Dagen forinden smutter jeg i Tiger efter fyraften for at finde pynt, som kan erstatte manglende falsk fødselsdagssang og hvad dertil hører. Jeg finder ikke det, jeg leder efter, går i panik og hiver en guirlande ned fra hylden. Da jeg kommer hjem og folder den ud, fortryder jeg den lidt for kitschede stil. Hænger den op, piller den ned, hænger den op, piller den ned og folder den sammen, og smider den i kassen med kreativt rod til senere brug, og glæder mig over, jeg trods alt fik købt en pakke servietter med flag og en pose med hjerter, der kan anvendes til anledningen. Jeg vågner midt om natten, som da jeg var barn og kunne dufte nybagte croissanter og høre fodtrin udenfor min dør. I stedet for trin og croissanter har jeg Facebook, som jeg tjekker, og ser den første fødselsdagsnotifikation, sendt lidt over midnat. Det skal nok blive en god dag. Jeg falder i søvn igen, vågner, står op og cykler på job. Det første der møder mig her, er dinosauren Kasper, et flag og et kort med en lykønskning. Min kollega har reddet situationen med den mislykkede guirlande. Da klokken slår fyraften, står en solskoldet mand med et stort fuldskæg og gamle sømandstatoveringer, klar til at drikke kaffe og spise kage med mig, hjemvendt efter en måneds ophold i Indien. Manden er min far. Han er hoppet af toget fra København til Nordjylland for at berette om kameller og proppede tog. Og for at lytte til en kvinde, der snakker alt for meget og stiller tusinde spørgsmål. Det er mig. Senere åbner jeg døren og ser et bjerg af gaver, bagved gemmer sig en mand og en kvinde. Kvinden er min mor og manden er min mors. De kommer til fastelavnsboller og kaffe. Jeg er allerede oppe på tre –fire kopper koffein og vælger te, som jo egentlig også er fuld af koffein, men føles mindre koffein- ish. Manden (min mors) og kvinden (min mor) kører min veninde (som dukker op midt i fortællingen) og jeg til Mejlgade, hvor jeg skal mødes med flere gode veninder og spise middag. En er allerede ankommet før os. Jeg ser hende sidde og drikke en cola, og ved, hun venter et barn. Ganske vist. Jeg ved ligeledes, det er alt for længe siden, at vi har set hinanden. Det bevidner den fortsatte historie, så vi bliver enige om, der ikke skal gå et bryllup og et barn mellem næste gang vi ses. Samtlige veninder dukker op med gaver under armen, selvom de betaler deres egen middag og gaver derfor ikke var en del af aftalen…

Mæt, glad og taknemmelig. Et år ældre og mere vis, lægger hun sig til at sove. Hun er mig. Overvældet. Og 29 år.