Om at miste sin mor i en tidlig alder

img_0273

Da jeg vågner søndag morgen, er der tikket en sms ind fra min veninde Birgitte. Det er sjældent vi ses, men vi har holdt kontakten siden vores højskoleophold for 11 år siden. Det er typisk søndage til kaffe eller brunch. I dag er også søndag. Det er den 27. november. En dag, der viser sig at være ganske særlig. Vi mødes til brunch i Jægergårdsgade. Jeg har spurgt Birgitte, om jeg må interviewe hende omkring det at miste sin mor pludseligt i en ung alder. Jeg ved ikke, om vi skal tale om det i dag, så jeg nævner det forsigtigt, da vi er færdige med at opdatere på de måneder af hinandens liv, vi er gået glip af.

Jeg er glad for, du har sagt ja til at dele din historie…

 ”Ja, det projekt skal du lige fortælle mig om. Er du klar over, hvilken dag det er i dag? Det er faktisk 12-årsdagen for min mors dødsdag. Hun døde på denne dag for 12 år siden.”

Det var jeg ikke klar over. Jeg har også altid været virkelig dårlig til at spørge ind til din mor. Vi har kendt hinanden i 11 år og vi har aldrig snakket om det…

”Jeg kan huske en dag på højskolen, hvor vi snakkede og jeg omtalte min mor i datid, hvor der blev spurgt ind til det. Det kan jeg huske.”

Der var heller ikke gået lang tid fra din mors død til dit højskoleophold, som jeg husker det?

”Hun døde d. 27. november og vi startede på højskole i august, så der var gået lidt under et år. Da en af eleverne på højskolen, der selv har mistet en forældre, spurgte hvor længe siden det var, jeg havde mistet min mor, og jeg svarede, at det var gået ca. et år, udbrød hun “ikke længere?””

Jeg ved ikke, hvorfor vi ikke har snakket om det. Måske er jeg bange for, du bliver ked af det…

”Det kan da godt være, jeg bliver ked af det, men hvad så? Min far oplevede efter min mors dødsfald, at folk flygtede fra ham på gaden. Drejede om hjørner, når de så ham.

Hvordan er den bedste måde at agere på som pårørende?

”Bare at være der og være som man plejer. Det var de fleste heldigvis gode til. De var der og støttede os. ”

Din mor døde pludseligt uden varsel af en hjerneblødning. Fik I noget hjælp til at håndtere sorgen efterfølgende?

”Vi gik i terapi sammen. Vi havde alle mistet. Min far havde mistet sin kone, min bror, søster og jeg havde mistet vores mor. Vi var forskellige steder i livet og vi håndterede sorgen forskelligt, fordi det vi havde mistet, var forskelligt. Min lillebror var 16 og lige startet på Handelsskolen, min søster var 23 og lige flyttet til Aarhus og startet studie, jeg var 20, lige blevet student og skulle til at finde ud af, hvad jeg ville med mit liv. Så vi var alle i gang med et nyt kapitel. Jeg kan huske, at min far var glad for, vi trods alt var så gamle, at vi havde fået opvæksten sammen med mor. Han stod jo pludselig med 3 børn alene. Det at miste fra den ene dag til den anden er et kæmpe chok. Det tager lang tid før kroppen og sindet rigtig forstår, hvad der er sket. Man får ikke tid til at bearbejde noget, og man forstår det ikke, før det er sket. Jeg var glad for, at jeg ikke så min mor have det dårligt og jeg har kun minder, hvor hun er 100% rask. Jeg er blevet lidt mere bange for at miste, måske også i kraft af, jeg er blevet ældre, men jeg tænker tit på, eller frygter at miste dem, jeg holder rigtig meget af. Det gør jeg nok lidt mere, fordi jeg har prøvet det.”

Du har fortalt om perioder i dit liv, overgange fx jobskift osv., hvor du har haft brug for at tale med nogle professionelle, kan du uddybe hvorfor?

“Jeg synes, man bør tale med nogle, som kan hjælpe, hvis man har det svært – om det er venner, familie eller psykolog – men en psykolog er jo uddannet til det og kan derfor hjælpe dig med at forstå, hvordan du har det og give dig nogle værktøjer til at komme videre. At gå til psykolog er som at tage en uddannelse i sig selv.  Jeg synes, det er meget konstruktivt, og jeg har fået rigtig meget ud af det. Det er ligesom, hvis du har det fysisk dårligt – ondt i halsen, ondt i maven eller ryggen – så går du jo også til læge for at finde ud af, hvordan du bliver rask igen.”

Hvordan håndterede I sorgen som familie, når I alle var ramt?

”Man finder en måde at være oppe, når de andre er nede. Det er en indre styrke, man helt automatisk finder frem. Det var aldrig sådan, at vi alle sammen var nede på samme tid. Man finder en styrke til at være der for hinanden. På vejen hertil modtog jeg et billede fra min søster. Det var et billede af min mor og min søster som lille. Da jeg modtog det, begyndte jeg at græde, her 12 år efter. Sorgen forsvinder aldrig, den dukker op i momenter. Man savner hende til højtider og fx da min søster blev gift og fik børn, så mangler hun.”

Jeg ved, du er et rigtig stort familiemenneske, der prioriterer familie, højtider og traditioner rigtig højt. Har du altid gjort det, eller er det blevet mere udtalt efter din mors død?

“Vi har altid prioriteret familien meget højt og det er ikke blevet mindre efter min mors død. Jeg er kommet tættere på min far, end jeg nok ville have været, hvis min mor havde været her. Som familie har vi fået et endnu stærkere sammenhold.  Selvfølgelig ved vi ikke, hvordan det ville have været, hvis mor havde været her. Heldigvis har min far fundet en fantastisk kæreste, som både han og vi børn er rigtig glade for. Det er så dejligt at vide, han ikke er alene og hun har taget os tre børn til sig, som vi var hendes egne (hun har ingen børn).”

Birgitte beskriver, hvordan hun efter sin mors dødsfald var vred på hele verden. Hvordan hun havde lyst til at slå ind i væggen over verdens uretfærdighed. Over vreden over tabet af sin mor, og hvordan denne vrede gik ud over de nærmeste. Hun fortæller det med så stor indlevelse, at jeg slet ikke kan kende hende. Den Birgitte jeg kender, har aldrig været vred. Pludselig pauser hun sin fortælling, kigger op og udbryder;

”Det hjælper faktisk at snakke om, for nu går op for mig, hvor meget længere jeg er kommet. Jeg var så vred…”

Hvordan er den Birgitte, du var før din mors død, anderledes end fra den du er i dag?

“Mm det er et virkelig godt spørgsmål! Jeg tror, jeg er blevet meget mere bevidst omkring det at miste. Det er noget, jeg tænker på næsten hver dag. Jeg er også blevet ”tvunget” til at blive voksen og selvstændig og skulle skabe mit eget liv og stå på egne ben. Og så tror jeg,  jeg er blevet stærkere. Hvis nogen på forhånd havde fortalt mig, hvad jeg skulle igennem, ville jeg have sagt, det kommer jeg aldrig igennem. Men vi er alle kommet rigtig godt videre. Vi savner hende rigtig meget, og kan stadig være kede af det, men vi har det alle godt og er glade for, at far også har en at dele livet med, nu hvor mor ikke er her længere. Jeg plejer at sige: Den bedste ting, der kom ud af det, er, at jeg ikke kommer til at opleve det igen. Man kan heldigvis kun miste hende én gang.” ❄️