Om at have været elitesvømmeren Louise Ørnstedt

img_2650

I 2007 startede jeg på danskstudiet på Syddansk Universitet i Kolding. Der mødte jeg Louise. Hun blev en veninde. Gradvist gik det op for mig, at hun var et kendt offentlig ansigt. Mange kendte hende som elitesvømmeren. Jeg kender hende som kulturentusiast, studerende, gymnasielærer og meget andet, så jeg bad hende fortælle historien om den Louise, jeg ikke kendte, da alle andre tilsyneladede gjorde.

Da jeg mødte dig første gang, var det som studerende på danskstudiet. Jeg kender dig ikke som elitesvømmeren Louise, men som akademikeren (og meget andet) Louise. Hvis jeg havde kendt dig som atleten, hvad havde så været anderledes?

“Jeg var og er grundlæggende den samme person, uanset om jeg svømmer, studerer eller er mig selv derhjemme – men selvfølgelig er der nogle evner og karaktertræk, som blev forstærket i rollen som elitesvømmer. F.eks. mit konkurrencegen, min vedholdenhed og min målrettethed. Karaktertræk, som jeg selvfølgelig besidder som privatpersonen Louise, men ikke i ligeså udtalt grad. Jeg bryder mig egentlig ikke specielt meget om at konkurrere, og bryder mig slet ikke om, at man på arbejdsmarkedet ofte belønnes for at have spidse albuer og tænke på sig selv. Jeg kan meget bedre lide at tænke på andre, og vil langt hellere karakterisere mig selv med ord som omsorgsfuld og opmærksom end målrettet og én med vindermentalitet. Men det er der desværre ikke så meget gevinst ved i vores samfund, hvor det i høj grad gælder om at effektivisere og være “hurtigere, højere, stærkere” i næsten olympisk stil.”

Selvom jeg ikke kender dig som elitesvømmeren, har jeg kunne læse mig frem til, du stoppede din karriere i en meget ung alder, lige efter du havde kvalificeret dig til OL. Var skulderskader og en blodprop årsagen til, du stoppede din karriere, eller lå der flere overvejelser bag?

“Jeg havde overvejet mit svømmestop i lang tid. I sommeren 2006 havde jeg mistet motivationen og lysten til at slæbe mig selv afsted i bassinet flere gange om dagen. Jeg var begyndt at tænke på, hvad man ellers kunne bruge tiden på. Begyndt at kigge op på det store ur i hallen mange gange indenfor den første halve time i bassinet. Og begyndt at tænke på, hvor ligegyldigt det syntes at kæmpe for hundrededele af sekunder i klorvandet, når der er så mange problemer rundt omkring i verden. Derfor valgte jeg at tage et halvt års pause, hvor jeg bl.a. brugte 3 måneder på en rygsækrejse med en veninde i Sydamerika. Jeg ville se verden – ikke bare et hotelværelse og en swimmingpool. Min intention med rejsen var bl.a. også at blive klogere på, hvad jeg efterfølgende ville med mit liv. Det viste sig at være sværere end som så at træffe en beslutning om et svømmestop. Tanken om at stoppe før end jeg havde nået, hvad jeg kunne, ville og drømte om, fyldte for meget. Men også tanken om, at mit talent forpligtede, fyldte en del. Jeg valgte derfor at fortsætte svømningen frem mod OL, men skiftede de vante rammer ud og flyttede til Australien. Her blev jeg i løbet af foråret 2007 skulderskadet, og denne skade var den afgørende faktor til mit endelige farvel til svømningen.”

Vidste du, hvad du ville lave, da du stoppede din svømmekarriere, eller føltes det som om, du skulle starte helt forfra – nyt liv, nye mål?

“Inden jeg traf beslutningen, havde jeg søgt ind på universitetet med danskstudiet som første prioritet. Jeg kom heldigvis ind – og skulle starte på studiet blot en uge efter, at jeg havde truffet beslutningen om at stoppe med at svømme. Det var rigtig godt for mig, når jeg tænker tilbage. Jeg nåede ikke at have en længere pause – et tomrum, hvor jeg kunne gå rundt og tænke på, om det mon var den rigtige beslutning. For i næste sekund (sådan føltes det i hvert fald) stod jeg med den ene fod i fredagsbaren og den anden fod plantet i frivilligt arbejde. Studiet blev suppleret med studiejob; noget jeg aldrig havde haft tid til, da jeg svømmede. Det hele føltes egentlig ret syret, fordi tingene gik så stærkt. Ja, jeg tror du har ret i, at jeg havde følelsen af allerede at have levet ét liv – det var virkelig et sceneskift, der også gjorde det svært at følge med personligt. Nu var jeg jo ikke længere svømmer – og hvad var jeg så? Hvad var jeg så god til?”

Du havde succes med din svømning og du havde succes med dit studie. Jeg tror aldrig, du har afleveret noget, der var halvt færdigt på studiet. Er der steder, hvor du synes, det er okay ikke at gøre sit bedste?

“Efter flere år som lærer har jeg fundet ud af, at der ganske enkelt ikke er tid til at gøre sit bedste hele tiden. Det har jeg det fint med, men jeg kan af og til blive frustreret over, at jeg ikke får lov til at udnytte min evne til at fordybe mig i arbejdsopgaverne (som i svømningen og på studiet). Jeg ved, at jeg er god til at fordybe mig og være grundig – men i lærerlivet er der ikke tid til, at udnytte disse evner særlig meget. Jeg oplever ofte, at folk associerer sådanne kompetencer med at være perfektionistisk, men jeg synes ikke nødvendigvis, at dette er det samme. Man kan godt være god til fordybelse og at være nærværende uden at have dét mål for øje at gøre tingene perfekt. F.eks. har jeg været ufattelig lang tid om at besvare dine spørgsmål her – det er ikke fordi, at jeg er bange for, at jeg ikke besvarer dem godt nok, eller tænker på, hvad andre tænker. Det er fordi jeg fordyber mig i besvarelsen og lukker alt andet ude.”

Jeg havde en fordom om, at sportsfolk kun gik op i deres sport. Den fordom har du gjort op med. Du følger rigtig meget med i, hvad der sker i verden. Du går op i kultur og har fx en ret stor indsigt i musik. Har man mulighed for at udtrykke alle de interesser og være den sammensatte person, som du jo faktisk er, når man er eliteudøver?

“Både ja og nej. Jeg havde muligvis tiden, men jeg havde ikke energien og overskuddet som elitesportsudøver. Jeg faldt næsten konsekvent i søvn, når jeg lagde mig med en bog i pausen mellem to træningspas. Jeg har altid godt kunne lide at gå i skole – også i gymnasietiden, mens jeg svømmede ved siden af. Men i gymnasietiden interesserede jeg mig for det “jeg skulle” for at kunne klare mig fint igennem gymnasiet. Det var nok egentlig først på universitet, at mit vidensbegær og min nysgerrighed blev vakt – særligt for at følge med på den litterære og kulturelle scene.”

Du opfattes nok i andres øjne som et konkurrencemenneske. Hvem konkurrerer du mest med – dig selv eller andre? 

“Jeg konkurrerer helt klart mest med mig selv, men det er en konsekvens af, at jeg af og til kan få en indre stemme, der spørger mig, om jeg nu har løst en opgave “godt nok”. Når man har prøvet at være én af verdens bedste til noget, kan det faktisk være svært at vurdere – for så kan tingene jo altid liiiige gøres end tand bedre.” ❄️

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s