For hvor ville det egentlig være kedeligt, hvis livet var stabilt. Samtidig kunne jeg godt tænke mig for en gangs skyld, at slippe den evige jagt. Jagten på noget jeg ikke helt hvad er, noget endnu udefineret. Er det jagten på den store kærlighed, jagten på det perfekte job, talentet forenet med passionen, jagten på at falde ind, passe ind. Lige dér, hvor man er ment til.

Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, der er en iboende rastløshed, som i takt med min status som jobsøgende, får lov at vokse. Giver tankerne lov til at sprede sig, igennem hele kroppen. Hvor skal jeg bo, hvad skal jeg lave? Burde man melde sig ud af systemet, pakke tasken, sætte sig på et fly og lade skæbnen afgøre. Eller skal man blive og kæmpe for noget. Noget man ikke ved hvad er. Og er kampen, en kamp for at bevare en form for drømmetilstand, hvor intet vover, intet vinder. Måske. Måske ikke.

Forleden var min kollega til jobsamtale og blev kaldt til endnu én. Det var ikke jalousi der dukkede op. Det var en følelse af, at intet er stabilt. Vi har et fint samarbejde, og er en dynamisk duo, som får ting til at ske. Nu opløses det, måske. Præcis, som jeg om nogle mdr. står uden job, igen, hvis der ikke sker noget i mellem tiden. Det er en evig jagt efter, at falde ned, der hvor man kan få lov til at blive, til man er mæt. Få lov til at mærke lige nu og her. Det er en kunst. Noget som jeg endnu ikke mestrer. Noget som jeg måske burde blive bedre til, når jeg om lidt fejrer 28 år.