by maitrosborg

Hvor er du nu, Hassan?

timthumb

Jeg havde en ven, Hassan. Jeg mødte Hassan i folkeskolen, hvor han gik nogle klasser over mig. Da jeg blev kærester med hans kammerat, opbyggede vi et venskab, Hassan og jeg. Jeg havde ingen rigtige følelser for min kæreste, kammeraten, ved jeg i dag. De fleste var begyndt at få kærester, og jeg var (endelig) en af dem og glad for at tilhøre et fællesskab. Mit forhold til Hassan holdt. Det gjorde forholdet til hans kammerat ikke. Hassan var anderledes end de andre udlændinge i byen. Han var en såkaldt præmieperker. Den eneste udlænding på gymnasiet. Jeg hjalp ham med at skrive en opgave. Jeg husker, jeg gjorde mig umage. Han fik et 9-tal. Han har nok hjulpet mig med matematikken. De fleste på gymnasiet lignede små kloner af hinanden. Lyshårede og blåøjede. Pigerne i stramme misssixty jeans med svaj, drengene også i ens bukser og mærker. Med sit sorte hår og hudfarve var Hassan svær at overse, selvom han ikke gjorde sig synderligt bemærket. Hassan boede ikke i “ghettoen”, der hvor kommunen havde samlet alle de somaliske familier, men havde sin egen lejlighed i byen. Hassan, præmieperkeren, passede ikke ind i fællesskabet med de andre udlændinge, men han skilte sig også ud på det vestjyske gymnasie. Han var en del af to kulturer. Insisterede på at være det, også selvom det måske betød, han i virkeligheden ikke var en del af nogen kultur, men skabte sin helt egen. Til galla hilste jeg på hans mor. Hun var klædt i somalisk klædedragt, fuld af farver, og et smil.

Hassan havde to gode venner på gymnasiet. Jeg har to gode veninder fra folkeskolen. Vi tog til Aarhus og til festuge. Gik til rapkoncert sammen. Vi har nok virket malplacerede, nu jeg tænker over det. Vi splittede op, drengene og pigerne. Da vi samledes igen, var Hassans ansigt hævet og han blødte måske. Han var blevet slået af en mand, der ikke kunne lide, at Hassans hud er sort. På det her tidspunkt vidste jeg ikke, jeg år senere ville sidde til en begravelse, hvor en dreng jeg kendte, var blevet stukket ned af en mand, der heller ikke kunne lide sort hud. Vi tog hjem. Jeg var irriteret og lod min frustration gå ud over Hassan. Det var uretfærdigt, men sådan er det med følelser. Frygt skaber angst, og jeg var bange, så jeg tøjlede frygten ved at blive vred. Vred på Hassan, over han tacklede det hele perfekt. Hans overskud efter at have været udsat for en had-forbrydelse. Hans overskud til mig. Det var ægte følelser og første gang, jeg havde mærket den omsorg. Det skræmte mig fra vid og sans, så jeg blev sur og gik, efter at have hjulpet ham med at lægge is på hævelserne. Det rummede han også, som den ven han var.

Jeg mistede kontakten med Hassan. Min familie og jeg flyttede tilbage til Aarhus, da jeg startede i 2. g. Jeg har hørt folk sige, de ikke vil lade deres børn vokse op i byen. Men i byen kan du være anonym. Du kan sagtens leve side om side med stiknarkomanerne på Vesterbro, uden at kende deres historier og omvendt. I provinsen er ingen eller intet anonym. Du ved, hvor stofferne sælges, hvor alkoholikerne bor og hvilke hjem, der er vold og incest i, hvem der er søstre, brødre, fætre og kusiner. Mangfoldigheden og alle de anonyme ansigter – brune som hvide – var derfor en befrielse, da vi flyttede fra provinsen til byen og især da jeg startede på gymnasium, hvor der var mere end én Hassan.

Min telefon ringer.  Jeg tager den og i den anden ende hører jeg en stemme sige “kan du høre, hvem det er?” Det kan jeg! Og jeg kan også mærke, jeg har savnet den, stemmen.  Stemmen lyder fjern, og af en eller anden grund har jeg gang i noget, der ikke kan afbrydes. Jeg beder ham ringe tilbage. Det lykkedes aldrig. Vi mister kontakten igen.

Jeg ved, du uddannede dig til fysio- eller ergoterepeut. Jeg tænker, du er gift, højst sandsynligt med en somalisk kvinde, og har fået nogle somaliske børn. Jeg er ikke i tvivl om, du er en god far. Overhovedet. Og jeg håber, du viderefører den kamp, du kæmpede for at få lov til at integrere to kulturer i stedet for at ekskludere én. En del af mig, håber du giftede dig med en dansk kvinde. Du har jo allerede bevist, man kan forene to kulturer og skabe sin egen. Især hvis man har de ressourcer og det mod, du havde. Hvor er du i dag, Hassan?

by maitrosborg

I morgen er jeg ældre

img_2421

Vi flager. Vi fejrer. Hurra. Endnu en time, endnu en dag, endnu et år. I morgen er jeg ældre end jeg var i går. Eller er i dag. Vi lever. Eller vi overlever. Ja, hvad gør vi egentlig. Forventninger til det, livet skal give os. Vi forsøger at tage de (rigtige) skridt. Og vi finder ud af, vi ikke er alene. Forventningerne er mange. Tilfældighederne endnu flere. Jeg mødte en pige, der lærte at gå. Det ene ben foran det andet. Det var det, hun bekymrede sig om. Jeg mødte en pige, der for længst havde lært at gå. Hun øvede sig nu i at løbe. Løbe fra tiden. Jeg mødte en kvinde, der håbede, tiden ville stå stille. Ikke for altid. Bare nu og her. Fryse de meninger, der var. Jeg mødte en kvinde, der øvede sig i at give tiden mening. I spejlet fik jeg øje på mig selv. Afsløringerne. De ben der havde lært at gå, havde også lært at rejse sig efter faldet. Den krop, der satte i løb, havde også lært at følge med tiden og ikke løbe fra den. Spørger du mig, om jeg forstår tiden, tilfældene, er svaret nej. Men jeg forstår, at tilfældighederne er flere end forventningerne. Jeg forstår, at livet kommer i vejen for de planer, vi lægger. I dag er jeg ældre end jeg var i går, og jeg ved, at for at give tiden mening, må jeg give tilfældighederne betydning. Jeg holder spejlet ud fra kroppen. Får øje på andre mennesker. Andre forventninger.

Jeg forsøger at finde tilbage til hende, der lærte at gå. Et ben foran det andet. Ingen forventninger. Fordi jeg ved, jeg ikke er noget eller nogen, bliver det lettere. Tiden bekymrer sig ikke om at indfri mine forventninger. Så jeg slipper det, jeg alligevel ikke kan gøre noget ved. Ingen har lovet mig noget. Jeg trækker vejret. Jeg skylder de mennesker, jeg har elsket og mistet – at leve. Ikke overleve. Nogen gange går det godt. Andre gange begræder jeg min indre kritiker, samfundets forventninger – der er større end mine – at jeg ikke er i stand til at udnytte det, livet har at tilbyde. Engang imellem falder jeg tilbage til pigen i løb og forsøger at komme tiden i forkøbet. Overbevise skæbnen om, den har taget en forkert beslutning. Men jeg lærer. Fordi i dag er jeg ældre end jeg var i går. Og jeg er ingen. Bare en række tilfælde der følger efter hinanden. Glemmer jeg det, minder naturen mig om det. Havet især. Befrier mig.

I dag har jeg flere erfaringer end jeg havde i går. Naiviteten er ikke længere min følgesvend. Jeg ved, at faldet gør ondt. Og jeg ved, hvordan man forhindrer det. Man stopper bevægelserne. Man tænker tingene ihjel. Man overlever. Forsøger at planlægge sig ud af alting – rejserne, kærligheden, fremtiden. Jeg tog chancer, fordi jeg var naiv, jeg ikke tør tage længere. Bilder mig ind, at tiden ikke er til det. Men i virkeligheden er jeg bange, fordi erfaringer har lært mig at frygte. Jeg ser faldet. Ikke oprejsningen. Erfaringer gør mig ikke kun klogere. Jeg forsøger at finde tilbage til hende, der er en smule naiv. Hende der ser de uskyldige før de skyldige. De ikke dømmende før de dømmende. Når jeg finder hende, er jeg fri. Timer, minutter, dage, år.

I dag er jeg 31. I morgen er jeg ældre. En dag skal jeg dø, uundgåeligt.

 

by maitrosborg

“Kan du da for helvede ikke bare åbne armene og tage imod?”

img_1588

Robert og jeg deler historie. Og så alligevel ikke. Vi har begge fædre, vi ikke deler DNA med. Men hvor jeg aldrig har kendt min biologiske far, er Robert vokset op med sin. I dag har Robert ikke længere kontakt med sin biologiske far, og han har ladet sig adoptere af morens mand, Ian. Jeg tog en snak med Robert om tilhørsforhold og biologi.

Hvornår blev din adoptivfar en del af dit liv?

“Jeg var baby, så det er før, jeg kan huske. Min mor og min biologiske far, Leif, kommer fra Fredericia, hvor de havde mødt hinanden. Min adoptivfar, Ian, og min biologiske far var begge lastbilchauffører og arbejdede for det samme firma, og som min mor fortæller historien, er Ian blevet præsenteret som en ven til Leif. Min mor og Ian fandt ud af, det skulle være dem, da jeg var ca. to år gammel. De blev vanvittigt forelskede og min mor vælger at gå fra Leif. Alle i venneflokken synes, det var en rigtig dårlig idé, bl.a. pga. mig, men min mor og Ian holdt fast i, det skulle være dem, koste hvad det ville. De holder meget fast i historien om, at kærlighed trumfer alt. De er sammen endnu, så et eller andet sted, har de gjort det rigtige for deres lykke.”

Blev din biologiske far ved med at være en del af dit liv, efter din mor og Ian fandt sammen?

“Det gjorde han. Min mor fik den fulde forældremyndighed, men besluttede, at det var vigtigt, min biologiske far skulle være et rigtigt levende menneske. Som hun fortæller det, afleverede hun mig troligt hos ham hver fjortende dag, hvor vi var sammen i weekenden. Det gjorde hun, til jeg fyldte 18 år. Derefter måtte det være vores egen sag, om vi ville have omgang med hinanden. Og det har vi ikke haft.”

Kan du huske, at du begyndte at se Ian som din far?

“Jeg var to år gammel (da min mor og ham fandt sammen), så det kan jeg ikke. Min mor og Ian har altid været voksenparret.”

Så du har altid tænkt ham som din far?

“Nej heller ikke. Altså han har været den mand, der altid var der. Som voksen kan jeg godt reflektere over, at der er ham, der har været min faderfigur. Men en del af mig har været meget bevidst om, han ikke er min far. Det var også meget den måde, min mor italesatte situationen, og den måde Ian selv italesatte situationen. Han ønsker ikke at blive kaldt far, eller at vores datter kalder ham farfar. Han vil ikke være et label. Han er Ian. Det er den person, han er.”

Hvis hverken din biologiske far eller Ian har været en faderfigur for dig. Har du så ikke manglet én?

“Da jeg var helt lille, havde min biologiske far det label. Han har været omtalt som min far. Han har været italesat som min far. Når jeg skulle fortælle mine klassekammerater, hvor stærk min far var, så var det Leif, jeg mente. Men det er især, når man vokser op og bliver ældre, man begynder at reflektere over, jamen, hvad var han så for en far? I dag kan jeg godt se, han måske ikke har været en særlig god far. Eller i hvert fald ikke en far, jeg har lyst til at være. Der har Ian været alt det, han ikke var. Det var ham, der hentede mig, hvis min mor ikke kunne. Det var ham, der trøstede min mor, hvis hun var ked af det. Han var familie og vi holdt af ham, men han var ikke min far. Jeg var min mors ansvar. Leif havde givet hende fuld forældremyndighed. Der er ikke nogen tvivl om, min mor har siddet på forældrerollen eksklusivt.”

Nu kan det godt være, jeg gentager mig selv, men har du så ikke manglet en far, altså en faderfigur?

“Ikke i de unge år. Det kom, da jeg blev stor teenager og begyndte at tumle med alle de her lidt større eksistentielle spørgsmål. Jeg boede sammen med Ian, men han havde ikke fået autoriten af min mor. Jeg vil ikke sige, jeg manglede en far. Det jeg i virkeligheden havde lidt svært ved at acceptere var, da min mor holdt op med at aflevere mig ved min biologiske far.”

Og det var, da du fyldte 18 år?

“Ja. Der holdt min biologiske far op med at vise interesse for at ville se mig. Vi havde en telefonsamtale, hvor vi aftalte, han ville ringe, når han havde plads til, jeg kunne komme og besøge ham – der var nogle praktiske ting med lejlighed osv. Han ringede aldrig. Jeg var 18 år og et voksent individ. Jeg kunne sagtens havde taget initiativet, hvis jeg havde lyst. Men lige i den situation var jeg barn nok til ikke at føle, det var mit ansvar. Der var den her periode, hvor jeg havde det svært med, at min biologiske far ikke virkede som om, han var motiveret eller havde lyst til at yde den indsats, det krævede at se mig. Ian blev tilbage i det tomrum, men ikke som autoriseret far.”

Tror du, din mor gjorde dig en tjeneste ved at lade Leif være i dit liv til du blev myndig?

“Jeg tror, det er en beslutning, der har haft fordele og ulemper. Det har helt klart haft den fordel, at jeg ikke føler mig rodløs. Jeg kender mit DNA. Jeg ved, hvem min biologiske far er, og jeg kender den familie, han har bag sig. Jeg har ingen spørgsmål til, hvad jeg kommer fra – de der eksistentielle spørgsmål. Omvendt synes jeg også, det er en bjørnetjeneste. Det øjeblik Leif og jeg ikke længere kan finde ud af at holde kontakten, oplever jeg jo et svigt. Det sætter spor, dybe spor. Også den dag i dag. Det er ikke noget, jeg har det godt med. Det har taget nogle år – til jeg var omkring 24 år – da jeg spurgte, om Ian ville adoptere mig.”

Hvordan nåede du frem til, at du gerne ville adopteres af ham?

“Jeg har reflekteret meget over følelsen af at høre til et sted. Hvem er den familie, jeg ville pege på. Hvis jeg skal forklare andre, hvem min familie er, er det jo dem, jeg har holdt jul med, dem jeg har overnattet hos, og dem, der har passet mig, når mine forældre skulle noget. Og det er Ians familie. Jeg er voksen, da jeg spørger Ian, om han har lyst til at adoptere mig. Han svarer, han lige skal tænke over det. Han kan ikke tage vigtige beslutninger uden at sove på det, sådan er han. Han sagde ja til at adoptere mig, og for første gang oplevede jeg, at min mor blandede sig udenom. Det var en sag mellem Ian, Leif, Statsamtet og jeg.”

Skulle Leif give tilladelse, for at Ian kunne få lov at adoptere dig?

“Nej. Han skulle informeres og fik muligheden for at gøre indsigelse to gange. Rent teknisk foregår det sådan, at man søger om at blive adopteret hos Statsamtet, hvorefter de laver en vurdering af sagen. Min mor skulle fx svare på nogle spørgsmål. Da hun ikke er myndig i sagen, spørger de ikke, om hun synes, det er en god idé, men fx om hun er vidende om, der er nogen, der får en økonomisk gevinst ud af adoptionen og sådan nogle spørgsmål. Ian og jeg blev interviewet hver for sig, hvor vi blev spurgt om, hvorfor vi gerne ville adoptere/adopteres. Og jeg fortalte det samme, som jeg fortæller dig. Det handlede om at tilhøre et sted, og det sted, er Ians familie. Efter Statsamtet havde lavet vurderingen og skrevet en rapport, sendte de den til min biologiske far med posten, hvor han fik to muligheder for at gøre indsigelse inden for 30 dage. Det gjorde han ikke. Han lagde sig op af sin tidligere opførsel. Man hører bare ikke fra ham.”

Har du aldrig haft behovet for at tage kontakt til ham, fx i forbindelse med adoptionen. Har du ikke haft brug for lige at tale med ham eller høre, hvad han tænker?

“Jeg har tænkt meget på, hvordan han ville reagere. Jeg har været meget bange for, han ville blive ked af det, at han skulle se det som et nederlag. Og man kan jo sige, det er det, det er. Det er mig, der effektivt siger, jeg vil hellere være søn af ham end dig. Jeg forestiller mig, han har læst brevet – sunket snottet og slikket nogle sår – og kommet videre. Men jeg ved det ikke, for jeg har ikke talt med ham. I perioden omkring (adoptionen) var jeg meget i tvivl, om jeg skulle besøge ham for at fortælle om adoptionen, om det ligesom var det rigtige at gøre.”

Så det var mere et spørgsmål om, hvad der var det rigtige at gøre, end du egentlig havde lysten?

“Ja faktisk. Jeg havde ikke brug for, han sagde, det var okay. Jeg følte, det var min beslutning, men jeg var bekymret for, han en dag ville dukke op og spørge, hvad sker der lige. Ikke fordi jeg var bange for ham eller noget, men jeg var meget nervøs for, der skulle komme en konfrontation ud af det, for det ønskede jeg ikke.”

Hvordan vil du havde det, hvis han pludselig dukker op og har brug for at genoptage kontakten med dig?

“Jeg tror, jeg vil have blandede følelser. Der er ingen tvivl om, at det svigt jeg oplevede som 18-årig, stadig sidder i mig. Ikke at det påvirker min hverdag eller mit forhold til andre mennesker. Overhovedet.”

Det har det aldrig gjort? 

“Nej. Det har altid været rettet mod min biologiske far. Det var ham, der svigtede.”

Har du været bitter eller vred på ham?

“I en periode var jeg. Jeg synes ikke, han kunne være det bekendt. Der var en periode lige omkring 18-års alderen, hvor jeg var meget ked af, han ikke tog kontakt. Jeg tror, jeg  havde besluttet, at hvis han ikke ringer, så gør jeg. Men det fik jeg aldrig taget mig sammen til. Det er ikke fordi, der er noget ondt i ham. Det er ikke fordi, han ikke kan lide mig. Det er heller ikke fordi, han ikke ønsker ansvaret. Det er simpelthen fordi, han ikke tænker så langt. Han er meget umiddelbar og impulsiv. Det er selvfølgelig også noget af det, der har gjort ham spændende og interessant og alt det der.”

Spændende og interessant for dig?

“For min mor, men også for mig som et stort barn. Da jeg var en stor dreng/ung teenager var det som at besøge en af drengene, når jeg besøgte min far. Vi spiste pizza til aftensmad og så videoer nede fra kiosken hele dagen. Han tog ikke forældrerollen, og jeg ønskede ikke, han skulle tage den. Det er ikke sådan, han har tænkt Robert, ham gider jeg ikke. Det er mere sådan, jeg ikke har været i hans tanker. På et tidspunkt er det blevet pinligt for ham, og så har det nemmeste været at ignorere mig. Det er det, der er sket.”

Jeg synes, det er vildt, at du er i stand til at sætte dig ud over det svigt, du har følt…

“Jeg husker en lørdag morgen, hvor min mor afleverede mig. Min far havde været i byen  og havde tømmermænd. Han sover på sofaen og har kastet op i håndvasken. Som barn tænker jeg ikke voldsomt over det, men jeg kan godt huske det. Jeg kan huske lugten i lejligheden, og jeg kan huske, at min mor var sur på ham. Det er jo ikke en mand, der har tænkt på, hans søn kom på besøg. Jeg tror, jeg har nemmere ved at tilgive ham, fordi jeg kender ham og hans personlighed. Jeg forstår ham ikke, men jeg kan logisk forklare, hvorfor det er gået, som det er. Det tror jeg, er nemmere, end hvis jeg stod med et stort spørgsmålstegn.”

Har du nogen uopklarede spørgsmål i dag?

“I dag vil jeg gerne vide noget om min farmor, er hun fx stadig i live? Hun var en gammel dame med hvidt hår, da jeg sidst så hende som 18-årig.”

Vil du ikke kunne undersøge det udenom din far, om din farmor stadig lever?

“Jeg tror grunden til, at jeg ikke har lyst til at grave i det, er, fordi jeg ikke ville vide, hvor jeg skulle stoppe. Hvis jeg begynder at undersøge min farmor, har jeg også den her fætter – Kenneth – jeg legede med som barn. Hvad laver han i dag? Og hvis jeg fik informationen, hvad skal jeg så bruge den til?”

Du har fået en datter, Gry. Satte det nogle tanker i gang at blive forældre?

“Jeg er meget bevidst om, hvilken far jeg ikke vil være. Det er Leif. Alle de ting jeg som voksen fordømmer ved hans adfærd, er ting, jeg prøver ikke at være for Gry.”

Ved Leif, at Gry eksisterer?

“Nej.”

 Jeg tænker, vi ikke nødvendigvis har noget tilfælles bare fordi, vi er bundet sammen af biologien. Hvad tænker du?

“Helt sikkert. Jeg kan se nogle karaktertræk i mig, der kommer fra Ian. Der er rigtig mange ting, jeg gør, fordi jeg er vokset op med ham. Det er det, der legitimerer det (at Ian er min far). Det er ikke bare noget, der står på et papir fra Statsamtet. I min verden er det vigtigere og meget mere definerende end de grønne øjne og det røde skæg, jeg har arvet fra Leif. Min adoptivfar fejrede sin 50 års fødselsdag forrige år. Jeg besluttede mig for at holde en tale, hvor jeg ligesom skulle fortælle, hvad jeg havde arvet fra ham. Jeg er vokset op med ham, så der er ingen tvivl om, jeg har arvet en masse fra ham. Det kan ikke være genetik, så det må være opførsel og adfærd, sådan nogle ting. Talen endte med at blive rigtig god, og det var en god øvelse for mig i at reflektere over, hvad jeg har arvet, fx har han lært mig, hvordan man er en rigtig mand. ”

Biologi eller ej. Du har haft brug for et tilhørsforhold? 

“Et forstærket forhold kan man sige. Der var en lang periode, efter jeg blev adopteret, hvor det var underligt. Ligesom da jeg skiftede efternavn. Det føltes mærkeligt, indtil det blev naturligt. Altså på et eller andet tidspunkt skulle jeg træffe et valg om, hvordan jeg ville præsentere Ian for mennesker, der ikke kender vores historie.”

Hvad valgte du så? 

“I dag omtaler jeg Ian som min far. For nogle år siden slog kontakten ligesom over. Da det skete, holdt jeg op med at fortælle om min biologiske far. Det var som om den sidste papkasse på loftet, blev ryddet op. Det har været en proces for mig, der har taget lang tid.”

Hvad forskel gør et officielt adoptionsdokument? 

“I begyndelsen tænkte jeg, adoptionen var for at undgå nogle fremtidige akavede, ubehagelige situationer. Hvis mine forældre fx dør, kommer man ind i nogle helt firkantede juridiske arveting. Noget af det der startede tanken omkring adoptionen, var også, hvordan den virkelige og den juridiske verden, skal afspejle det, jeg går og tænker og føler. Det var katalysatoren for ligesom at få styr på de der ting.”

Robert fortæller, han for nyligt har mistet sin farfar. De var to børn, to børnebørn – heriblandt Robert –  og to søskende til at bære kisten. En plads Robert har sat spørgsmålstegn ved, om han var berettiget til.

“Jeg følte mig meget inkluderet i familien lige dér. Jeg ville også have fuld forståelse for, hvis man havde valgt nogle andre til at bære. Det var en tanke jeg havde – Ian har en stor familie – så måske var der andre, der var mere berettigede end mig. Jeg ville have det rigtig dårligt med, hvis jeg havde taget pladsen fra nogen. Selvfølgelig skal man tage imod de gaver, der bliver givet. Jeg kan godt se, man kan tænke, kan du da for helvede ikke bare åbne armene og tage imod, hvis nu vi giver dig den her plads – ved kisten – hvis det er det, vi taler om. I stedet stiller jeg spørgsmålstegn ved, om det er rigtigt. Men jeg tror, det er den sten, jeg har i min rygsæk, som jeg nok aldrig kommer af med. I min hverdag tænker jeg ikke over det, men engang imellem kommer spørgsmålene, selvom det juridisk og følelsesmæssigt er, som det skal være, er der ligesom den her splint, der irriterer.”

Er der nogle ting, jeg har glemt at spørge dig om, du gerne vil have med?

“I forbindelse med min farfar Ronalds begravelse har jeg tænkt over, at jeg tror, det er vigtigt for mig, at jeg gør en lidt større indsats for at alle, især skilsmissebørnene, føler sig velkomne i vores familie. Jeg har selv bedt om at blive en del af Kristensen familien, så jeg kan godt føle, jeg er lidt mere forpligtet til at give det videre og sørge for, at alle føler sig velkomne”

Har du ikke følt dig velkommen?

“Jo, Ians familie har altid været meget åben og hjertevarm og alle er velkomne. Jeg har følt mig meget accepteret i hans familie. Så skal jeg kunne bruge denne oplevelse til noget, som andre får gavn af, er det måske, at jeg i hvert fald kan gøre min del til, at alle føler sig velkomne.”

by maitrosborg

Ana o Baba og den hvide kat

img_1574

Abdullah på sin favoritgade Møllegade i Aarhus

Abdullah Alsmael er 40 år og fra Syrien. Men han er først og fremmest en ildsjæl og en af mændene bag  Ana O Baba TV (oversat fra arabisk mig og min far TV). Et projekt, der arbejder på at hjælpe flygtningefædre og deres familier. Projektet er en del af Sager der Samler og startede som et frivilligt foretagende, men er i dag sponsoreret af Bikubenfonden og Aarhus kommunen. Ca. 15 medarbejdere samt frivillige og oversættere arbejder i dag på Ana O Baba TV. Abdullah er ansat 20 timer, men arbejder mere end fuldtid. Jeg tog en snak med ham, om projektet, og om at være flygtet fra et land i krig.

Lad os starte helt fra begyndelsen. Hvordan træffer man beslutningen om at skulle forlade sin kone og sit barn i Syrien?

“Det var ikke et valg, da jeg besluttede at forlade Syrien. Den aktuelle situation var forfærdelig. Var man i fare, burde man rejse. Ikke vente. Der var ikke tid til at tænke eller prøve at forstå. Det var virkelig farligt. Min familie pressede mig også til at rejse, fordi de ikke ville miste mig. Jeg havde et godt job hos UNTP (United National Development Program) i Syrien, hvor vi arbejdede i forskellige byer med udviklingsprojekter, der hjalp mennesker. Et arbejde der gav mening for mig, men pludselig befandt jeg mig i et andet land og skulle lægge en ny plan for mit liv de næste år. Først flygtede jeg til Tyrkiet. Jeg tænkte, det bedste var at blive i Tyrkiet, starte mit liv og få min familie dertil. Måske ville vi vende tilbage til Syrien. Måske ikke. Men så fandt jeg ud af, hvordan situationen i Tyrkiet var. Mange syrere flygtede dertil på det tidspunkt, der var valg, og alle diskuterede Syriens fremtid, om vi ville blive eller ej. Det var forfærdeligt, så jeg besluttede, at det bedste ville være at fortsætte til et andet europæisk land for at have et sikkert sted for mig og min familie, mens situationen i Syrien ændrede sig, så jeg flygtede fra Tyrkiet til Grækenland og fra Grækenland til København.”

Så du vidste, du skulle videre fra Grækenland?

“Ja. I Tyrkiet besluttede jeg mig for at tage til Danmark. Det var ikke let. Det var en forfærdelig rejse med meget ventetid, bekymring og stress. Da rejsen foregik ulovligt, var det hårdt at beslutte eller organisere noget. Alting afhang af situationen, om vi ville få succes eller ej. Det var det hårdeste for mig, da jeg vidste, jeg havde en familie, der ventede på mig. Det skulle gøres hurtigt. Endelig var jeg i Danmark. Alt skete meget pludseligt. Fordi det skete så hurtigt, er det virkelig svært at have en plan.”

Hvorfor Danmark?

“Vi havde brug for et sikkert og trygt sted. Vi havde boet i mange byer, mange områder, mange hjem. Det var usikkert og vi var trætte. Jeg begyndte at tænke over, hvor det sikreste sted i verden er. Derfor valgte jeg skandinavien. Nu er jeg i Danmark og har det meget bedre, fordi jeg har en opholdstilladelse på fem år, hvilket gør, at jeg kan slappe af. Næste gang vi flytter, skal det være til Syrien.”

Du kom til Danmark, men din kone og dit barn var fortsat i Syrien?

“Da jeg kom til Danmark, ansøgte jeg om at få dem hertil. Jeg bad dem flygte fra Syrien til Tyrkiet, da jeg regnede med, de kunne komme til landet i løbet af en måneds tid – men det tog længere tid –  fra jeg forlod dem – til vi var genforenet, gik der et år og 6 måneder.”

Var det muligt for dig at være i kontakt med dem i det år og de 6 måneder?

“I begyndelse var det meget svært. Heldigvis efterlod jeg dem hos mine svigerforældre. Men fra tid til anden mistede jeg kontakten med dem, og det var virkelig skræmmende. De kunne hverken svare eller modtage mine beskeder. Men efterhånden lærte jeg at leve med, at det er vilkårerne. Jeg så i øjnene, at det er normalt, der ikke er forbindelse. Mange gange prøvede min kone at gå til andre områder for at oprette forbindelse og fortælle mig, hun var okay. Da de kom til Tyrkiet, var det anderledes. De havde forbindelse og situationen var meget bedre, selvom den ikke var optimal. De var ikke længere i fare under bomberne. Ideen med videoerne (Ana O Baba TV) startede, fordi jeg fx ikke kunne skype, så jeg sendte videoer, som de kunne downloade og se igen og igen, når de havde forbindelse og lyst. Særligt min datter elskede at se videoerne.”

Hvordan var det pludseligt at komme til Danmark og skulle til at skabe et liv for dig og din familie?

“Da jeg rejste, tænkte jeg altid at Danmark var rejsens mål, dét jeg stræbte efter. Det var målet, jeg kunne fokusere på. Men da jeg kom til Danmark, følte jeg mig både trist og glad. Jeg havde succesfuldt udført missionen. Nu var jeg her. Men wauw. Jeg efterlod min familie. Jeg mistede mit hjem. Jeg mistede alt. Jeg husker, jeg kom direkte til asylcentret, hvor en mand bød mig velkommen og bad mig vente lidt. Det tidspunkt, hvor jeg sad der i asylcentret og ventede, glemmer jeg aldrig. Jeg tænkte, jeg er i Danmark. Jeg gennemførte rejsen. Det er en succes. Jeg er virkelig stærk, fordi jeg har overkommet en masse udfordringer under rejsen. Men hvad nu? Jeg efterlod min familie. Mit hjem er ødelagt – på alle mulige måder. Det her er et nyt liv med mange nye udfordringer. Det er ikke slutningen. Det er begyndelsen. Begyndelsen på familiesammenføring og alt det her.”

Hvordan håndterede du det?

“Det var ikke let. Jeg prøvede at bevare kontakten med min familie, sørgede for at berolige dem og give dem håb. Som du ved, har vi flygtninge travlt fx med opholdstilladelser og interviews. Jeg havde travlt med mange ting.”

Ja, jeg ved, at du har brugt det at have travlt, som en måde at holde negative tanker på afstand..

“For at bevare balancen. Alt for at beskytte.”

Hvordan var du i stand til det?

“Fordi jeg tror på tiden. Tiden kan løse mange problemer kun ved tiden. Min udfordring er tiden, så jeg skulle bare sørge for at tiden gik.”

Så i stedet for at sidde og vente på at tiden gik, sørgede du for at have travlt?

“Jeg ville ikke føle tiden. Jeg prøvede at ignorere tiden ved at have travlt. Da jeg kom til Danmark, kedede jeg mig, så jeg opsøgte alle mulige events for flygtninge. Det hjalp mig på to måder. Det hjalp mig med at leve og overkomme de negative udfordringer. Og det hjalp mig til at lære en masse om Aarhus, livet her, møde mange mennesker og få venner. Det var en gave. Men hvis jeg skal være helt ærlig, virker det ikke hver gang. Nogen gange kan jeg.. pff..ikke klare mere. Men fordi jeg er involveret i mange projekter, ringer folk og inviterer mig. Jeg er en del af mange ting, og det har hjulpet mig.”

Nu arbejder du hos Sager der Samler på pilotprojektet Ana O Baba TV. Kan du fortælle om det?

“Jeg mødte Abdulghafar. Han underviste sin datter i dansk gennem telefonen. Det synes jeg var en god idé. Han fokuserede på sproget, da han er meget interesseret i sprog, og det er hans datter og hans kone også. Jeg er meget interesseret i kultur, så vi fandt ud af, vi kunne lave noget sammen, så vi startede med at lave videoer og dele dem med vores familier. Det hjalp meget på vores situation. Det hjalp os til at være stærke og få det bedre.  Abdulghafar og jeg begyndte i praktik hos Sager der Samler, hvor vi arbejdede med syriske fædre, der lavede videoer til deres børn. Efter noget tid ansøgte vi om sponsorater til at udvide ideen og projektet. Da vi fik bevilliget sponsoraterne, sammensatte vi et pilotteam, der ikke kun bestod af syrere, men flygtninge fra Somalia, Eritrea og Etiopien. De ventede alle på deres familier kom til landet. Men vi lærte, at de har andre forhold, behov og vilkår end syrere. Mange kan ikke bruge video, da der fx er en rigtig dårlig forbindelse i Eritrea, og mange eritreere vil ikke filmes eller fotograferes. De er meget forsigtige pga. deres situation. Mange har komplicerede sager og får måske ikke deres familier til Danmark, så det gav ingen mening for dem at lave videoer.

Hvad gjorde I så? 

“Abdulghafar og jeg lavede videoerne for at få det bedre, så vi spurgte dem, hvordan vi kunne hjælpe dem til at få det bedre. Vi fandt ud af, deres største udfordring var sagerne om familiesammenføring, det er deres konstante fokus, så vi fik nogen til at hjælpe dem med familiesammenføringssagerne. Vi fik en mand, Helia, der har arbejdet hos Komiteen for Udlændinges Retsikkerhed og har mere end 30 år erfaring, til at hjælpe os. Han er en ekspert, kender lovene og reglerne og ved en del om sager med familiesammenføring, så vi organiserede møder mellem ham og nogle grupper.”

Og det er en del af Ana O Baba TV?

“Ja, det går ud på at afdække behovene og finde ud af, hvad der kan hjælpe gruppen. Vi kendte til en del af behovende –  at lære sproget, skabe et netværk og finde job. Det er  store behov, som vi ikke kan opfylde. Men vi lærte om de behov og andre behov. Nu arbejder vi på at gøre det præsentabelt for de mennesker, der arbejder med flygtninge og integration. Hvordan vi gør det, er hvad, vi diskuterer de her dage.”

Vil I fortsætte med videoerne? 

“Nej. Det er et af behovene, men ikke det basale. Da vi startede med at arbejde med gruppen af syriske fædre i starten, troede vi, det var den gængse sag, men da vi begyndte at arbejde med flygtninge i andre lande, opdagede vi hurtigt, syrere har den simpleste sag. Vi syrere får hurtigt vores familier hertil sammenlignet med andre lande.”

Hvordan kan det være?

“Måske fordi Syriens situation er tydelig. Alle ved, hvorfor vi er her.”

Og folk kender ikke til situationen i Etiopien, Somalia og Eritrea?

“Da jeg kom til Danmark, undrede jeg mig over, hvorfor der var folk fra Eritrea. Jeg vidste ikke hvorfor. I Syrien er sagen meget klar. Men mange andre lande skal bruge mange år på at få deres familie til Danmark, og sandsynligheden for at de slet ikke kommer hertil er stor, så det giver ingen mening af forberede familierne på livet her.”

Var din datter i stand til at tale lidt dansk, da hun kom her, pga. de videoer du havde sendt?

“Hun kunne sige nogle ord, hun vidste en lille smule om Danmark og var nysgerrig efter at se de steder, jeg havde filmet.”

Kan du nævne nogle af de steder?

“Den første film vi filmede for Ana O Baba TV var “Den hvide kat”. Min datter elsker hvide katte, så vi efterspurgte folk med en hvid kat, vi kunne filme. En dansk kvinde med en hvid kat, ville gerne hjælpe, så hun inviterede på kaffe og vi filmede katten Sofi og sendte videoen til min datter, Mira, og lærte hende, hvordan man siger “Hej” og “Sofi spiser sin mad” osv. Hun blev meget glad, og da hun kom til Danmark, ville hun gerne møde den hvide kat. Mira har spurgt til alle stederne, hvor vi har filmet.”

Så I har besøgt alle stederne?

“Ja!”

Du har fået en søn.. 

“Det er det allerbedste.”

…Og din familie er kommet hertil. Det virker som om, I er faldet til..

“Vi er stadig nye her. Selvfølgelig er det ikke nemt i begyndelsen, men tiden hjælper. Med tiden bliver det bedre og bedre. Vi er i et nyt land og skal lære en ny kultur at kende. Det er ikke nemt, men vi er tilfredse. Vi er sammen og vi er i sikkerhed. Det er det aller allervigtigste. Især for syrere i denne tid. Vi har det meget bedre end syrere i Syrien eller i andre lande.”

Tænker du nogensinde på din – og jeres – fremtid?

“Jeg følte, jeg havde en plan. Det har ændret sig. Jeg ved, at ingen kender fremtiden. Min drøm er fortsat at blive ved med at udvikle mine kompetencer og arbejde med udviklingsprojekter, som jeg kan bruge alle steder i verden. Om jeg bliver her, eller skal hjem. Men jeg vil også gerne studere og opgradere min bachelor i jura. Det er altid godt at studere.”

Har du noget, du gerne vil sige, jeg har glemt at spørge dig om?

“Der er mange ting, der gør situationen omkring os kompliceret. Jeg er multikompliceret. Jeg mener, jeg er fra mellemøsten, jeg er arabisk, jeg er muslim, jeg er sorthåret. Alle de her ting er noget, jeg tænker over. Men man kan ikke kapere alle de tanker. Man skal ikke bekymre sig over de ting, medierne siger. Det forvirrer og får os til at få det dårligt. Vi behøver ikke mere pres. Vi har nok lidelse i vores land. Vi skal være os selv og bare gøre, hvad vi er nødt til at gøre. Tiden vil altid hjælpe.”

Du tror virkelig på, tiden hjælper?

“Ja, fortsæt med at arbejde og tiden vil fikse en masse ting.”

by maitrosborg

Kære 2016

Hold kæft hvor har du været svær at danse med. Det startede så godt. Jeg fulgte dine trin, lyttede til dine rytmer. Lærte at trække vejret for første gang.

Men du stak af fra mig. Jeg mistede fodfæste og jeg faldt. Jeg prøvede at rejse mig. Jeg insisterede. Men jeg kunne ikke. Jeg lyttede til radio, læste nyheder og jeg orkede det ikke. Jeg orkede ikke at rejse mig for at lære dansen igen. At finde en ny rytme virkede uoverskueligt.

Jeg sov. For første gang. Til filmen. Til middag. I bussen. I toget. Jeg fortalte dem sandheden, hvis de spurgte. For jeg kunne ikke andet. Kroppen sladrede. Jeg tog toget. Væk. Med tårene rullende ned af kinderne, mærkede jeg lettelsen. Væk. Min stemme ændrede sig. Jeg ændrede mig. Jeg blev træt af mig selv. Min egen elendighed. Hidsig og uforstående overfor, hvordan og hvorfor kroppen pludselig valgte at sladre, når jeg i 30 år har haft en aftale med den om, at vi altid følges ad, krop, hjerne og hjerte. En fyring og en kæreste der gik. Jeg har oplevet så meget. Skulle det virkelig være det, der slog mig ud. Åbenbart. Jeg blev træt af min egen elendighed, så jeg valgte at vende blikket udad. Fokusere på de fortællinger der findes udenfor. Alle har en historie at fortælle, hvis du sætter dig ned og lytter. Stiller de spørgsmål, som du har undgået for at skåne fortælleren, har du bildt dig ind. Men i virkeligheden er det dig selv, du har skånet. Fortællingerne blev større og krævede mere tid, end jeg havde kunne forudse. Jeg glemte min elendighed. Jeg glemte min arbejdsløshed. Men jeg lytter fortsat efter de melodier han sang, når han var glad. Jeg lytter fortsat efter trinene i min opgang. Håber på, han ringer på og spørger, om det er her, der bor en kunstner. Jeg har ikke travlt med at komme videre. Jeg foretrækker tomrummet fremfor meningsløsheden. Det gav så meget mening. Jeg skal ikke være i tosomheden for enhver pris. Det haster ikke. Det har du lært mig, 2016. Fortællingerne kan jeg ikke slippe igen.

2016, du var alles elendighed. Du var det år, hvor frygten sejrede. Brexit, Trump, Syrien, dem og os retorik. Forleden råbte jeg af min radio. Den anden dag græd jeg over nyhederne. Jeg har følt en afmagt, jeg aldrig har kendt. Et overført beløb via mobilepay og en fakkeldemonstration var ikke nok. Måske bliver 2017 mere humant, når vi ser konsekvenserne af vores inhumane 2016. Vi kan håbe.

2016, frygten sejrede og kulturpersonligheder gik bort som perler på en snor. Vi græd over dem, vi mistede. Vi dansede til melodier, vi altid har kendt. Sang med på sange og snakkede om de film, vi alle kender. Intet vi eller de. Sorgen er kollektiv. Tider skal henrulle, slægter skal følge slægters gang, sang vi til min mormors begravelse. Sang vi i kirken på Jesus fødedag. Døden er det mest naturlige. Sorgen er kollektiv.

Vi kårede danskhed som årets ord, og vi tog patent på at være danske, os, der æder svin og danser om juletræet, mens vi synger salmer og drikker kaffe. Kaffe, et ord vi har lånt fra det arabiske sprog. Men de skal fandme ikke komme her og trække deres muslimske kultur ned over hovedet på os kristne. Vi glemmer, at kristendommen er fra Mellemøsten, og at folketællingen fandt sted i Syrien. Men.

2016, du har også vist mig at midt i elendigheden, den evige kredsen om min egen fortælling, depressionens evne til kun at pillle i egen navle, ikke at kunne rumme andet eller andre. At andre alligevel har kunne rumme mig. Kærligheden er ubetinget. Jeg har sjældent elsket, som jeg har i år. Og aldrig har jeg været så taknemmelig. Men når man mærker kærligheden, føler man også sorgen, vreden, smerten. 2016, du har på alle måder været et ekstremt år.

2017, du står åben…

Tak fordi I følger med. Vi skrives ved. Rigtig godt nytår ❤️

by maitrosborg

Om at have været elitesvømmeren Louise Ørnstedt

img_2650

I 2007 startede jeg på danskstudiet på Syddansk Universitet i Kolding. Der mødte jeg Louise. Hun blev en veninde. Gradvist gik det op for mig, at hun var et kendt offentlig ansigt. Mange kendte hende som elitesvømmeren. Jeg kender hende som kulturentusiast, studerende, gymnasielærer og meget andet, så jeg bad hende fortælle historien om den Louise, jeg ikke kendte, da alle andre tilsyneladede gjorde.

Da jeg mødte dig første gang, var det som studerende på danskstudiet. Jeg kender dig ikke som elitesvømmeren Louise, men som akademikeren (og meget andet) Louise. Hvis jeg havde kendt dig som atleten, hvad havde så været anderledes?

“Jeg var og er grundlæggende den samme person, uanset om jeg svømmer, studerer eller er mig selv derhjemme – men selvfølgelig er der nogle evner og karaktertræk, som blev forstærket i rollen som elitesvømmer. F.eks. mit konkurrencegen, min vedholdenhed og min målrettethed. Karaktertræk, som jeg selvfølgelig besidder som privatpersonen Louise, men ikke i ligeså udtalt grad. Jeg bryder mig egentlig ikke specielt meget om at konkurrere, og bryder mig slet ikke om, at man på arbejdsmarkedet ofte belønnes for at have spidse albuer og tænke på sig selv. Jeg kan meget bedre lide at tænke på andre, og vil langt hellere karakterisere mig selv med ord som omsorgsfuld og opmærksom end målrettet og én med vindermentalitet. Men det er der desværre ikke så meget gevinst ved i vores samfund, hvor det i høj grad gælder om at effektivisere og være “hurtigere, højere, stærkere” i næsten olympisk stil.”

Selvom jeg ikke kender dig som elitesvømmeren, har jeg kunne læse mig frem til, du stoppede din karriere i en meget ung alder, lige efter du havde kvalificeret dig til OL. Var skulderskader og en blodprop årsagen til, du stoppede din karriere, eller lå der flere overvejelser bag?

“Jeg havde overvejet mit svømmestop i lang tid. I sommeren 2006 havde jeg mistet motivationen og lysten til at slæbe mig selv afsted i bassinet flere gange om dagen. Jeg var begyndt at tænke på, hvad man ellers kunne bruge tiden på. Begyndt at kigge op på det store ur i hallen mange gange indenfor den første halve time i bassinet. Og begyndt at tænke på, hvor ligegyldigt det syntes at kæmpe for hundrededele af sekunder i klorvandet, når der er så mange problemer rundt omkring i verden. Derfor valgte jeg at tage et halvt års pause, hvor jeg bl.a. brugte 3 måneder på en rygsækrejse med en veninde i Sydamerika. Jeg ville se verden – ikke bare et hotelværelse og en swimmingpool. Min intention med rejsen var bl.a. også at blive klogere på, hvad jeg efterfølgende ville med mit liv. Det viste sig at være sværere end som så at træffe en beslutning om et svømmestop. Tanken om at stoppe før end jeg havde nået, hvad jeg kunne, ville og drømte om, fyldte for meget. Men også tanken om, at mit talent forpligtede, fyldte en del. Jeg valgte derfor at fortsætte svømningen frem mod OL, men skiftede de vante rammer ud og flyttede til Australien. Her blev jeg i løbet af foråret 2007 skulderskadet, og denne skade var den afgørende faktor til mit endelige farvel til svømningen.”

Vidste du, hvad du ville lave, da du stoppede din svømmekarriere, eller føltes det som om, du skulle starte helt forfra – nyt liv, nye mål?

“Inden jeg traf beslutningen, havde jeg søgt ind på universitetet med danskstudiet som første prioritet. Jeg kom heldigvis ind – og skulle starte på studiet blot en uge efter, at jeg havde truffet beslutningen om at stoppe med at svømme. Det var rigtig godt for mig, når jeg tænker tilbage. Jeg nåede ikke at have en længere pause – et tomrum, hvor jeg kunne gå rundt og tænke på, om det mon var den rigtige beslutning. For i næste sekund (sådan føltes det i hvert fald) stod jeg med den ene fod i fredagsbaren og den anden fod plantet i frivilligt arbejde. Studiet blev suppleret med studiejob; noget jeg aldrig havde haft tid til, da jeg svømmede. Det hele føltes egentlig ret syret, fordi tingene gik så stærkt. Ja, jeg tror du har ret i, at jeg havde følelsen af allerede at have levet ét liv – det var virkelig et sceneskift, der også gjorde det svært at følge med personligt. Nu var jeg jo ikke længere svømmer – og hvad var jeg så? Hvad var jeg så god til?”

Du havde succes med din svømning og du havde succes med dit studie. Jeg tror aldrig, du har afleveret noget, der var halvt færdigt på studiet. Er der steder, hvor du synes, det er okay ikke at gøre sit bedste?

“Efter flere år som lærer har jeg fundet ud af, at der ganske enkelt ikke er tid til at gøre sit bedste hele tiden. Det har jeg det fint med, men jeg kan af og til blive frustreret over, at jeg ikke får lov til at udnytte min evne til at fordybe mig i arbejdsopgaverne (som i svømningen og på studiet). Jeg ved, at jeg er god til at fordybe mig og være grundig – men i lærerlivet er der ikke tid til, at udnytte disse evner særlig meget. Jeg oplever ofte, at folk associerer sådanne kompetencer med at være perfektionistisk, men jeg synes ikke nødvendigvis, at dette er det samme. Man kan godt være god til fordybelse og at være nærværende uden at have dét mål for øje at gøre tingene perfekt. F.eks. har jeg været ufattelig lang tid om at besvare dine spørgsmål her – det er ikke fordi, at jeg er bange for, at jeg ikke besvarer dem godt nok, eller tænker på, hvad andre tænker. Det er fordi jeg fordyber mig i besvarelsen og lukker alt andet ude.”

Jeg havde en fordom om, at sportsfolk kun gik op i deres sport. Den fordom har du gjort op med. Du følger rigtig meget med i, hvad der sker i verden. Du går op i kultur og har fx en ret stor indsigt i musik. Har man mulighed for at udtrykke alle de interesser og være den sammensatte person, som du jo faktisk er, når man er eliteudøver?

“Både ja og nej. Jeg havde muligvis tiden, men jeg havde ikke energien og overskuddet som elitesportsudøver. Jeg faldt næsten konsekvent i søvn, når jeg lagde mig med en bog i pausen mellem to træningspas. Jeg har altid godt kunne lide at gå i skole – også i gymnasietiden, mens jeg svømmede ved siden af. Men i gymnasietiden interesserede jeg mig for det “jeg skulle” for at kunne klare mig fint igennem gymnasiet. Det var nok egentlig først på universitet, at mit vidensbegær og min nysgerrighed blev vakt – særligt for at følge med på den litterære og kulturelle scene.”

Du opfattes nok i andres øjne som et konkurrencemenneske. Hvem konkurrerer du mest med – dig selv eller andre? 

“Jeg konkurrerer helt klart mest med mig selv, men det er en konsekvens af, at jeg af og til kan få en indre stemme, der spørger mig, om jeg nu har løst en opgave “godt nok”. Når man har prøvet at være én af verdens bedste til noget, kan det faktisk være svært at vurdere – for så kan tingene jo altid liiiige gøres end tand bedre.” ❄️

by maitrosborg

Om at flygte fra en krig

skaermbillede-2016-12-21-kl-16-39-03

Jeg mødte Rony for nogle år tilbage, da jeg arbejdede på en sommerskole for Dansk Flygtningehjælp. Rony, som er Roni på dansk, har et melankolsk sind, et gudsbenådet musikalsk talent og hans saz og hans stemme samler folk. Rony er flygtet fra Syrien. Jeg mødtes med ham på DOKK1 i Aarhus for at lytte til hans fortælling. Han er kommet i god tid, en halv time før vi har aftalt at mødes. Han starter med at rykke sin stol tættere på min, så mikrofonen bedre kan opfange, hvad han siger. I det han gør det, ved jeg, at det her bliver et svært interview.

“Jeg er lige kommet tilbage fra Grækenland. For seks – otte måneder siden lukkede de grænserne, så man hverken kan komme frem eller tilbage. I otte måneder har min fætter boet på grænsen med sin kone og barn i et telt. Jeg besøgte dem, for at se om de var okay. Min fætters fem-årige datter blev brændt i Syrien. Hun er heldig, at hun overlevede. Det var meget farligt. Hver dag skal min fætter købe salve til hende. Den koster mange penge, som han ikke kan betale. Hvad skal han gøre? Han kom til Europa og håbede, de ville passe på hans datter. Her er menneskerettigheder og demokrati. Men de lukkede grænserne. Det regner. Det er koldt. De er udenfor. Min fætter og hans familie er ikke okay. De mangler hjælp, men man hjalp dem ikke. De arbejder ikke, så hvordan skal de betale dyr salve? Der er en kvinde fra Grækenland, der de sidste to måneder har hjulpet flygtninge og taget dem med hjem. Hun hjalp også min fætter og hans familie. Men de er stadig ved grænsen. Og ved ikke, hvornår de kan komme videre. De ved det ikke.”

Har du hele din nærmeste familie i Danmark?

“Ja, de kom efter jeg havde været her et år.”

Hvorfor tog du afsted uden dem?

“For tre-fire år siden boede vi i Aleppo, men vi flygtede til en lille by lidt udenfor, hvor mine bedsteforældre boede. Det var svært at leve i Aleppo. Jeg var 24, ung og studerende. Hvis de fangede mig, skulle jeg være soldat. Man kan kun undgå det, hvis man betaler penge eller kender nogen i militæret. Jeg er ikke soldat og har aldrig tænkt, at jeg skulle være det. Jeg ville bare studere, være hjemme og sådan.”

Gik du i skole?

“Der var ikke skole i den by, vi boede i, så jeg sad bare derhjemme. Det var en lille by 60 km. uden for Aleppo. Der var ikke elektricitet, men jeg kunne lide det, for min familie var der, og vi kendte alle. Men så startede alle de politiske problemer. Enten var vi med Assad, eller måtte vi flygte. Det var svære regler. Man skulle være soldat, betale penge hver måned, sådan nogle ting. To gange kom de hjem til os.”

For at snakke med dig?

“Ja, de kom og sagde; ‘Dig, Rony. Du er ung, du skal være soldat og forsvare dit land og din by.’ Men jeg tænkte, at det ikke var et godt job, og at det ikke var gode mennesker, der var en del af det parti. Det er der rigtig mange, der tænker. De [partiet] forlanger penge, de lyver, de laver terror. Så min far og jeg flygtede.”

Din far og dig flygtede sammen?

“Ja. Vi tænkte, at når vi var i Danmark eller et andet land i Europa, kunne vi få familiesammenføring og få vores familie hertil. Min far kunne få min mor, min søster og min bror hertil. Men ikke mig, for jeg var over 18 år. Vi flygtede. Det var farligt, for de kunne fange mig. Men vi kom til Danmark.”

I flygtede fra Aleppo til Danmark?

“Vi flygtede først til den lille landsby udenfor Aleppo, hvor vi var noget tid. Jeg kan ikke huske om det var tre-fire måneder eller et år. Men vi var der i lang tid. Derefter flygtede vi til Tyrkiet, fra Tyrkiet til Grækenland, fra Grækenland til Italien og til sidst fra Italien til Danmark.”

Med båd? 

“Med båd og lastbil. Det var meget svært. Hvis politiet i Grækenland fangede dig, skulle du give dine fingeraftryk  [hvilket betyder, man er registreret i landet og skal blive der].”

I vidste, I ville til Danmark?

“Jeg havde min onkel her. Han havde fortalt, at det var et godt land. Jeg kunne studere og man kunne få familiesammenføring. Det var vigtigt, for da vi kom til Danmark, var min lillebror, lillesøster og mor alene i Syrien og det var farligt for dem. Der var ikke elektricitet og måske perioder med tre-fire dage uden vand.”

Hvor lang tid gik der, fra du kom til landet, til du fik opholdstilladelse?

“Jeg fik min opholdstilladelse efter 3 mdr., tror jeg. Efter et år havde min far ikke fået den. Vi ventede. Når vi ringede  [til udlændingestyrelsen] fik vi af vide, de var i gang med at gennemgå hans historie for at være sikre, og at vi bare skulle vente. D. 14. december har jeg været her i to år. Det er meget bedre i Danmark. For man lever her.”

Kunne du godt leve et liv i Danmark, når du vidste, din mor og dine søskende var i Syrien?

“Nej, det var ikke okay, når de var der [i Syrien]. Det var ikke så nemt. Jeg tænkte altid på dem. Nogen gange ringede jeg til dem en gang om ugen. Jeg gik i skole, men jeg var ikke okay”, siger han og peger mod sine tindinger, for at symbolisere alle tankerne. “Det er noget, du altid tænker på. Måske mest min far. Det var hans kone og hans børn.”

Tror du også, det var sværere for din far, fordi han levede et mindre aktivt liv end dig?

“Han fik ikke sin opholdstilladelse, før de [familien] kom, så han var altid på Asylcentre. Han var meget træt. Det ved jeg godt.”

Hvor lang tid opholdt du dig på Asylcentret?

“Jeg fik opholdstilladelsen efter 3 mdr., men flyttede til Aarhus fra Asylcentret efter 2 mdr.”

Hvordan var det på Asylcentret?

Rony kæmper for at finde ordene. Han kigger på mig. Hans udtryk siger mere, end de ord han famler efter. “Jeg tænkte altid på, hvad nu, hvis jeg ikke fik opholdstilladelsen.”

Hvad ville du gøre, hvis du ikke fik opholdstilladelsen?

“Jeg havde ikke lavet noget farligt eller ulovligt eller skabt problemer for nogen, og jeg havde ikke givet mine fingeraftryk i andre lande. Jeg var sikker på, jeg ville få den. Men jeg vidste ikke, hvor lang tid det ville tage.”

Hvis du var i Syrien i dag, hvordan ville dit liv så se ud – hvilke drømme ville du have?

“Efter krigen startede, tænker vi aldrig på fremtiden. Du kan ikke tænke. Der er ingen elektricitet. Der er altid problemer. Vi tog på universitetet og tog hjem. Vi tænkte ikke på, hvad der ville ske om et eller to år. Vi vidste ikke, om vi ville leve, eller nogen ville dræbe os, du ved. Før krigen startede, gik jeg på universitetet, drømte om at gøre min uddannelse færdig, arbejde som ingeniør, måske blive gift og sådan. Det var det normale liv, jeg skulle have.”

Har du fået de drømme tilbage, nu hvor du er i Danmark?

“Da jeg begyndte at arbejde for det frugtfirma, jeg arbejder for i dag og har arbejdet for et år, måske mere, sagde jeg, at jeg var færdig med at studere. Det var nok. Jeg skulle arbejde fem-seks år og så se, hvad der skete. Men for tre-fire måneder siden fik jeg mine eksamenspapirer fra Syrien. Jeg ringede til en ven og bad ham skaffe mine papirer fra Universitetet i Aleppo. Fordi jeg ikke er i Aleppo, kunne jeg ikke selv gøre det, ellers havde jeg gjort det. Min ven sagde, at det var meget svært, men ville gøre det, da han kendte nogle ansatte på universitetet. Jeg skulle betale ca. 1000 kr. for at få papirerne. Men det var meget vigtigt for mig, for uden mine papirer, kan jeg ikke læse videre. Jeg havde kun to år tilbage, før jeg ville være uddannet ingeniør, og jeg har måske mange år at leve i og jeg kan lide at studere. Jeg snakkede med en dansk ven til en julefrokost. Han arbejder med os i weekenderne og studerer i hverdagene. Han gav mig et regnestykke. Jeg er god til matematik og det var et nemt regnestykke. Men jeg kunne ikke løse det, fordi det er fire-fem år siden, jeg studerede i Syrien. Jeg burde have løst det på et minut. Efter det ændrede mine tanker sig omkring det at studere igen. Fordi jeg har meget energi”, siger han, mens han holder sine arme op i en kampposition der viser, han er klar til at tage kampen med matematikken op igen. “Nu har jeg sendt mine papirer til kommunen, for at de kan sende dem til København og få dem vurderet, så jeg kan blive accepteret. Jeg er også lige startet på sprogskole.”

Jeg troede, du var færdig på sprogskole. Vi sidder jo og har en samtale på dansk?

“Jeg stoppede efter 8 mdr. og jeg er lige startet igen. Da jeg startede på sprogskole efter asylcentret, tog de en test for at finde ud af, hvilket modul jeg skulle starte på. Jeg havde været tre mdr. i Danmark og jeg startede på danskuddannelse 3 modul 2  [de fleste starter på danskuddannelse 2]. Jeg ved ikke, hvordan jeg har lært det. Det er ikke let, men jeg snakker fem sprog – kurdisk, arabisk, tyrkisk og 60-70% engelsk og nu dansk. Det er aldrig let.”

Tænker du, nu hvor Syrien er ødelagt, at du skal blive i Danmark – ser du din fremtid her?

“Det er et farligt spørgsmål”, siger han og kan ikke skjule tristheden, der som en skygge knytter sig til spørgsmålet. “Vi er altid bange, når vi tænker på, om vi skal tilbage til Aleppo. Hvis Assad vinder, kan vi aldrig komme tilbage. Han kan ikke lide dem, der er imod ham. En dag dræber han. Hvis han vinder, skal vi aldrig tilbage. Jeg ved godt, han er en stor diktator. Da krigen startede var vi  [syrere] imod diktaturet. Vi vil demokrati og frihed. Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal sige. Det er et svært spørgsmål…Det er svært måske, at skulle leve hele sit liv i Danmark, når jeg tænker på Aleppo, Syrien. Mit land. Skal jeg aldrig tilbage dertil? Jeg ved det ikke. Hvis de ikke stopper krigen, skal vi være her. Det er ikke dig, der har bestemt, du ville være her, men der er krig, så det bliver du nødt til. Det er svært. Jeg er i Danmark. Det er et godt land og jeg har lært sproget. Måske skal vi ikke tilbage. Men vi tager tilbage den dag, vi ved, at Syrien er okay. Hvis det ikke sker, er der problemer.” Vi griner begge for at afvæbne den sårbarhed, vi åbenlyst befinder os i, og har befundet os i, siden jeg stillede et farligt spørgsmål.

Har du mange venner tilbage i Syrien?

“Kun tre-fire. Ikke familie eller andre.”

Har du mistet?

“Selvfølgelig. Jeg har mistet min ven, som var soldat for Assad. De fangede ham. Han gad ikke. Hvad skulle han gøre?”

Føler du dig sikker og tryg her i Danmark?

“Her er sikkert. Men når vi ser problemerne i Europa, som terroren i Tyskland, bliver vi triste. Vi tænker, hvad laver han. Vi tænker, tag til Syrien og kæmp i stedet. Du må ikke kæmpe i Europa. Det er farligt. Du dræber mennesker. Når du har sort hår, er du altid bange, når nogen skaber problemer. Danskerne kigger på os og tænker, vi er ligesom ISIS. Men når nogen dræber, så bliver du også bange.”

Er du bange for, danskerne tror,  I er med til at dræbe og skabe problemer?

“Ja. Ikke flere problemer. Der er nok.”

Har du været ude for, at nogen har sagt noget til dig?

“En gang mødte jeg en. Han lavede sjov..” Rony bliver fjern i blikket..”Han spurgte, om jeg var terrorist, fordi jeg har sort hår og sort skæg. Han tænkte, at det var sjovt. Men det var ikke sjovt for mig. Det er svært. Der er nogen, der tror, at alle muslimer er et problem, fordi man har sort hår.”

Hvis du skal sige noget til danskerne, du synes er vigtigt, at de ved, hvad skal det så være?

“I skal kende os. I skal snakke med os. Lære os at kende som personer. De [danskerne] snakker med dig, men stopper altid fem meter fra dig”, siger han, mens han med sine hænder illustrerer en overflade. Den overflade han gerne vil, man bryder igennem.

Hvad vil du sige til flygtninge, der kommer til Danmark?

“Det er danskerne land. Når vi flytter hertil, skal vi være som jer.”

Hundred procent?

“Nej, fx behøver vi ikke spise det samme. Men vi skal følge reglerne. Vi er gæsterne. Hvis danskerne accepterer, at de betaler 40% i SKAT, skal vi også.”

Måske er der mange  [flygtninge], der ikke ved, hvad SKAT er?

“Ligesom mig. Jeg betaler bare. Og det er intet problem.” 🎄

Journalister på Danmarks Journalisthøjskole har lavet en meget ægte og ærlig film om Rony. I kan se filmen her.

by maitrosborg

Om at miste sin mor i en tidlig alder

img_0273

Da jeg vågner søndag morgen, er der tikket en sms ind fra min veninde Birgitte. Det er sjældent vi ses, men vi har holdt kontakten siden vores højskoleophold for 11 år siden. Det er typisk søndage til kaffe eller brunch. I dag er også søndag. Det er den 27. november. En dag, der viser sig at være ganske særlig. Vi mødes til brunch i Jægergårdsgade. Jeg har spurgt Birgitte, om jeg må interviewe hende omkring det at miste sin mor pludseligt i en ung alder. Jeg ved ikke, om vi skal tale om det i dag, så jeg nævner det forsigtigt, da vi er færdige med at opdatere på de måneder af hinandens liv, vi er gået glip af.

Jeg er glad for, du har sagt ja til at dele din historie…

 ”Ja, det projekt skal du lige fortælle mig om. Er du klar over, hvilken dag det er i dag? Det er faktisk 12-årsdagen for min mors dødsdag. Hun døde på denne dag for 12 år siden.”

Det var jeg ikke klar over. Jeg har også altid været virkelig dårlig til at spørge ind til din mor. Vi har kendt hinanden i 11 år og vi har aldrig snakket om det…

”Jeg kan huske en dag på højskolen, hvor vi snakkede og jeg omtalte min mor i datid, hvor der blev spurgt ind til det. Det kan jeg huske.”

Der var heller ikke gået lang tid fra din mors død til dit højskoleophold, som jeg husker det?

”Hun døde d. 27. november og vi startede på højskole i august, så der var gået lidt under et år. Da en af eleverne på højskolen, der selv har mistet en forældre, spurgte hvor længe siden det var, jeg havde mistet min mor, og jeg svarede, at det var gået ca. et år, udbrød hun “ikke længere?””

Jeg ved ikke, hvorfor vi ikke har snakket om det. Måske er jeg bange for, du bliver ked af det…

”Det kan da godt være, jeg bliver ked af det, men hvad så? Min far oplevede efter min mors dødsfald, at folk flygtede fra ham på gaden. Drejede om hjørner, når de så ham.

Hvordan er den bedste måde at agere på som pårørende?

”Bare at være der og være som man plejer. Det var de fleste heldigvis gode til. De var der og støttede os. ”

Din mor døde pludseligt uden varsel af en hjerneblødning. Fik I noget hjælp til at håndtere sorgen efterfølgende?

”Vi gik i terapi sammen. Vi havde alle mistet. Min far havde mistet sin kone, min bror, søster og jeg havde mistet vores mor. Vi var forskellige steder i livet og vi håndterede sorgen forskelligt, fordi det vi havde mistet, var forskelligt. Min lillebror var 16 og lige startet på Handelsskolen, min søster var 23 og lige flyttet til Aarhus og startet studie, jeg var 20, lige blevet student og skulle til at finde ud af, hvad jeg ville med mit liv. Så vi var alle i gang med et nyt kapitel. Jeg kan huske, at min far var glad for, vi trods alt var så gamle, at vi havde fået opvæksten sammen med mor. Han stod jo pludselig med 3 børn alene. Det at miste fra den ene dag til den anden er et kæmpe chok. Det tager lang tid før kroppen og sindet rigtig forstår, hvad der er sket. Man får ikke tid til at bearbejde noget, og man forstår det ikke, før det er sket. Jeg var glad for, at jeg ikke så min mor have det dårligt og jeg har kun minder, hvor hun er 100% rask. Jeg er blevet lidt mere bange for at miste, måske også i kraft af, jeg er blevet ældre, men jeg tænker tit på, eller frygter at miste dem, jeg holder rigtig meget af. Det gør jeg nok lidt mere, fordi jeg har prøvet det.”

Du har fortalt om perioder i dit liv, overgange fx jobskift osv., hvor du har haft brug for at tale med nogle professionelle, kan du uddybe hvorfor?

“Jeg synes, man bør tale med nogle, som kan hjælpe, hvis man har det svært – om det er venner, familie eller psykolog – men en psykolog er jo uddannet til det og kan derfor hjælpe dig med at forstå, hvordan du har det og give dig nogle værktøjer til at komme videre. At gå til psykolog er som at tage en uddannelse i sig selv.  Jeg synes, det er meget konstruktivt, og jeg har fået rigtig meget ud af det. Det er ligesom, hvis du har det fysisk dårligt – ondt i halsen, ondt i maven eller ryggen – så går du jo også til læge for at finde ud af, hvordan du bliver rask igen.”

Hvordan håndterede I sorgen som familie, når I alle var ramt?

”Man finder en måde at være oppe, når de andre er nede. Det er en indre styrke, man helt automatisk finder frem. Det var aldrig sådan, at vi alle sammen var nede på samme tid. Man finder en styrke til at være der for hinanden. På vejen hertil modtog jeg et billede fra min søster. Det var et billede af min mor og min søster som lille. Da jeg modtog det, begyndte jeg at græde, her 12 år efter. Sorgen forsvinder aldrig, den dukker op i momenter. Man savner hende til højtider og fx da min søster blev gift og fik børn, så mangler hun.”

Jeg ved, du er et rigtig stort familiemenneske, der prioriterer familie, højtider og traditioner rigtig højt. Har du altid gjort det, eller er det blevet mere udtalt efter din mors død?

“Vi har altid prioriteret familien meget højt og det er ikke blevet mindre efter min mors død. Jeg er kommet tættere på min far, end jeg nok ville have været, hvis min mor havde været her. Som familie har vi fået et endnu stærkere sammenhold.  Selvfølgelig ved vi ikke, hvordan det ville have været, hvis mor havde været her. Heldigvis har min far fundet en fantastisk kæreste, som både han og vi børn er rigtig glade for. Det er så dejligt at vide, han ikke er alene og hun har taget os tre børn til sig, som vi var hendes egne (hun har ingen børn).”

Birgitte beskriver, hvordan hun efter sin mors dødsfald var vred på hele verden. Hvordan hun havde lyst til at slå ind i væggen over verdens uretfærdighed. Over vreden over tabet af sin mor, og hvordan denne vrede gik ud over de nærmeste. Hun fortæller det med så stor indlevelse, at jeg slet ikke kan kende hende. Den Birgitte jeg kender, har aldrig været vred. Pludselig pauser hun sin fortælling, kigger op og udbryder;

”Det hjælper faktisk at snakke om, for nu går op for mig, hvor meget længere jeg er kommet. Jeg var så vred…”

Hvordan er den Birgitte, du var før din mors død, anderledes end fra den du er i dag?

“Mm det er et virkelig godt spørgsmål! Jeg tror, jeg er blevet meget mere bevidst omkring det at miste. Det er noget, jeg tænker på næsten hver dag. Jeg er også blevet ”tvunget” til at blive voksen og selvstændig og skulle skabe mit eget liv og stå på egne ben. Og så tror jeg,  jeg er blevet stærkere. Hvis nogen på forhånd havde fortalt mig, hvad jeg skulle igennem, ville jeg have sagt, det kommer jeg aldrig igennem. Men vi er alle kommet rigtig godt videre. Vi savner hende rigtig meget, og kan stadig være kede af det, men vi har det alle godt og er glade for, at far også har en at dele livet med, nu hvor mor ikke er her længere. Jeg plejer at sige: Den bedste ting, der kom ud af det, er, at jeg ikke kommer til at opleve det igen. Man kan heldigvis kun miste hende én gang.” ❄️

by maitrosborg

Om at vælge sig selv til

img_1177

I 8. klasse blev to klasser til tre, da eleverne fra de små landsbyer flyttede ind til byskolen. Blandt de elever fandt jeg en ny veninde. I 2. g. i gymnasiet flyttede vi begge fra den vestjyske by til Aarhus. Forskellen var bare, at min veninde flyttede uden sin familie. Den dag i dag er vi stadig veninder, så jeg bad hende fortælle, hvilke overvejelser der lå bag beslutningen om at forlade sin familie og det at skulle skabe sin egen.

Hvornår valgte du at flytte?

“Jeg var 17, da jeg flyttede. Det må have været i 2003. Der skete et eller andet der gjorde, at det blev for meget for mig. Jeg har faktisk aldrig fundet ud af hvad. Jeg stoppede i gymnasiet lige før jul. Derefter blev jeg ansat hos Føtexbageren i en kort periode, men var der ikke længere end halvanden måned, så startede jeg på undgdomshøjskole i Ribe, hvor jeg var indtil sommeren, hvor jeg flyttede til Aarhus.”

Var det på højskolen, du fandt ud af, at du ikke skulle bo hjemme længere. At du ikke skulle tilbage og bo hos dine forældre?

“Jeg var nået dertil, hvor jeg ikke kunne hænge sammen på gymnasiet. Det var fuldstændig umuligt for mig samtidig med, jeg havde den rolle i familien, jeg havde.”

Hvilken rolle havde du?

“Blæksprutte. Rengøringsdame, barnepige, omsorgsgiver, tovholder. Jeg havde mange forskellige hatte på. Jeg kunne ikke koncentrere mig om at lave alle mine lektier, for jeg synes, at det var pissehårdt at gå i gymnasium. Det syntes jeg også, da jeg flyttede hjemmefra, skal lige siges. Pludselig kunne jeg se, at jeg altid havde reddet mig ud af alle situationer. Jeg havde altid klaret tingene, og det gjorde jeg ikke længere. Det hang ikke sammen for mig. Jeg kunne ikke klare at gå på gymnasium. Jeg kunne ikke nå at lave de afleveringer, jeg skulle. Jeg kunne ikke være den, jeg gerne ville være være.”

Hvordan redder man sig ud af alle situationer?

“Man overlever. Og det kunne jeg ikke engang længere. Det var en tung erkendelse og ikke særlig rart. Jeg blev nødt til at kigge indad for første gang i mit liv, tror jeg. Og finde ud af, hvorfor det ikke fungerede.”

Gjorde du det på egen hånd?

“Ja, det gjorde jeg. Eller kommunen var faktisk lidt inde over og spurgte, om det ikke var en god idé, jeg kom lidt væk hjemmefra og fik lidt luft. Det synes jeg, lød ret fornuftigt. Jeg tror, det var der, jeg fandt ud af, hvis der skulle ske noget, hvis jeg skulle rykke mig her i livet, så blev jeg nødt til at passe på mig selv. Bvdr.”

Bvdr. Er det ikke en god ting at passe på sig selv?

“Jo, det er det. Det var bare aldrig noget, jeg havde gjort før. Hvad var det for noget, at passe på sig selv? Det var en hård erkendelse, jeg ikke kunne klare mere og ikke kunne klare at være i min egen familie og være der for dem, der betyder mest for mig. Nu skulle der ske noget andet.”

Så  ved at foreslå højskoleopholdet gjorde kommunen dig faktisk en tjeneste?

“Lige der gjorde de. De var med til at skabe bindeled. Jeg var ikke meldt til højskolen fra start, så jeg kom ind lidt fra siden. Det hjalp de med, og det fungerede faktisk meget godt.

Hvorfor kunne du ikke klare at være i familien. Var det pga. alle de forskellige hatte, du skulle have på?

“Det var det helt sikkert. Det var svært. Jeg var helt vildt presset. Det var en forfærdelig form for pres. Pres for at skulle præstere, for det pres var der jo fra mine forældre. Jeg skulle præstere, præstere, præstere…”

I hjemmet eller udenfor hjemmet?

“Både i hjemmet og udenfor, men specielt i gymnasiet. Det hang ikke sammen med, jeg samtidig skulle være så meget på derhjemme, ikke rigtig vidste, hvem jeg selv var, hvor jeg var på vej hen og alt muligt. Altså tingene hang bare ikke sammen. Der var for få ressourcer og for få timer i døgnet.”

Du flyttede til Aarhus, efter du havde afsluttet opholdet på ungdomshøjskolen i Ribe?

“Jeg glædede mig, for det var jo vildt spændende. Men det var rigtig hårdt at efterlade sine søskende et sted og i et miljø, hvor jeg ikke selv kunne holde ud at være. Nu skulle de være der alene, og jeg var der ikke til at passe på dem. Det var faktisk ikke nemt.”

Hvad gjorde, at du valgte at flytte alligevel, når det var så hårdt?

“Hvis ikke jeg gjorde det, kunne jeg ikke være til. Det var, ikke et spørgsmål om liv og død, men jeg vår nået dertil, hvor jeg var så presset, at hvis jeg ikke gjorde det nu, kom det aldrig til at ske. Så ville jeg måske ende med at arbejde hos Føtex resten af mit liv. De drømme havde jeg alligevel ikke, at skulle være ved min familie resten af livet. Jeg var også klar over, hvis jeg flyttede, skulle jeg flytte rigtigt. Jeg skulle ikke bare flytte til Varde, 7 km fra den by, hvor min mor bor. Jeg skulle tage et meget, meget stort spring, så jeg ikke sådan lige var til at få fat i – kommer du ikke lige og hjælper og redder os – det duede ikke. Jeg blev nødt til at være langt nok væk, til ikke at være den nødknap, der kom sprængende, når der var behov for det. Det var bl.a. derfor det blev Aarhus.”

Fordi det skulle være langt nok væk?

“Fordi det skulle være langt nok væk, og vi havde været her nogen gange sammen. Jeg havde et godt indtryk af Aarhus og følte mig ret tryg her.”

Virkede det så, kunne du undgå at blive den nødknap, der blev ringet til?

“Nej, det er jo det. Noget af det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv, er at flytte, men det var bestemt ikke en løsning. Problemerne flytter jo med. Så var jeg bare rådgiver over telefonen. Det var alt fra praktiske ting til store problemer med en af mine søskende, der havde psykiske udfordringer, min mors bekymringer og hvordan, man kunne være med til at løse dem. Altså det var alt muligt. Jeg var ikke stærk nok til at sige fra endnu. Det var en god ting, jeg fik ro omkring mig, og så alligevel voksede følelsen af, jeg ikke var der for mine søskende. Ikke var der til at hjælpe dem. Den dér bekymringsbobbel voksede faktisk en del i en periode i hvert fald. Det var ikke sådan bare lige at flytte. Det var også en ensom periode. Jeg havde været vant til mange mennesker omkring mig og et stramt program og nu var jeg pludselig alene.

Men startede du ikke på studie med det samme?

Jeg flyttede i sommeren og startede på studenterkursus i august. Jeg fik også et arbejde med det samme, så det var ikke fordi, jeg sådan gik og trillede tommelfingre.”

Men alligevel føltes det anderledes?

“Absolut. Det var en sjov overgang fra mest af alt at have dårlig samvittighed over at efterlade nogen, og så troen på, at man faktisk gjorde det rigtige. Det var vilde kontraster, der mødte hinanden. Må jeg godt gøre det her? Må jeg godt vælge mig selv til? Alle de her ting. Det var et sammensurium af alt muligt rod i mit hoved.”

Du var 17 år. Gik du rundt med det rod i hovedet alene, eller delte du dine tanker og frustrationer med nogen?

“Nej, det gjorde jeg faktisk ikke. Jeg tror, der gik et år, så fandt jeg ud af, jeg havde brug for nogen at snakke med det om, fordi det faktisk var rigtig svært. Via gymnasiet kunne jeg snakke med en psykolog og der fik jeg vendt hele situationen. Det var godt. Og det var første gang.”

Var det ikke en voldsomt? Det var mange ting og følelser at tage hul på…

“Det var det. Jeg tror, det var første gang, jeg snakkede med en professionel om min familie. Det var en hård omgang.”

Føltes det som om, du forrådte dem, ved at tale om dem?

“Første gang i hvert fald. Det er sjovt, for jeg har jo godt vidst, at vores familie er anderledes. Vores familie var ikke ligesom andres. Alligevel var det ikke særlig rart at sige tingene højt, for så bliver det pludselig virkeligt. Når jeg sagde højt, at min mor har en hjerneskade, så var der faktisk også en begrundelse for, hvorfor hun gør som hun gør. Og det er faktisk også synd, så det er klart, jeg skal være der for hende. Min far, han har det jo også dårligt. Det er derfor, han drikker. Der var mange ting, der blev åbnet op for. Men det var bestemt vigtigt at tage hul på det.”

Du siger, tingene blev virkelige, da du sagde dem højt fx at din mor har en hjerneskade og din far drikker. Så giver det måske god nok mening, at du ikke kunne være i hjemmet?

“Helt sikkert, det gjorde det. Jeg tror, det gav mig en ro at snakke med psykologen. At det var okay og jeg ikke havde svigtet nogen.”

Kan du godt føle det i dag, at du ikke har svigtet nogen?

“Det synes jeg. Selvom det stadig kan prikke lidt i mig, ved jeg, det var den helt rigtige beslutning, jeg tog dengang. Jeg ved ikke, hvad der var blevet af mig, hvis jeg ikke havde taget beslutningen om at flytte, så havde jeg nok slet ikke været den storesøster, jeg gerne vil være.”

Hvad med din storesøster. Hun flyttede vel også?

“Det var det, der var hårdt i den periode. Vi flyttede på samme tid.”

Har du nogensinde snakket med hende omkring, om hun har haft de samme følelser omkring at efterlade det, som du også efterlod?

“Ja, og det har hun. Det er klart de samme følelser, vi har haft, og det var ikke en særlig rar følelse. Min storesøster flyttede for at studere, det gjorde jeg i teorien også, men det var hendes drøm at studere på en uddannelse, man kun kan tage i Viborg. På en eller anden måde retfærdiggjorde det nok lidt mere hendes valg. Det var mere okay, at hun gjorde det.”

Fordi hun flyttede for at tage en uddannelse og du flyttede for at komme væk og passe på dig selv?

“Netop. Pyha. Det var en lidt anden tilgang,  men hun havde da helt klart også svært ved det. Det er der slet ingen tvivl om. For mig var det ikke løsningen at flytte. Problemerne løste sig ikke. Men det var første skridt på vejen og det var fandeme et vigtigt skridt, vil jeg sige.”

Så problemerne flytter med, dem flytter man ikke fra?

“Nej, det gør man ikke. Det er et klassisk ordsprog og den er jo god nok. Men luftforandring er rigtig godt. Jeg kom ind i et nyt miljø. Jeg fik lov til at starte helt helt forfra. Jeg tror også, det betød meget, jeg kom et sted hen, hvor ingen vidste, hvem jeg var, hvad jeg kom fra og hvad jeg havde lavet tidligere.”

Gjorde de det på det gymnasie du kom fra?

“Nej, det gjorde de faktisk ikke. Ikke på gymnasiet eller den klasse jeg gik i, men der var folk, jeg kunne møde. Der er aldrig nogen, der har sagt noget, men at få en helt ny start, er bare rigtig rart. Man kan få lov til at forme, hvem man er.”

Skulle du først til at finde ud af, hvem du var, da du flyttede?

“Ja, hvem jeg var uden at være hundred procent storesøster, omsorgsperson, beskytter og alt muligt andet. Nu var jeg kun mig. Det var noget mærkeligt noget. Det var faktisk svært. Det var jo ikke fordi min identitet forsvandt, men pludselig skulle jeg kigge på mig selv på en anden måde, finde ud af, hvad der rørte sig indeni mig, for der var kommet ro til det. Det blev der pludselig åbent op for, og det var sgu ikke så nemt alligevel. Der var mange ting, der var komplicerede indeni, som jeg aldrig rigtig havde fået snakket om. Men at tage skridtet, komme væk og få taget hul på det, var afgørende. Jeg ved ikke, om man kan kalde det en helende proces, det følte jeg egentlig lidt, det var. Det har taget rigtig, rigtig mange år, hvor jeg kom rundt om alt muligt.”

Den proces startede, fordi du valgte at flytte?

“Det startede fordi, jeg valgte at flytte. Hvis jeg var blevet hos min mor eller i nærmiljøet, tror jeg aldrig, jeg var kommet dertil, hvor jeg var nødt til at kigge på mig selv og spørge, hvad fanden er det egentlig der foregår? Måske ikke før det var endt ud i noget rigtig skidt. Jeg ved ikke, om det var endt ud i en depression, men jeg tør i hvert fald ikke tænke på, hvad der var sket, hvis jeg først havde taget hul på det i den alder, jeg har i dag, og alle de ting havde hobet sig op. At flytte var bare altafgørende, fordi det skabte et nyt rum. Et rum, som var mit rum og det var virkelig nyt.”

Hvordan fandt du så ud af, hvem du var i det rum – uden at være storesøster osv.?

“Det har bl.a. været ved at gå til psykolog over perioder i nogle år. Der kommer nogle – jeg ved ikke om man kan kalde det essentielle kriser – det kan man nok ikke, men nogen gange er det rigtig svært for mig at finde mit ståsted pga. den familieopvækst, jeg har haft. Det kan være meget i forhold til grænser. Jeg har svært ved at fornemme mine egne grænser. Jeg mærker dem lang tid efter, de er overtrådt. Der kan gå mange måneder, hvor jeg mærker, at det er sindssygt ubehageligt. Det har gjort, jeg har fundet ud af, det er okay at sige fra. Jeg må godt trække en streg i sandet og sige hertil og ikke længere. Det har hjulpet mig til at finde ud af, hvem jeg er og hvad jeg har i mig, udover at være storesøster og alt muligt andet. Det har selvfølgelig også været det at blive ældre og møde nogle mennesker og være på nogen rejser. Jeg tror, at de udenlandsrejser jeg har været på indimellem, har givet mig den samme følelse, jeg fik, da jeg flyttede hjemmefra. Sat fokus på, at nu er der et rum til mig, fordi man bliver revet væk fra det, man normalt er i. Det er rigtig sundt engang imellem. Man bliver nødt til at se sig selv i øjnene. Nogen gange kan det også være rigtigt ubehageligt, fordi man er tvunget til at træde ind i det rum og – det lyder dumt – mærke sig selv.”

Ved du, hvor dine grænser går i dag, og er du i stand til at sætte dem?

“Jeg er i hvert fald blevet meget, meget bedre, vil jeg sige. Meget, meget bedre. Det har været rigtig godt at finde ud af.”

Men dine grænser er blevet overskredet en del gange?

“Ja, det er de. Det har givet mig en følelse af, jeg bliver kvalt.”

Det er en fysisk følelse simpelthen?

“Det fysiske kommer som regel før det psykiske. Det er skidesvært at mærke sig selv. Det har jeg været sindssygt dårlig til, fordi den mulighed nok bare ikke har været der i min opvækst. Der er heller aldrig blevet spurgt ind til, eller vist, hvordan man passer på sig selv.”

Spurgt ind til, hvordan du har det og om dine grænser overskrides?

“Jeg ved, min mor har kunne fornemme når noget ikke har været rart for mig. Uden at hun har sat ord på det, så ved jeg, hun har kunne se det på mig, men hun har aldrig italesat det, og jeg kunne ikke finde ud af at sige fra. At det her er ikke rart, mor.”

Så I har aldrig sat ord på eller snakket om det hjem i er vokset op i? I har ikke snakket åbent om hjerneskaden og alkoholismen?

“Nej, aldrig nogensinde.”

Heller ikke i dag?

“Nej, det gør vi faktisk ikke. Vi ved det jo godt allesammen. Vi ved godt, at begge mine forældre har nogle udfordringer, men det er aldrig noget, der bliver italesat. Det er egentlig dumt, kommer jeg lige til at tænke over.”

Det kan vel også blive farligt at åbne op?

“Det kan godt gå hen og blive farligt. Som barn i en dysfunktionel familie, havde det været rart, hvis der var nogen, der havde sagt det højt, da jeg var mindre. Det var først noget jeg fandt ud af, da jeg var meget ældre. Min mor er hjerneskadet, så der skulle nok have været hjælp udefra. Eller hun skulle selv have sagt det. Jeg er hjerneskadet og derfor kan jeg ikke klare, når I larmer for meget, så kan jeg ikke samle mine tanker. Sådan nogen ting havde været rart i ret mange situationer. Det havde i hvert fald givet en forståelse, tænker jeg, allerede fra et tidligt stadie.”

Men fik I ingen hjælp udefra?

“Jeg kan ikke helt huske, hvornår der begyndte at komme kommunefolk indover. Der har været kommune, der kun handlede om min mor, hvordan de skulle hjælpe hende videre i det her. Der gik jo nogle år, inden hun fik sin førtidspension. Jeg kan bare huske, alle mine brødre var født og jeg var i hvert fald konfirmeret, inden der konsekvent blev koblet én på os som familie. Det andet har været omkring min mor. Jeg har ikke følt, der har været fokus på, hvordan de kunne hjælpe os som familie. Ikke før, hun kom.”

Hvis der ikke var nogen, der havde fået øje på jeres familie havde brug for hjælp før, hvem fik så øje på det her?

“Jeg kan faktisk ikke huske, om det var mine bedsteforældre, der kontaktede kommunen, fordi de var bekymrede, specielt for at drengene ikke havde, hvad de havde brug for. Jeg ved faktisk ikke, om det var dem. Det kan også være, det har været nogen fra drengenes børnehave, der har været bekymrede. Det er et godt spørgsmål. Jeg har faktisk ikke tænkt over det. Pludselig var hende damen der bare én gang om ugen.”

Var det nok, én gang om ugen?

“Nej nej, det var det ikke. Og hun var heller ikke den rigtige, skal også lige siges. Men det var hende, der hjalp mig med at komme på højskole og væk hjemmefra. På den måde fungerede det. Men det fungerede ikke, når hun var hjemme hos os, så blev vi inviteret til at sidde og snakke – især min storesøster og jeg – med vores forældre. Vi havde aldrig snakket om noget før og så skulle vi sidde der i åbent forum med hende damen, der prøvede at være tovholder. Altså jeg kan bare huske, det tit handlede om vaskemaskinen, der ikke virkede og sådan noget.”

Så det var praktiske ting, ikke noget der gik i dybden?

“Hun prøvede jo selvfølgelig, men der var aldrig rigtig noget følelsesmæssigt ind over det. Jeg tror, vi blev inviteret til at fortælle, hvordan vi havde det i familien. Det kan man jo ikke sidde og sige, når ens far og mor sidder overfor. Vi havde jo aldrig snakket om følelser før. Det var noget værre rod. Det var helt grotesk. Vi sidder to teenagepiger, der ikke har det særlig godt, men der er ingen, der kan finde ud af at tage hånd om det eller sige det. Det var måske også det, jeg godt vidste, uden helt at vide det, at det var ikke et sundt miljø at være i. Jeg kunne jo nok godt mærke, at der var nogle ting, der ikke var som de skulle være.”

Det var ikke noget, du var klar over?

“Nej, det var jeg ikke. Det er først kommet efterfølgende. Der gik lang tid før jeg kiggede tilbage og tænkte, har vi godt nok levet i det så længe. Hvordan klarede vi det? Det kan jeg godt sætte spørgsmålstegn ved den dag i dag.”

Når du stiller dig selv det spørgsmål, hvad tænker du så med hensyn til dine brødre, som du efterlod i det, du ikke kunne leve i?

“Det har jo helt sikkert været grunden til, at min yngste lillebror valgte at gøre det samme som mig og flytte som 17-årig. Der var fuld opbakning fra min storesøster og jeg. Vi var der og hjalp ham med alt det, vi ikke havde, da vi tog beslutningen om at flytte.”

Og hvad var det, I ikke havde?

Det var det økonomiske. Han var jo under 18 år, så der er ikke noget, der hedder s.u., der er ingenting, ingen sikkerhedsnet, ingen forældre, der kommer og hjælper en økonomisk med at flytte. Jeg ved godt, at det er småting, men alligevel betyder det meget, for at blive ordentlig etableret. Og så var det også at snakke om, hvordan han havde det, nu hvor han var nået dertil, han heller ikke længere kunne holde til det. Det var rigtig hårdt at høre ens bror beskrive de præcis samme følelser, jeg havde, da jeg stod i hans situation. Vi er jo trods alt søskende og vokset op i samme familie, så vores mindset er rent genetisk lidt det samme, men det var hårdt at høre ham fortælle, hvor trist han var og at han ikke kunne hænge sammen. Han var ked af det hele tiden og han var ked af, at mor hele tiden nedgjorde ham, alle de her ting…”

Så din bror og dig kan godt snakke om følelser sammen?

“Ja, og han bliver også pumpet for det, fordi jeg har fundet ud af, hvor vigtigt det er. Han er også en kæmpe succeshistorie. Altså det har også kun været det rigtige for ham at gøre.”

Nå du siger, han også er en succeshistorie, så er det fordi, du godt er klar over, du er en succeshistorie?

“En ting er sikkert. Jeg aner ikke, hvor jeg var endt, hvis jeg var blevet derhjemme.”

Og i dag har du en uddannelse og en familie…

“Ja, og jeg er blevet forlovet”, siger hun og viser mig ringen på hendes finger…

Tillykke, hvor er det fedt!

“…Men alt det der med familie har været ret vildt. At der findes en, som vil mig, når jeg kommer med alt der her.”

Hvad mener du med alt det her?

“Altså accepterer hvem jeg er på gode og på dårlige dage. At jeg kommer fra den familie, jeg kommer fra, og har den historie, jeg har. Jeg er jo ikke bare kørt igennem – gymnasie, uddannelse og job. Jeg har taget nogle detours ind i mellem. Jeg klarede ikke første gymnasie, så det blev først i andet hug og det var fandeme hårdt at komme igennem. Så begyndte jeg på universitetet og måtte tage orlov og alt muligt andet crap, så kom jeg igennem, men måtte udsætte mit specialeforløb og så endelig lykkedes det.”

Men det gik jo skidegodt. Jeg synes det lyder som om, du har været i stand til at lytte til dig selv?

“Det har du ret i. Der har jeg alligevel lært noget.”

Nu har du en forlovet og en lille baby og skal til at skabe din egen familie. Hvordan er det, når man kommer fra en familie, man var nødt til at tage væk fra?

“Det var et virkelig stort spørgsmål, da jeg var gravid, fordi jeg ikke havde nogen rollemodel. Jeg tænkte rigtig meget på, hvad jeg selv er vokset op i. Det har faktisk været svært at skabe sin egen familie. Det er jo ikke skidt det hele. Vi har haft nogle rigtige hyggelige stunder, specielt os søskende, og det har vi stadig den dag i dag, men der var nogle ting, jeg vidste jeg i hvert fald ikke ville gøre, men hvad fanden skulle jeg så gøre? Det vidste jeg ikke. Det var ikke nemt, så der måtte jeg vende mig mod min kæreste og håbe at han kom med noget godt. Og det har han gjort. Det har jeg følt mig rigtig tryg ved. Han kommer fra en rigtig kernefamilie og har nogle helt andre værdier og minder, han tager med sig, og det har været svært ikke at kunne matche dem. Der har jeg ikke rigtig noget at hive op af skuffen, og det blev sat på en spids, da jeg var gravid. Det har også gjort, jeg i mange år ikke troede, at jeg skulle have en familie. Jeg føler, jeg har opfostret tre drenge og at starte forfra, var ikke noget, jeg tænkte, at jeg havde lyst til. For det er pissehårdt, der er rigtig mange følelser og mange ting, man skal ordne. Mine følelser i forhold til at få en familie og børn – jeg holder jo sindssygt meget af mine søskende – men det var også fyldt med rigtig meget sorg, for det var nogle rigtig hårde år af mit liv, hvor det handlede om alt muligt andet end at være der selv. Jeg var der jo ikke. Det handlede bare om at få tingene til at fungere. Og det var ret tit, det ikke var hyggeligt. De følelser fyldte rigtig meget. Der var mange overvejelser.”

Men I valgte at få en familie?

“Det gjorde vi. Jeg føler, at min kæreste er en sikker havn og han kunne give al den tryghed, jeg ikke har haft hele min opvækst. Stabilitet og forudsigelighed. Jeg kan stole på ham, alt muligt. Det jeg ikke havde i min egen familie, kan han give mig. Det allervigtigste var at vide, han ikke ville lade mig i stikken, at vi gjorde det her sammen. At få en familie er noget, man gør sammen. Man bliver ikke ladt alene i stikken, som jeg nok har følt i min egen familie nogen gange, hvor jeg har stået med ansvaret alene. Det kan jeg ikke lide. Det synes jeg, er vildt ubehageligt. Det har været helt vildt dejligt og jeg glædede mig helt vildt til, vi skulle have vores lille dreng, men følelserne er først rigtig kommet efter han er kommet til verden og jeg kan mærke, vi er en familie. Jeg skulle se det, før jeg troede på det.

Så nu føler du, at I er en familie?

“Den følelse har jeg nu. Der er ikke noget, der kommer og trækker mig ned bagfra. Der var rigtig mange overvejelser inden. Jeg var bange for, at jeg pludselig ville begynde at samle på ting, som min mor gør. Jeg var bange for, at jeg ville komme til at sidde alene i lejligheden med en masse ting og en baby. Jeg var bange for, at det at få et barn ville føre mig tilbage og jeg ville begynde at skabe den familie, jeg kommer fra. Det var vildt mærkeligt. Jeg gik hos en rigtig sød psykolog og fik snakket det hele igennem. Jeg var ked af det og samtidig glædede jeg mig. Min kæreste kunne se ud i fremtiden, det kunne jeg ikke. Jeg kunne tage en dag og en termin af gangen. Min kæreste var allerede på fisketur med vores søn, så jeg tænkte, wow, han elsker ham allerede mere end jeg gør, og jeg er endda hans mor. Sådan følte jeg det. Det var sygt mærkeligt. Jeg kunne slet ikke være i det. Jeg følte mig mere og mere ensom og jeg har nok aldrig været mindre ensom – der var en baby inde i mig! Det var en mærkelig tid og det skulle jeg lige have snakket igennem. Jeg kunne slet ikke følge med. Jeg sad fast i en følelse af, at jeg ville blive rigtig trist, bure mig inde og blive mere og mere ensom. Jeg var bange for at det (at blive mor) ville blive min identitet, som det var i så mange år – stå med al ansvaret og ordne alting. Følelsen af at skulle efterlade mine brødre et sted, hvor der ikke var rart at være, vendte tilbage. Men jeg ved, at min søn ikke kan være et tryggere sted end der han er nu,  hos sin far. ❤️

by maitrosborg

Om at bruge sin fortælling til at hjælpe andre

15570983_10154058250576766_939378007_n

Nogen af os husker nok en episode på et gymnasium i Nordjylland, hvor en kvinde blev stukket ihjel af sin ex-kæreste. Den kvinde var Mikkels veninde. Mikkel stillede sig imellem veninden og ex-kæresten og blev stukket med kniven, som dræbte veninden. Det resulterede i skader i nakke og skulder og en lam arm. I dag har Mikkel stiftet “The Back To Life Project”, hvor han hjælper andre unge, der har været udsat for fx trafikulykker og voldsepisoder. Han vil gerne give andre den hjælp, han aldrig selv fik. Jeg stillede ham nogle spørgsmål og bad ham fortælle, hvad der motiverer ham til at bruge sin fortælling til at hjælpe andre.

Som 19-årig blev du skadet i skulder, nakke og lam i den ene arm som konsekvens af et knivstikkeri. Du valgte at tage tilbage i skole og gennemføre din gymnasiale uddannelse liggende på en madras. Det betød, du blev erklæret rask og ikke længere var berettiget rehabiliteringshjælp, er det korrekt forstået?

“Ja, det et korrekt. Beslutningen om at vende hurtigt tilbage til skolen – ‘til livet’ –  er den smarteste beslutning, jeg nogensinde har taget og kommer til at tage. Men beslutningen betød også, jeg efter 17 dage var erklæret rask af systemet. Kort fortalt gik jeg fra det regionale system til det kommunale. I kommunalt regi var jeg registreret som rask, fordi jeg kunne gå i skole. Fordi jeg var erklæret rask, var der ingen tilbud til mig, og jeg var under konstant mistanke. Når jeg bad om at få hjælp, behandlede de mig som en nasserøv. Jeg kunne ikke gå 100 meter uden at få hold i nakken,  15 muskler i min arm var paralyseret og jeg blev spået alle steder fra, at min arm aldrig kom til at virke igen. Jeg lå på en madras i undervisningen og var i konstante smerter. Men jeg kunne gå i skole, så jeg var rask.”

I 2012 stiftede du foreningen ”The Back To Life Project”, hvor du hjælper andre unge, der har været udsat for fx trafikulykker eller voldsskader, med at komme tilbage til livet. Har du haft succes med det?

“Tjaaah, det handler vel om, hvordan man ser på det og hvordan man definerer begrebet succes i denne sammenhæng. Vi har hjulpet en del mennesker med at skabe fantastiske resultater, hvilket helt centralt er det allervigtigste. Især på den korte bane. Arbejdet er helt fantastisk. Hårdt, men fantastisk. Vores vision er enorm. Vi vil gerne ændre hele den måde, hvorpå vi som samfund løser opgaven omkring vores mange alvorligt udsatte medborgere. Vi er ikke i mål endnu, men vi lykkedes med at få mange virksomheder til at tænke nye tanker. Vi har fået tilknyttet forskning og jeg tror på at vores resultater kommer til at skabe genlyd i Danmark og udlandet. Det er utroligt, hvad man kan skabe af resultater, hvis vi hjælper mennesker i stedet for at modkæmpe dem. Det er ærgerligt, at vi ikke er drevet af at ‘gøre det rigtige’ overfor hinanden. “The Back To Life Project” kommer til at være med til at bevise – sammen med andre fantastiske initiativer – at der ligger et enormt økonomisk aspekt i at investere i vores hjælp til udsatte. Så snart systemet lugter pengene, er der ingen grænser for, hvor meget vi kan rykke os som samfund. Vi har nogle rigtig interessante resultater, men jeg kan ikke stille mig til  dommer over for, om vi er en succes eller ej. Men jeg kan love at det er skidesjovt og livsbekræftende at følge os!“

Du skriver på ”The Back To Life´s” Facebook side, du vil hjælpe andre og være den person, du aldrig selv mødte. Har du mødt ham eller hende nu?

“Nej, jeg har endnu ikke mødt personen, for personen eksisterer ikke. Hjælpen eksisterer ikke. Rådgivningen – uden økonomisk motiv eller bagtanke – eksisterer ikke. Det er dét, vi prøver at skabe. Det skal aldrig koste udsatte mennesker en krone at få vores hjælp, og vi er ikke drevet af noget som helst andet, end at hjælpe dem så godt vi kan.”

Jeg kan forstå, du har mødt virkelig meget modstand fra systemet fra fx advokater og politikere. Hvorfor har du ikke kastet håndklædet i ringen for længe siden?

“Jeg kan overleve først og fremmest, fordi jeg bliver stædig. Min drivkraft ligger i, jeg konstant møder et system, jeg ikke kan forlige mig med. Men mest af alt, fordi jeg ser, at det vi laver virker. Der er utroligt mange kampe, nederlag, skuffelser, hjertebanken, søvnløse nætter, træthed osv, men når du ser et menneske rejse sig fra sin kørestol, gå igen og nyde livet på en helt ny måde…når du ser at din indsats virker og at din vision kan ændre noget, så er det meget svært at stoppe igen.“

Du har været igennem en retssag som har taget ti år, som du endte med at tabe. Hvad gik anklagen på?

“Min retssag handlede ikke om en anklage. Som jeg ser det, handler den om rettighed. Hvis du kommer til skade i dagens Danmark, så har du ret til at blive kompenseret for det tab du lider. Det kan være tab af løn, tab af førlighed eller lignende. Da jeg valgte at tage i skole efter ulykken, blev mit valg brugt imod mig. Jeg var rask og derfor skulle jeg i hvert fald ikke have det, jeg var berettiget til. Det har været en kamp siden dag 1 eller rettere dag 17. Der har ingen grænser været for, hvor lavt ‘systemet’ ville synke og hvilke regler de kunne finde for at retfærdiggøre at jeg ikke fik den erstatning, jeg var berettiget til. Svie og smerte for blot 17 dage. Trods 5 år uden job, hvor jeg genoptrænede fuld tid, fik jeg ingen tabt arbejdsfortjeneste og ingen støtte i træningsperioden. Træningen skulle jeg selv betale. Jeg fik ingen kompensation for tab af erhvervsevne, hvilke de ikke engang vurderede. Jeg fik ingen støtte til at føre en retssag eller noget som helst. Det synes jeg ikke var fair, så jeg valgte at fortsætte sagen, selvom jeg vidste at jeg ville tabe. Jeg vidste at det ville blive dyrt. For mig handlede det om at kæmpe for, hvad der er fair og samtidig udstille, hvad vores ‘system’ er i dag. Én ting er selve nederlaget i landsretten i år. Det er i sig selv skræmmende. Men endnu mere skræmmende er de 10 års kamp mod systemet. Advokater der bevidst tager overbetaling og udnytter hårdt udsatte. Forsikringsselskaber og forskellige nævn der bruger en taktik for at undgå at betale folk, hvad de har ret til. Banker der driver rov på disse mennesker og meget mere. Jeg ser forløbet som min uddannelse, som en investering i egen viden, så jeg fremadrettet kan rådgive mennesker i lignende situationer til at undgå samme kampe og forhåbentligt hjælpe samtlige instanser til at udvikle et langt bedre produkt og en bedre støtte.”

Jeg mødte dig for ti år siden på en Idrætshøjskole, hvor du spillede håndbold med en skadet (lam?) arm. Hvor kommer din viljestyrke fra?

“Trods vilde smerter og en paralyseret venstre side af overkroppen, har jeg aldrig tænkt at det var vildt, jeg fortsatte med at dyrke sport med og mod “raske” mennesker. Jeg havde kun 3 ugers pause inden jeg første gang var på en håndboldbane igen. Jeg tænkte aldrig over, at jeg måske ikke burde spille. Første gang jeg mødte en nerveekspert, spurgte jeg ham: “Kan det blive værre?” Han svarede: “Selvfølgelig kan det ikke blive værre, prøv at se på dig selv. Forbered dig på et liv som handicappet”. Bum! Sådan blev dét leveret. Så tænkte jeg, at jeg hellere måtte komme igang med at finde ud af, hvad det der “handicappet” var for noget. Og for at være helt ærlig, så har sport aldrig været sjovere. Jeg blev rigtig glad, da min genoptræning virkede og min arm begyndte at have funktion igen, men jeg nød hvert eneste sekund af mit liv indtil da også. Det var vildt spændende at “løse” udfordringen og udligne forskellen hver eneste dag. På banerne, i sport, i træningslokalet og i hverdagen generelt.”

Du arbejder fuldtid som projektleder for ”The Back To Life”, hvor kommer den økonomiske støtte fra?

“I de første år sponsorede jeg selv projektet. Jeg fik gang i en foredragskarriere som gjorde. at jeg gennem SU og foredragsindtægter kunne betale husleje, afdrage på min gæld, leve beskedent og kaste resten i projektet. Der var råd til at rejse landet rundt, minimum 3-5.000 km om måneden. Jeg tænkte, at jeg måtte tage ansvar. Jeg måtte stole på projektets vision og tro på at det ville virke. Jeg måtte blive så god og skabe så stærke resultater, at finansieringen ville komme. Og ikke hvilken som helst finansiering. Det skulle være en økonomisk uafhængig finansiering. Det første lange stykke tid blev jeg kaldt alt muligt – hippie, drømmer, forkælet møgunge og meget andet. I Perioder fik jeg flere gange af vide, at “sådan fungerer verden bare ikke… money talks”. Stille og roligt begyndte vi at kunne præsentere nogle af vores resultater, og så kom der lidt opmærksomhed og det hele vendte en smule. En håndfuld gange er jeg blandt andet blevet tilbudt MANGE penge for at lukke biksen, eller for at bestemte virksomheder kunne “eje” mig. Det sagde jeg pænt nej tak til. I år vendte det hele for alvor. Vi har blandt andet fået fantastisk støtte af vores følgere, fondsstøtte fra Det Obelske Familiefond og sangerinden Lis Sørensen har doneret indtægter fra 2-3 koncerter til os. Vi får stadigvæk mange “nej tak” og mange henvendelser fra folk, der prøver at underbyde os. Men hvad der sker med projektet disse dage, er helt fantastisk, så det bruger vi vores fokus på i stedet.”

I år gik du og en gruppe af dem ”The Back To Life” har hjulpet på Camino’en. Hvad skal I næste år?

“Sidste år havde vi en fantastisk tur på Camino’en, hvor 21-årige Troels, der har været lam i højre side af kroppen, besteg 5 bjerge og gennemførte over 300 km af ruten på 2 uger. I år kigger vi på lidt forskellige muligheder. Vi skal på en skiferie og en oplevelsestur til Norge. Vi planlægger at lave en to ugers træningslejr sydpå, og så prøver vi at arrangere en tur til Nepal, hvor jeg med et par af vores deltagere skal forsøge at trekke op til Everest Base Camp. Det er hvad, vi har på tegnebrættet lige nu.“

I er også blevet nomineret til Årets Forening. Hvorfor skal I vinde den?

“Tidligere i år blev vi indstillet som Årets Forening og vi blev også indstillet som Prets Hjertesag. Det er nogle dejlige skulderklap at få. Skulle der falde nogle ekstra penge af, vil det bestemt varme lidt, men i virkeligheden er det opbakningen fra befolkningen, der er vigtig for os. At vi stille og roligt begynder at vinde en plads i samfundet, er en helt fantastisk følelse. Hvis bare opbakningen til os bliver stor nok, så skal politikere og virksomheder nok begynde at lytte, så vi nyder al slags opbakning, vi får, og vi håber at det fortsætter mange år endnu.”

Hvis du skulle komme med en opfordring til systemet, hvad skulle det så være?

“Stol på mennesker, på at investere i helt almindelige værdier. Giv mennesker hjælp til at vise at vi godt kan gøre det rigtige selv. Vi er nødt til at regne udgifter og indtægter ud på en helt anden måde. Vi skal stoppe med at lyve om, at vi er mega økonomisk pressede, for det er vi langt fra. Vi har økonomien til at investere i at være gode ved hinanden. Jeg vil vædde alt hvad jeg ejer på, at det er den samfundsmæssigt økonomisk bedste investering, vi kan foretage os. Hvis vi hjælper mennesker bedre,  får vi langt færre udgifter i sidste ende. Bare tanken om, hvad de penge kan bruges på, får mig til at smile stort. Tænk, vi kan blive endnu rigere ved at gøre ‘det rigtige’. Ved at elske hinanden mere. Jeg kan ikke komme i tanke om en bedre nyhed.” ❄️

Du kan følge “The Back To Life Project” her.