by maitrosborg

Et barn er født og Peter har den gren så kjær…

pakkekalender-p

Det dufter af andesteg, og jeg har valgt at holde mig fra at lave ris a la manden, da man påstod, jeg havde glemt vanilje sidst, og sådan kan man fordærve julen og dens traditioner – og hende vil jeg ikke være. Vi samles om træet, finder kasser med klodset julepynt og fine kugler frem, hænger op, piller ned, bytter rundt, til træet står smukkest i sin glans og Peter har den gren så kjær. Vi henter gaver fra kælderen, lægger dem under træet til det bugner af overflod, julehygge og iland i vores store provinsby. Måske glemmer jeg, det gør jeg højst sandsynligt, jeg ikke længere er barn og mærker på pakkerne, de bløde, de hårde, de runde, til jeg har taget al spændingen ud af det, og fortryder, og kommer i tanke om, jeg jo er voksen og ikke barn længere. Vi efterlader anden og ovnen og kører i kirke, hvor alle rejse sig for dronningen, hvis hun da har valgt at komme til netop denne gudstjeneste. Præsten velsigner os, eller Gud, eller menneskeheden. Vi er tilsyneladende mange, der vælger at besøge Guds hus, hvor det er allerkoldeste. Vi varmer hinanden, som vi står arm mod arm, skulder mod skulder og forsøger at gennemskue hinanden eller livet, når præsten prædiker sin prædiken. Vi nikker og smiler, og hvis vi er modige, ønsker vi sågar god jul. Vi kører hjem til andesteg, rødkål og kartofler og et julepyntet bord, som står side om side med glansjuletræet og stadig bugner af gaver og overflod. Vi spiser til vi er overmætte og fulde af selskab og højtid, måske en smule af vinen. Vi slår mave og danser om juletræ, mens vi synger samler på ukendte toner og falske melodier. Halleluja, et barn var født – og så videre og så videre. Vi pakker gaver ud, så mange, at vi bliver forpustet af at rende fra træ til modtager og må holde en pause, hvor vi spiser og drikker os endnu mere fulde af højtid og helligdag. Det er over midnat og barnet er født og vi er trætte og mætte og glade efter endnu en vellykket fødsel.

Rigtig rigtig glædelig jul til jer alle!

by maitrosborg

Ønskelister bliver til indkøbslister og noget om pelsklædte damer

wish-list1

De kommer væltende i flok, klædt i ens pelse og matchende læbestift og holdninger. De bestiller og forvirrer, først sig selv, siden hen mig. Har jeg styr på, hvem der bestilte hvad, betalte hvor meget? Jeg må skuffe dem og fortælle, jeg ikke har styr på deres interne regnskaber. De fortæller mig, jeg er en ung, kvik pige, som må have styr på det, og jeg kan jeg mærke vreden. Min stemme lyder ikke længere som min. Men stemmen er min, ligeledes er kroppen, som har svært ved at falde til ro. Det gør den heldigvis, og de pelsklædte damer med matchende læbestifter og holdninger, takker og går. Jeg kigger rundt på menneskerne, der sidder ved bordene omkring mig, drikker kaffe og streger ud i lister. Jeg hører julesange og dufte andesteg og ris a la mande, mens jeg ser på listerne, hvordan ord for ord streges, til alle ønsker opfyldes og alle er glade. Da jeg kommer hjem åbner jeg min mail og ser endnu en, to, tre lister. Per automatik griber jeg ud efter en pen og begynder at strege og strege og strege, indtil der ikke er flere ord tilbage og jeg opdager, der ikke er mere at strege i. Jeg bliver rastløs, rodløs, ringer. Giv mig en liste, NU. Da er det at min søster grinende korrigerer mig, at jeg nok mener ønskeliste og ikke indkøbsliste.

Lister og december hænger unægteligt sammen, så her er min gave til jer. En liste over gode ting i 2014. I er velkomne til at strege.

Film

Adeles liv Kapitel 1&2, denne film handler om kærlighed, når den gør ondt, sådan rigtig ondt. At det er to kvinder kærligheden opstår imellem er underordnet, det kunne såmænd også have været en mand og en kvinde.

Nick Cave 20,000 Days On Earth, stjernepoet og mester i selviscenesættelse – det kommer der en fremragende, nærværende, relevant dokumentar ud af – om manden, musikpoeten, bag musikken.

Ida, den smukkeste filmæstetik, jeg mindes at have set. Skuespillet og plottet fejler absolut heller intet. Og så er det befriende at se en film på polsk.

Litteratur

Marguerite Duras, Sommeren 80. Denne bog er sanselig, forførende. Og du er berørt hele vejen igennem, selvom du ikke altid ved af hvad. Bogen får dig til at dufte havvand og sommerregn.

Theis Ørntoft, Digte 2014, disse digte bør og skal blive klassikere. Jeg havde lyst til at tage hver sætning, klippe dem ud, hænge dem op. Bogen får dig til at tygge, smage, føle. På ordene – og livet.

Fredrik Backman, En mand der hedder Ove, en sur gammel, midaldrende mand, vi kender ham alle, i hvert fald på overfladen. Her dykker vi ned under, og det koster tårer.

(læs desuden Christina Hesselholdts bøger om Camilla og co., i alt 4 bøger – sidste udgivet i år og Lone Hørslevs Dyret og Hassans Bryne Burde, vil man gerne belastes med.. ).

Kunst

Berlin Artweek, KW institute for contemporary art med bl.a. Ryan Trecartin – det er ikke sidste gang, jeg besøger Berlin AW, min sult efter kultur og min nysgerrighed blev stillet. Og det er der, heldigvis, plads til.

Keren Cytter, Charlottenborg Kunsthal – Født i Iran, men bosat i New York, video og billedkunst. Cytter er interessant, fordi hun ikke udpensler sine værker for dig, du kommer kun til at holde af dem, hvis du orker at bruge tid. Og så holder du til gengæld også meget af dem.

Trapholt, 10, 000 timer hvad er talent? Trapholt er gode til brugerinddragelse. Det gælder også pågældende udstilling, hvor man får lov at gætte kendte kunstnere ud fra børnetegninger, hvem har tegnet hvad? Virkelig interessant – for alle aldersgrupper, og for en barnlig, nysgerrig sjæl, som undertegnede.

(se også Boros Bunker, hvis I kommer forbi Berlin. Bunkerne er nærmest kunst i sig selv, men vær obs på at der er venteliste. Undtagen i AW)

Musik

Cancer, Ragazzi – forsangeren fra When Saints Go Machine, Nikolaj, og Chorus Grant har stiftet dette band i 2014. Og tak for det!

Broken Twin, May – Jeg hørte Broken Twin første gang til SPOT og var solgt, over de fine melodier og den skrøbelige, men sikre stemme.

First Aid Kit, Stay Gold – helt ærligt, synes jeg faktisk de fungerer bedre LIVE, vildt alligevel. Men pladen minder mig om den bedste koncertoplevelse i år.

(og selvfølgelig Leonard Cohens udgivelse i forbindelse med sin 80 års fødselsdag, manden skuffer ikke, aldrig – og så tag på SPOT og alle de andre festivaler, ik. Der er guld at komme efter, og så er der selvfølgelig Conor, Lana og alle de andre, som jeg havde glemt, men set på andre lister, og er enige i også hører til her på min – og jeres).

Rigtig glædelig jul.

by maitrosborg

En afstikker…og nu er det jul igen

christmas

Her er dialekter en realitet og ikke noget, der hører fortiden til. På trods af de uendelige horisonter, er rummet ikke højt og udenlandsrejsen går til Kjøbenhavn. I starten tolkede jeg det som et mislykket selskab, når ingen sagde noget. Senere lærte jeg, at vi er de mislykkedes, med vores lange mascaraøjenvipper, de store ord og den evige jagt på noget større, bedre. Her er alt, som det skal være. Udlængsel kendes ikke. Og ord er overflødige. Derfor tog vi fly og tog fra henholdsvis København og Aarhus. For at komme til et sted, som stikker ud i stedet for af. Her er det en pligt at geare ned, mærke vinden, havet. Og det gjorde vi så. Samtidig med vi deltog i fællesspisning med 70 mennesker, og jeg undres over, hvordan man i en lille landsby kan samle så mange mennesker på en onsdag. Og jeg undres over, man stadig hænger sammen, så mange generationer efter. Jeg undres og jeg lærer at her, midt i ingenting, er kreativitet et levende begreb. Jeg er omgivet af folk, der har undervist på kunstakademier, oversat bøger og meget andet. Så langt hjemmefra og alligevel så tæt på noget, der føles som et hjem. Spørg mig ikke, hvor vi befinder os, men spørg mig gerne, hvad vi laver der.

Og vi tager tilbage til henholdsvis København og Aarhus og nu er det december, og jeg bliver i tvivl om julen varer en måned eller lige til påske. Vi langer kaffe og varme chokolader over disken og løber tør for flødeskum og kager. Min ryg værker og mit knæ gør ondt, men jeg klager ikke – for jeg står op til noget hver dag, og jeg bilder mig selv ind, det gør en forskel, at folk får kaffe og kage og flødeskum, og jeg er glad fordi, jeg ikke er en af dem, som tænker, at det ikke kan betale sig at arbejde. Og bliver vred på dem, der tænker sådan, derfor skriver jeg to jobansøgninger i protest – og fordi, jeg virkelig gerne vil have jobbene.

 

 

 

by maitrosborg

En hyldest til Suzanne

5750370-klementiner

Jeg opfanger ikke alt, hvad hun siger. Men jeg opfanger det, da hun siger, vi gør noget for samfundet, bare ved at stå her og servere kaffe. Det er min anden dag på jobbet, og det undrer mig, især efter mælkeskummeren er stukket af og bønnerne fra kaffekværnet er over det hele, at jeg allerede skal føle mig nyttig i samfundet, efter to dage på job. Jeg har mødt flere stamgæster, end jeg kan holde styr på. Hun er ikke en af dem, endnu, men hun er snaksaglig. Fortæller hun startede en af de første kvindeforeninger herhjemme, det kan vi godt lide, bliver vi enige om, som vi står tre kvinder bag disken og skubber røven tilbage og brysterne frem, som for at understrege, vi mener det sgu, girlpower! Det virker, for hun lægger mærke til en af vores taljer, den mindste. Sådan en havde hun også en gang, fortæller hun. Men det er længe siden, og hører en anden tid til. Nå, men nu læner hun sig ind over bordet og spørger, om vi kan holde på en hemmelighed. ”JA”, lyder det lidt for højt og hurtigt fra mig, som indtil videre har holdt mig i baggrunden og observeret og nikket til det, der blev sagt og gjort. Så det virker ret mærkværdigt, og sådan føler jeg, da det slår mig, hvor højt og hurtigt, jeg reagerede, på så typisk et spørgsmål. Hemmeligheden er, hun har pyntet op til jul. Vi er i starten af november! Faktisk har hun ikke kun pyntet op, hun har også købt julepynt, som hun viser, og insisterer på passer sammen med taljen. Den lille fine julestjerne og den smalle talje, det er en sejr for julen og for kvinderne. Helt ærligt, så fortryder jeg mit udbryd, for julepyntning i november, er ikke den hemmelighed, jeg håbede på. Om natten kan jeg ikke falde i søvn og opdager, det er fuldmåne. Jeg kyssede engang en mand ved fuldmåne (og igen ved næste fuldmåne), derfor kommer jeg til at tænke på ham. Jeg forbander mine tanker og ham og de søvnløse nætter langt væk. Jeg skubber røven tilbage og brysterne frem, mine våben, og husker det, girlpower! Jeg behøver sgu da ingen mand. Næste dag finder jeg julepynten frem, laver risengrød og køber klementiner.

Og i dag er søndag, så jeg vågner alt for sent, og stiller mig selv spørgsmålet, hvad er for sent? Jeg lægger planer for at bryde dem, og jeg tænker for mange tanker, så jeg tager opvasken og kigger på min LinkedIn, min Facebook og min Twitter, men bliver svimmel af at se på alle de smukke mennesker og alle de fine titler, hvor én ofte ikke er fyldestgørende, og får lyst til at krybe tilbage i seng. I stedet mødes jeg med en veninde over en kop kaffe for at overtage nogle af hendes tanker. På vejen hjem køber jeg bland-selv-slik for en million kroner, og spiser det hele på to minutter, mens jeg ser en dokumentar om Suzanne Brøgger, den krukke. Hun forstår, girlpower. Eller søndag. Eller tanker, der er.

 

 

 

 

 

by maitrosborg

Har du penge, så kan du få….

WP_000437

Jeg havde knoklet for at blive færdig, på normeret tid og det hele. Som de havde fortalt mig, var så vigtigt. Ikke de nærmeste, men dem folket har valg, demokratisk. Så da min vejleder ringede og spurgte om, jeg kunne nå at blive færdig, sagde jeg ”ja”. Jeg skulle have sagt nej. Men færdig blev jeg, og på normeret tid – og wow, sikke dygtig samfundsborger jeg er. Så stod jeg der, i en virkelighed, som jeg ikke kunne forholde mig til, fordi jeg ikke kunne forudse.

Mit første job fik jeg, da jeg fyldte 13, ved at gå op og ned gennem gågaden i den lille vestjyske by, indtil en af butikkerne bed på. Siden var det forældre, som skulle bruge en barnepige, eller cafeer, som skulle bruge en tjener. Jeg har aldrig prøvet ikke at have et job. Og nu stod jeg her, 5 år efter, med en fin titel og uden et job. Og selvfølgelig var det kun midlertidigt. Mine forventninger var høje og mine albuer spidse, jovist var vi mange der vil noget med kultur, men jeg vil det mest. Jovist var vi mange, som brænder for sproget, men jeg har arbejdet GRATIS for – og med det i flere år.

En dag slår jeg op i avisen, Politiken vistnok, og ser et interview med en pige, som jeg kender fra et højskoleophold, som hører en anden tid til. Hun er nået langt, længere. Men længere end hvad, egentlig? spørger jeg mig selv, samtidig med jeg forbander det sted, hvorfra jeg ser. Stedet er fremmed, kvinden er jaloux. Hun er langt fra den pige, der gik op og ned af gågaden i en vestjysk by for 15 år siden og ikke kunne forudse, at de valg, hun træffer, og de talenter, hun har, kræver noget ekstra i et samfund, som baserer sin værdi på (økonomisk) vækst. I nyhederne hører jeg og læser jeg at, man bør tænke over ikke at uddanne sig til arbejdsløs. Så vidt jeg forstår sker dette ved at uddanne sig i naturvidenskabelige fag, eller fag som garanterer en (sikker, synlig økonomisk) vækst. Og jeg tænker, at alternativet er bedre, at uddanne sig til arbejdsløs.

Faktisk er der ikke noget alternativ. For det jeg kan, er den jeg er, og den jeg er, er det jeg kan. Og det jeg kan, er ikke matematik eller naturvidenskab, det er kultur.

Jeg er ikke god til at sidde stille, så jeg arbejder gratis på en kommunikationsafdeling i 4 uger, hvorefter jeg bliver tilbudt at arbejde gratis med kultur og kommunikation i 7 mdr. Jeg føler mig heldig! Men selvfølgelig kan jeg ikke blive ved på det arbejde, da det forudsætter, at jeg skal betales. Men faktisk lykkedes det mig også at skaffe to betalte job på tilsammen 12 uger fordelt over to somre. På trods af min kæreste og jeg vælger at gå hver til sidst den ene af dem, da vi indser, at bare fordi man holder af hinanden, betyder det ikke, man skal være sammen, bliver det nogle gode somre.

Nu sidder jeg i Aarhus igen, og husker den sidste tur, jeg gik på Assistens Kirkegård. Hvordan København, især Nørrebro, pludselig blev så underlig tryg, og hvordan jeg græd over at skulle forlade denne tryghed, som var det en gammel kæreste, jeg gjorde det forbi med. Og så savner jeg ham. Alt det han har at byde på.

Derfor tænker jeg, der må ske noget, derfor, og fordi jobcenteret informerer mig om, jeg snart har 60% af mine dagpenge at leve for. I forvejen har jeg aldrig penge, og de jeg har, går til kaffe, koncerter og kultur (inkl. rejser). Jeg søger derfor job i kaffebarer. En af dem ligger i en bogbutik, og da jeg får det, går det op for mig, hvor belejligt det er, at jeg nu hverken skal bruge mange penge på kaffe eller bøger længere. Men det er ikke det eneste. Jeg har fået et job. At det så ikke kræver fem år og en fin titel, vil jeg skide på. Jeg kan leve for lidt, men jeg kan ikke leve med lidt.

by maitrosborg

De mangler folk som dig i Ringkøbing og Skjern

vindue

Man bliver jo nødt til at stille sig selv nogle spørgsmål, siger damen overfor mig. Og fortsætter med at fortælle mig om de spørgsmål, man bør stille sig. Jeg forsikrer hende om, jeg har stillet mig selv samtlige spørgsmål og flere til. Det er en af de ting, man har tid til. Alt for god tid til. At stille sig selv spørgsmål, hver dag, hele tiden. Hun fortæller, de mangler folk som mig, højtuddannede akademikere, i Ringkøbing og Skjern. Jeg fortæller hende, jeg til hver en tid vil flytte til udlandet inden, jeg flytter (tilbage) til Vestjylland. Hun forstår mig, heldigvis, og stikker mig i stedet for folderen om mødet om job i Ringkøbing og Skjern en ny folder om informationsmøde om job i udlandet.

Tilfældigvis havde jeg forinden mødet, skrevet en tekst om mit møde med Vestjylland. Den blev pludselig ret aktuel, og den lyder sådan her (selvfølgelig er teksten udtryk for egne oplevelser og indtryk. Og det skal nævnes, jeg har mange søde og spændende veninder fra denne del af landet i dag);

Vestjylland

Vi har købt nyt tøj, en hvid trøje med prikker og et par jeans. I dag starter jeg i 3. klasse og jeg glæder mig. Vi er flyttet fra en lille lejlighed i Stjær, hvor mine forældre sov i stuen, til et stort hus i Varde med tre badeværelser og en lugt af fortid, som skal skabe en fremtid.

Jeg åbner døren til klasselokalet, hvor jeg skal bruge de næste mange år. En masse hoveder kigger op, ingen jeg genkender. Jeg bliver pludselig opmærksom på, jeg skiller mig ud. Alle, med undtagelse af læren, er klædt i syntetiske joggingsæt. Jeg står her i mine jeans og den prikkede trøje og skriger ”bytøs” op i deres bonderøvsansigter. Senere skal det vise sig, jeg faktisk er en ganske god forklædt vestjyde. Senere skal det også vise sig, jeg ikke kommer fra en rigtig by, men en stor provins. Én gang er min forklædning som vestjyde ved at blive afsløret, fordi vi serverer oliven til min børnefødselsdag. Det er åbenbart en mærkelig spise, så i stedet for at spise, kaster vi (eller de) med dem, olivene. Faktisk spiser vi meget, som er uspiseligt, uden jeg er klar over det. Senere bliver det delikat, også for vestjyderne.

Et par år efter starter jeg i 1. g. Da jeg åbner døren denne gang, er alle pigerne klædt i stramme Miss Sixty bukser og bluserne er også ens, håret er langt og øjnene forventningsfulde, men på vagt. Jeg kan ikke kende dem fra hinanden, og da jeg et år efter forlader dem, ved jeg stadig ikke hvem er hvem. De har også de samme kærester. Jeg har en kæreste der hedder Mustafa, fordi det er nu man skal have en kæreste, og sådan er det. Mustafa er muslim og gemmer mig i et skab, når hans bror kommer forbi. Han ryger meget hash med sine venner, det gør man i Varde. Man keder sig og tager stoffer og hænger ud foran Rema 1000, hvis man er en af dem, der keder sig rigtig meget. Vi har ingenting til fælles, men det er nu man skal have en kæreste, og sådan er det. Mustafa var mit første kys, jeg var gammel, alt for gammel, og tænkte jeg hellere måtte indhente det forsømte, så jeg kyssede en mere den aften. Men da han træk mig til side og træk bukserne ned, blev det for meget, så han fandt en anden. Mustafa inviterede mig i biografen efter vi havde kyssede, men kom for sent, så jeg gik. Bagefter ringede han og spurgte om vi stadig var kærester. Jeg sagde ja, for sådan var det jo i Varde.

Det viser sig, at jeg i virkeligheden er en dårlig vestjyde, og derfor glemmer jeg at passe ind, så jeg forlader Varde og forsøger fremtidigt at skjule, at jeg engang forsøgte at forklæde mig som en vestjyde.

by maitrosborg

Velkommen til det åndsforladte samfund

åndsforladt

Tænk, hvis vi levede i et samfund, hvor værdi kun blev gjort op i kroner og ører. Hvor dannelse stod i vejen for vækst. Hvad skulle sådan nogen som jeg, humanisterne, så give os til?
Hvis nu virkeligheden var, vi levede i et samfund, som beskrevet overstående, er jeg i vildrede (læs, jeg er i vildrede). Jeg er kastet ud på vand, hvor jeg ikke kan bunde – og som får mig til at tænke på det utal af matematikbøger, jeg smed i hovedet på min far, når han forsøgte at forklare mig, hvordan man kommer frem til et resultat. Men sandheden er, resultater har aldrig interesseret mig. Processer har. Jeg interesserer mig for, hvordan ting formes, skabes og bliver. Og selvfølgelig bliver jeg varm om hjertet, når jeg ser noget skabes og blive. Et slags resultat, som ikke kan gøres op i kroner og ører, men alligevel har en betydelig værdi for mig (og andre). Så hvad skulle jeg give mig til, hvis samfundet pludselig ikke anerkendte værdien af dannelse. Værdien af god litteratur, god musik og god kunst, som ikke nødvendigvis resulterer i økonomisk vækst for samfundet. Det ville jo føre til et åndsforladt samfund, hvor man kunne forestille sig psykisk sygdom var mere utalt end fysiske sygdomme (tyg lidt på den). Hvor man kunne forestille sig, folk som jeg, ikke følte de passede ind. Jeg mente det, da damen på jobcenteret siger til mig, man jo skal overveje hvor meget man vil sin branche, og jeg siger

”Jeg kunne ikke forestille mig at lave andet”.

ps. Jeg forstår de vil skære ned på vores uddannelser, og det er jo sådan set meget fornuftigt, når ikke der er job til os. Men hvad med at skabe dem, job, i stedet?

Jeg har hørt fra Belinerkunstneren, som skriver, han vil være min tjener og tegne mine følelser, som jeg læser det. Hmm. Hvad svarer man på sådan en besked!?

by maitrosborg

At forpligte sig til det uforpligtende

large

En ting livet som jobsøgende giver, er muligheden for at reflektere over de værdier, man finder mest betydningsfulde i sit liv. Hvilken hverdag drømmer man om?
Som jeg tidligere har gjort rede for, har jeg nemmere ved at pege på, hvad jeg ikke vil i forhold til hvad jeg vil.
Jeg vil ikke låse mig fast til en bil, et hus, et job, et forhold. Jeg vil bibeholde min frihed, uanset hvad. Jeg har travlt med at kæmpe for denne frihed, faktisk så travlt at det uforpligtende til tider bliver en forpligtelse. Jeg forpligter mig til det uforpligtende. Jeg kæmper min sag for at overbevise mine omgivelser om, jeg har det godt alene, at jeg nok skal finde en vej – min vej. Til tider standser jeg op og tænker, ”er det her sandheden”. Har jeg det godt alene? Og er jeg virkelig overbevist om, jeg finder vejen inden jeg brænder ud?
Og ja, jeg er overbevist. Jeg har det fint alene, hvilket ikke skal misforstås. Jeg kan dele min hverdag med én, hvis eller når han dukker op. Og jeg er overbevist om, jeg nok skal finde min vej, hvorfor ellers gå alle de skridt? Der er sikkert et par omveje inden vejen bliver min vej. Det uforpligtende skal ikke forstås som, man ikke kan forpligte sig til noget eller nogen. Det skal forstås som en frygt for at gå i stå. Jeg betaler prisen for at forpligte mig til det uforpligtende. Og det er et aktivt valg, min vej, mit valg.

Mht. til jobbet i Barcelona, fik jeg rigtig god respons på min ansøgning, faktisk så god at jeg røg videre og blev bedt om at skrive to tekster. Desværre gik jeg ikke videre derfra, men tabte mit år i Barcelona til én der var bedre end jeg.

I forhold til kunstneren fra Berlin, er han nu tilføjet på Facebook. Jeg ved ikke hvorvidt jeg stadig er muse eller ej – herfra Danmark. Har intet hørt, uanset, var det en spøjs oplevelse at tage med sig.

by maitrosborg

Berliner Guide (til den kulturhungrende)

WP_000453

WP_000437

WP_000458

WP_000459

WP_000464

WP_000462

WP_000465

WP_000484

WP_000500

WP_000506

Kunst:
Sammlunng Boros
abc Berlin
KW (Kunst Werke)
Me Collectors Room
Positions Berlin
Hamburger Bahnhof

Musik og mad:
Neue Heimat (hver søndag)
Falafel i Kreuzberg.

Bøger, kunstbøger og magasiner:
Do you read me?
Buchandlung Walter König (hjemmesiden retfærdiggør den på ingen måde, opleves life).

Ps. et tip er at købe Exberliner, hvor man kan orientere sig omkring events og nye berlinertiltag.

by maitrosborg

Are you a strong woman? // Postkort fra Berlin

u-bahn

Den anden dag, da jeg for hundred syttende gang på en af mine distræte dage, havde taget toget i den forkerte retning, stod jeg på Alexander Platz i u- bahn og ventede på linje U5 til Samariter strasse, da en mand – feminin, klædt i sort og med let udtværet eyeliner– henvender sig. Han snakker tysk, et sprog jeg til dels forstår, men ikke mestrer at kommunikere andet end et par høflighedsfraser på (jeg øver mig dog).

Han snakkede lavt og hurtigt, så jeg blev nødt til at gøre ham opmærksom på min nationalitet – og bede om, at vi slog over i engelsk.

Manden er iransk kunstner, bosat i Tyskland. For tiden laver han et projekt om stærke kvinder. Jeg finder min notesblog og en kuglepen frem, hvor han noterer sit navn. Han spørger ”are you a strong woman?” og jeg svarer med et rødmosset ansigt, at sådan vil jeg da gerne betragte mig selv. Han komplimenterer mit udseende, siger han gerne vil bruge mig i forbindelse med sit projekt. Om vi skal tage en kop kaffe på Samariterstr. Jeg spørger hvorfra han ved, det er mit stop. Han griner bare og kører fingerne rundt ved sin tinding, mens hans illustrerer, at det ved han, fordi han er skør.

Jeg siger, at jeg skal hjem til min søster. Han insisterer, siger, at det bare behøver vare to -tre minutter. Vi står af sammen på Samariterstr. for at drikke en kop kaffe i u-bahneboden, hvor hans iranske kammerat serverer os to kopper kaffe, mens vi snakker, alle tre. Det viser sig, manden der servere os kaffen, har en bror og en søster i Skanderborg. Snakken falder derfor naturligt på Danmark. Samtalen foregår på engelsk, tysk og med nogle få danske ord. Kunstneren spørger til min fødselsdag, men inden jeg når at svare, har han afsløret, at jeg er født i februar og mit stjernetegn derfor er fisk. Ligesom hans. På en gang er jeg nysgerrige og skræmt, hvem er denne mand der stopper mig i u-bahn og udnævner mig som stærk kvinde (og muse)?

To be continued. Maybe.