En arbejdsuge er gået. Fredag føltes som fredag. Jeg var udmattet, fordi jeg har arbejdet – og det kan mærkes. Hvor er det dejligt endelig at kunne mærke forskel på dagene, og ikke bare lade dem flyde sammen. Weekenden er det pusterum, hvor man har tid til alt det, man ikke nåede i løbet af ugen. Både det sociale og det praktiske.
De næste 4 uger har jeg noget at stå op til, jeg har en funktion og jeg har en masse spændende ting at fortælle om, når jeg kommer hjem. Alt det jeg har savnet de sidste mange mdr. og har gjort at jeg har været mere sårbar end normalt. Jeg ved, at det for denne omgang, er en begrænset periode og forsøger såvidt muligt det lader sig gøre, at være i det nu, jeg befinder mig i. Det er noget der skal arbejdes på, men i skrivende stund prøver jeg. Ikke at tænke frem, men bare at være. Nu.
Weekenden blev brugt med sol og venindehygge bl.a. brunch ved Aarhus Å, “Silver linings Playbook”, “The Tall Ship Races”, Shaka Loveless og strandtur.