Ana o Baba og den hvide kat

img_1574

Abdullah på sin favoritgade Møllegade i Aarhus

Abdullah Alsmael er 40 år og fra Syrien. Men han er først og fremmest en ildsjæl og en af mændene bag  Ana O Baba TV (oversat fra arabisk mig og min far TV). Et projekt, der arbejder på at hjælpe flygtningefædre og deres familier. Projektet er en del af Sager der Samler og startede som et frivilligt foretagende, men er i dag sponsoreret af Bikubenfonden og Aarhus kommunen. Ca. 15 medarbejdere samt frivillige og oversættere arbejder i dag på Ana O Baba TV. Abdullah er ansat 20 timer, men arbejder mere end fuldtid. Jeg tog en snak med ham, om projektet, og om at være flygtet fra et land i krig.

Lad os starte helt fra begyndelsen. Hvordan træffer man beslutningen om at skulle forlade sin kone og sit barn i Syrien?

“Det var ikke et valg, da jeg besluttede at forlade Syrien. Den aktuelle situation var forfærdelig. Var man i fare, burde man rejse. Ikke vente. Der var ikke tid til at tænke eller prøve at forstå. Det var virkelig farligt. Min familie pressede mig også til at rejse, fordi de ikke ville miste mig. Jeg havde et godt job hos UNTP (United National Development Program) i Syrien, hvor vi arbejdede i forskellige byer med udviklingsprojekter, der hjalp mennesker. Et arbejde der gav mening for mig, men pludselig befandt jeg mig i et andet land og skulle lægge en ny plan for mit liv de næste år. Først flygtede jeg til Tyrkiet. Jeg tænkte, det bedste var at blive i Tyrkiet, starte mit liv og få min familie dertil. Måske ville vi vende tilbage til Syrien. Måske ikke. Men så fandt jeg ud af, hvordan situationen i Tyrkiet var. Mange syrere flygtede dertil på det tidspunkt, der var valg, og alle diskuterede Syriens fremtid, om vi ville blive eller ej. Det var forfærdeligt, så jeg besluttede, at det bedste ville være at fortsætte til et andet europæisk land for at have et sikkert sted for mig og min familie, mens situationen i Syrien ændrede sig, så jeg flygtede fra Tyrkiet til Grækenland og fra Grækenland til København.”

Så du vidste, du skulle videre fra Grækenland?

“Ja. I Tyrkiet besluttede jeg mig for at tage til Danmark. Det var ikke let. Det var en forfærdelig rejse med meget ventetid, bekymring og stress. Da rejsen foregik ulovligt, var det hårdt at beslutte eller organisere noget. Alting afhang af situationen, om vi ville få succes eller ej. Det var det hårdeste for mig, da jeg vidste, jeg havde en familie, der ventede på mig. Det skulle gøres hurtigt. Endelig var jeg i Danmark. Alt skete meget pludseligt. Fordi det skete så hurtigt, er det virkelig svært at have en plan.”

Hvorfor Danmark?

“Vi havde brug for et sikkert og trygt sted. Vi havde boet i mange byer, mange områder, mange hjem. Det var usikkert og vi var trætte. Jeg begyndte at tænke over, hvor det sikreste sted i verden er. Derfor valgte jeg skandinavien. Nu er jeg i Danmark og har det meget bedre, fordi jeg har en opholdstilladelse på fem år, hvilket gør, at jeg kan slappe af. Næste gang vi flytter, skal det være til Syrien.”

Du kom til Danmark, men din kone og dit barn var fortsat i Syrien?

“Da jeg kom til Danmark, ansøgte jeg om at få dem hertil. Jeg bad dem flygte fra Syrien til Tyrkiet, da jeg regnede med, de kunne komme til landet i løbet af en måneds tid – men det tog længere tid –  fra jeg forlod dem – til vi var genforenet, gik der et år og 6 måneder.”

Var det muligt for dig at være i kontakt med dem i det år og de 6 måneder?

“I begyndelse var det meget svært. Heldigvis efterlod jeg dem hos mine svigerforældre. Men fra tid til anden mistede jeg kontakten med dem, og det var virkelig skræmmende. De kunne hverken svare eller modtage mine beskeder. Men efterhånden lærte jeg at leve med, at det er vilkårerne. Jeg så i øjnene, at det er normalt, der ikke er forbindelse. Mange gange prøvede min kone at gå til andre områder for at oprette forbindelse og fortælle mig, hun var okay. Da de kom til Tyrkiet, var det anderledes. De havde forbindelse og situationen var meget bedre, selvom den ikke var optimal. De var ikke længere i fare under bomberne. Ideen med videoerne (Ana O Baba TV) startede, fordi jeg fx ikke kunne skype, så jeg sendte videoer, som de kunne downloade og se igen og igen, når de havde forbindelse og lyst. Særligt min datter elskede at se videoerne.”

Hvordan var det pludseligt at komme til Danmark og skulle til at skabe et liv for dig og din familie?

“Da jeg rejste, tænkte jeg altid at Danmark var rejsens mål, dét jeg stræbte efter. Det var målet, jeg kunne fokusere på. Men da jeg kom til Danmark, følte jeg mig både trist og glad. Jeg havde succesfuldt udført missionen. Nu var jeg her. Men wauw. Jeg efterlod min familie. Jeg mistede mit hjem. Jeg mistede alt. Jeg husker, jeg kom direkte til asylcentret, hvor en mand bød mig velkommen og bad mig vente lidt. Det tidspunkt, hvor jeg sad der i asylcentret og ventede, glemmer jeg aldrig. Jeg tænkte, jeg er i Danmark. Jeg gennemførte rejsen. Det er en succes. Jeg er virkelig stærk, fordi jeg har overkommet en masse udfordringer under rejsen. Men hvad nu? Jeg efterlod min familie. Mit hjem er ødelagt – på alle mulige måder. Det her er et nyt liv med mange nye udfordringer. Det er ikke slutningen. Det er begyndelsen. Begyndelsen på familiesammenføring og alt det her.”

Hvordan håndterede du det?

“Det var ikke let. Jeg prøvede at bevare kontakten med min familie, sørgede for at berolige dem og give dem håb. Som du ved, har vi flygtninge travlt fx med opholdstilladelser og interviews. Jeg havde travlt med mange ting.”

Ja, jeg ved, at du har brugt det at have travlt, som en måde at holde negative tanker på afstand..

“For at bevare balancen. Alt for at beskytte.”

Hvordan var du i stand til det?

“Fordi jeg tror på tiden. Tiden kan løse mange problemer kun ved tiden. Min udfordring er tiden, så jeg skulle bare sørge for at tiden gik.”

Så i stedet for at sidde og vente på at tiden gik, sørgede du for at have travlt?

“Jeg ville ikke føle tiden. Jeg prøvede at ignorere tiden ved at have travlt. Da jeg kom til Danmark, kedede jeg mig, så jeg opsøgte alle mulige events for flygtninge. Det hjalp mig på to måder. Det hjalp mig med at leve og overkomme de negative udfordringer. Og det hjalp mig til at lære en masse om Aarhus, livet her, møde mange mennesker og få venner. Det var en gave. Men hvis jeg skal være helt ærlig, virker det ikke hver gang. Nogen gange kan jeg.. pff..ikke klare mere. Men fordi jeg er involveret i mange projekter, ringer folk og inviterer mig. Jeg er en del af mange ting, og det har hjulpet mig.”

Nu arbejder du hos Sager der Samler på pilotprojektet Ana O Baba TV. Kan du fortælle om det?

“Jeg mødte Abdulghafar. Han underviste sin datter i dansk gennem telefonen. Det synes jeg var en god idé. Han fokuserede på sproget, da han er meget interesseret i sprog, og det er hans datter og hans kone også. Jeg er meget interesseret i kultur, så vi fandt ud af, vi kunne lave noget sammen, så vi startede med at lave videoer og dele dem med vores familier. Det hjalp meget på vores situation. Det hjalp os til at være stærke og få det bedre.  Abdulghafar og jeg begyndte i praktik hos Sager der Samler, hvor vi arbejdede med syriske fædre, der lavede videoer til deres børn. Efter noget tid ansøgte vi om sponsorater til at udvide ideen og projektet. Da vi fik bevilliget sponsoraterne, sammensatte vi et pilotteam, der ikke kun bestod af syrere, men flygtninge fra Somalia, Eritrea og Etiopien. De ventede alle på deres familier kom til landet. Men vi lærte, at de har andre forhold, behov og vilkår end syrere. Mange kan ikke bruge video, da der fx er en rigtig dårlig forbindelse i Eritrea, og mange eritreere vil ikke filmes eller fotograferes. De er meget forsigtige pga. deres situation. Mange har komplicerede sager og får måske ikke deres familier til Danmark, så det gav ingen mening for dem at lave videoer.

Hvad gjorde I så? 

“Abdulghafar og jeg lavede videoerne for at få det bedre, så vi spurgte dem, hvordan vi kunne hjælpe dem til at få det bedre. Vi fandt ud af, deres største udfordring var sagerne om familiesammenføring, det er deres konstante fokus, så vi fik nogen til at hjælpe dem med familiesammenføringssagerne. Vi fik en mand, Helia, der har arbejdet hos Komiteen for Udlændinges Retsikkerhed og har mere end 30 år erfaring, til at hjælpe os. Han er en ekspert, kender lovene og reglerne og ved en del om sager med familiesammenføring, så vi organiserede møder mellem ham og nogle grupper.”

Og det er en del af Ana O Baba TV?

“Ja, det går ud på at afdække behovene og finde ud af, hvad der kan hjælpe gruppen. Vi kendte til en del af behovende –  at lære sproget, skabe et netværk og finde job. Det er  store behov, som vi ikke kan opfylde. Men vi lærte om de behov og andre behov. Nu arbejder vi på at gøre det præsentabelt for de mennesker, der arbejder med flygtninge og integration. Hvordan vi gør det, er hvad, vi diskuterer de her dage.”

Vil I fortsætte med videoerne? 

“Nej. Det er et af behovene, men ikke det basale. Da vi startede med at arbejde med gruppen af syriske fædre i starten, troede vi, det var den gængse sag, men da vi begyndte at arbejde med flygtninge i andre lande, opdagede vi hurtigt, syrere har den simpleste sag. Vi syrere får hurtigt vores familier hertil sammenlignet med andre lande.”

Hvordan kan det være?

“Måske fordi Syriens situation er tydelig. Alle ved, hvorfor vi er her.”

Og folk kender ikke til situationen i Etiopien, Somalia og Eritrea?

“Da jeg kom til Danmark, undrede jeg mig over, hvorfor der var folk fra Eritrea. Jeg vidste ikke hvorfor. I Syrien er sagen meget klar. Men mange andre lande skal bruge mange år på at få deres familie til Danmark, og sandsynligheden for at de slet ikke kommer hertil er stor, så det giver ingen mening af forberede familierne på livet her.”

Var din datter i stand til at tale lidt dansk, da hun kom her, pga. de videoer du havde sendt?

“Hun kunne sige nogle ord, hun vidste en lille smule om Danmark og var nysgerrig efter at se de steder, jeg havde filmet.”

Kan du nævne nogle af de steder?

“Den første film vi filmede for Ana O Baba TV var “Den hvide kat”. Min datter elsker hvide katte, så vi efterspurgte folk med en hvid kat, vi kunne filme. En dansk kvinde med en hvid kat, ville gerne hjælpe, så hun inviterede på kaffe og vi filmede katten Sofi og sendte videoen til min datter, Mira, og lærte hende, hvordan man siger “Hej” og “Sofi spiser sin mad” osv. Hun blev meget glad, og da hun kom til Danmark, ville hun gerne møde den hvide kat. Mira har spurgt til alle stederne, hvor vi har filmet.”

Så I har besøgt alle stederne?

“Ja!”

Du har fået en søn.. 

“Det er det allerbedste.”

…Og din familie er kommet hertil. Det virker som om, I er faldet til..

“Vi er stadig nye her. Selvfølgelig er det ikke nemt i begyndelsen, men tiden hjælper. Med tiden bliver det bedre og bedre. Vi er i et nyt land og skal lære en ny kultur at kende. Det er ikke nemt, men vi er tilfredse. Vi er sammen og vi er i sikkerhed. Det er det aller allervigtigste. Især for syrere i denne tid. Vi har det meget bedre end syrere i Syrien eller i andre lande.”

Tænker du nogensinde på din – og jeres – fremtid?

“Jeg følte, jeg havde en plan. Det har ændret sig. Jeg ved, at ingen kender fremtiden. Min drøm er fortsat at blive ved med at udvikle mine kompetencer og arbejde med udviklingsprojekter, som jeg kan bruge alle steder i verden. Om jeg bliver her, eller skal hjem. Men jeg vil også gerne studere og opgradere min bachelor i jura. Det er altid godt at studere.”

Har du noget, du gerne vil sige, jeg har glemt at spørge dig om?

“Der er mange ting, der gør situationen omkring os kompliceret. Jeg er multikompliceret. Jeg mener, jeg er fra mellemøsten, jeg er arabisk, jeg er muslim, jeg er sorthåret. Alle de her ting er noget, jeg tænker over. Men man kan ikke kapere alle de tanker. Man skal ikke bekymre sig over de ting, medierne siger. Det forvirrer og får os til at få det dårligt. Vi behøver ikke mere pres. Vi har nok lidelse i vores land. Vi skal være os selv og bare gøre, hvad vi er nødt til at gøre. Tiden vil altid hjælpe.”

Du tror virkelig på, tiden hjælper?

“Ja, fortsæt med at arbejde og tiden vil fikse en masse ting.”

Om at flygte fra en krig

skaermbillede-2016-12-21-kl-16-39-03

Jeg mødte Rony for nogle år tilbage, da jeg arbejdede på en sommerskole for Dansk Flygtningehjælp. Rony, som er Roni på dansk, har et melankolsk sind, et gudsbenådet musikalsk talent og hans saz og hans stemme samler folk. Rony er flygtet fra Syrien. Jeg mødtes med ham på DOKK1 i Aarhus for at lytte til hans fortælling. Han er kommet i god tid, en halv time før vi har aftalt at mødes. Han starter med at rykke sin stol tættere på min, så mikrofonen bedre kan opfange, hvad han siger. I det han gør det, ved jeg, at det her bliver et svært interview.

“Jeg er lige kommet tilbage fra Grækenland. For seks – otte måneder siden lukkede de grænserne, så man hverken kan komme frem eller tilbage. I otte måneder har min fætter boet på grænsen med sin kone og barn i et telt. Jeg besøgte dem, for at se om de var okay. Min fætters fem-årige datter blev brændt i Syrien. Hun er heldig, at hun overlevede. Det var meget farligt. Hver dag skal min fætter købe salve til hende. Den koster mange penge, som han ikke kan betale. Hvad skal han gøre? Han kom til Europa og håbede, de ville passe på hans datter. Her er menneskerettigheder og demokrati. Men de lukkede grænserne. Det regner. Det er koldt. De er udenfor. Min fætter og hans familie er ikke okay. De mangler hjælp, men man hjalp dem ikke. De arbejder ikke, så hvordan skal de betale dyr salve? Der er en kvinde fra Grækenland, der de sidste to måneder har hjulpet flygtninge og taget dem med hjem. Hun hjalp også min fætter og hans familie. Men de er stadig ved grænsen. Og ved ikke, hvornår de kan komme videre. De ved det ikke.”

Har du hele din nærmeste familie i Danmark?

“Ja, de kom efter jeg havde været her et år.”

Hvorfor tog du afsted uden dem?

“For tre-fire år siden boede vi i Aleppo, men vi flygtede til en lille by lidt udenfor, hvor mine bedsteforældre boede. Det var svært at leve i Aleppo. Jeg var 24, ung og studerende. Hvis de fangede mig, skulle jeg være soldat. Man kan kun undgå det, hvis man betaler penge eller kender nogen i militæret. Jeg er ikke soldat og har aldrig tænkt, at jeg skulle være det. Jeg ville bare studere, være hjemme og sådan.”

Gik du i skole?

“Der var ikke skole i den by, vi boede i, så jeg sad bare derhjemme. Det var en lille by 60 km. uden for Aleppo. Der var ikke elektricitet, men jeg kunne lide det, for min familie var der, og vi kendte alle. Men så startede alle de politiske problemer. Enten var vi med Assad, eller måtte vi flygte. Det var svære regler. Man skulle være soldat, betale penge hver måned, sådan nogle ting. To gange kom de hjem til os.”

For at snakke med dig?

“Ja, de kom og sagde; ‘Dig, Rony. Du er ung, du skal være soldat og forsvare dit land og din by.’ Men jeg tænkte, at det ikke var et godt job, og at det ikke var gode mennesker, der var en del af det parti. Det er der rigtig mange, der tænker. De [partiet] forlanger penge, de lyver, de laver terror. Så min far og jeg flygtede.”

Din far og dig flygtede sammen?

“Ja. Vi tænkte, at når vi var i Danmark eller et andet land i Europa, kunne vi få familiesammenføring og få vores familie hertil. Min far kunne få min mor, min søster og min bror hertil. Men ikke mig, for jeg var over 18 år. Vi flygtede. Det var farligt, for de kunne fange mig. Men vi kom til Danmark.”

I flygtede fra Aleppo til Danmark?

“Vi flygtede først til den lille landsby udenfor Aleppo, hvor vi var noget tid. Jeg kan ikke huske om det var tre-fire måneder eller et år. Men vi var der i lang tid. Derefter flygtede vi til Tyrkiet, fra Tyrkiet til Grækenland, fra Grækenland til Italien og til sidst fra Italien til Danmark.”

Med båd? 

“Med båd og lastbil. Det var meget svært. Hvis politiet i Grækenland fangede dig, skulle du give dine fingeraftryk  [hvilket betyder, man er registreret i landet og skal blive der].”

I vidste, I ville til Danmark?

“Jeg havde min onkel her. Han havde fortalt, at det var et godt land. Jeg kunne studere og man kunne få familiesammenføring. Det var vigtigt, for da vi kom til Danmark, var min lillebror, lillesøster og mor alene i Syrien og det var farligt for dem. Der var ikke elektricitet og måske perioder med tre-fire dage uden vand.”

Hvor lang tid gik der, fra du kom til landet, til du fik opholdstilladelse?

“Jeg fik min opholdstilladelse efter 3 mdr., tror jeg. Efter et år havde min far ikke fået den. Vi ventede. Når vi ringede  [til udlændingestyrelsen] fik vi af vide, de var i gang med at gennemgå hans historie for at være sikre, og at vi bare skulle vente. D. 14. december har jeg været her i to år. Det er meget bedre i Danmark. For man lever her.”

Kunne du godt leve et liv i Danmark, når du vidste, din mor og dine søskende var i Syrien?

“Nej, det var ikke okay, når de var der [i Syrien]. Det var ikke så nemt. Jeg tænkte altid på dem. Nogen gange ringede jeg til dem en gang om ugen. Jeg gik i skole, men jeg var ikke okay”, siger han og peger mod sine tindinger, for at symbolisere alle tankerne. “Det er noget, du altid tænker på. Måske mest min far. Det var hans kone og hans børn.”

Tror du også, det var sværere for din far, fordi han levede et mindre aktivt liv end dig?

“Han fik ikke sin opholdstilladelse, før de [familien] kom, så han var altid på Asylcentre. Han var meget træt. Det ved jeg godt.”

Hvor lang tid opholdt du dig på Asylcentret?

“Jeg fik opholdstilladelsen efter 3 mdr., men flyttede til Aarhus fra Asylcentret efter 2 mdr.”

Hvordan var det på Asylcentret?

Rony kæmper for at finde ordene. Han kigger på mig. Hans udtryk siger mere, end de ord han famler efter. “Jeg tænkte altid på, hvad nu, hvis jeg ikke fik opholdstilladelsen.”

Hvad ville du gøre, hvis du ikke fik opholdstilladelsen?

“Jeg havde ikke lavet noget farligt eller ulovligt eller skabt problemer for nogen, og jeg havde ikke givet mine fingeraftryk i andre lande. Jeg var sikker på, jeg ville få den. Men jeg vidste ikke, hvor lang tid det ville tage.”

Hvis du var i Syrien i dag, hvordan ville dit liv så se ud – hvilke drømme ville du have?

“Efter krigen startede, tænker vi aldrig på fremtiden. Du kan ikke tænke. Der er ingen elektricitet. Der er altid problemer. Vi tog på universitetet og tog hjem. Vi tænkte ikke på, hvad der ville ske om et eller to år. Vi vidste ikke, om vi ville leve, eller nogen ville dræbe os, du ved. Før krigen startede, gik jeg på universitetet, drømte om at gøre min uddannelse færdig, arbejde som ingeniør, måske blive gift og sådan. Det var det normale liv, jeg skulle have.”

Har du fået de drømme tilbage, nu hvor du er i Danmark?

“Da jeg begyndte at arbejde for det frugtfirma, jeg arbejder for i dag og har arbejdet for et år, måske mere, sagde jeg, at jeg var færdig med at studere. Det var nok. Jeg skulle arbejde fem-seks år og så se, hvad der skete. Men for tre-fire måneder siden fik jeg mine eksamenspapirer fra Syrien. Jeg ringede til en ven og bad ham skaffe mine papirer fra Universitetet i Aleppo. Fordi jeg ikke er i Aleppo, kunne jeg ikke selv gøre det, ellers havde jeg gjort det. Min ven sagde, at det var meget svært, men ville gøre det, da han kendte nogle ansatte på universitetet. Jeg skulle betale ca. 1000 kr. for at få papirerne. Men det var meget vigtigt for mig, for uden mine papirer, kan jeg ikke læse videre. Jeg havde kun to år tilbage, før jeg ville være uddannet ingeniør, og jeg har måske mange år at leve i og jeg kan lide at studere. Jeg snakkede med en dansk ven til en julefrokost. Han arbejder med os i weekenderne og studerer i hverdagene. Han gav mig et regnestykke. Jeg er god til matematik og det var et nemt regnestykke. Men jeg kunne ikke løse det, fordi det er fire-fem år siden, jeg studerede i Syrien. Jeg burde have løst det på et minut. Efter det ændrede mine tanker sig omkring det at studere igen. Fordi jeg har meget energi”, siger han, mens han holder sine arme op i en kampposition der viser, han er klar til at tage kampen med matematikken op igen. “Nu har jeg sendt mine papirer til kommunen, for at de kan sende dem til København og få dem vurderet, så jeg kan blive accepteret. Jeg er også lige startet på sprogskole.”

Jeg troede, du var færdig på sprogskole. Vi sidder jo og har en samtale på dansk?

“Jeg stoppede efter 8 mdr. og jeg er lige startet igen. Da jeg startede på sprogskole efter asylcentret, tog de en test for at finde ud af, hvilket modul jeg skulle starte på. Jeg havde været tre mdr. i Danmark og jeg startede på danskuddannelse 3 modul 2  [de fleste starter på danskuddannelse 2]. Jeg ved ikke, hvordan jeg har lært det. Det er ikke let, men jeg snakker fem sprog – kurdisk, arabisk, tyrkisk og 60-70% engelsk og nu dansk. Det er aldrig let.”

Tænker du, nu hvor Syrien er ødelagt, at du skal blive i Danmark – ser du din fremtid her?

“Det er et farligt spørgsmål”, siger han og kan ikke skjule tristheden, der som en skygge knytter sig til spørgsmålet. “Vi er altid bange, når vi tænker på, om vi skal tilbage til Aleppo. Hvis Assad vinder, kan vi aldrig komme tilbage. Han kan ikke lide dem, der er imod ham. En dag dræber han. Hvis han vinder, skal vi aldrig tilbage. Jeg ved godt, han er en stor diktator. Da krigen startede var vi  [syrere] imod diktaturet. Vi vil demokrati og frihed. Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal sige. Det er et svært spørgsmål…Det er svært måske, at skulle leve hele sit liv i Danmark, når jeg tænker på Aleppo, Syrien. Mit land. Skal jeg aldrig tilbage dertil? Jeg ved det ikke. Hvis de ikke stopper krigen, skal vi være her. Det er ikke dig, der har bestemt, du ville være her, men der er krig, så det bliver du nødt til. Det er svært. Jeg er i Danmark. Det er et godt land og jeg har lært sproget. Måske skal vi ikke tilbage. Men vi tager tilbage den dag, vi ved, at Syrien er okay. Hvis det ikke sker, er der problemer.” Vi griner begge for at afvæbne den sårbarhed, vi åbenlyst befinder os i, og har befundet os i, siden jeg stillede et farligt spørgsmål.

Har du mange venner tilbage i Syrien?

“Kun tre-fire. Ikke familie eller andre.”

Har du mistet?

“Selvfølgelig. Jeg har mistet min ven, som var soldat for Assad. De fangede ham. Han gad ikke. Hvad skulle han gøre?”

Føler du dig sikker og tryg her i Danmark?

“Her er sikkert. Men når vi ser problemerne i Europa, som terroren i Tyskland, bliver vi triste. Vi tænker, hvad laver han. Vi tænker, tag til Syrien og kæmp i stedet. Du må ikke kæmpe i Europa. Det er farligt. Du dræber mennesker. Når du har sort hår, er du altid bange, når nogen skaber problemer. Danskerne kigger på os og tænker, vi er ligesom ISIS. Men når nogen dræber, så bliver du også bange.”

Er du bange for, danskerne tror,  I er med til at dræbe og skabe problemer?

“Ja. Ikke flere problemer. Der er nok.”

Har du været ude for, at nogen har sagt noget til dig?

“En gang mødte jeg en. Han lavede sjov..” Rony bliver fjern i blikket..”Han spurgte, om jeg var terrorist, fordi jeg har sort hår og sort skæg. Han tænkte, at det var sjovt. Men det var ikke sjovt for mig. Det er svært. Der er nogen, der tror, at alle muslimer er et problem, fordi man har sort hår.”

Hvis du skal sige noget til danskerne, du synes er vigtigt, at de ved, hvad skal det så være?

“I skal kende os. I skal snakke med os. Lære os at kende som personer. De [danskerne] snakker med dig, men stopper altid fem meter fra dig”, siger han, mens han med sine hænder illustrerer en overflade. Den overflade han gerne vil, man bryder igennem.

Hvad vil du sige til flygtninge, der kommer til Danmark?

“Det er danskerne land. Når vi flytter hertil, skal vi være som jer.”

Hundred procent?

“Nej, fx behøver vi ikke spise det samme. Men vi skal følge reglerne. Vi er gæsterne. Hvis danskerne accepterer, at de betaler 40% i SKAT, skal vi også.”

Måske er der mange  [flygtninge], der ikke ved, hvad SKAT er?

“Ligesom mig. Jeg betaler bare. Og det er intet problem.” 🎄

Journalister på Danmarks Journalisthøjskole har lavet en meget ægte og ærlig film om Rony. I kan se filmen her.