Hvor er du nu, Hassan?

timthumb

Jeg havde en ven, Hassan. Jeg mødte Hassan i folkeskolen, hvor han gik nogle klasser over mig. Da jeg blev kærester med hans kammerat, opbyggede vi et venskab, Hassan og jeg. Jeg havde ingen rigtige følelser for min kæreste, kammeraten, ved jeg i dag. De fleste var begyndt at få kærester, og jeg var (endelig) en af dem og glad for at tilhøre et fællesskab. Mit forhold til Hassan holdt. Det gjorde forholdet til hans kammerat ikke. Hassan var anderledes end de andre udlændinge i byen. Han var en såkaldt præmieperker. Den eneste udlænding på gymnasiet. Jeg hjalp ham med at skrive en opgave. Jeg husker, jeg gjorde mig umage. Han fik et 9-tal. Han har nok hjulpet mig med matematikken. De fleste på gymnasiet lignede små kloner af hinanden. Lyshårede og blåøjede. Pigerne i stramme misssixty jeans med svaj, drengene også i ens bukser og mærker. Med sit sorte hår og hudfarve var Hassan svær at overse, selvom han ikke gjorde sig synderligt bemærket. Hassan boede ikke i “ghettoen”, der hvor kommunen havde samlet alle de somaliske familier, men havde sin egen lejlighed i byen. Hassan, præmieperkeren, passede ikke ind i fællesskabet med de andre udlændinge, men han skilte sig også ud på det vestjyske gymnasie. Han var en del af to kulturer. Insisterede på at være det, også selvom det måske betød, han i virkeligheden ikke var en del af nogen kultur, men skabte sin helt egen. Til galla hilste jeg på hans mor. Hun var klædt i somalisk klædedragt, fuld af farver, og et smil.

Hassan havde to gode venner på gymnasiet. Jeg har to gode veninder fra folkeskolen. Vi tog til Aarhus og til festuge. Gik til rapkoncert sammen. Vi har nok virket malplacerede, nu jeg tænker over det. Vi splittede op, drengene og pigerne. Da vi samledes igen, var Hassans ansigt hævet og han blødte måske. Han var blevet slået af en mand, der ikke kunne lide, at Hassans hud er sort. På det her tidspunkt vidste jeg ikke, jeg år senere ville sidde til en begravelse, hvor en dreng jeg kendte, var blevet stukket ned af en mand, der heller ikke kunne lide sort hud. Vi tog hjem. Jeg var irriteret og lod min frustration gå ud over Hassan. Det var uretfærdigt, men sådan er det med følelser. Frygt skaber angst, og jeg var bange, så jeg tøjlede frygten ved at blive vred. Vred på Hassan, over han tacklede det hele perfekt. Hans overskud efter at have været udsat for en had-forbrydelse. Hans overskud til mig. Det var ægte følelser og første gang, jeg havde mærket den omsorg. Det skræmte mig fra vid og sans, så jeg blev sur og gik, efter at have hjulpet ham med at lægge is på hævelserne. Det rummede han også, som den ven han var.

Jeg mistede kontakten med Hassan. Min familie og jeg flyttede tilbage til Aarhus, da jeg startede i 2. g. Jeg har hørt folk sige, de ikke vil lade deres børn vokse op i byen. Men i byen kan du være anonym. Du kan sagtens leve side om side med stiknarkomanerne på Vesterbro, uden at kende deres historier og omvendt. I provinsen er ingen eller intet anonym. Du ved, hvor stofferne sælges, hvor alkoholikerne bor og hvilke hjem, der er vold og incest i, hvem der er søstre, brødre, fætre og kusiner. Mangfoldigheden og alle de anonyme ansigter – brune som hvide – var derfor en befrielse, da vi flyttede fra provinsen til byen og især da jeg startede på gymnasium, hvor der var mere end én Hassan.

Min telefon ringer.  Jeg tager den og i den anden ende hører jeg en stemme sige “kan du høre, hvem det er?” Det kan jeg! Og jeg kan også mærke, jeg har savnet den, stemmen.  Stemmen lyder fjern, og af en eller anden grund har jeg gang i noget, der ikke kan afbrydes. Jeg beder ham ringe tilbage. Det lykkedes aldrig. Vi mister kontakten igen.

Jeg ved, du uddannede dig til fysio- eller ergoterepeut. Jeg tænker, du er gift, højst sandsynligt med en somalisk kvinde, og har fået nogle somaliske børn. Jeg er ikke i tvivl om, du er en god far. Overhovedet. Og jeg håber, du viderefører den kamp, du kæmpede for at få lov til at integrere to kulturer i stedet for at ekskludere én. En del af mig, håber du giftede dig med en dansk kvinde. Du har jo allerede bevist, man kan forene to kulturer og skabe sin egen. Især hvis man har de ressourcer og det mod, du havde. Hvor er du i dag, Hassan?

Advertisement

Hvis jeg var mig selv, som en anden (udkast til en ansøgning…)

failure-is-success-in-progress_1x
Ae mig, for jeg er sårbar. nej skub mig, for jeg vil frem. Denne tekst er endnu en test. Et bevis på om, jeg kan eller ikke kan det, jeg drømmer om at kunne. Mit selvbillede og min selvopfattelse afhænger af, hvad der står i det papir, I sender mig.
Det startede i folkeskolen, da man fortalte mig, jeg knap kunne lægge to og to sammen. I dag er jeg  næsten sikker på, det er fire. Og man fortalte mig, jeg kunne udtrykke mig – på skrift. Derfor skrev jeg morgen, dag, nat. Dommen var fældet, så jeg turde godt. Da jeg havde én fejl (stregen over ét er afgørende) for meget til diktatteksten, så man bort fra det, og bød mig fortsat velkommen i de dygtigste rækker. Mine stile blev læst højt ved pulten, og mine skolehjemsamtaler var som gode jobsamtale, hvor jobbet var mit. Jeg kunne se en fremtid, min fremtid må man formode. Senere fik vi en ny lærer. Han var ikke helt så imponeret, indtil jeg krængede min sjæl ud på pairet, efterlod striber af sved, blod og teenagertårrer. Det fik ham overbevidst. Han delte svedet og blodet med andre, og lod mig beholde tårrene.
Så kom vi til gymnasiet. Her beholdt jeg min sjæl for mig selv, og skrev i stedet om andres. Men da jeg ikke kunne besidde andre sjæle end min egen, gik det helt galt. Min lærer var slet ikke imponeret. Så jeg vendte tilbage til min egen sjæl, da jeg forlod de andres, og gymnasiet. Men fordi mine tests ikke viste, jeg var blandt de dygtigste længere, gemte jeg mine ord, for senere at opdage, de ikke kan gemmes.