De mangler folk som dig i Ringkøbing og Skjern

vindue

Man bliver jo nødt til at stille sig selv nogle spørgsmål, siger damen overfor mig. Og fortsætter med at fortælle mig om de spørgsmål, man bør stille sig. Jeg forsikrer hende om, jeg har stillet mig selv samtlige spørgsmål og flere til. Det er en af de ting, man har tid til. Alt for god tid til. At stille sig selv spørgsmål, hver dag, hele tiden. Hun fortæller, de mangler folk som mig, højtuddannede akademikere, i Ringkøbing og Skjern. Jeg fortæller hende, jeg til hver en tid vil flytte til udlandet inden, jeg flytter (tilbage) til Vestjylland. Hun forstår mig, heldigvis, og stikker mig i stedet for folderen om mødet om job i Ringkøbing og Skjern en ny folder om informationsmøde om job i udlandet.

Tilfældigvis havde jeg forinden mødet, skrevet en tekst om mit møde med Vestjylland. Den blev pludselig ret aktuel, og den lyder sådan her (selvfølgelig er teksten udtryk for egne oplevelser og indtryk. Og det skal nævnes, jeg har mange søde og spændende veninder fra denne del af landet i dag);

Vestjylland

Vi har købt nyt tøj, en hvid trøje med prikker og et par jeans. I dag starter jeg i 3. klasse og jeg glæder mig. Vi er flyttet fra en lille lejlighed i Stjær, hvor mine forældre sov i stuen, til et stort hus i Varde med tre badeværelser og en lugt af fortid, som skal skabe en fremtid.

Jeg åbner døren til klasselokalet, hvor jeg skal bruge de næste mange år. En masse hoveder kigger op, ingen jeg genkender. Jeg bliver pludselig opmærksom på, jeg skiller mig ud. Alle, med undtagelse af læren, er klædt i syntetiske joggingsæt. Jeg står her i mine jeans og den prikkede trøje og skriger ”bytøs” op i deres bonderøvsansigter. Senere skal det vise sig, jeg faktisk er en ganske god forklædt vestjyde. Senere skal det også vise sig, jeg ikke kommer fra en rigtig by, men en stor provins. Én gang er min forklædning som vestjyde ved at blive afsløret, fordi vi serverer oliven til min børnefødselsdag. Det er åbenbart en mærkelig spise, så i stedet for at spise, kaster vi (eller de) med dem, olivene. Faktisk spiser vi meget, som er uspiseligt, uden jeg er klar over det. Senere bliver det delikat, også for vestjyderne.

Et par år efter starter jeg i 1. g. Da jeg åbner døren denne gang, er alle pigerne klædt i stramme Miss Sixty bukser og bluserne er også ens, håret er langt og øjnene forventningsfulde, men på vagt. Jeg kan ikke kende dem fra hinanden, og da jeg et år efter forlader dem, ved jeg stadig ikke hvem er hvem. De har også de samme kærester. Jeg har en kæreste der hedder Mustafa, fordi det er nu man skal have en kæreste, og sådan er det. Mustafa er muslim og gemmer mig i et skab, når hans bror kommer forbi. Han ryger meget hash med sine venner, det gør man i Varde. Man keder sig og tager stoffer og hænger ud foran Rema 1000, hvis man er en af dem, der keder sig rigtig meget. Vi har ingenting til fælles, men det er nu man skal have en kæreste, og sådan er det. Mustafa var mit første kys, jeg var gammel, alt for gammel, og tænkte jeg hellere måtte indhente det forsømte, så jeg kyssede en mere den aften. Men da han træk mig til side og træk bukserne ned, blev det for meget, så han fandt en anden. Mustafa inviterede mig i biografen efter vi havde kyssede, men kom for sent, så jeg gik. Bagefter ringede han og spurgte om vi stadig var kærester. Jeg sagde ja, for sådan var det jo i Varde.

Det viser sig, at jeg i virkeligheden er en dårlig vestjyde, og derfor glemmer jeg at passe ind, så jeg forlader Varde og forsøger fremtidigt at skjule, at jeg engang forsøgte at forklæde mig som en vestjyde.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s