på universitetet. Det er superfedt. Jeg havde rigtig høje forventninger til den første fredagsbar jeg skulle til. Jeg synes, det lød sejt og det skulle jeg bare. Jeg tænkte at vi skulle hygge os, drikke et par øl, danse og så måske i byen bagefter. Men man finder hurtigt ud af, danskerne ikke går så meget op i dans. Til fredagsbar hygger man sig og får nogle øl, mens der er lidt baggrundsmusik. Det var meget anderledes end hvad jeg var vant til både fra Litauen og Sverige. I Sverige var der masser af dans og musik og alt muligt. Der var jo mennesker fra næsten hele verden – Tjekkiet, Italien, Frankrig, Tyskland, Sri Lanka, Sydkorea.. Vi lyttede til musik fra alle landene. Det var et kulturmix. Fuldstændig kulturmix.”

Har du tænkt på at tilbage til Litauen?

“Jeg har tænkt på det mange gange. Især lige efter at jeg blev færdig med min uddannelse, hvor der ikke var noget der knyttede mig til Danmark. Jeg var jo gået fra hinanden….eller min kæreste. Puha…jeg begynder snart at snakke danglish. Der var ikke noget der knyttede mig til Danmark, men jeg havde det dårligt og var rigtig ked af det. Det sidste jeg ville gøre, var at tage tilbage til mine forældre med den store skuffelse, at jeg ikke havde opnået noget som helst.”

Følte du ikke du havde opnået noget efter at have taget en hel kandidatuddannelse?

“Tja. Men det er også fordi mit speciale ikke blev særlig godt. At vende tilbage til Litauen vil være et nederlag. Jeg så det som et nederlag.”

Var succeskriteriet at få et job?

“Jeg ved ikke hvor meget af det, der var min indstilling og hvor meget der var en generel tankegang i Litauen. Hvis man tager afsted fra Litauen, tager man afsted primært pga. job og for at tjene flere penge. Hvis det ikke kan lade sig gøre, så har man måske ikke arbejdet hårdt nok.”

Du sagde, du var ansat i et firma, der betalte en god løn da du boede i Litauen..

“Den del af mit liv var fin. Jeg havde råd til mange ting lige pludseligt og det var dejligt.”

Der kunne du vel vælge at tage tilbage til?

“Det var lidt af et nederlag at tage tilbage til Litauen og det samme job. Min søster sagde det var dumt, da jeg fortalte hende, hvordan jeg havde det. Hun tænker mere pragmatisk. Man skal flytte derhen, hvor der er flest jobmuligheder. Det kunne jeg bare ikke, så der var en periode på to år, hvor jeg næste ikke havde noget arbejde. Jeg havde de 4 mdr. i børnhaven og så søgte jeg job hos et tolkebureau, så jeg kunne bruge dansk og litauisk.  Jeg fik et par timers arbejde ca. hver fjerde måned, så det var meget lidt. Det tog lang tid at finde en ny praktik, så jeg var presset, men til sidst fik jeg praktik hos Integrationsnet.”

Hvor du er i dag?

“Ja, jeg mødte Morten igennem et 6. ugers kursus for dimittender, som jobcentret bevilligede mig hos Integrationsnet. Morten Hjalp mig med en praktik. (I dag er Milda selv konsulent for kurset, hun fulgte).”

Hvad så nu, kunne du finde på at vende tilbage til Litauen eller er du så etableret, du bliver i Danmark?

“For et år siden tænkte jeg at jeg nok ville blive i Danmark de næste fem år. Jeg kan ikke planlægge særlig langt ud i fremtiden. Men de næste fem år. Jeg har gode kollegaer, et job og arbejdsopgaver, jeg kan lide at lave, så det giver god mening at blive ved, hvis det kan lade sig gøre. Jeg er selvfølgelig ikke så sikker lige nu, som for et år siden (der er sket en masse ting på jobbet og i privatlivet).”

Er det jobbet, der afgør om du bliver i Danmark?

“Hvordan kan jeg sige det…Jeg tror, der er to..nej, faktisk tre kriterier, der afgør, hvor jeg skal være. Det første er arbejde. Hvor kan jeg få et godt job og et godt liv, jeg kan lide. Det andet er selvfølgelig, hvad der sker i mit privatliv. Har jeg en kæreste og er det seriøst eller lidt mere for sjov. Det tredje er min familie. Jeg bliver ked af det, når jeg ikke kan se min søsters børn, som simpelthen er så søde og crazy. Jeg er rigtig ked af, jeg ikke kan følge så meget med i deres liv. Jeg er gudmor for en af drengene, så jeg er lidt ked af, jeg ikke kan komme til deres fødselsdage. Jeg ser kun min familie to gange om året i forbindelse med større højtider som jul og påske. Det er noget, jeg tænker rigtig meget på. Min far kan heller ikke arbejde mere efter han blev syg, så min mor knokler hele tiden. Det er også noget, der fylder meget. Forholdene er lidt usikre lige nu både privat og på job, så nu må vi se om et år. Lige nu glæder jeg mig bare til juleferie.”

Hvor du skal til Litauen?

“Ja!” ❤️

by maitrosborg

Om at flytte for kærligheden

img_1449-1

For otte år siden flyttede Paul til Danmark fra England. Det gjorde han, fordi han var blevet kærester med sin danske ungdomskæreste, Hanne. I dag er de gift og Paul kunne ikke forestille sig nogensinde at flytte tilbage til England, medmindre han bliver nødt til det. Jeg har snakket med Paul om at etablere sig i et nyt land. Hvad han har måtte opgive og hvilke erfaringer, han har gjort sig.

Du valgte at flytte til Danmark?

“Ja, det var modigt…eller fuldhjertet. Hanne og jeg besluttede at vi skulle bo sammen i Danmark. For det første har jeg ikke børn og jeg havde et job, der var nemmere at finde i et andet land end det job, Hanne har. I lang tid prøvede vi at arrangere det, så jeg kunne komme til Danmark.”

Hvilke jobs søgte du?

“Lærerjobs.”

Du arbejdede som skoleinspektør i England?

“Ja, det gjorde jeg, men det var ikke sandsynligt, jeg kunne få job som skoleinspektør i Danmark. Og for at være ærlig, var jeg ret stresset, da det var et hårdt job. Jeg var klar til at kravle ned af karrierestien og prioritere det personlige liv over det professionelle. Noget jeg ikke har gjort så meget tidligere, så det var tiden. Hanne og jeg tænkte, at vi ville gifte os, når først jeg kom til Danmark, men så snakkede vi med en klog ven af Hannes, Pocha (arbejdede som clairvoyant. Døde desværre af kræft i maven for nogle år siden), som sagde at ingenting ville ske, medmindre vi fik det til at ske. Måden vi kunne gøre det på, var ved at blive gift, og at jeg besluttede mig for at komme til Danmark med det samme. Så i julen 2007 besluttede vi, det var hvad, vi ville gøre. Vi aftalte en dato, så vi kunne blive gift hurtigst muligt. Jeg opsagde mit job og satte mit hus til salg. Det var et stort sats. Det værste scenarie ville være, at jeg kom til Danmark uden et job og uden mit hus var solgt. Vi blev gift torsdag d. 21. februar. Lørdag havde jeg en jobsamtale og fandt siden ud af, jeg havde fået jobbet. Mit hus blev solgt fire-fem uger inden jeg kom til Danmark. Pochas forudsigelse havde altså vist sig sand. Det skete altsammen.

Jeg tænker, det havde været lettere for jer at flytte til England, da I begge taler engelsk og Hanne allerede kender den engelske kultur, da hun har boet i England.

“Der var to store overvejelser. Dine søskende boede stadig hjemme, og selvom Hanne taler engelsk, ville det være svært for hende at finde et job i en lille engelsk by med den social antropologiske baggrund hun har. Jeg tror også, at det havde været sværere for hende at tilpasse sig i en lille engelsk landsby. Jeg er en easy – going person, der har nemt ved at tilpasse mig, men i sidste ende var det nok et større kulturchok at komme til Danmark end jeg havde forventet.”

Hvordan det?

“Jeg synes, at Danmark var meget stille og organiseret. Ting sker ligesom bare.”

Hvad mener du med at ting ligesom bare sker?

“Togene kører til tiden, busserne og sundhedssystemet virker. Samfundet virker bare generelt. I England er der mere kaos, tilfældige ting sker. Der er også 60. mio. mennesker i forhold til Danmarks 5. mio., så livet er lidt mere op og ned. Men en ting jeg ikke havde forestillet mig, er, at danskerne har så stærke meninger om alting. De har bestemte måder at gøre ting på, så nogle gange overtrådte jeg de uskrevne regler, fx ved at være overvenlig.

Du oplevede, at du overtrådte regler?

“Jeg fandt bare ud af, at danskere er sværere at lære at kende end jeg havde forventet. I England skal du ikke havde været længe på en arbejdsplads før det er normalt at gå ud og tage en drink med dine kollegaer eller lave noget socialt. Det sker ikke så tit i Danmark. Det skete i hvert fald ikke for mig. Det er også virkelig vigtigt at komme til tiden i Danmark. I England er vi lidt mere afslappede med det. Der er mange måder, danskerne gør tingene på, som ikke altid er åbentlyst for dem, der kommer udefra. Du kan hurtigt træde over nogle tæer uden at vide det. Man det er nok tilfældet for de fleste kulturer. Der er uskrevne regler i et hvilket som helst samfund. Når du har boet der, lærer du at kende koderne og signalerne. Dem kender du ikke, når landet er nyt. Jeg var meget heldig, at jeg kom ind i en social gruppe med det samme, fordi jeg havde Hanne og hendes sociale gruppe. Fordi vi havde set hinanden i toogethalvt år, kendte jeg allerede de mennesker. Jeg havnede ikke i en situation, hvor jeg strandede i hjemmet.”

Hvad med nu, føler du, du kender de uskrevne regler?

“Jeg tror, jeg er kommet til et niveau, hvor jeg overholder de uskrevne regler og ikke træder nogen over tæerne.”

Er du bekymret for at komme til at træde nogen over tæerne?

“Til en vis grad. Jeg er englænder og at lade som om, jeg er dansker, vil være underligt. Jeg er mig selv og det kan jeg være, men med en forståelse for, man er lidt mere lavmælt i Danmark end i England. Jeg bevarer min engelske spontanitet. Jeg kan også godt lide, danskerne er lidt anderledes end jeg.”

Du fik også hurtigt et job, men i et internationalt miljø på en international skole.

“Det er et stort plus, men det har også det problem, at man ikke integrerer sig i det danske samfund på samme måde. Det store problem er, jeg ikke behøver at snakke dansk og jeg har en kone derhjemme, der snakker rigtig godt engelsk. Da jeg først flyttede hertil gik jeg på sprogskole to -tre gange om ugen, men fordi jeg ikke har fået øvet mig, synes jeg faktisk, at jeg er dårligere nu, end jeg var for tre år siden.”

Du gjorde et stort forsøg på at lære sproget, da du kom til Danmark?

“Ja, men vi var ikke strenge nok fra starten. Jeg brugte det ikke i min dagligdag. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så har vi (Hanne og jeg) snakket engelsk sammen i de 30 år, vi har kendt hinanden, så det er svært og pudsigt pludseligt at skulle tale dansk sammen. ”

Føler du, du går glip af noget, fordi du ikke taler dansk?

“Jeg går glip af noget og så bidrager jeg heller ikke. De fleste en-til-en samtaler går fint, selvom nuancerne altid vil mangle. Det er gruppesamtalerne, jeg går glip af. Selvom jeg forstår lidt, er jeg ikke med i flowet i samtalen. Tilfældige samtaler kan jeg ikke følge med i. Jeg føler mig skyldig.”

Men du har sagt, at det er svært at få danskere til at tale dansk med dig, da vi er meget utålmodige?

“Jeg ved ikke, om min observation er forkert, men jeg tror danskere har sværere ved at forstå dårligt dansk end fx tyskere og englændere har ved at forstå dårligt tysk og engelsk. Det gør det sværere at turde kaste sig ud i at snakke dansk, så er det nemmere bare at snakke engelsk. Nu lyder jeg som om, jeg beklager mig. Det gør jeg ikke. Jeg tager ansvar fra min dovenskab.”

Så du lever dit liv engelsksproget?

“Ja, det er egentligt lidt mærkeligt at kunne gøre det. Jeg læser engelske nyheder og lytter til engelsk musik – dog også få danske bands – jeg sms’er, e-mailer og kommunikerer på Gomore på engelsk.”

Hvis du ikke var europæisk statsborger, men kom fra fx Syrien, var du blevet nødt til at snakke dansk.

“Fordi danskere ikke forstår arabisk. Danskerene vil være hårdere ved en syrer, der ikke snakker dansk end en englænder, der ikke gør.”

Jeg tror, mange vestlige borgere tager det for givet, vi deler kultur, men det er jo ikke tilfældet i forhold til det, du siger. Man skal stadig tilpasse sig de uskrevne regler.

“Det er nok nemmere at forstå og tyde de uskrevne regler, når man er tættere på hinanden. De små ting gør faktisk en stor forskel. Vi, vesten, ligner hinanden. Vi kører i de samme biler , har de samme jobs og fejrer de samme begivenheder, men faktisk er vi forskellige. En af de ting, jeg elsker ved Danmark, er, at traditionerne betyder utrolig meget. Danskerne danser om juletræet, åbner deres gaver efter middagen ca. kl. 20. og så tager de julen hele vejen rundt om huset (her tænkes på “Nu er det jul igen”). I England er traditionerne stort set uddøde. Hver familie fejrer på sin måde alt efter, hvad det kommercielle marked forskriver.

Skyldes det at England er større og mere multikulturel?”

“Jeg tror også det skyldes, at Danmark træk sig fra verden efter 1864 og besluttede sig for at grundlægge deres helt egen kultur, Grundtvig og hele debatten om, hvad det vil sige at være dansk. Faktisk tror jeg, at mange af de danske traditioner er forholdsvis nye, fra det 19. århundrede. Danskerne er lidt som en udvidet familie, måske er det også derfor de er svære at blive en del af. Den sociale tillid er også virkelig høj i Danmark. Man stoler på sin familie, men man stoler også på sine landsmænd. ”

Hvad tænker du om at være en del af de danske traditoner og ikke dem du plejede at fejre med din familie i England?

“Det er underligt at vågne op 1. juledag, hvor vi fejrer julen i England. Det er stadig en helligdag i Danmark, men ikke særlig vigtig. Som barn var det den mest magiske dag på året og den er stadig speciel for mig, nu hvor jeg er voksen. Det er klart der, jeg savner min familie mest. Det er selvsagt svært at flytte fra familie og venner, der har kendt dig længe, til et andet land. Men juledag spiser vi brunch og drikker Fizz (juice og champagne), hvilket jeg plejede at gøre med min familie i  England, og vi har julefrokost med min kones familie, så det er stadig en særlig dag. Jeg elsker alle traditionerne, og jeg elsker de fejres om aftenen i Danmark – Mortens aften, Sankt Hans aften, Juleaften. I England fejrer vi om dagen. ”

Føler du, du har måtte opgive noget for at flytte til Danmark?

“Jeg har mistet den almindelig, daglige kontakt med venner og familie. Det ændrer karaktererne af forholdene, når man ikke ses ugentligt. Der er lidt mere tvungenhed. Det er blevet en stor ting, når jeg kommer hjem. Jeg prøver at skype og skrive e-mails, men jeg bryder mig ikke så meget om e-mails. Tekst er altid åben for misfortolkninger. Det er ikke altid modtageren læser det, du har ment. Du kan ikke afkode kropssprog, tonen og de små signaler i en ensidig skriftlig kommunikation.”

Føler du, du er blevet misforstået?

“Ja, det er sket, men jeg har ikke lyst til at gå ind i specifikke detaljer.”

Inden du flyttede, overvejdede du så at det kunne ske?

“Det gjorde jeg. Jeg er virkelig glad for at mange af mine venskaber viste sig at være medgørlige, men der forsvandt også mange venner hurtigt. At flytte er en rigtig god måde at finde ud af, hvem dine venner er. Men det er ikke kun ensidigt. Det er også mig, der ikke har anstrengt mig nok. Jeg har nok fokuseret på nogle bestemte venskaber og arbejdet for at få dem til at lykkedes. Familie er anderledes. Blod er tykkere end vand. Familien vil altid være der. Du behøver ikke at anstrenge dig så meget. Venskaber er afhængige af, man ses. Jeg ved, nogen siger, de møder deres venner efter flere år og at det stadig føles som det samme venskab. Den køber jeg ikke.”

Du er glad for en café i Aarhus, café Albert. Måske tager jeg fejl, men det virker som om, grunden til du kan lide café Albert, er, at den minder dig om den engelske (pub)kultur?

“Der er helt sikkert elementer af det. Det er spontaniteten. Når jeg gik ud i England en fredag aften, ringede jeg ikke nødvendigvis til folk og spurgte, om vi skulle mødes på pubben. Jeg vidste, at nogle ville være der. Det er mere spontant. Måske er det en aldersting. Danskere i 20’erne har har måske også det specielle sted, de mødes uden at aftale det. I England fortsætter det – til en hvis grad. Hvis man sidder på en bar og drikker som 40- årig i Danmark, vil folk sandsynligvis tro, at man har et alkoholproblem. Sådan er det ikke i England. Faktisk er det en virkelig dårlig ting at blive set fuld på en pub. Det bryder ingen sig om.”

Er der noget, du ikke havde overvejet, da du flyttede til Danmark, som du ville have overvejet i dag?

“Hvis jeg fik chancen igen, vil jeg havde anstrengt mig mere for at lære sproget. At alle kan snakke engelsk, betyder ikke nødvendigvis, de har lyst til det hele tiden. Ellers tror jeg ikke der er andet. Jeg var kommet i landet toogethalvt år, det må du ikke glemme. Jeg havde lært at afkode mange af de sociale kodekser. Og jeg har ikke måtte indgå kompromiser, der bryder med min sjæl. Jeg tror englændere er lidt mere individualistiske, så jeg har nok måtte lytte lidt mere.”

Står det ikke i modsætning til det, du beskrev før omkring de sociale (pub)fællesskaber?

“Man kan sagtens være alene i selskab på en pub, og det betyder ingenting at dukke op uden en aftale i England.  Jeg ved, det er lidt af en myte, man skal planlægge alt i Danmark, men danskerne tager lidt mere hensyn til hinandens tid. Man giver hinanden tid til at planlægge og forberede i stedet for bare at dukke op.”

Havde du nogen bekymringer, da du flyttede hertil?

“Selvfølgelig havde jeg det. Var jeg i stand til få mine kompetencer overført, få et job og bevare det. Hvad jeg virkelig frygtede var, at jeg skulle undervise privat om aftenen og så bruge resten af tiden på at passe ind i samfundet. Det er utrolig vigtigt for mig at have et fuldtidsjob. Selvom jeg selvfølgelig har min kone, tror jeg, at det ville være utrolig svært uden et job. Jeg tror, at jeg havde følt, jeg havde givet meget op.”

Var dine kompetencer så i stand til at blive overført?

“Det var de, og det var en fantastisk ting. Da jeg arbejdede som skoleinspektør i England underviste jeg ikke så meget mere, og når jeg gjorde, var det ikke min egne klasse.  Jeg nød at være skoleinspektør, men stresset jeg var under, var ret intens. Jeg opdagede det først da jeg stoppede. Mit hoved føltes meget bedre. Da jeg blev ansat som lærer i Danmark, genfandt jeg min passion for undervisning. Den skole jeg er på nu, er den bedste skole i hele mit karriereforløb. Det er en international skole. Den er hverken England eller Danmark. Den er sin egen. Det er en anderledes arbejdsplads. Jeg elsker at lærerne og børnene alle kommer fra forskellige kulturer. Jeg har arbejdet med virkelig mange forskellige kulturer. Skolen gør en nar ud af racisme og jeg har ikke andet end varme tilovers for alle, jeg har arbejdet med. Min gamle hippie er vist blevet genfundet disse dage. ”

Du siger, du hurtigt blev en del af Hannes sociale kreds, men hvad med at få venner på egen hånd. Har du fået det?

“Jeg har ikke udviklet så mange venskaber uden for vores sociale kreds. Der er et par stykker fra arbejde, specielt en mandlig kollega, vi laver lidt sammen. Mange af Hannes venner er blevet mine tætte venner og løsrevet fra det fakta, vi er gift. Et par af de venskaber vi har, var bekendtskaber før, men har udviklet sig sammen med vores forhold. Jeg holder mig væk fra de britiske pubs, hvor engelske mænd sidder og snakker dårligt om Danmark. Men noget jeg mangler, er, at se venner lidt mere. Jeg vil hellere se færre lidt oftere. Jeg troede, at jeg ville se flere af mine venner og mere af min familie komme til Danmark. Min mor har været her én gang, min søster og min far et par gange på de otte år, jeg har boet her. Nogle af mine venner kom til vores bryllup, men faktisk har jeg ikke set dem fire – fem år. Det er en af de ting, der er svære at acceptere. Det er virkelig trist.”

Men inviterer du dem, din familie og dine venner?

“De ved, de altid kan komme.”

Men når du besøger England, så er de der?

“Du bliver nødt til at indse, du er personen, der har forladt dem for at bo et andet sted. Det er en virkelig vigtig ting at understrege. Det er dit ansvar, og du bliver nødt til at stå ved dine valg. Du kan ikke forvente andre får ting til at ske for dig. Jeg bor ikke i England længere. Jeg deltager ikke i alle sociale begivenheder, jeg tilbringer ikke jul og påske med min familie, som jeg plejede. Jeg kan ikke forvente det samme. Du bliver nødt til at blive bevidst om, du er den der skal arbejde hårdest for at bevare relationerne. Folk fortsætter deres liv, og du er der ikke mere. Derfor er det dig, der skal arbejde hårdest. Det kræver arbejde at få det til at lykkedes. Ligesom i alle livets forhold. Der er hårde tider, fx da min far var syg og jeg ikke var i stand til at være der. Jeg var der heldigvis nok til, jeg ikke følte, at jeg svigtede ham. Det er vigtigt. Derfor ser jeg min søster og niecer så tit, jeg kan. Det værste er fortrydelse. Når først nogen er væk, så er der intet du kan gøre ved det. Det nytter ikke, du ville have gjort en masse, hvis du ikke gjorde det.”

Jeg kommer til at kalde indlægget her “Om at flytte for kærligheden”…

“Det er jo hovedårsagen. Hvis du flytter for kærligheden, har du allerede et supportsystem. Du har et fundament, der er så stærkt, at man ikke kan sammenligne det med at flytte til et nyt land alene. Jeg havde en let landing. Hannes venner og familie var glade på Hannes vegne og derfor accepterede de mig med det samme. Især hendes mor. Men jeg tror, at de fleste havde nogle forventninger til, at det var Hanne der skulle flytte. Det er også lidt sexistisk, at konen skal flytte for manden med det gode job, er det ikke!? Måske havde jeg brug for aktivt at stå ved min feminisme, ikke kun tale om den. Hanne og jeg er begge glade for valget, vi tog.”

Så du har både fundet din gamle hippie og din feminist ved at flytte til Danmark?

“Ja, jeg har fundet alle de ting og jeg er stadig mig.” ❄️

by maitrosborg

Om at tage en uddannelse sent i livet

img_0275

Peter har hele sit liv arbejdet ufaglært, bl.a. har han kørt bus, taxa og sejlet på de store verdenshave (før han fik børn), men som 56-årig besluttede han sig for at uddanne sig til SOSU-hjælper og arbejder i dag hos hjemmeplejen i Hjørring. Jeg har snakket med ham om, hvilke tanker og overvejelser, der ligger bag at tage en uddannelse sent i livet.

Hvorfor besluttede du dig for at tage en uddannelse?

“Regeringen ændrede reglerne for understøttelse. Men faktisk tror jeg, jeg var begyndt at tænke på det allerede inden. Jeg havde i hvert fald været til et åbent hus arrangement hos SOSU-skolen, hvor jeg havde fået af vide, man kunne få voksenelevløn under uddannelsen, hvis man havde arbejdet som handicaphjælper, hvilket jeg har.”

Havde du taget uddannelsen, hvis systemet ikke havde presset dig?

“Det kan jeg ikke rigtig svare på. Jeg foretrækker at tro, jeg havde taget den alligevel. Jeg søgte ind og blev optaget, men da der var et stykke tid til uddannelsens start, bad arbejdsformidlingen mig om at finde på noget i mellemtiden. Derfor tog jeg en praktik på et plejehjem, så jeg kunne forberede mig på at starte på uddannelsen. Praktikken skulle vare fire uger, men jeg meldte mig syg efter tre, da jeg ikke kunne holde ud at være der længere. De ældre sad og stirrede tomt ud i luften og en masse damer snakkede i munden på hinanden. Det var deprimerende. SOSU-uddannelsen startede 1. februar, men jeg fik den udskudt i tre mdr. til 1. april, så jeg kunne nå at finde på noget andet. I de tre mdr. tog jeg bl.a. en tur til Indien, men jeg fik ikke en bedre idé, så jeg startede på uddannelsen d. 1. april.”

Men du synes jo, det var deprimerende med de ældre der stirrede tomt ud i luften og damerne, der snakkede i munden på hinanden?

“Ja, det er en af problemerne. Lige meget hvor i systemet, er der 99% kvinder. Men jeg fandt hurtigt ud af, der er stor forskel på at arbejde på et plejehjem og som hjemmeplejer. Du skal nærmest være terminal for at blive indlagt på et plejehjem i dag. De er så dårlige, ligger bare i deres senge og kommer ikke rigtig ud. Selvfølgelig spiser de sammen og har et socialt liv og sådan. Men som hjemmeplejer kommer jeg hjem til folk i deres egne, små verdener. Det passer mig rigtig godt. Og så er man alene om det. ”

Og det er en god ting at være alene?

“Ja, jeg kan bedst lide at arbejde alene.”

Du har fortalt mig at dem, de andre har det sværest med at passe, er dem, du kommer bedst ud af det med. Hvorfor tror du, det er sådan?

“Dem vi bliver advaret om, kan være nogle svære personer, er dem,  jeg synes minder mest om mig selv, og derfor har jeg måske let ved at snakke med dem. Når jeg er ude ved folk, siger jeg ikke så meget. Jeg lytter mere end jeg snakker, og de kan rigtig godt lide, hvis der kommer en, der gider lytte til dem.”

Du kan godt lide at hænge ud med de mere skæve typer?

“Ja, jeg synes, de er sjovere at være sammen med.”

Selvom du mener uddannelsen er lidt tilfældig, har du så en følelse af, det er den rigtige uddannelse for dig?

“Ja, helt klart. Det synes jeg. Det er det rigtige arbejde for mig, men det er ikke sikkert, jeg udfører det på den rigtige måde.”

Hvis dette er den rigtige uddannelse, tænker du så på, hvorfor du ikke tog den før?

“Det tror jeg, at jeg er jeg glad for, jeg ikke gjorde. Jeg tror ikke, man kan holde til at arbejde inden for plejesektionen i 20 år.  Jeg kunne ikke, for vi bliver hele tiden presset. Jeg har været derude, hvor jeg har været i tvivl om, jeg kan holde til det. Men jeg har besluttet mig for, at det vil jeg, så jeg tager den generelt med ro og passer på mig selv. Det er ikke altid lige velset, men det gør jeg altså. Passer på mig selv, og tager den med ro. ”

Du har altid haft en masse forskellige jobs i kortere eller længere periode. Skræmmer det dig at være det samme sted om fem år?

“Nej, det gør det egentlig ikke.”

Har du følelsen af, at du passer bedre ind hos hjemmeplejen, end du har passet ind andre steder?

“Jeg passer ind mange steder.”

Men du har sagt, du ikke har været i stand til at identificere dig med arbejdskulturen på mange tidligere arbejdspladser.

“Det er generelt. Der er mange for hvem, det er udbredt, at ens identitet hænger sammen med ens erhverv, og hvis man ikke har et erhverv, kan man føle sig identitetsløs. Sådan har jeg aldrig haft det.”

Du har aldrig følt det pres?

“Jeg synes ikke, det er en god ting, jeg ikke har følt det. Hvis jeg havde følt det, havde jeg måske holdt lidt mere fast i mine jobs, og måske også følt mig presset til at være lidt mere struktureret. Jeg begyndte på nogle uddannelser, der overhovedet ikke var realistiske.”

Ja, du studerede arabisk. Hvorfor gjorde du det?

“På grund af interesse. Jeg ville gerne prøve at gå på universitetet, og jeg ville gerne læse religionsvidenskab. At følge nogle fag på arabisk var en genvej til religionsvidenskab.”

Nu hvor du ikke har mange år tilbage at arbejde i, vælger du at tage en uddannelse. Da jeg studerede nordisk mødte jeg nogle negative reaktioner overfor mine midaldrende medstuderende. Reaktionerne gik på, at de tog pladserne fra “os unge”. Hvad tænker du om det?

“Jeg har ikke mødt nogen fordømmelse eller misbilligelse af, jeg har valgt at tage en uddannelse sent i livet. Lige så snart jeg var ude i praktik, arbejdede jeg jo også med jævnaldrende. Faktisk har jeg arbejdet sammen med nogle, jeg har gået i skole med. De har været i faget i 30 år, hvor jeg har lavet alt muligt andet. Jeg synes også, der er meget politisk snak om, hvad man kan og hvad man ikke kan. Om man bidraget til samfundet eller nasser.”

Der er nok også forskel på, om man tager pladserne fra nogle på de store uddannelsesinstitutioner eller søge ind på en uddannelse i udkantsdanmark, som du har gjort…

“Vi kalder det vandkantsdanmark…”

Men har du nogensinde følt dig ramt af den politiske snak? Du siger jo faktisk, du blev presset til at tage en uddannelse.

“Altså, der er helt sikkert mange, der har anset mig for at være en samfundsnasser, og med rette. Jeg har helt sikkert ikke arbejdet hele tiden, men brugt meget tid på mine egne ting, mens jeg har hævet understøttelse.”

Tæller dit arbejde som ufaglært ikke?

“Jo, men der er gået lange perioder imellem jobbene.”

Har det altid været selvforskyldt?

“Nja, men jeg har heller ikke altid gjort så meget for det. Jeg gik fx ledig, da I (undertegnede og to yngre søstre)  var små. Det var jo smart, jeg var hjemme nogle gange, ik?”

Hvorfor gjorde du ikke mere for at få et job?

“Fordi jeg havde det fint med at gå ledig. Jeg lavede alt muligt andet. Jeg havde det fint med det, og det kan godt være, at det er forkert. Der er helt sikkert mange, der har snakket, gætter jeg på. Men jeg lod det bare gå ind ad det ene øre og ud ad det andet.”

Hvordan kan du det?

“Dengang jeg var helt ung, var jeg tilhænger af “Sammenslutningen af bevidste arbejdssky elementer”.

Men det er vel også en form for identitet, bare ikke arbejds. Kan du kan identificere dig med dit arbejde hos hjemmeplejen nu?

“Nej…. eller… det er faktisk begyndt at blive lidt af min identitet. ..Meget mystisk.”

Og det har du det okay med at indrømme?

“Ja! Prøv at hør! Jeg er ikke sådan én, der bliver ved at være den samme hele livet.”

Man har hørt om folk, der arbejder mange år og så trapper ned og laver, hvad de har lyst til. Den anden vej er atypisk…

“Jeg er nødt til at arbejde. Både fordi jeg har brug for pengene, og fordi de tider, hvor man kunne få lov til at gå rundt og være ledig, og hygge sig med det, er forbi.”

Men hvis du havde muligheden for at være ledig, ville du så vælge den?

“Selvfølgelig ville jeg det.”

Vil du ikke savne hjemmeplejen?

“Jo, det er rigtigt. ..Aj… jeg ville nok fortsætte lidt mere i hjemmeplejen.”

Jeg skal ikke putte svar i din mund.

“Altså, jeg har altid været meget omstillingsparat. Jeg ændrer mig i takt med, hvilke muligheder jeg har. Jeg tror, jeg tager de muligheder, der byder sig, og så lader jeg som om, det er det bedste for mig. At det er lige det, jeg har ønsket mig. Kender du ikke historien om Guruen i Indien (Peter har en stor kærlighed til Indien og har rejst i landet mange gange)? Guruen kan få alt, hvad han ønsker sig. Da nogen spørger til hans hemmelig, svarer han, at det er meget simpelt. Han ønsker sig det, han får. Det jeg havner i, udnævner jeg bare til mit. Jeg mangler nok noget målrettethed. Jeg sætter mig ikke mål, jeg skal forfølge.”

Hvad har du imod mål, er du bange for ikke at nå dem?

“Måske vil jeg bare hellere leve i nuet end at lave målsætninger.”

Men du gennemførte din uddannelse og arbejder nu som plejehjælper. Hvordan har du opnået det uden at sætte dig nogle mål?

“Jeg kan ikke forklare det. Måske er det ikke nødvendig at sætte sig så mange mål. De kommer måske uanset. Jeg blev ansat i min nuværende stilling ved at hjemmeplejen ringede til arbejdsformidlingen og bad dem hjælpe med at finde en ferieafløser. Indtil da havde jeg søgt jobs lidt halvhjertet, men jeg prøvede selvfølgelig at finde nogle spændende og interessante steder. Arbejdsformidlingen ringede til mig, og jeg kørte forbi lederen af hjemmeplejen, inden en Bob Dylan koncert, jeg skulle til i Aarhus. På grund af koncerten kunne jeg ikke starte den efterfølgende dag, men jeg startede om fredagen og har været der lige siden. I starten var det fuldstændig vanvittigt. Jeg tror, jeg på fire mdr. besøgte over 120 personer, og nogle så jeg kun én gang. Jeg fandt derfor hurtigt ud af, jeg ikke kunne bruge de ting, jeg havde lært, men måtte improvisere. Det kan godt være, at der ikke blev gjort så meget rent, men de fleste syntes jo, det var hyggeligt, at jeg kom, fordi jeg godt gad at snakke med dem. Og faktisk fik jeg også ros for min rengøring.

Efterfølgende spurgte jeg, om jeg ikke kunne få aftenvagter. Det er mere personligt, og der er ikke så meget rengøring, mere sådan nogle småjobs, som at huske dem på deres piller. Jeg havde altså ikke som sådan søgt om at havne her. Jeg var bare heldig, for det er lige præcis her, jeg drømmer om at være!”

Har du nogle tilføjelser eller en vinkel, der er vigtige at få med i dette indlæg?

“Vi får af vide, vi skal spare og det går ud over servicen. Det synes jeg ikke er i orden. Jeg blander mig med den faglige indsigt jeg har, men mest af alt spiller jeg dum og lader som om, jeg ikke forstår de nye regler. Jeg skriver rapport, når jeg bliver bedt om det. Men det er ikke noget jeg bruger særlig lang tid på. Jeg vil hellere snakke med de ældre end skrive, hvad vi har snakket om. Men lige nu føler jeg, den største forskel opnås ved simpelthen at spille dum. At jeg ikke fatter hvad kommunen vil have os til og hvor vi skal spare. Jeg bliver ved at gøre det for godt. Det har så den force, at der ikke er nogle af de ældre, der klager. ”

Nu har du sagt et par gange, at du spiller dum, fordi det er den eneste løsning. Er der ikke forskel på at sige, man spiller dum, og sige, at man kæmper for at bevare et serviceniveau, man synes, man kan være bekendt?

“Ja, det er det jeg gør  – kæmper for at bevare et serviceniveau, vi kan være bekendt.” 🎄

by maitrosborg

Om at flytte til udlandet som 16-årig for at forfølge sin drøm

img_0901

Gry valgte som 16-årig at tage til England for at forfølge sin drøm om at blive skuespiller. I dag er hun 25 år og bor i Berlin og er startet i praktik i en integreret institution for på sigt at uddanne sig til pædagog. Hun har været hjemme i Danmark i 6 mdr., ellers har hun boet hele sit voksne liv i udlandet. Jeg har taget en snak med hende over skype, om drømme, udlængsel og forventninger, egne og andres.

I stedet for at begynde på gymnasium eller handelsskole efter 9. klasse, som jeg forestiller mig at mange af dine klassekammerater gjorde, valgte du at flytte til udlandet. Hvorfor?

“Det gjorde jeg, fordi jeg vidste, hvad jeg ville!”

Du flyttede ind hos din (vores) mors kæreste Paul i Somerset, men du kendte ikke andre. Havde du ingen bekymringer ved at pakke tasken, forlade din familie og dine venner og flytte til en by og et land, du ikke kendte?

“Altså når man er 16 år tænker man ikke så meget over konsekvenser, og man har mere tid.  Jeg har aldrig haft et stort netværk, eller behovet for det. Jeg har få, tætte venner.”

Tid? Hvad mener du med det?

“Altså til at lave fejltagelser.”

Overvejede du overhovedet, hvis det ikke gik?

“Det var sikkert i min bevidsthed, men jeg overvejdede det ikke særlig meget. Jeg var målrettet. Jeg vidste, hvad jeg ville og kunne slet ikke forestille mig noget andet. Du ved, når man er 16 år, tror man, man har fundet sig selv og aldrig ændrer sig.”

Kiggede du på dine klassekammerater og tænkte, du havde gang i noget helt andet?

“Ja, for mange vidste jo ikke, hvad de ville, eller var meget usikre omkring det.”

På to år gik du på en dramaskole i Somerset. Var det en skole man skulle til audition på?

“Man skulle ikke til audition, men man skulle søge optagelse, og så valgte de ud fra interviews. De matchede årgangene, så de passede sammen. Året før mig, var meget cirkus, og året efter, var der mange dansere og musikalske elever. Vores årgang var meget instruktion og skuespil, heldigvis. Der er sådan en fordom om, man skal være meget musikalsk for at være skuepiller, det var vores årgang overhovedet ikke.”

Efter at have færdiggjort dramaskolen i Somerset, søgte du optagelse på 2 dramaskoler og 3 universiteter med gode skuespilslinjer.

“Min første audition var til den skole, jeg helst ville ind på, Rose Bruford i London.”

Uddannelsen var 3 år, men du forlod den efter 6 mdr. Hvorfor?

“Dem jeg studerede med havde meget praktisk erfaring med at stå og optræde på en scene, og mange havde arbejdet professionelt. Uddannelsen var meget skræddersyet til folk, der havde erfaring med at optræde. Jeg havde erfaring med at undervise, så jeg synes ikke, uddannelsen var skræddersyet til mig. Jeg havde brug for mere praktisk erfaring på en scene. Man kan være nok så teoretisk dygtig, men hvis du ikke kan formidle til et publikum, er det ligegyldigt.”

Da du stoppede på uddannelsen tog du tilbage til Danmark. Var du stadig overbevist om, du skulle være skuespiller?

“Måske var jeg lidt mere i tvivl, men stadig overvejende overbevist. Jeg tænkte ikke, jeg ville gå en anden vej, men var sådan lidt mere…”

Hvorfor tog du tilbage til Danmark i stedet for at blive i London?

“Det var dyrt at bo i London uden en uddannelse og det var rart at komme tilbage til sin familie og sådan.”

Men det var ikke længe du blev. Du flyttede til Berlin efter 6 mdr. i Danmark.

“Det havde også noget at gøre med, jeg ville have erfaring. I Danmark var der dengang langt mellem castings, møder og optrædener, så jeg kiggede lidt på, hvor man ellers kunne tage hen. Jeg så Berlin havde 410 teatre, og byen er billig og ligger tæt på Danmark. Jeg tænkte først på Stockholm og Hamborg.”

Har du bare en generel udlængsel?

“Næ, dengang ville jeg bare skuespillet og tænkte, hvis jeg gerne vil tilbage, er det bedre at komme med noget erfaring.”

Tilbage til Danmark?

“Ja, men det var ikke noget jeg sådan tænkte over.”

Hvad er forskellen på at rejse, når man er 16 år og når man er 19 år, som du var, da du tog til Berlin?

“Det var sværere at flytte til Berlin. Det var svært.”

Svært?

“Det var en sværere beslutning at tage. Nu havde jeg jo gjort en ting,  som jeg have – ikke fortrudt –  men valgt om, og så bliver man mere usikker. Det har vi jo snakket om før, jo ældre man bliver, jo mere bevidst bliver man om sine valg og de konsekvenser, de kan få. Derfor er det sværere.”

Men svært eller ej, du valgte jo alligevel at flytte…

“Var det skørt?”

Du var vel stadig målrettet mod skuespillet?

“Ja.”

Så flyttede du til Berlin…

“Jeg fik en casting og blev hyret til en teatergruppe, hvor jeg spillede rødhætte, en mdr. efter jeg var kommet, så det var hurtigt. Det var meget sjovt i starten, og det her skal ikke lyde snobbet, men det var et chok for mig, at mange af dem, der ender i denne branche, ender her nok fordi de har spidse albuer fremfor talent. Selvfølgelig er der også dygtige folk. Jeg havde nok været rimelig forkælet i og med, jeg har gået på gode skoler og haft dygtige undervisere fx fra “The National Theatre”. Jeg var forkælet, fordi jeg havde arbejdet med en masse dygtige, organiserede mennesker, og nu skulle jeg arbejde med nogle, der ikke var organiserede.”

Så det levede ikke op til dine forventninger?

“Jeg havde ikke forventet høje lønninger eller gode jobs i starten, men heller ikke at det hele var så uorganiseret.”

Var det da du fik din første rolle som rødhætte, du tænkte, det her skal jeg ikke?

“Nej overhovedet ikke. Jeg fik nogle roller i teateret, som jeg aldrig har optrådt med og blev castet som Grethe og en klov og medvirkede i kortfilm. Jeg kan ikke rigtig sige, hvad det var. Lysten forsvandt bare mere og mere. Det var ikke sådan, jeg gik til prøve og tænkte “Yay, det er sjovt”. Men når jeg optrådte, gik tiden hurtigt. Jeg ved ikke rigtig, hvad det var, men man ændrer sig jo også. Jeg lavede det i lidt over et år, og så tog jeg, hvad jeg havde tænkt skulle være en pause. Men lysten er ikke rigtig kommet tilbage. Det kan være den gør det, når jeg fylder 30. Eller 50.”

I det som var tænkt som en pause, arbejdede du på cafeer og søgte praktikplads inden for business.

“Jeg tænkte, hvis jeg skal tilbage og arbejde som skuespiller, står man selv for forhandlinger og økonomi, medmindre man er ansat på et teater i længere tid. Derfor gik jeg bevidst efter business.”

Du fandt et job som personlig assistent for en chef hos et internetfirma. Her fik du ret meget succes. Er du generelt bare en person, der gør tingene 110 procent?

“Ja måske. Jeg tror, jeg tænker, man selv former sit liv. Ting sker ikke tilfældigt.”

Nu skal du i gang med en uddannelse som pædagog. Det er jo noget helt andet.

“Det er sjovt, for jeg har faktisk arbejdet en del med børn tidligere. I England havde jeg et freelancejob som jonglørunderviser og jeg har arbejdet for et børneteater. Jeg husker, jeg overvejdede at arbejde som dramalærer for børn, caste børn eller have en dramaskole for børn. Det kunne jeg godt tænke mig dengang.”

Tænker du stadig det?

“Nej. Måske har det noget at gøre med, jeg ikke føler mig kompetent, da jeg ikke har arbejdet med skuespil i mange år.”

Føler du det som et nederlag, du har været så målrettet mod noget, du ender med ikke at lave alligevel?

“Nej, det føler jeg ikke. Faktisk føler jeg det modsat, som en sejr. Jeg havde helt ærligt aldrig regnet med at komme ind på en skuespillerskole eller få et betalt job. Det var ikke noget, jeg havde troet på. Derfor er jeg stolt af, jeg gjorde det.”

Du har fortalt mig, du har tænkt på at tage en uddannelse som pædagog i en længere periode, men du ikke har gjort det, fordi du føler, man har nogle forventninger til dig?

“Hvis jeg skal være helt ærlig, så er der rigtig mange, der godt kunne lide, jeg gik skuespillervejen. Der er mange, der søger ind på skuespillerskoler syv år i træk eller går mange år uden at få et job, så min vej var forholdsvis nem. Jeg kom ind i første forsøg. Da jeg kom ind på skuespilskolen var folk sådan “nå, hun kan noget!”

Men det kom også som lidt af et chok for mig, da jeg aldrig har set dig spille skuespil.

“Det er bare nemmere at spille skuespil foran folk, man ikke kender. Jeg kender mange, der har det på samme måde.”

Så du føler det ikke selv som en fiasko at lægge drømmen på hylden, men at andre ser det sådan?

“Ja, måske mere det. Folk er skeptiske, for nu gik det jo så godt, så hvorfor stoppe mens legen er god.”

Men legen var jo ikke god?

“Man skal vælge det, der gør en glad i længden.”

Føler du dig bagud i forhold til dine jævnaldrende?

“Det gjorde jeg i starten, da jeg besluttede mig for at skulle starte med at uddanne mig til pædagog. Eller nej, egentlig ikke. Jeg ved, der er mange af mine veninder, der skal til noget nu, som de måske ikke er sikre på er den rigtige vej, og de har ikke så meget erfaring. Det kan jo være, at de om ti år vil noget andet. Jeg er glad for at have forfulgt drømmen, ellers kunne jeg gå og tænke at jeg måske burde have gjort det.”

Du har valgt at blive boende i Berlin. Hvorfor?

“Det er et mere praktisk spørgsmål. Jeg elsker Berlin, men her er også jobs og muligheder. Om det var Danmark eller Berlin er lidt mere tilfældigt. Berlin er en meget nem by at bo i i forhold til andre byer, tror jeg.”

Man har du ikke sagt, du ikke kunne tænke dig at bo i Danmark?

“Måske som teenager, men du skal ikke hænge mig op på alt, jeg siger. Hvad sagde du ikke som teenager!?”

Men kan du forestille dig, at komme tilbage til Danmark?

“Ja, det kan jeg godt. Men selvom jeg er dansk, har jeg jo boet hele mit voksne liv i udlandet, det kan jeg godt mærke at jeg er præget af. Selvom jeg er dansk, kan jeg godt føle mig mere hjemme i Tyskland end i Danmark, medmindre jeg er sammen med min familie i Danmark.”

Det er jo ret interessant vinkel på den debat om danskhed, der blomstrer i Danmark pt.

“Jeg kan godt mærke, jeg er blevet voksen uden for Danmark. Jeg er glad for, jeg fulgte min drøm. Folk behøver ikke være så bange for fiasko. Jeg føler jo ikke selv, det er en fiasko. Folk skal ikke være så bange for at ændre vej. Jeg har faktisk kunne bruge utrolig mange ting. En del af det, man lærer som skuespiller, er at lytte. Lytte til instruktøren og sine medspillere. Jeg tror, jeg er kommet bedre ud af det med mine chefer pga. den evne.”

Så man skal følge sit 16-årige Gry.

“Ja!” ❄️

by maitrosborg

Om at bygge og flytte i et nyt hus, når man er 82 år

img_1482

”Nå, ville du spørge mig om noget” siger han, efter vi har brugt nogle timer på at snakke om vejret, familien og helbredet over en flaske rødvin og to gode, solide danske frokostretter. Det er en frostklar mandag og vi sidder på en restaurant med udsigt over Marselisborg havn. Et par andre gæster laver forretning over frokosten, ellers er der mennesketomt. Jeg tøver lidt, forklarer hvad en blog er og hvad min idé med disse fortællinger er, at alle har en historie at fortælle. Og den historie, jeg gerne vil, at han deler, er fortællingen om at bygge et nyt hus og flytte i en alder af 82 år. Jeg havde forestillet mig, at interviewet ville komme til at handle om alderdom, men bliver hurtigt klar over, det ikke er, hvad fylder. Angsten for at være alene, er den, der fylder.

”Jeg kan godt få en følelse af angst, hvis jeg skal gå i seng alene nogle nætter”.

Altså angst for at dø?

”Ja, sådan noget.”

For ca. 5 år siden døde Villys kone, Erna, af leukemi. Erna og Villy dannede par fra de var  henholdsvis 19 og 21 og til hun døde som 75-årig. Sammen har de fire børn, ni børnebørn og for nylig kom det første oldebarn. Efter Ernas død fandt Villy en kæreste, Grethe. De er i dag ved at bygge et hus, som de kan flytte ind i i starten af det nye år.

”Da Erna døde, var jeg taknemmelig for, at mine børn skiftevis inviterede mig på middage. Men må også indrømme at ligeså snart, jeg havde forladt deres indkørsler, ringede jeg til Grethe. På det tidspunkt havde hun et Bed & Breakfast i sit hjem, hvor der kom gæster, hun havde kendt længe og efterhånden var blevet venner med. Den tanke brød jeg mig ikke om, så hun endte med at vælge dem fra og mig til. Jeg dur ikke til at være alene. Det gør jeg bare ikke.”

Villy har altid levet i et parforhold og rollefordelingen har været tydelig. Han passede vedligeholdelsen af hus og have, hun lavede mad og var den sociale. Hende der samlede familen til højtider og traditioner. Ved siden af jobbet på fabrikken, vel at mærke. Villy nævner et par gange, hvordan han ikke er social, og det går op for mig, vi muligvis aldrig har været på tomandshånd før nu. Jeg mærker, at situationen er uvant for ham. Han snakker mere end han plejer.

Snakken falder naturligt på Erna, hvordan hun tog afsked påskesøndag med familien samlet omkring sig. Hvordan hun levede et langt og rigt liv indtil sygdommen ramte. Villy fortæller, hvordan han første gang mærkede hendes sygdom. De havde for vane at tage ud at spise om fredagen. Det var på denne restaurant, hun første gang blev dårlig. Hun mistede appetitten og de måtte køre hjem. Det var atypisk for hende. Han snakker om disse minder på en måde, der påvirker mig. Jeg har let ved at genkende kvinden, min mormor.

 ”Jeg kan ikke forestille mig, at opleve noget alene. Jeg har brug for en at dele alle mine oplevelser med”, siger han og trækker minutter senere sin iPhone frem fra brystlommen og ringer …”Hej ven, jeg sidder lige her med mit ældste barnebarn. Vi spiser bøf – han kigger over på mig – stjerneskud tilføjer jeg.” Han rækker mig telefonen, og jeg gentager, hvordan vi har det, hvor vi er og hvad vi spiser. Behovet for at dele alt bliver pludselig meget tydeligt illustreret ved dette opkald, som han foretager over frokosten midt i en sætning.

“Du er en pæn pige, du kan jo sagtens være i et parforhold, hvis du vil. “, siger han til mig. Han har en meget pragmatisk tilgang til livet. Jeg mærker tydeligt, han er fra en generation før Tindertiden. En tid, hvor frygten for at være alene fylder mere end frygten for at vælge den forkerte partner.

Men er der ikke et stykke vej fra tosomhed til at bygge et nyt hus og flytte – også alderen taget i betragtning?

“Jeg ved, man ikke får et hus i bedre kvalitet end det vi, Erna og jeg, har bygget. Vi har jo selv haft indflydelse på hver enkel, lille detaljer. Men det er også et hus fuld af aftryk, og jeg ved jo godt qua jeg er ældre end Grethe, at det er hende, der kommer til at sidde alene tilbage, så derfor bygger vi et nyt hus, hvor vi begge kan bo. Grethe har boet og arbejdet hele sit liv i Ry, så derfor skal vi bo der.”

Men hvorfor ikke blive boende hos hende i stedet for at bygge nyt?

“Grethe har lovet sin datter, at hun skal overtage hendes hus, og så er det også et gammelt hus, hvor trægulvet knirker og sådan. Der er flere, bl.a. min bror, der har foreslået, vi brækker det ned og bygger et nyt.”

Villy og Grethe har ikke valgt den løsning, men har i stedet købt en helt ny grund, hvor der bygges hus, og Villy har en klar mening om, hvordan det hus skal indrettes.

“Grethe har en spisestue fra vores konkurrenter, så jeg tager selvfølgelig min spisestue med”, siger han og nævner efterfølgende de andre møbler, der skal følge med til deres nye hjem “skrivebordet fra farens far, de brune lædersofamøbler (…)”

Sammen med sine to sønner ejer Villy et møbelfirma, der har eksisteret i flere generationer. Hver morgen sætter han sig ind i sin bil og kører på job, kører hjem til frokost og tilbage igen. Også i dag.

Alder er kun et tal. 🎄

by maitrosborg

En hyldest til poeten Leonard

Vi vågner op til en anden verden.

Men du tager os i hånden og vi danser sammen til der ikke er mere kærlighed.

På en trappe i Barcelona sang en gademusikant en af dine sang.

Vi lyttede.

Hallelujah.

Men det her er ikke måden at sige farvel på.

Vi gemmer den sidste dans.

Kærligheden er her stadig.

First we take Manhattan…

 

 

by maitrosborg

Så træk dog vejret, kvinde!

img_1841

“(..) to much energy in your country is spend on develop the mind instead of the heart (…), citatet er af Dalai Lama, et min far har haft med fra en af sine utallige rejser til Indien, som jeg fandt forleden, da jeg ryddede op og ud i min lejlighed (og mit hoved).

Jeg hang det op på badeværelset. For det, citatet, siger meget om den verden, vi lever i. Og om os, der lever i den.

Jeg havde netop været på en to timers strala (yoga) workshop, hvor jeg blev mindet om, hvor meget vi kan, hvis vi er i stand til at lytte til et af de klogeste værktøjer vi har – kroppen. I strala, lærte jeg, at man bør give plads, give slip. Hvis du mister din styrke eller din balance, så træd to skridt tilbage, hvis det får dig lettere frem. Lad være med at gå i stå, hvis du ikke med det samme kommer dertil, du gerne vil. Lad være med at frys, men bevæg dig i et flow, og lad være med at forvente, du kommer dertil, du gerne vil, hvis kroppen ikke er klar – du bliver nødt til at åbne døren, inden du går ind (ellers slår du dig unødvendigt).

Det er hårdt for en konkurrencemindet utålmodig sjæl at efterleve disse flowprincipper. Jeg vil gerne at tingene sker her og at de sker nu. Ikke i morgen. Men i længere tid har jeg kæmpet med at finde balancen. Alle har gode og dårlige (balance)dage, men jeg blev konstant slået ud af kurs, når jeg skulle balancere på benet, foden eller tæerne. Min krop skreg til mig, jeg skulle lytte til den, acceptere min ubalance og trække vejret lidt dybere, give mig tid. Så det gjorde jeg. Jeg begyndte at trække vejret (jf. tidligere indlæg) – og finder gradvist balancen. Ikke kun på tæerne, men også i hverdagen. Og indser, at det jeg troede fik mig langsommere frem, faktisk får mig hurtigere frem.

Kroppen er et redskab. Et redskab, vi bør bruge ligeså meget tid på at udvikle, som vi bruger på at udvikle vores hjerner. Kroppen er den, der forbinder hjerte og hjerne. Jeg giver Dalai ret, vi kunne komme længere, hvis vi brugte tid på at udvikle vores hjerter sammen med vores sind. ❤️

by maitrosborg

Pladderhumanisme

08week12

Pladderhumanist kalder hun sig, da hun fortæller, vi skal passe på os selv. At det er hårdt arbejde at være jobsøgende. Jeg er til møde hos (magisternes) A-kasse. Der er sket noget siden sidst, mærker jeg. De har set konsekvenserne af alt for mange håbende jobsøgende, der har mistet håbet. Til samfundet. Til dem selv. De har mærket konsekvenserne af den politik der føres, som vægter kroner og ører og hurtige resultater højere end menneskelige værdier og holdbare løsninger.

Hun fortæller, hvor vigtigt det er med en hverdag med indhold, men også hvor vigtigt det er, vi giver os selv lov til at holde fri, sove længe og passer på, ikke at bukke under for andres (men mest af alt egne) forventninger. Jeg er min værste fjende. Jeg ved, at når jeg frygter fremtidige sociale sammenkomster (heriblandt julen), så er det ikke fordi, jeg tror andre dømmer mig (at ikke alle forstår, er noget andet). Jeg dømmer mig selv, først og fremmest. Har jeg gjort nok. Har jeg været den bedste udgave af mig selv. Den bedste medarbejder, kollega, kæreste, søster, datter, veninde. Har jeg gjort nok?

Jeg kan klare mange ting, men jeg kan ikke klare tanken om, ikke selv at have gjort nok for det liv, jeg ønsker. Jeg opsagde min lejlighed for at være tvunget til at bevæge mig videre – væk fra det, der pt. gør ondt. Heldigvis var min udlejer sød at give mig lov til at annullere opsigelsen og tillade mig at fremleje den i stedet, når og hvis det bliver aktuelt i forbindelse med udenlandsrejser. For jeg opdagede – med hjælp (tak!) – at det er ok, at trække vejret og mærke efter. Når jeg flytter næste gang, skal det ikke være for at bevise noget, men af lyst. Fordi jeg har overskud – økonomisk (det er dyrt at flytte, ved jeg af erfaring) såvel som personligt. Jeg flytter gerne for et job.

De andre er i gang med en samtale, da jeg kommer tilbage fra toilettet. Vi venter på vores individuelle samtaler efter at have fået en fælles præstation af dagpengesystemet. De spørger mig, om jeg er dimittend, og jeg fortæller dem, at det er jeg ikke. Så begynder de at snakke om deres børn og hvor priviligerede de er, at have tid til dem. Hvordan en deltidsstilling vil være helt ideelt. Jeg tænker, det passer mig fint, at de tager deltidsstillingerne og lader mig arbejde fuldtid og mere til. Jeg savner de morgener, hvor jeg cyklede på arbejde og vidste, der ventede mig møder, mails og projekter. Jeg savner de sene aftener og nætter, hvor jeg lukkede cafeer og restauranter ned efter en 10-11 timers arbejde. Jeg savner at arbejde (og jeg var god til det)!

Jeg har altid været priviligeret og haft et liv med mange mennesker, aftaler og projekter, så i de perioder, hvor der hverken er mange aftaler eller mennesker, kæmper jeg for at undgå følelsen af formålsløshed og ensomhed. Derfor er jeg blevet enig med mig selv om, at et kursus, hvor jeg udvider mine kvalifikationer, står op og møder mennesker hver dag, er det, der skal ske nu. Men jobcentret har brugt alle pengene og bevilger ikke længere kurser til højtuddannede. Nå. Jeg fortsætter med at søge alle de jobs, jeg er kvalificeret til. Og. trække. vejret.  Vi går ikke i stå, så længe vi trækker vejret. Ind og Ud. Livet vil altid bevæge sig fremad i forskellige tempi og følelser er flygtige.

Jeg bliver kaldt ind som den andensidste i en tilfældig rækkefølge. Konsulenten kender en af mine tidligere kollegaer. Hun roser mit CV og skriver projektleder, voksenundeviser, kampagne og kommunikationsmedarbejder i min jobplan….

by maitrosborg

Til dig, der frygter for de danske værdier


maxresdefault

Har du nogensinde frygtet for din mand, din kone, din bror, din søster, din far og din mor? Frygtet at de ikke ville være her i morgen? Frygtet at de ville dø, fordi nogen simpelthen beslutter sig for at slå dem ihjel?

Har du måtte sige farvel til din søn eller datter med visheden om, du ikke vil se dem de næste mange år, fordi du har besluttet dig for simpelthen at give dem en fremtid?

Har du haft svært ved at sove, fordi gadens lyde minder dig om lyden af bomber? Fordi lydene giver dig flash back til dengang de torturerede dig?

Aldrig har jeg skulle frygte for min familie. Men jeg har set en kvinde besvime, da hun modtager opkaldet om hendes brors død. Jeg har set voksne mænd med tårerne trillende ned af kinderne, når de fortæller om savnet til deres familie,  døtre og sønner.

Aldrig har jeg måtte sige farvel til min familie uden at vide, hvornår jeg ville se dem igen, men jeg elsker en mand, der måtte.

Aldrig er jeg blevet tortureret, men jeg har set smerten og det slørrede blik, hos dem, der er.

Aldrig har jeg set eller hørt en bombe, men jeg har set blikket og angsten i øjnene på dem, der har.

Har du virkelig grund til at frygte? Du siger, du frygter for det danske samfund, de danske værdier. Men ved du egentlig, hvad de danske værdier er? Eller hvordan angst føles?

Jeg er træt helt ind i knoglerne. Træt af tonen. Træt af debatten. Ligesom alle andre fornuftige mennesker.

Hvornår blev politik til, hvem der kan lave flest stramninger og ikke, hvem der kan hjælpe flest mennesker.

I Danmark bryster vi os af vores værdier. De værdier er vi pt. ved at glemme. Dem, der frygter at flygtninge og indvandrer vil stjæle vores danske værdier, har ikke det fjerneste idé om, hvad danske værdier er.

Du har en agenda, når de omtaler flygtninge og indvandrere. Jeg har en anden. Jeg er i dialog med dem. Fortæller og forklarer, hvorfor demokratiet er så vigtigt. De forstår, for de fleste er jo netop flygtet fra lande, hvor mangel på demokrati har ført til krig og ødelæggelse. Demokrati er nemt at forstå, men så er der også det med velfærdssystemet, skat, kontanthjælp og integrationsydelse, hvorfor staten blander sig i børneopdragelse og arbejdsliv. Det vi må og skal forstå, er, at de veje flygtninge og indvandrer træder på, er veje de endnu ikke kender. Ligeledes ville vejene i Syrien, Iran, Irak, Afghanistan, Eritrea og Congo være det for os, hvis vi skulle flygte fra Danmark. I stedet for at frygte for demokratiet, kan I bruge det. Gå i dialog og sørg for at skabe en vej alle kan gå på – sammen. Kig fremad, ikke tilbage. Vi er nået langt siden 1849. Men uden kærlighed er der ingen Kierkegaard og uden dannelse ingen Grundtvig.

Danmark er ikke fordomme, fordømmelse og fordummelse. Det er demokrati, dialog og dannelse.

Manden med de brune øjne eller kvinden med tørklædet er her ikke for at tage noget fra dig, men fordi noget er blevet taget fra dem.