“Kan du da for helvede ikke bare åbne armene og tage imod?”

img_1588

Robert og jeg deler historie. Og så alligevel ikke. Vi har begge fædre, vi ikke deler DNA med. Men hvor jeg aldrig har kendt min biologiske far, er Robert vokset op med sin. I dag har Robert ikke længere kontakt med sin biologiske far, og han har ladet sig adoptere af morens mand, Ian. Jeg tog en snak med Robert om tilhørsforhold og biologi.

Hvornår blev din adoptivfar en del af dit liv?

“Jeg var baby, så det er før, jeg kan huske. Min mor og min biologiske far, Leif, kommer fra Fredericia, hvor de havde mødt hinanden. Min adoptivfar, Ian, og min biologiske far var begge lastbilchauffører og arbejdede for det samme firma, og som min mor fortæller historien, er Ian blevet præsenteret som en ven til Leif. Min mor og Ian fandt ud af, det skulle være dem, da jeg var ca. to år gammel. De blev vanvittigt forelskede og min mor vælger at gå fra Leif. Alle i venneflokken synes, det var en rigtig dårlig idé, bl.a. pga. mig, men min mor og Ian holdt fast i, det skulle være dem, koste hvad det ville. De holder meget fast i historien om, at kærlighed trumfer alt. De er sammen endnu, så et eller andet sted, har de gjort det rigtige for deres lykke.”

Blev din biologiske far ved med at være en del af dit liv, efter din mor og Ian fandt sammen?

“Det gjorde han. Min mor fik den fulde forældremyndighed, men besluttede, at det var vigtigt, min biologiske far skulle være et rigtigt levende menneske. Som hun fortæller det, afleverede hun mig troligt hos ham hver fjortende dag, hvor vi var sammen i weekenden. Det gjorde hun, til jeg fyldte 18 år. Derefter måtte det være vores egen sag, om vi ville have omgang med hinanden. Og det har vi ikke haft.”

Kan du huske, at du begyndte at se Ian som din far?

“Jeg var to år gammel (da min mor og ham fandt sammen), så det kan jeg ikke. Min mor og Ian har altid været voksenparret.”

Så du har altid tænkt ham som din far?

“Nej heller ikke. Altså han har været den mand, der altid var der. Som voksen kan jeg godt reflektere over, at der er ham, der har været min faderfigur. Men en del af mig har været meget bevidst om, han ikke er min far. Det var også meget den måde, min mor italesatte situationen, og den måde Ian selv italesatte situationen. Han ønsker ikke at blive kaldt far, eller at vores datter kalder ham farfar. Han vil ikke være et label. Han er Ian. Det er den person, han er.”

Hvis hverken din biologiske far eller Ian har været en faderfigur for dig. Har du så ikke manglet én?

“Da jeg var helt lille, havde min biologiske far det label. Han har været omtalt som min far. Han har været italesat som min far. Når jeg skulle fortælle mine klassekammerater, hvor stærk min far var, så var det Leif, jeg mente. Men det er især, når man vokser op og bliver ældre, man begynder at reflektere over, jamen, hvad var han så for en far? I dag kan jeg godt se, han måske ikke har været en særlig god far. Eller i hvert fald ikke en far, jeg har lyst til at være. Der har Ian været alt det, han ikke var. Det var ham, der hentede mig, hvis min mor ikke kunne. Det var ham, der trøstede min mor, hvis hun var ked af det. Han var familie og vi holdt af ham, men han var ikke min far. Jeg var min mors ansvar. Leif havde givet hende fuld forældremyndighed. Der er ikke nogen tvivl om, min mor har siddet på forældrerollen eksklusivt.”

Nu kan det godt være, jeg gentager mig selv, men har du så ikke manglet en far, altså en faderfigur?

“Ikke i de unge år. Det kom, da jeg blev stor teenager og begyndte at tumle med alle de her lidt større eksistentielle spørgsmål. Jeg boede sammen med Ian, men han havde ikke fået autoriten af min mor. Jeg vil ikke sige, jeg manglede en far. Det jeg i virkeligheden havde lidt svært ved at acceptere var, da min mor holdt op med at aflevere mig ved min biologiske far.”

Og det var, da du fyldte 18 år?

“Ja. Der holdt min biologiske far op med at vise interesse for at ville se mig. Vi havde en telefonsamtale, hvor vi aftalte, han ville ringe, når han havde plads til, jeg kunne komme og besøge ham – der var nogle praktiske ting med lejlighed osv. Han ringede aldrig. Jeg var 18 år og et voksent individ. Jeg kunne sagtens havde taget initiativet, hvis jeg havde lyst. Men lige i den situation var jeg barn nok til ikke at føle, det var mit ansvar. Der var den her periode, hvor jeg havde det svært med, at min biologiske far ikke virkede som om, han var motiveret eller havde lyst til at yde den indsats, det krævede at se mig. Ian blev tilbage i det tomrum, men ikke som autoriseret far.”

Tror du, din mor gjorde dig en tjeneste ved at lade Leif være i dit liv til du blev myndig?

“Jeg tror, det er en beslutning, der har haft fordele og ulemper. Det har helt klart haft den fordel, at jeg ikke føler mig rodløs. Jeg kender mit DNA. Jeg ved, hvem min biologiske far er, og jeg kender den familie, han har bag sig. Jeg har ingen spørgsmål til, hvad jeg kommer fra – de der eksistentielle spørgsmål. Omvendt synes jeg også, det er en bjørnetjeneste. Det øjeblik Leif og jeg ikke længere kan finde ud af at holde kontakten, oplever jeg jo et svigt. Det sætter spor, dybe spor. Også den dag i dag. Det er ikke noget, jeg har det godt med. Det har taget nogle år – til jeg var omkring 24 år – da jeg spurgte, om Ian ville adoptere mig.”

Hvordan nåede du frem til, at du gerne ville adopteres af ham?

“Jeg har reflekteret meget over følelsen af at høre til et sted. Hvem er den familie, jeg ville pege på. Hvis jeg skal forklare andre, hvem min familie er, er det jo dem, jeg har holdt jul med, dem jeg har overnattet hos, og dem, der har passet mig, når mine forældre skulle noget. Og det er Ians familie. Jeg er voksen, da jeg spørger Ian, om han har lyst til at adoptere mig. Han svarer, han lige skal tænke over det. Han kan ikke tage vigtige beslutninger uden at sove på det, sådan er han. Han sagde ja til at adoptere mig, og for første gang oplevede jeg, at min mor blandede sig udenom. Det var en sag mellem Ian, Leif, Statsamtet og jeg.”

Skulle Leif give tilladelse, for at Ian kunne få lov at adoptere dig?

“Nej. Han skulle informeres og fik muligheden for at gøre indsigelse to gange. Rent teknisk foregår det sådan, at man søger om at blive adopteret hos Statsamtet, hvorefter de laver en vurdering af sagen. Min mor skulle fx svare på nogle spørgsmål. Da hun ikke er myndig i sagen, spørger de ikke, om hun synes, det er en god idé, men fx om hun er vidende om, der er nogen, der får en økonomisk gevinst ud af adoptionen og sådan nogle spørgsmål. Ian og jeg blev interviewet hver for sig, hvor vi blev spurgt om, hvorfor vi gerne ville adoptere/adopteres. Og jeg fortalte det samme, som jeg fortæller dig. Det handlede om at tilhøre et sted, og det sted, er Ians familie. Efter Statsamtet havde lavet vurderingen og skrevet en rapport, sendte de den til min biologiske far med posten, hvor han fik to muligheder for at gøre indsigelse inden for 30 dage. Det gjorde han ikke. Han lagde sig op af sin tidligere opførsel. Man hører bare ikke fra ham.”

Har du aldrig haft behovet for at tage kontakt til ham, fx i forbindelse med adoptionen. Har du ikke haft brug for lige at tale med ham eller høre, hvad han tænker?

“Jeg har tænkt meget på, hvordan han ville reagere. Jeg har været meget bange for, han ville blive ked af det, at han skulle se det som et nederlag. Og man kan jo sige, det er det, det er. Det er mig, der effektivt siger, jeg vil hellere være søn af ham end dig. Jeg forestiller mig, han har læst brevet – sunket snottet og slikket nogle sår – og kommet videre. Men jeg ved det ikke, for jeg har ikke talt med ham. I perioden omkring (adoptionen) var jeg meget i tvivl, om jeg skulle besøge ham for at fortælle om adoptionen, om det ligesom var det rigtige at gøre.”

Så det var mere et spørgsmål om, hvad der var det rigtige at gøre, end du egentlig havde lysten?

“Ja faktisk. Jeg havde ikke brug for, han sagde, det var okay. Jeg følte, det var min beslutning, men jeg var bekymret for, han en dag ville dukke op og spørge, hvad sker der lige. Ikke fordi jeg var bange for ham eller noget, men jeg var meget nervøs for, der skulle komme en konfrontation ud af det, for det ønskede jeg ikke.”

Hvordan vil du havde det, hvis han pludselig dukker op og har brug for at genoptage kontakten med dig?

“Jeg tror, jeg vil have blandede følelser. Der er ingen tvivl om, at det svigt jeg oplevede som 18-årig, stadig sidder i mig. Ikke at det påvirker min hverdag eller mit forhold til andre mennesker. Overhovedet.”

Det har det aldrig gjort? 

“Nej. Det har altid været rettet mod min biologiske far. Det var ham, der svigtede.”

Har du været bitter eller vred på ham?

“I en periode var jeg. Jeg synes ikke, han kunne være det bekendt. Der var en periode lige omkring 18-års alderen, hvor jeg var meget ked af, han ikke tog kontakt. Jeg tror, jeg  havde besluttet, at hvis han ikke ringer, så gør jeg. Men det fik jeg aldrig taget mig sammen til. Det er ikke fordi, der er noget ondt i ham. Det er ikke fordi, han ikke kan lide mig. Det er heller ikke fordi, han ikke ønsker ansvaret. Det er simpelthen fordi, han ikke tænker så langt. Han er meget umiddelbar og impulsiv. Det er selvfølgelig også noget af det, der har gjort ham spændende og interessant og alt det der.”

Spændende og interessant for dig?

“For min mor, men også for mig som et stort barn. Da jeg var en stor dreng/ung teenager var det som at besøge en af drengene, når jeg besøgte min far. Vi spiste pizza til aftensmad og så videoer nede fra kiosken hele dagen. Han tog ikke forældrerollen, og jeg ønskede ikke, han skulle tage den. Det er ikke sådan, han har tænkt Robert, ham gider jeg ikke. Det er mere sådan, jeg ikke har været i hans tanker. På et tidspunkt er det blevet pinligt for ham, og så har det nemmeste været at ignorere mig. Det er det, der er sket.”

Jeg synes, det er vildt, at du er i stand til at sætte dig ud over det svigt, du har følt…

“Jeg husker en lørdag morgen, hvor min mor afleverede mig. Min far havde været i byen  og havde tømmermænd. Han sover på sofaen og har kastet op i håndvasken. Som barn tænker jeg ikke voldsomt over det, men jeg kan godt huske det. Jeg kan huske lugten i lejligheden, og jeg kan huske, at min mor var sur på ham. Det er jo ikke en mand, der har tænkt på, hans søn kom på besøg. Jeg tror, jeg har nemmere ved at tilgive ham, fordi jeg kender ham og hans personlighed. Jeg forstår ham ikke, men jeg kan logisk forklare, hvorfor det er gået, som det er. Det tror jeg, er nemmere, end hvis jeg stod med et stort spørgsmålstegn.”

Har du nogen uopklarede spørgsmål i dag?

“I dag vil jeg gerne vide noget om min farmor, er hun fx stadig i live? Hun var en gammel dame med hvidt hår, da jeg sidst så hende som 18-årig.”

Vil du ikke kunne undersøge det udenom din far, om din farmor stadig lever?

“Jeg tror grunden til, at jeg ikke har lyst til at grave i det, er, fordi jeg ikke ville vide, hvor jeg skulle stoppe. Hvis jeg begynder at undersøge min farmor, har jeg også den her fætter – Kenneth – jeg legede med som barn. Hvad laver han i dag? Og hvis jeg fik informationen, hvad skal jeg så bruge den til?”

Du har fået en datter, Gry. Satte det nogle tanker i gang at blive forældre?

“Jeg er meget bevidst om, hvilken far jeg ikke vil være. Det er Leif. Alle de ting jeg som voksen fordømmer ved hans adfærd, er ting, jeg prøver ikke at være for Gry.”

Ved Leif, at Gry eksisterer?

“Nej.”

 Jeg tænker, vi ikke nødvendigvis har noget tilfælles bare fordi, vi er bundet sammen af biologien. Hvad tænker du?

“Helt sikkert. Jeg kan se nogle karaktertræk i mig, der kommer fra Ian. Der er rigtig mange ting, jeg gør, fordi jeg er vokset op med ham. Det er det, der legitimerer det (at Ian er min far). Det er ikke bare noget, der står på et papir fra Statsamtet. I min verden er det vigtigere og meget mere definerende end de grønne øjne og det røde skæg, jeg har arvet fra Leif. Min adoptivfar fejrede sin 50 års fødselsdag forrige år. Jeg besluttede mig for at holde en tale, hvor jeg ligesom skulle fortælle, hvad jeg havde arvet fra ham. Jeg er vokset op med ham, så der er ingen tvivl om, jeg har arvet en masse fra ham. Det kan ikke være genetik, så det må være opførsel og adfærd, sådan nogle ting. Talen endte med at blive rigtig god, og det var en god øvelse for mig i at reflektere over, hvad jeg har arvet, fx har han lært mig, hvordan man er en rigtig mand. ”

Biologi eller ej. Du har haft brug for et tilhørsforhold? 

“Et forstærket forhold kan man sige. Der var en lang periode, efter jeg blev adopteret, hvor det var underligt. Ligesom da jeg skiftede efternavn. Det føltes mærkeligt, indtil det blev naturligt. Altså på et eller andet tidspunkt skulle jeg træffe et valg om, hvordan jeg ville præsentere Ian for mennesker, der ikke kender vores historie.”

Hvad valgte du så? 

“I dag omtaler jeg Ian som min far. For nogle år siden slog kontakten ligesom over. Da det skete, holdt jeg op med at fortælle om min biologiske far. Det var som om den sidste papkasse på loftet, blev ryddet op. Det har været en proces for mig, der har taget lang tid.”

Hvad forskel gør et officielt adoptionsdokument? 

“I begyndelsen tænkte jeg, adoptionen var for at undgå nogle fremtidige akavede, ubehagelige situationer. Hvis mine forældre fx dør, kommer man ind i nogle helt firkantede juridiske arveting. Noget af det der startede tanken omkring adoptionen, var også, hvordan den virkelige og den juridiske verden, skal afspejle det, jeg går og tænker og føler. Det var katalysatoren for ligesom at få styr på de der ting.”

Robert fortæller, han for nyligt har mistet sin farfar. De var to børn, to børnebørn – heriblandt Robert –  og to søskende til at bære kisten. En plads Robert har sat spørgsmålstegn ved, om han var berettiget til.

“Jeg følte mig meget inkluderet i familien lige dér. Jeg ville også have fuld forståelse for, hvis man havde valgt nogle andre til at bære. Det var en tanke jeg havde – Ian har en stor familie – så måske var der andre, der var mere berettigede end mig. Jeg ville have det rigtig dårligt med, hvis jeg havde taget pladsen fra nogen. Selvfølgelig skal man tage imod de gaver, der bliver givet. Jeg kan godt se, man kan tænke, kan du da for helvede ikke bare åbne armene og tage imod, hvis nu vi giver dig den her plads – ved kisten – hvis det er det, vi taler om. I stedet stiller jeg spørgsmålstegn ved, om det er rigtigt. Men jeg tror, det er den sten, jeg har i min rygsæk, som jeg nok aldrig kommer af med. I min hverdag tænker jeg ikke over det, men engang imellem kommer spørgsmålene, selvom det juridisk og følelsesmæssigt er, som det skal være, er der ligesom den her splint, der irriterer.”

Er der nogle ting, jeg har glemt at spørge dig om, du gerne vil have med?

“I forbindelse med min farfar Ronalds begravelse har jeg tænkt over, at jeg tror, det er vigtigt for mig, at jeg gør en lidt større indsats for at alle, især skilsmissebørnene, føler sig velkomne i vores familie. Jeg har selv bedt om at blive en del af Kristensen familien, så jeg kan godt føle, jeg er lidt mere forpligtet til at give det videre og sørge for, at alle føler sig velkomne”

Har du ikke følt dig velkommen?

“Jo, Ians familie har altid været meget åben og hjertevarm og alle er velkomne. Jeg har følt mig meget accepteret i hans familie. Så skal jeg kunne bruge denne oplevelse til noget, som andre får gavn af, er det måske, at jeg i hvert fald kan gøre min del til, at alle føler sig velkomne.”