“Dine dagpenge hænger i en tynd tråd”…

blogVar det første jeg hørte, da jeg snakkede med min A-kasse i Aarhus første gang. Det kom som et chok, da jeg vil betragte mig selv som lidt af en ”mønsterelev”, når det kommer til jobsøgning.

Jeg har både skaffet praktikplads, senere et job i løntilskud samt spurgt folk jeg ikke kender, om de vil drikke kaffe med mig. Jeg har fået sparing på ansøgninger og CV, og jeg har søgt det obligatoriske job, som det kræves. Minimum et om ugen. Alt sammen med intentionen om, at få et fast job. Hvad mere vil hun have?

Jeg forklarede hende situationen. Det viste sig, at der var huller i den joblog jeg har sendt hende. En del uger, hvor der ikke er søgt job. At hun ikke kunne se alle de job jeg har søgt, skyldes at nem – id og joblog dagen forinden havde nogle tekniske problemer. Intet jeg kunne gøre noget ved. Men det jeg gjorde, var at fylde job i de uger, jeg troede de manglede. Det var ikke nok. Havde hun bare spurgt, havde hun nok ikke været så hurtig til at konkludere, at jeg ikke er berettiget mine dagpenge.

Jeg forklarede hende situationen. Hvorefter hun i en meget uheldig nedladende tone siger ”jamen, du kommer ikke til nogen samtaler, gør du?”. Jeg fortæller hende, at jeg har været til en håndfuld, og gør hvad jeg kan. Mens jeg håber på, snart at kunne smække røret på, og komme væk.

Det var så dårlig en oplevelse, at jeg beslutter mig for at ringe til A-kassen og klage. Jeg betaler trods alt for en service, og den service inkluderer ikke demotiverende møder og nedladende toner. Jeg ringer til MA i Aarhus, og bliver stillet videre til en karriererådgiver i Aalborg, som er meget forstående, og fortæller mig at hvad enten jeg har gjort hvad jeg skulle eller ej, er det jeg blev mødt med ikke ok. Hun giver mig navnet på lederen i Kbh., og opfodrer mig til at smide en mail med en klage. Samtidig godkender hun den joblog, som endnu ikke er blevet godkendt 5 dage senere. Jeg har faktisk intet hørt overhovedet. Og det er på trods af jeg gik hjem og opdaterede og udspecificerede min joblog umiddelbart efter det uheldige møde.

For fremtiden holder jeg mig langt væk fra den konsulent….

Til slut skal det siges, at jeg er utrolig taknemmelig for at leve i et land, hvor det lader sig gøre at være uden job, men stadig kunne forsørge sig selv.

Jeg ved, at jeg lovede et mere positivt indlæg, men januar og jeg har aldrig været gode venner. Så det må vente til foråret, måske. Medmindre der kommer en god overraskelse inden.

Advertisement

Om at blive voksen eller i hvert fald vokse…

large

Er (langt om længe) ved at finde fodfæste efter flere år med mange op og nedture. Som det hele begynder at falde på plads og min vej bliver mere lige, des mere mærker jeg, sjovt nok, alt det jeg ikke har mærket endnu. Jeg er glad. Rigtig glad for den udvikling der er i gang. Men jeg mærker også hvor mange kræfter og ressourcer det har taget. I kender det; man har arbejdet intensivt i en lang periode, og når man endelig får fri, så rammer sygdommen. Det føles lidt sådan. Ikke at jeg er syg, men dét rammer.

Ordsproget går, at man træder ind i de voksnes rækker, når man bliver konfirmeret. Jeg vil mene, at man træder ind i dem, når man er færdiguddannet og jobsøgende. Her lærer man sine egne styrker såvel som svagheder at kende. Man finder sine grænser (alle har dem!). Det her år har jeg taget mig selv mere seriøst end nogensinde før. For ellers var jeg knækket. Det gjorde jeg ikke.

I går ringede de fra a-kassen. Jeg skulle rådighedsgodkendes. Den rare dame fortalte mig, at hun kunne se der skete en hel masse og at jeg måtte skrive gode ansøgninger. Samtidig fortalte hun mig, at det var flot jeg havde haft et job 5 uger. Og at jeg skulle huske, at jeg stadig kunne benytte deres kurser (konsulenter og a-kassen er ikke enige om det med kurser – konsulenter fraråder det helst).

Da jeg lagde røret på, slog det mig – at jeg slet ikke har glædet mig over succesen. Jeg havde brug for én der fortalte mig at det jeg gør, gør jeg godt. For at huske det.