Vi flager. Vi fejrer. Hurra. Endnu en time, endnu en dag, endnu et år. I morgen er jeg ældre end jeg var i går. Eller er i dag. Vi lever. Eller vi overlever. Ja, hvad gør vi egentlig. Forventninger til det, livet skal give os. Vi forsøger at tage de (rigtige) skridt. Og vi finder ud af, vi ikke er alene. Forventningerne er mange. Tilfældighederne endnu flere. Jeg mødte en pige, der lærte at gå. Det ene ben foran det andet. Det var det, hun bekymrede sig om. Jeg mødte en pige, der for længst havde lært at gå. Hun øvede sig nu i at løbe. Løbe fra tiden. Jeg mødte en kvinde, der håbede, tiden ville stå stille. Ikke for altid. Bare nu og her. Fryse de meninger, der var. Jeg mødte en kvinde, der øvede sig i at give tiden mening. I spejlet fik jeg øje på mig selv. Afsløringerne. De ben der havde lært at gå, havde også lært at rejse sig efter faldet. Den krop, der satte i løb, havde også lært at følge med tiden og ikke løbe fra den. Spørger du mig, om jeg forstår tiden, tilfældene, er svaret nej. Men jeg forstår, at tilfældighederne er flere end forventningerne. Jeg forstår, at livet kommer i vejen for de planer, vi lægger. I dag er jeg ældre end jeg var i går, og jeg ved, at for at give tiden mening, må jeg give tilfældighederne betydning. Jeg holder spejlet ud fra kroppen. Får øje på andre mennesker. Andre forventninger.

Jeg forsøger at finde tilbage til hende, der lærte at gå. Et ben foran det andet. Ingen forventninger. Fordi jeg ved, jeg ikke er noget eller nogen, bliver det lettere. Tiden bekymrer sig ikke om at indfri mine forventninger. Så jeg slipper det, jeg alligevel ikke kan gøre noget ved. Ingen har lovet mig noget. Jeg trækker vejret. Jeg skylder de mennesker, jeg har elsket og mistet – at leve. Ikke overleve. Nogen gange går det godt. Andre gange begræder jeg min indre kritiker, samfundets forventninger – der er større end mine – at jeg ikke er i stand til at udnytte det, livet har at tilbyde. Engang imellem falder jeg tilbage til pigen i løb og forsøger at komme tiden i forkøbet. Overbevise skæbnen om, den har taget en forkert beslutning. Men jeg lærer. Fordi i dag er jeg ældre end jeg var i går. Og jeg er ingen. Bare en række tilfælde der følger efter hinanden. Glemmer jeg det, minder naturen mig om det. Havet især. Befrier mig.

I dag har jeg flere erfaringer end jeg havde i går. Naiviteten er ikke længere min følgesvend. Jeg ved, at faldet gør ondt. Og jeg ved, hvordan man forhindrer det. Man stopper bevægelserne. Man tænker tingene ihjel. Man overlever. Forsøger at planlægge sig ud af alting – rejserne, kærligheden, fremtiden. Jeg tog chancer, fordi jeg var naiv, jeg ikke tør tage længere. Bilder mig ind, at tiden ikke er til det. Men i virkeligheden er jeg bange, fordi erfaringer har lært mig at frygte. Jeg ser faldet. Ikke oprejsningen. Erfaringer gør mig ikke kun klogere. Jeg forsøger at finde tilbage til hende, der er en smule naiv. Hende der ser de uskyldige før de skyldige. De ikke dømmende før de dømmende. Når jeg finder hende, er jeg fri. Timer, minutter, dage, år.

I dag er jeg 31. I morgen er jeg ældre. En dag skal jeg dø, uundgåeligt.