Så er jeg i gang igen. Denne gang hos center for scenekunst på Godsbanen. Det lader til mønstreret i min jobsøgning tegner en rød tråd gennem politiske paraplyorganisationer. SceneAgenturet (SA) og Danmarks Idrætsforbund (DIF) er  begge politiske foreninger, som varetager henholdsvis scenekunstnere og idrætsforbund. Det vil sige, at min jobfunktion i begge tilfælde er, at være med til at løse de opgaver henholdsvis scenekunstnere og idrætsforbund ikke selv har ressourcerne til at løse som fx formidling, PR og fundraising (scenekunstnerne). Foreningerne har altså samme struktur. Opgaverne er ens, miljøerne forskellige.

DIF varetager 61 specialeforbund og har 900 medlemmer tilknyttet. SA varetager nok ca. 10 teatre. DIF har et par praktikanter og mange fastansatte, hvor SA har et par fastansatte og mange i løntilskud og praktik. Lad os slå det fast, der er flere penge i sport end i kunst.

Tilbage til opgaverne. For nogle dage siden mødte jeg en gammel  gymnasieveninde i bussen. Hun spurgte hvad mit ønskejob er. Og jeg svarede; jeg tror jeg er ved at bevæge mig derhen af. Et svar der faktisk overraskede mig selv.

Ikke desto mindre, har jeg været ret begejstret over projekter, hvor jeg får lov til at skrive, komme med input og indspark til fx forsider, plakater etc. Her får jeg forenet den akademiske analytiske side med den kreative, og det vækker noget i mig. Noget som jeg har savnet. Jeg er på rette vej. Og det er nu en helt anden rastløs side, der vinder frem. Det er den rastløse side, som er fuld af ideer.

Jeg sluttede sidste uge på DIF af med input og indspark til ting de kunne arbejde med i forhold til deres digitale platforme. Chefen gav mig ordet til mit sidste afdelingsmøde. Grænseoverskridende, men også lærerigt.

Og jeg starter min første uge hos SA med at komme med et initiativ – og får grønt lys.

Ja, jeg er stadig rastløs. Men på en helt anden måde.