Snotforkælet eller rastløs?

large

Mange af mine vågne timer går med at tænke over, hvad jeg vil med livet. Mit liv. For mit liv, er jo mit ansvar. Hvis jeg ikke formår at skabe lykke, er jeg så mislykket?

Et af de mest stillede spørgsmål som jobsøgende for tiden er; ”hvis du frit kunne vælge, hvad ville du lave?”. Er det ikke et falsk privilegium. Sandheden er vel, at vi ikke kan vælge. Vi kan tage nogle til og fra valg. Og vi har en forestilling om, hvad vi kan tillade os at sige til og fra overfor.

Jeg  har fx en forventning om, at 5 års uddannelse og sideløbende erhvervsmæssig erfaring giver mig retten til at vælge job som tjener og stuepige fra. Job som jeg som sådan ikke har noget imod (her taler jeg af erfaring), men som man ikke behøver en lang uddannelse for.

Når jeg søger job sigter jeg  – så at sige –  en lille smule mod stjernerne, fordi jeg inderst inde har en forventning om, jeg er det værd. Eller jeg vælger at være det værd fremfor at gå på kompromis. Men er min modstand mod større kompromis egentlig bare et udtryk for, at jeg er forkælet?

Er vores rastløshed, denne søgen efter noget udefinerbart, forkælelse?

Jeg er i tvivl. Mit liv er jo mit ansvar, så hvorfor ikke forsøge at få det bedste ud af det.

Hvad ville du lave, hvis du frit kunne vælge!?

Om at mangle noget af sig selv, og finde det (i små bider)…

large

Følelsen af, at mangle noget uden at vide hvad det er. Udfylde tiden, som jeg vist nok tidligere har været inde på. Udfylde den med noget meningsfuldt. At det ikke altid er så nemt. To timer, fandt jeg tilbage til noget. Noget jeg manglede, men ikke har været klar over, hvor meget jeg manglede. Noget som gør det nemmere, at udfylde tiden. Gør det nemmere at være til stede lige nu lige her. Skriverierne er en del af det. Selvom det jo også er en slags flugt. I  og mellem fortid, fremtid og den tid, som er. Skriverierne er måske egentlig lige netop et forsøg på fortrænge nuet, mere end være i det. At bearbejde det nu som har været, eller det som kommer.

Her var kun jeg, med en flok som ikke rigtig eksisterede. Jeg, min tegneblok og tegneredskaber. Her følte jeg, at jeg var nu. Rummet havde jeg savnet. Som at mangle noget af sig selv. Og forsøge at finde det udenfor sig selv. Det giver ikke meningen, at forsøge at fange nuet. Lidt som at planlægge det perfekte, ikke planlagte møde.

Alligevel er det som om verden forsvinder, lukker sig omkring det sekund, det øjeblik, hvor jeg ikke er i stand til at koncentrere mig om andet end blyanten der rammer papiret, fingrene der rammer tasterne, eller det øjeblik kroppen koncentrere sig om at udføre en bevægelse, for at skabe dansen. Lige der er jeg.

Det er her det kan mærkes, at noget har været savnet. Kunsten bare at være. Den findes, tilsyneladende.

I kunsten.

Ikke alle skatte burde være skjulte

Aarhus Godsbanegård

I mellem centrum, det man i en storby kunne kalde indre by, og banegården, ligger Godsbanen. Det er, som navnet antyder, en gammel godsbane. I dag er det meningen, at stedet skal fungere som den kulturelle navle i smilets by. Den navle hvorfra kulturen skal trække vejret. Her sætter kreative og kunstneriske personligheder hver dag deres aftryk, når de bruger stedet som værksted og/-eller kontor. Arkitektonisk skriger bygningerne på, at man famler, betræder og leger i og omkring den.

Hver dag på hverdagen kan man fornemme stedet får en lille puls. Men vejret trækkes i flere omgange og ikke altid samtidigt. Nysgerrigt forsøger man at blive klog på hvad naboen laver, og håber nysgerrigheden gengældes. Kunstarterne er mange, de flyder, og det er ikke altid man når at få fat i det ene, før det overtages af det andet.

Om aftenen og i weekenderne bliver pulsen meget lav eller forsvinder helt. Det er som om stedet hvisker mod byen. Som jo faktisk er lige dér. Stedet er en del af byen, men forsvinder ind i sig selv. I sin egen by. En by som endnu ikke har fået en puls. Til trods for den både synger, spiller, maler, skriver.

Byen i byen skriger på en puls, efter hver dag i hverdagen og weekenden. Er det ikke på tide, at vi giver den dét?

Ikke alle skatte burde være skjulte.

Dovenskaben længe leve…

large

Eller lad den dø. Det er trættende, at tage særlige hensyn til folk. Jeg er selv distræt af sind. Mine tanker løber frit, uden nogle form for tøjlen. Men til trods, kan jeg godt overskue, at åbne en vedhæftet PDF i min mail, notere – og huske en dato, som en gang er givet mig. Det er en irriterende kliché, at kreativitet skal være kaotisk. Skab noget orden i kaos – det er en del af kunsten!

Siden start november har jeg arbejdet for – og med en gruppe udøvende kunstnere. De er kreative og forventer, til en vis grad, at man tilpasse sig den “kreativitet”.

Når jeg fx sender en mail, hvor de skal læse vedhæftet, får jeg tilbagemeldingen, at det ikke er altid der er tid til det. Altså til at åbne vedhæftet. Og sender jeg en opdateret mail i forbindelse med et møde, skal mødetidspunkt og dato gengives, da man jo ikke kan huske det. Måske er jeg smålig, men jeg kan ikke lade være at blive en smule ærgerlig og irriteret over at de – kunstnerne – lader myten om den distræte kunstner lever.

Det er ikke distræthed der er på spil her, det er dovenskab. En dovenskab, som jeg gerne vil af med, og tror man skal af med, hvis kulturbranchen skal tages (mere) seriøs.

Og det skal den.

Hvad med Kulturen?

large

Ja, hvad egentlig med den. Hvorfor er det, at vi i Danmark endnu ikke har turde satse. Jeg mener virkelig satse. Man kan læse flere marketingsundersøgelser, der peger på, at kulturen faktisk er noget af det der skaber mest økonomisk vækst. Det er altså en myte, at man ikke kan tjene penge på kulturen og kunsten. Det kan man. Hvis man vil. Men hvornår tør vi satse? Hvornår tør vi prioritere kulturen, altså højt?

Ganske vist er kultur en underlig størrelse og kunst noget man ikke altid kan forstå. Men lad os i det mindste prøve. Den anden dag havde jeg et møde med en udlænding, som gav udtryk for hvor håbløst bagud Danmark er i forhold til at prioritere kunsten og kulturen. Det er som om, at den – altså kunsten – er mest ægte, hvis den er lidt hemmelig – og for eliten. Hvor vedkommende kommer fra, prioritere staten, at fx reklamer i det offentlig rum skal indeholde en vis procentdel kultur- sponsoreret, så også de mindre kulturelle tiltag har en chance. Kulturen er en del af samfundet, og det er den jo. Men en synlig del, kan man ikke just påstå den er endnu. Hvis den var, havde jeg et betalt job, formentligt. Lad os ikke være bange for, at tjene penge på kunsten.

Jagten på et stabilt liv, eller det der ligner

tumblr_l7bnm1FaAR1qc4rp3o1_400_large

For hvor ville det egentlig være kedeligt, hvis livet var stabilt. Samtidig kunne jeg godt tænke mig for en gangs skyld, at slippe den evige jagt. Jagten på noget jeg ikke helt hvad er, noget endnu udefineret. Er det jagten på den store kærlighed, jagten på det perfekte job, talentet forenet med passionen, jagten på at falde ind, passe ind. Lige dér, hvor man er ment til.

Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, der er en iboende rastløshed, som i takt med min status som jobsøgende, får lov at vokse. Giver tankerne lov til at sprede sig, igennem hele kroppen. Hvor skal jeg bo, hvad skal jeg lave? Burde man melde sig ud af systemet, pakke tasken, sætte sig på et fly og lade skæbnen afgøre. Eller skal man blive og kæmpe for noget. Noget man ikke ved hvad er. Og er kampen, en kamp for at bevare en form for drømmetilstand, hvor intet vover, intet vinder. Måske. Måske ikke.

Forleden var min kollega til jobsamtale og blev kaldt til endnu én. Det var ikke jalousi der dukkede op. Det var en følelse af, at intet er stabilt. Vi har et fint samarbejde, og er en dynamisk duo, som får ting til at ske. Nu opløses det, måske. Præcis, som jeg om nogle mdr. står uden job, igen, hvis der ikke sker noget i mellem tiden. Det er en evig jagt efter, at falde ned, der hvor man kan få lov til at blive, til man er mæt. Få lov til at mærke lige nu og her. Det er en kunst. Noget som jeg endnu ikke mestrer. Noget som jeg måske burde blive bedre til, når jeg om lidt fejrer 28 år.

Når kulden trænger ind

large

Jeg  har vist sagt det før. Januar er lang. Dagene er korte, men alligevel er det som om tiden mellem fyraften og sengetiden snegler sig af sted. Ofte bliver eftermiddagen tilbragt i vindueskarmen med en varm kop te. Indimellem drikkes der en kop kaffe i selskab ude i byen. indimellem trænes der, løb- ro- mave. Og sådan går dagene. Jeg har lyst til at tage mig sammen, lave ting. Samtidig er der noget der forhindrer mig, holder mig tilbage. Jeg giver januar skylden.

Men jeg giver også mig selv skylden. Jeg valgte at flytte. Det er mig, der skal skabe mit liv her. Jovist havde jeg et liv her, da jeg flyttede. Et liv som fungerede – med studie, job og veninder. Veninderne er der stadig. Og jobbet. Men efter, at have boet lidt mere end to år i hovedstaden, har jeg helt naturligt skabt nogle forventninger. Forventninger som ikke nødvendigvis kan indfries. Forventninger om, at der skal ske noget. Helst hver dag.

Jeg kan ikke lade være med at stille mig spørgsmålet, ”hvad er det der skal ske?”. Jeg lever mit liv efter den overbevisning, at hvis mulighederne byder sig , så må man slå til, så længe det føles rigtigt. Når jeg derfor ikke lykkedes med at finde bolig i Kbh. , men både bolig og job i Aarhus, så var der en mening med det. Måske er det den mening jeg forsøger at finde, når jeg svælger i savnet om det konstante tempo og høje sociale aktivitet, som fandtes i Kbh. og som ikke findes her i samme grad. Som jeg savner og drømmer om.

Allermest savner jeg nok solen.

“Dine dagpenge hænger i en tynd tråd”…

blogVar det første jeg hørte, da jeg snakkede med min A-kasse i Aarhus første gang. Det kom som et chok, da jeg vil betragte mig selv som lidt af en ”mønsterelev”, når det kommer til jobsøgning.

Jeg har både skaffet praktikplads, senere et job i løntilskud samt spurgt folk jeg ikke kender, om de vil drikke kaffe med mig. Jeg har fået sparing på ansøgninger og CV, og jeg har søgt det obligatoriske job, som det kræves. Minimum et om ugen. Alt sammen med intentionen om, at få et fast job. Hvad mere vil hun have?

Jeg forklarede hende situationen. Det viste sig, at der var huller i den joblog jeg har sendt hende. En del uger, hvor der ikke er søgt job. At hun ikke kunne se alle de job jeg har søgt, skyldes at nem – id og joblog dagen forinden havde nogle tekniske problemer. Intet jeg kunne gøre noget ved. Men det jeg gjorde, var at fylde job i de uger, jeg troede de manglede. Det var ikke nok. Havde hun bare spurgt, havde hun nok ikke været så hurtig til at konkludere, at jeg ikke er berettiget mine dagpenge.

Jeg forklarede hende situationen. Hvorefter hun i en meget uheldig nedladende tone siger ”jamen, du kommer ikke til nogen samtaler, gør du?”. Jeg fortæller hende, at jeg har været til en håndfuld, og gør hvad jeg kan. Mens jeg håber på, snart at kunne smække røret på, og komme væk.

Det var så dårlig en oplevelse, at jeg beslutter mig for at ringe til A-kassen og klage. Jeg betaler trods alt for en service, og den service inkluderer ikke demotiverende møder og nedladende toner. Jeg ringer til MA i Aarhus, og bliver stillet videre til en karriererådgiver i Aalborg, som er meget forstående, og fortæller mig at hvad enten jeg har gjort hvad jeg skulle eller ej, er det jeg blev mødt med ikke ok. Hun giver mig navnet på lederen i Kbh., og opfodrer mig til at smide en mail med en klage. Samtidig godkender hun den joblog, som endnu ikke er blevet godkendt 5 dage senere. Jeg har faktisk intet hørt overhovedet. Og det er på trods af jeg gik hjem og opdaterede og udspecificerede min joblog umiddelbart efter det uheldige møde.

For fremtiden holder jeg mig langt væk fra den konsulent….

Til slut skal det siges, at jeg er utrolig taknemmelig for at leve i et land, hvor det lader sig gøre at være uden job, men stadig kunne forsørge sig selv.

Jeg ved, at jeg lovede et mere positivt indlæg, men januar og jeg har aldrig været gode venner. Så det må vente til foråret, måske. Medmindre der kommer en god overraskelse inden.