Her er dialekter en realitet og ikke noget, der hører fortiden til. På trods af de uendelige horisonter, er rummet ikke højt og udenlandsrejsen går til Kjøbenhavn. I starten tolkede jeg det som et mislykket selskab, når ingen sagde noget. Senere lærte jeg, at vi er de mislykkedes, med vores lange mascaraøjenvipper, de store ord og den evige jagt på noget større, bedre. Her er alt, som det skal være. Udlængsel kendes ikke. Og ord er overflødige. Derfor tog vi fly og tog fra henholdsvis København og Aarhus. For at komme til et sted, som stikker ud i stedet for af. Her er det en pligt at geare ned, mærke vinden, havet. Og det gjorde vi så. Samtidig med vi deltog i fællesspisning med 70 mennesker, og jeg undres over, hvordan man i en lille landsby kan samle så mange mennesker på en onsdag. Og jeg undres over, man stadig hænger sammen, så mange generationer efter. Jeg undres og jeg lærer at her, midt i ingenting, er kreativitet et levende begreb. Jeg er omgivet af folk, der har undervist på kunstakademier, oversat bøger og meget andet. Så langt hjemmefra og alligevel så tæt på noget, der føles som et hjem. Spørg mig ikke, hvor vi befinder os, men spørg mig gerne, hvad vi laver der.

Og vi tager tilbage til henholdsvis København og Aarhus og nu er det december, og jeg bliver i tvivl om julen varer en måned eller lige til påske. Vi langer kaffe og varme chokolader over disken og løber tør for flødeskum og kager. Min ryg værker og mit knæ gør ondt, men jeg klager ikke – for jeg står op til noget hver dag, og jeg bilder mig selv ind, det gør en forskel, at folk får kaffe og kage og flødeskum, og jeg er glad fordi, jeg ikke er en af dem, som tænker, at det ikke kan betale sig at arbejde. Og bliver vred på dem, der tænker sådan, derfor skriver jeg to jobansøgninger i protest – og fordi, jeg virkelig gerne vil have jobbene.