Kære 2016

Hold kæft hvor har du været svær at danse med. Det startede så godt. Jeg fulgte dine trin, lyttede til dine rytmer. Lærte at trække vejret for første gang.

Men du stak af fra mig. Jeg mistede fodfæste og jeg faldt. Jeg prøvede at rejse mig. Jeg insisterede. Men jeg kunne ikke. Jeg lyttede til radio, læste nyheder og jeg orkede det ikke. Jeg orkede ikke at rejse mig for at lære dansen igen. At finde en ny rytme virkede uoverskueligt.

Jeg sov. For første gang. Til filmen. Til middag. I bussen. I toget. Jeg fortalte dem sandheden, hvis de spurgte. For jeg kunne ikke andet. Kroppen sladrede. Jeg tog toget. Væk. Med tårene rullende ned af kinderne, mærkede jeg lettelsen. Væk. Min stemme ændrede sig. Jeg ændrede mig. Jeg blev træt af mig selv. Min egen elendighed. Hidsig og uforstående overfor, hvordan og hvorfor kroppen pludselig valgte at sladre, når jeg i 30 år har haft en aftale med den om, at vi altid følges ad, krop, hjerne og hjerte. En fyring og en kæreste der gik. Jeg har oplevet så meget. Skulle det virkelig være det, der slog mig ud. Åbenbart. Jeg blev træt af min egen elendighed, så jeg valgte at vende blikket udad. Fokusere på de fortællinger der findes udenfor. Alle har en historie at fortælle, hvis du sætter dig ned og lytter. Stiller de spørgsmål, som du har undgået for at skåne fortælleren, har du bildt dig ind. Men i virkeligheden er det dig selv, du har skånet. Fortællingerne blev større og krævede mere tid, end jeg havde kunne forudse. Jeg glemte min elendighed. Jeg glemte min arbejdsløshed. Men jeg lytter fortsat efter de melodier han sang, når han var glad. Jeg lytter fortsat efter trinene i min opgang. Håber på, han ringer på og spørger, om det er her, der bor en kunstner. Jeg har ikke travlt med at komme videre. Jeg foretrækker tomrummet fremfor meningsløsheden. Det gav så meget mening. Jeg skal ikke være i tosomheden for enhver pris. Det haster ikke. Det har du lært mig, 2016. Fortællingerne kan jeg ikke slippe igen.

2016, du var alles elendighed. Du var det år, hvor frygten sejrede. Brexit, Trump, Syrien, dem og os retorik. Forleden råbte jeg af min radio. Den anden dag græd jeg over nyhederne. Jeg har følt en afmagt, jeg aldrig har kendt. Et overført beløb via mobilepay og en fakkeldemonstration var ikke nok. Måske bliver 2017 mere humant, når vi ser konsekvenserne af vores inhumane 2016. Vi kan håbe.

2016, frygten sejrede og kulturpersonligheder gik bort som perler på en snor. Vi græd over dem, vi mistede. Vi dansede til melodier, vi altid har kendt. Sang med på sange og snakkede om de film, vi alle kender. Intet vi eller de. Sorgen er kollektiv. Tider skal henrulle, slægter skal følge slægters gang, sang vi til min mormors begravelse. Sang vi i kirken på Jesus fødedag. Døden er det mest naturlige. Sorgen er kollektiv.

Vi kårede danskhed som årets ord, og vi tog patent på at være danske, os, der æder svin og danser om juletræet, mens vi synger salmer og drikker kaffe. Kaffe, et ord vi har lånt fra det arabiske sprog. Men de skal fandme ikke komme her og trække deres muslimske kultur ned over hovedet på os kristne. Vi glemmer, at kristendommen er fra Mellemøsten, og at folketællingen fandt sted i Syrien. Men.

2016, du har også vist mig at midt i elendigheden, den evige kredsen om min egen fortælling, depressionens evne til kun at pillle i egen navle, ikke at kunne rumme andet eller andre. At andre alligevel har kunne rumme mig. Kærligheden er ubetinget. Jeg har sjældent elsket, som jeg har i år. Og aldrig har jeg været så taknemmelig. Men når man mærker kærligheden, føler man også sorgen, vreden, smerten. 2016, du har på alle måder været et ekstremt år.

2017, du står åben…

Tak fordi I følger med. Vi skrives ved. Rigtig godt nytår ❤️

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s