Hvordan skal 6. mdr.  i isolation forberede dig til jobbet på den anden side af studiet? Jeg har ikke kunne  finde frem til svaret, og det er nok også derfor jeg har så svært ved at tænke tilbage på de 6. mdr. De 6. mdr. hvor hovedfokus var specialet. Afslutningen på 5 års studier, som egentlig er gået ganske godt.

De sidste af de mdr. har jeg ikke lyst til at mindes. Jeg sad i KBH, min vejleder var i Aarhus. Vores kemi var ikke god, desværre. I stedet for at ændre det, forsøgte jeg at leve op til noget jeg udmærket vidste jeg ikke kunne leve op til. Jeg ville så gerne være færdig, men det var jeg ikke. Specialet hang mig langt ud af halsen.

Jeg prøvede ihærdigt. Prøvede ihærdigt at få de sidste sider færdigskrevet, så jeg kunne aflevere til planlagt deadline. De sidste par dage var jeg et nervevrag. Jeg ryger ikke, men opdagede at en cigaret kunne hjælpe mine nerver, så jeg røg en hver dag inden jeg kunne gå i gang med skriveprocessen. Jeg sov elendigt. De sidste dage kom min veninde forbi biblioteket hvor jeg sad, med en pose med mad og søde sager. Hun tog mig med ud at gå en tur. Det var tiltrængt, men jeg stressede over at blive færdig. For det havde jeg jo lovet mig selv og min vejleder.

Specialet skulle afleveres i Aarhus, så jeg tog toget til Aarhus, hvor jeg havde planlagt at overnatte hos min mor og hendes mand. Jeg havde bedt dem købe ekstra printerpatroner, hvilket de havde gjort. Men da jeg gik i gang med at printe om natten løb jeg alligevel tør. Jeg satte derfor uret til tidligt næste morgen, så jeg kunne nå at finde et sted at printe. Statsbiblioteket var mit mål. Derfra kunne jeg printe. Men den ville ikke godkende min kode, og da jeg forsøgte at spørge om hjælp, gik jeg forgæves. Ny destination. Kasernens (de æstetiske fag) computerrum. Der var ikke mere printerpapir. Næste destination. Denne gang Huset, som viste sig ikke at ligge, hvor det lå sidst. Da jeg ikke havde været i Aarhus længe anede jeg ikke hvor jeg skulle gå hen. Tiden var begyndt at blive begrænset. Heldigvis kom min mors mand mig til undsætning og vi mødtes ved Vester kopi. Her kunne de heldigvis hjælpe med at printe og trykke. Manden bag skranken kiggede på mig og foreslog at vi fik noget morgenmad (det var tilsyneladende meget gennemskueligt at jeg var brugt!).

Vi spiste morgenmad, hentede de færdige specialer og tog op for at aflevere dem. I min forvirring havde jeg glemt at tjekke op på formalia, så jeg måtte hjem (tiden var ikke med mig længere) og ordne de sidste formalier bl.a. overfører til en Pdf da print ikke var fyldestgørende. På vejen ud møder jeg mine tre studieveninder, som sidder klar med champagne, hjemmebag og flag. Hvor heldig er jeg at have sådan nogle mennesker i mit liv? Jeg fortæller dem at vi må fejre, når jeg kommer tilbage efter at have ordnet de sidste formalier.

Endelig kan vi fejre! Jeg fejrer også med min søster, da jeg er tilbage i KBH.

En lille mdr. senere modtager jeg en mail fra min vejleder. Specialet er ikke langt nok (der er ikke nok ord, mangler ca. 3- 5 sider ud af de printede 60). Det er derfor ikke gået igennem. Jeg bryder sammen, men skynder mig at skrive de sidste sider og afleverer igen. Denne gang med posten.

Endelig kan jeg kalde mig cand. mag.

Ud af 5 år er det den sidste mdr. der knækker mig. Jeg ville gøre mange ting om hvis jeg kunne, men det kan jeg ikke. Det er en kliche –  men man lærer af sine fejl. I dag ved jeg at jeg skal sige fra, når jeg ikke kan mere. Jeg ved, at jeg skal tage den tid det tager  – selvom det er længere end jeg måske ønsker. Jeg ved, at jeg ikke skal arbejde alene i 6. mdr. , men bliver nødt til at sparre og samarbejde med andre.