Den anden dag tikkede der en sms ind på min mobil. Nummeret var ukendt, men beskeden var fra en som ved jeg er jobsøgende. Hun havde set et opslag fra en sej kvinde med et sejt radioprogram, som søgte en assistent deltid. Og var kommet til at tænke på mig!  Kvinden der skrev, er storesøster til min daværende kærestes bedste ven. Det var til vennens datters treårige fødselsdag, at der blevet udvekslet linkedin profiler. Min pointe med denne lille fortælling er, at nogen gange betaler det sig at råbe højt, når man vil høres. Hvis du er jobsøgende og gerne vil have et job, så fortæl folk det. Der kan kun komme noget godt ud af det. Jeg har selvfølgelig ikke fået jobbet (endnu), men jeg er smigret og jeg har fået blod på tanden til at tage fat på networking igen. Og til at få det job.

I dag lå der så en besked i min FB indbakke fra en veninde, som havde set et opslag. Noget med ideer der skulle udformes og penge der kan vindes. Så nu er der et projekt der skal formes og penge der skal vindes. Vi er et stærkt team. Og atter er jeg smigret.

Min far ringede den anden dag. Jeg fortalte ham situationen – ingen job, ingen lejlighed og ingen mænd der kæmper for mig. Og at jeg  gerne vil finde ro. Han grinende af mig og sagde det lød kedeligt. Og jeg lød uigenkendelig. Han har ret. Så nu udvider jeg min jobsøgning til udlandet. Ja sgu.

Har også et andet lille projekt der skal søsættes, men det skal I nok høre mere om.

I weekenden tager jeg gode veninder i hånden og tager til ART FAIR og åbningsfest (galleri Pi har sponsoreret mine to billetter, da jeg abonnerer på deres nyhedsmail, tak!). Dernæst skal jeg spise middag og danse til den lyse morgen – forhåbentligt.