Om at flytte til udlandet som 16-årig for at forfølge sin drøm

img_0901

Gry valgte som 16-årig at tage til England for at forfølge sin drøm om at blive skuespiller. I dag er hun 25 år og bor i Berlin og er startet i praktik i en integreret institution for på sigt at uddanne sig til pædagog. Hun har været hjemme i Danmark i 6 mdr., ellers har hun boet hele sit voksne liv i udlandet. Jeg har taget en snak med hende over skype, om drømme, udlængsel og forventninger, egne og andres.

I stedet for at begynde på gymnasium eller handelsskole efter 9. klasse, som jeg forestiller mig at mange af dine klassekammerater gjorde, valgte du at flytte til udlandet. Hvorfor?

“Det gjorde jeg, fordi jeg vidste, hvad jeg ville!”

Du flyttede ind hos din (vores) mors kæreste Paul i Somerset, men du kendte ikke andre. Havde du ingen bekymringer ved at pakke tasken, forlade din familie og dine venner og flytte til en by og et land, du ikke kendte?

“Altså når man er 16 år tænker man ikke så meget over konsekvenser, og man har mere tid.  Jeg har aldrig haft et stort netværk, eller behovet for det. Jeg har få, tætte venner.”

Tid? Hvad mener du med det?

“Altså til at lave fejltagelser.”

Overvejede du overhovedet, hvis det ikke gik?

“Det var sikkert i min bevidsthed, men jeg overvejdede det ikke særlig meget. Jeg var målrettet. Jeg vidste, hvad jeg ville og kunne slet ikke forestille mig noget andet. Du ved, når man er 16 år, tror man, man har fundet sig selv og aldrig ændrer sig.”

Kiggede du på dine klassekammerater og tænkte, du havde gang i noget helt andet?

“Ja, for mange vidste jo ikke, hvad de ville, eller var meget usikre omkring det.”

På to år gik du på en dramaskole i Somerset. Var det en skole man skulle til audition på?

“Man skulle ikke til audition, men man skulle søge optagelse, og så valgte de ud fra interviews. De matchede årgangene, så de passede sammen. Året før mig, var meget cirkus, og året efter, var der mange dansere og musikalske elever. Vores årgang var meget instruktion og skuespil, heldigvis. Der er sådan en fordom om, man skal være meget musikalsk for at være skuepiller, det var vores årgang overhovedet ikke.”

Efter at have færdiggjort dramaskolen i Somerset, søgte du optagelse på 2 dramaskoler og 3 universiteter med gode skuespilslinjer.

“Min første audition var til den skole, jeg helst ville ind på, Rose Bruford i London.”

Uddannelsen var 3 år, men du forlod den efter 6 mdr. Hvorfor?

“Dem jeg studerede med havde meget praktisk erfaring med at stå og optræde på en scene, og mange havde arbejdet professionelt. Uddannelsen var meget skræddersyet til folk, der havde erfaring med at optræde. Jeg havde erfaring med at undervise, så jeg synes ikke, uddannelsen var skræddersyet til mig. Jeg havde brug for mere praktisk erfaring på en scene. Man kan være nok så teoretisk dygtig, men hvis du ikke kan formidle til et publikum, er det ligegyldigt.”

Da du stoppede på uddannelsen tog du tilbage til Danmark. Var du stadig overbevist om, du skulle være skuespiller?

“Måske var jeg lidt mere i tvivl, men stadig overvejende overbevist. Jeg tænkte ikke, jeg ville gå en anden vej, men var sådan lidt mere…”

Hvorfor tog du tilbage til Danmark i stedet for at blive i London?

“Det var dyrt at bo i London uden en uddannelse og det var rart at komme tilbage til sin familie og sådan.”

Men det var ikke længe du blev. Du flyttede til Berlin efter 6 mdr. i Danmark.

“Det havde også noget at gøre med, jeg ville have erfaring. I Danmark var der dengang langt mellem castings, møder og optrædener, så jeg kiggede lidt på, hvor man ellers kunne tage hen. Jeg så Berlin havde 410 teatre, og byen er billig og ligger tæt på Danmark. Jeg tænkte først på Stockholm og Hamborg.”

Har du bare en generel udlængsel?

“Næ, dengang ville jeg bare skuespillet og tænkte, hvis jeg gerne vil tilbage, er det bedre at komme med noget erfaring.”

Tilbage til Danmark?

“Ja, men det var ikke noget jeg sådan tænkte over.”

Hvad er forskellen på at rejse, når man er 16 år og når man er 19 år, som du var, da du tog til Berlin?

“Det var sværere at flytte til Berlin. Det var svært.”

Svært?

“Det var en sværere beslutning at tage. Nu havde jeg jo gjort en ting,  som jeg have – ikke fortrudt –  men valgt om, og så bliver man mere usikker. Det har vi jo snakket om før, jo ældre man bliver, jo mere bevidst bliver man om sine valg og de konsekvenser, de kan få. Derfor er det sværere.”

Men svært eller ej, du valgte jo alligevel at flytte…

“Var det skørt?”

Du var vel stadig målrettet mod skuespillet?

“Ja.”

Så flyttede du til Berlin…

“Jeg fik en casting og blev hyret til en teatergruppe, hvor jeg spillede rødhætte, en mdr. efter jeg var kommet, så det var hurtigt. Det var meget sjovt i starten, og det her skal ikke lyde snobbet, men det var et chok for mig, at mange af dem, der ender i denne branche, ender her nok fordi de har spidse albuer fremfor talent. Selvfølgelig er der også dygtige folk. Jeg havde nok været rimelig forkælet i og med, jeg har gået på gode skoler og haft dygtige undervisere fx fra “The National Theatre”. Jeg var forkælet, fordi jeg havde arbejdet med en masse dygtige, organiserede mennesker, og nu skulle jeg arbejde med nogle, der ikke var organiserede.”

Så det levede ikke op til dine forventninger?

“Jeg havde ikke forventet høje lønninger eller gode jobs i starten, men heller ikke at det hele var så uorganiseret.”

Var det da du fik din første rolle som rødhætte, du tænkte, det her skal jeg ikke?

“Nej overhovedet ikke. Jeg fik nogle roller i teateret, som jeg aldrig har optrådt med og blev castet som Grethe og en klov og medvirkede i kortfilm. Jeg kan ikke rigtig sige, hvad det var. Lysten forsvandt bare mere og mere. Det var ikke sådan, jeg gik til prøve og tænkte “Yay, det er sjovt”. Men når jeg optrådte, gik tiden hurtigt. Jeg ved ikke rigtig, hvad det var, men man ændrer sig jo også. Jeg lavede det i lidt over et år, og så tog jeg, hvad jeg havde tænkt skulle være en pause. Men lysten er ikke rigtig kommet tilbage. Det kan være den gør det, når jeg fylder 30. Eller 50.”

I det som var tænkt som en pause, arbejdede du på cafeer og søgte praktikplads inden for business.

“Jeg tænkte, hvis jeg skal tilbage og arbejde som skuespiller, står man selv for forhandlinger og økonomi, medmindre man er ansat på et teater i længere tid. Derfor gik jeg bevidst efter business.”

Du fandt et job som personlig assistent for en chef hos et internetfirma. Her fik du ret meget succes. Er du generelt bare en person, der gør tingene 110 procent?

“Ja måske. Jeg tror, jeg tænker, man selv former sit liv. Ting sker ikke tilfældigt.”

Nu skal du i gang med en uddannelse som pædagog. Det er jo noget helt andet.

“Det er sjovt, for jeg har faktisk arbejdet en del med børn tidligere. I England havde jeg et freelancejob som jonglørunderviser og jeg har arbejdet for et børneteater. Jeg husker, jeg overvejdede at arbejde som dramalærer for børn, caste børn eller have en dramaskole for børn. Det kunne jeg godt tænke mig dengang.”

Tænker du stadig det?

“Nej. Måske har det noget at gøre med, jeg ikke føler mig kompetent, da jeg ikke har arbejdet med skuespil i mange år.”

Føler du det som et nederlag, du har været så målrettet mod noget, du ender med ikke at lave alligevel?

“Nej, det føler jeg ikke. Faktisk føler jeg det modsat, som en sejr. Jeg havde helt ærligt aldrig regnet med at komme ind på en skuespillerskole eller få et betalt job. Det var ikke noget, jeg havde troet på. Derfor er jeg stolt af, jeg gjorde det.”

Du har fortalt mig, du har tænkt på at tage en uddannelse som pædagog i en længere periode, men du ikke har gjort det, fordi du føler, man har nogle forventninger til dig?

“Hvis jeg skal være helt ærlig, så er der rigtig mange, der godt kunne lide, jeg gik skuespillervejen. Der er mange, der søger ind på skuespillerskoler syv år i træk eller går mange år uden at få et job, så min vej var forholdsvis nem. Jeg kom ind i første forsøg. Da jeg kom ind på skuespilskolen var folk sådan “nå, hun kan noget!”

Men det kom også som lidt af et chok for mig, da jeg aldrig har set dig spille skuespil.

“Det er bare nemmere at spille skuespil foran folk, man ikke kender. Jeg kender mange, der har det på samme måde.”

Så du føler det ikke selv som en fiasko at lægge drømmen på hylden, men at andre ser det sådan?

“Ja, måske mere det. Folk er skeptiske, for nu gik det jo så godt, så hvorfor stoppe mens legen er god.”

Men legen var jo ikke god?

“Man skal vælge det, der gør en glad i længden.”

Føler du dig bagud i forhold til dine jævnaldrende?

“Det gjorde jeg i starten, da jeg besluttede mig for at skulle starte med at uddanne mig til pædagog. Eller nej, egentlig ikke. Jeg ved, der er mange af mine veninder, der skal til noget nu, som de måske ikke er sikre på er den rigtige vej, og de har ikke så meget erfaring. Det kan jo være, at de om ti år vil noget andet. Jeg er glad for at have forfulgt drømmen, ellers kunne jeg gå og tænke at jeg måske burde have gjort det.”

Du har valgt at blive boende i Berlin. Hvorfor?

“Det er et mere praktisk spørgsmål. Jeg elsker Berlin, men her er også jobs og muligheder. Om det var Danmark eller Berlin er lidt mere tilfældigt. Berlin er en meget nem by at bo i i forhold til andre byer, tror jeg.”

Man har du ikke sagt, du ikke kunne tænke dig at bo i Danmark?

“Måske som teenager, men du skal ikke hænge mig op på alt, jeg siger. Hvad sagde du ikke som teenager!?”

Men kan du forestille dig, at komme tilbage til Danmark?

“Ja, det kan jeg godt. Men selvom jeg er dansk, har jeg jo boet hele mit voksne liv i udlandet, det kan jeg godt mærke at jeg er præget af. Selvom jeg er dansk, kan jeg godt føle mig mere hjemme i Tyskland end i Danmark, medmindre jeg er sammen med min familie i Danmark.”

Det er jo ret interessant vinkel på den debat om danskhed, der blomstrer i Danmark pt.

“Jeg kan godt mærke, jeg er blevet voksen uden for Danmark. Jeg er glad for, jeg fulgte min drøm. Folk behøver ikke være så bange for fiasko. Jeg føler jo ikke selv, det er en fiasko. Folk skal ikke være så bange for at ændre vej. Jeg har faktisk kunne bruge utrolig mange ting. En del af det, man lærer som skuespiller, er at lytte. Lytte til instruktøren og sine medspillere. Jeg tror, jeg er kommet bedre ud af det med mine chefer pga. den evne.”

Så man skal følge sit 16-årige Gry.

“Ja!” ❄️

Et job, to miljøer

IMG_0043

Så er jeg i gang igen. Denne gang hos center for scenekunst på Godsbanen. Det lader til mønstreret i min jobsøgning tegner en rød tråd gennem politiske paraplyorganisationer. SceneAgenturet (SA) og Danmarks Idrætsforbund (DIF) er  begge politiske foreninger, som varetager henholdsvis scenekunstnere og idrætsforbund. Det vil sige, at min jobfunktion i begge tilfælde er, at være med til at løse de opgaver henholdsvis scenekunstnere og idrætsforbund ikke selv har ressourcerne til at løse som fx formidling, PR og fundraising (scenekunstnerne). Foreningerne har altså samme struktur. Opgaverne er ens, miljøerne forskellige.

DIF varetager 61 specialeforbund og har 900 medlemmer tilknyttet. SA varetager nok ca. 10 teatre. DIF har et par praktikanter og mange fastansatte, hvor SA har et par fastansatte og mange i løntilskud og praktik. Lad os slå det fast, der er flere penge i sport end i kunst.

Tilbage til opgaverne. For nogle dage siden mødte jeg en gammel  gymnasieveninde i bussen. Hun spurgte hvad mit ønskejob er. Og jeg svarede; jeg tror jeg er ved at bevæge mig derhen af. Et svar der faktisk overraskede mig selv.

Ikke desto mindre, har jeg været ret begejstret over projekter, hvor jeg får lov til at skrive, komme med input og indspark til fx forsider, plakater etc. Her får jeg forenet den akademiske analytiske side med den kreative, og det vækker noget i mig. Noget som jeg har savnet. Jeg er på rette vej. Og det er nu en helt anden rastløs side, der vinder frem. Det er den rastløse side, som er fuld af ideer.

Jeg sluttede sidste uge på DIF af med input og indspark til ting de kunne arbejde med i forhold til deres digitale platforme. Chefen gav mig ordet til mit sidste afdelingsmøde. Grænseoverskridende, men også lærerigt.

Og jeg starter min første uge hos SA med at komme med et initiativ – og får grønt lys.

Ja, jeg er stadig rastløs. Men på en helt anden måde.

Processen, en anmeldelse

Før jeg kan kaste mit subjektive vurderinger over forestillingen Processen (opføres på teater Republique til 6. april), er det vigtigt, jeg understreger at mine vurderinger udelukkende baseres på stykket, da jeg ikke har læst bogen. Processen er stadig en af mange klassiske bøger på min to-do-liste.

Josef K i en virkelig drøm

Hovedpersonen Josef K spilles af Jens Jacob Tychsen, og efter hans præsentation, kan jeg ikke forestille mig nogen anden udfylde den rolle. Tychsen er Josef K – han er ung, naiv, smuk, forvirret, opløst. Han har svært ved at skelne mellem virkelighed og drøm, da han befinder sig et sted midt  imellem. Han forvandler sig fra en passiv borger til et opløst individ, hvis ydre synes mere og mere usammenhængende, og passer til det opløste indre. Vi ser et menneske gå i opløsning, og vi tror på det! – takket være en fantastisk skuespilpræstation fra Tychsen. Generelt er skuespilniveauet i top og rollelisten tæller blandt andre Karen -Lise Mynster og Trols Munk.

Ensom blandt mange

Scenen er sjældent tom. De mange mennekser fungerer mere som rekvisitter fremfor egentlige personer, og understreger tomheden. Hvilket er med til, at vi som publikum oplever den samme forvirring, som Josef K gennemgår. De mange rekvisitter, det store personregister, heriblandt personer, som aldrig får nogle større introduktion, men i højere grad fungerer som rekvisitter, skaber en underlig stemning, som nævnt, understreger tomheden, men også markerer det uklare skel mellem drømmen og virkeligheden.

Alt hvad man kunne tænke sig til

Processen er alt hvad man kunne tænke sig til. Skuespillerne bærer størstedelen af skylden for stykkets succes, men også rekvisitterne fungerer til, at stykket bliver sammenhængene. Den forvirring man som publikum bliver efterladt med, er den følelse man skal efterlades med. Jovist, muligvis fangede jeg ikke stykkets mange lag. Men stykket gav mig lyst til at læse Processen, og det bliver nu mit næste bogprojekt. Det er da et succeskriterie… ihvertfald begyndelsen på en ny proces…