Jagten på et stabilt liv, eller det der ligner

tumblr_l7bnm1FaAR1qc4rp3o1_400_large

For hvor ville det egentlig være kedeligt, hvis livet var stabilt. Samtidig kunne jeg godt tænke mig for en gangs skyld, at slippe den evige jagt. Jagten på noget jeg ikke helt hvad er, noget endnu udefineret. Er det jagten på den store kærlighed, jagten på det perfekte job, talentet forenet med passionen, jagten på at falde ind, passe ind. Lige dér, hvor man er ment til.

Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, der er en iboende rastløshed, som i takt med min status som jobsøgende, får lov at vokse. Giver tankerne lov til at sprede sig, igennem hele kroppen. Hvor skal jeg bo, hvad skal jeg lave? Burde man melde sig ud af systemet, pakke tasken, sætte sig på et fly og lade skæbnen afgøre. Eller skal man blive og kæmpe for noget. Noget man ikke ved hvad er. Og er kampen, en kamp for at bevare en form for drømmetilstand, hvor intet vover, intet vinder. Måske. Måske ikke.

Forleden var min kollega til jobsamtale og blev kaldt til endnu én. Det var ikke jalousi der dukkede op. Det var en følelse af, at intet er stabilt. Vi har et fint samarbejde, og er en dynamisk duo, som får ting til at ske. Nu opløses det, måske. Præcis, som jeg om nogle mdr. står uden job, igen, hvis der ikke sker noget i mellem tiden. Det er en evig jagt efter, at falde ned, der hvor man kan få lov til at blive, til man er mæt. Få lov til at mærke lige nu og her. Det er en kunst. Noget som jeg endnu ikke mestrer. Noget som jeg måske burde blive bedre til, når jeg om lidt fejrer 28 år.

Et job, to miljøer

IMG_0043

Så er jeg i gang igen. Denne gang hos center for scenekunst på Godsbanen. Det lader til mønstreret i min jobsøgning tegner en rød tråd gennem politiske paraplyorganisationer. SceneAgenturet (SA) og Danmarks Idrætsforbund (DIF) er  begge politiske foreninger, som varetager henholdsvis scenekunstnere og idrætsforbund. Det vil sige, at min jobfunktion i begge tilfælde er, at være med til at løse de opgaver henholdsvis scenekunstnere og idrætsforbund ikke selv har ressourcerne til at løse som fx formidling, PR og fundraising (scenekunstnerne). Foreningerne har altså samme struktur. Opgaverne er ens, miljøerne forskellige.

DIF varetager 61 specialeforbund og har 900 medlemmer tilknyttet. SA varetager nok ca. 10 teatre. DIF har et par praktikanter og mange fastansatte, hvor SA har et par fastansatte og mange i løntilskud og praktik. Lad os slå det fast, der er flere penge i sport end i kunst.

Tilbage til opgaverne. For nogle dage siden mødte jeg en gammel  gymnasieveninde i bussen. Hun spurgte hvad mit ønskejob er. Og jeg svarede; jeg tror jeg er ved at bevæge mig derhen af. Et svar der faktisk overraskede mig selv.

Ikke desto mindre, har jeg været ret begejstret over projekter, hvor jeg får lov til at skrive, komme med input og indspark til fx forsider, plakater etc. Her får jeg forenet den akademiske analytiske side med den kreative, og det vækker noget i mig. Noget som jeg har savnet. Jeg er på rette vej. Og det er nu en helt anden rastløs side, der vinder frem. Det er den rastløse side, som er fuld af ideer.

Jeg sluttede sidste uge på DIF af med input og indspark til ting de kunne arbejde med i forhold til deres digitale platforme. Chefen gav mig ordet til mit sidste afdelingsmøde. Grænseoverskridende, men også lærerigt.

Og jeg starter min første uge hos SA med at komme med et initiativ – og får grønt lys.

Ja, jeg er stadig rastløs. Men på en helt anden måde.