Mange af mine vågne timer går med at tænke over, hvad jeg vil med livet. Mit liv. For mit liv, er jo mit ansvar. Hvis jeg ikke formår at skabe lykke, er jeg så mislykket?

Et af de mest stillede spørgsmål som jobsøgende for tiden er; ”hvis du frit kunne vælge, hvad ville du lave?”. Er det ikke et falsk privilegium. Sandheden er vel, at vi ikke kan vælge. Vi kan tage nogle til og fra valg. Og vi har en forestilling om, hvad vi kan tillade os at sige til og fra overfor.

Jeg  har fx en forventning om, at 5 års uddannelse og sideløbende erhvervsmæssig erfaring giver mig retten til at vælge job som tjener og stuepige fra. Job som jeg som sådan ikke har noget imod (her taler jeg af erfaring), men som man ikke behøver en lang uddannelse for.

Når jeg søger job sigter jeg  – så at sige –  en lille smule mod stjernerne, fordi jeg inderst inde har en forventning om, jeg er det værd. Eller jeg vælger at være det værd fremfor at gå på kompromis. Men er min modstand mod større kompromis egentlig bare et udtryk for, at jeg er forkælet?

Er vores rastløshed, denne søgen efter noget udefinerbart, forkælelse?

Jeg er i tvivl. Mit liv er jo mit ansvar, så hvorfor ikke forsøge at få det bedste ud af det.

Hvad ville du lave, hvis du frit kunne vælge!?