Eller lad den dø. Det er trættende, at tage særlige hensyn til folk. Jeg er selv distræt af sind. Mine tanker løber frit, uden nogle form for tøjlen. Men til trods, kan jeg godt overskue, at åbne en vedhæftet PDF i min mail, notere – og huske en dato, som en gang er givet mig. Det er en irriterende kliché, at kreativitet skal være kaotisk. Skab noget orden i kaos – det er en del af kunsten!

Siden start november har jeg arbejdet for – og med en gruppe udøvende kunstnere. De er kreative og forventer, til en vis grad, at man tilpasse sig den “kreativitet”.

Når jeg fx sender en mail, hvor de skal læse vedhæftet, får jeg tilbagemeldingen, at det ikke er altid der er tid til det. Altså til at åbne vedhæftet. Og sender jeg en opdateret mail i forbindelse med et møde, skal mødetidspunkt og dato gengives, da man jo ikke kan huske det. Måske er jeg smålig, men jeg kan ikke lade være at blive en smule ærgerlig og irriteret over at de – kunstnerne – lader myten om den distræte kunstner lever.

Det er ikke distræthed der er på spil her, det er dovenskab. En dovenskab, som jeg gerne vil af med, og tror man skal af med, hvis kulturbranchen skal tages (mere) seriøs.

Og det skal den.