Det dufter af andesteg, og jeg har valgt at holde mig fra at lave ris a la manden, da man påstod, jeg havde glemt vanilje sidst, og sådan kan man fordærve julen og dens traditioner – og hende vil jeg ikke være. Vi samles om træet, finder kasser med klodset julepynt og fine kugler frem, hænger op, piller ned, bytter rundt, til træet står smukkest i sin glans og Peter har den gren så kjær. Vi henter gaver fra kælderen, lægger dem under træet til det bugner af overflod, julehygge og iland i vores store provinsby. Måske glemmer jeg, det gør jeg højst sandsynligt, jeg ikke længere er barn og mærker på pakkerne, de bløde, de hårde, de runde, til jeg har taget al spændingen ud af det, og fortryder, og kommer i tanke om, jeg jo er voksen og ikke barn længere. Vi efterlader anden og ovnen og kører i kirke, hvor alle rejse sig for dronningen, hvis hun da har valgt at komme til netop denne gudstjeneste. Præsten velsigner os, eller Gud, eller menneskeheden. Vi er tilsyneladende mange, der vælger at besøge Guds hus, hvor det er allerkoldeste. Vi varmer hinanden, som vi står arm mod arm, skulder mod skulder og forsøger at gennemskue hinanden eller livet, når præsten prædiker sin prædiken. Vi nikker og smiler, og hvis vi er modige, ønsker vi sågar god jul. Vi kører hjem til andesteg, rødkål og kartofler og et julepyntet bord, som står side om side med glansjuletræet og stadig bugner af gaver og overflod. Vi spiser til vi er overmætte og fulde af selskab og højtid, måske en smule af vinen. Vi slår mave og danser om juletræ, mens vi synger samler på ukendte toner og falske melodier. Halleluja, et barn var født – og så videre og så videre. Vi pakker gaver ud, så mange, at vi bliver forpustet af at rende fra træ til modtager og må holde en pause, hvor vi spiser og drikker os endnu mere fulde af højtid og helligdag. Det er over midnat og barnet er født og vi er trætte og mætte og glade efter endnu en vellykket fødsel.

Rigtig rigtig glædelig jul til jer alle!