Hvem griber, når boldene kastes?

large

Humaniora er mere dannelse end uddannelse. Som humaniora beskæftiger du dig oftest med fagområde, der ikke kan forklares eller læres. Et eksempel kunne være kunsten. Kunsthistorikeren bliver uddannet til at kunne historierne bag kunsten, men ikke til at kunne forklare selve kunsten eller udføre og lære den. I kan være uenige med mig, men min pointe er, at vi – humanioras – er i stand til at bidrage med et overblik, som ikke findes hos mange andre. Vi er ikke i stand til at udføre en levertransplantation eller bygge en flot murstensvæg. Vores kompetencer er, at være i stand til at stå på toppen af det hele og se sammenhæng, skabe.

En kompetence, der ikke må undervurderes, men som næsten alle humaniora alligevel undervurderer, inklusiv mig selv. Vi vil så gerne forklare vores gamle tante, hvad det er vi beskæftiger os med, eller hvad den dér uddannelse kan bruges til. Ligesom kunsten kan en humanioras kompetencer ikke altid forklares. Skal jeg forsøge, kan man sige, vi er dem, der kan gribe boldene, når de kastes, hvis de kastes ordentligt.

Desværre er der en tendens inden for den branche jeg beskæftiger mig med – kulturen. En tendens til at boldene rammer ved siden af, at de kastes for hårdt og for mange på én gang. Samtidig har du ikke en chance for at gribe dem, hvis du ikke er en del af teamet, og har været det hele vejen. Branchen er simpelthen for intern, og for bange for at udvide holdene. Efter at jeg er flyttet tilbage til smilets by, oplever jeg en tendens der gør mig led og ked af det. Folk støtter primært op om deres egne eller deres venners projekter. Som så vidt fair nok, men jeg kan ikke lade være at spørge, hvor er nysgerrigheden og viljen til kulturen, altså den man ikke selv er en del af?

Og så en lille opfordring til de folk der har været længe i kulturbranchen – ta’ jer tid til at kaste boldene, så de gribes og lander de rigtige steder.

Jobbyisterne – et fællesskab for jobsøgende

large

God søndag til alle.

Håber I har fået ladet op til en ny uge.

I fredags modtog jeg en sød mail fra én som havde læst mit gæsteindlæg på medieboxen. Han inviterede mig til at joine “jobbyisterne” – en gruppe jobsøgende som mødes én gang om ugen for at sparre og skrive ansøgninger.

De holder til i Kbh. så hvis I mangler et jobsøgningsfællesskab – værs’go!

I kan finde dem her.

Hvad med Kulturen?

large

Ja, hvad egentlig med den. Hvorfor er det, at vi i Danmark endnu ikke har turde satse. Jeg mener virkelig satse. Man kan læse flere marketingsundersøgelser, der peger på, at kulturen faktisk er noget af det der skaber mest økonomisk vækst. Det er altså en myte, at man ikke kan tjene penge på kulturen og kunsten. Det kan man. Hvis man vil. Men hvornår tør vi satse? Hvornår tør vi prioritere kulturen, altså højt?

Ganske vist er kultur en underlig størrelse og kunst noget man ikke altid kan forstå. Men lad os i det mindste prøve. Den anden dag havde jeg et møde med en udlænding, som gav udtryk for hvor håbløst bagud Danmark er i forhold til at prioritere kunsten og kulturen. Det er som om, at den – altså kunsten – er mest ægte, hvis den er lidt hemmelig – og for eliten. Hvor vedkommende kommer fra, prioritere staten, at fx reklamer i det offentlig rum skal indeholde en vis procentdel kultur- sponsoreret, så også de mindre kulturelle tiltag har en chance. Kulturen er en del af samfundet, og det er den jo. Men en synlig del, kan man ikke just påstå den er endnu. Hvis den var, havde jeg et betalt job, formentligt. Lad os ikke være bange for, at tjene penge på kunsten.

Jagten på et stabilt liv, eller det der ligner

tumblr_l7bnm1FaAR1qc4rp3o1_400_large

For hvor ville det egentlig være kedeligt, hvis livet var stabilt. Samtidig kunne jeg godt tænke mig for en gangs skyld, at slippe den evige jagt. Jagten på noget jeg ikke helt hvad er, noget endnu udefineret. Er det jagten på den store kærlighed, jagten på det perfekte job, talentet forenet med passionen, jagten på at falde ind, passe ind. Lige dér, hvor man er ment til.

Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, der er en iboende rastløshed, som i takt med min status som jobsøgende, får lov at vokse. Giver tankerne lov til at sprede sig, igennem hele kroppen. Hvor skal jeg bo, hvad skal jeg lave? Burde man melde sig ud af systemet, pakke tasken, sætte sig på et fly og lade skæbnen afgøre. Eller skal man blive og kæmpe for noget. Noget man ikke ved hvad er. Og er kampen, en kamp for at bevare en form for drømmetilstand, hvor intet vover, intet vinder. Måske. Måske ikke.

Forleden var min kollega til jobsamtale og blev kaldt til endnu én. Det var ikke jalousi der dukkede op. Det var en følelse af, at intet er stabilt. Vi har et fint samarbejde, og er en dynamisk duo, som får ting til at ske. Nu opløses det, måske. Præcis, som jeg om nogle mdr. står uden job, igen, hvis der ikke sker noget i mellem tiden. Det er en evig jagt efter, at falde ned, der hvor man kan få lov til at blive, til man er mæt. Få lov til at mærke lige nu og her. Det er en kunst. Noget som jeg endnu ikke mestrer. Noget som jeg måske burde blive bedre til, når jeg om lidt fejrer 28 år.

Når kulden trænger ind

large

Jeg  har vist sagt det før. Januar er lang. Dagene er korte, men alligevel er det som om tiden mellem fyraften og sengetiden snegler sig af sted. Ofte bliver eftermiddagen tilbragt i vindueskarmen med en varm kop te. Indimellem drikkes der en kop kaffe i selskab ude i byen. indimellem trænes der, løb- ro- mave. Og sådan går dagene. Jeg har lyst til at tage mig sammen, lave ting. Samtidig er der noget der forhindrer mig, holder mig tilbage. Jeg giver januar skylden.

Men jeg giver også mig selv skylden. Jeg valgte at flytte. Det er mig, der skal skabe mit liv her. Jovist havde jeg et liv her, da jeg flyttede. Et liv som fungerede – med studie, job og veninder. Veninderne er der stadig. Og jobbet. Men efter, at have boet lidt mere end to år i hovedstaden, har jeg helt naturligt skabt nogle forventninger. Forventninger som ikke nødvendigvis kan indfries. Forventninger om, at der skal ske noget. Helst hver dag.

Jeg kan ikke lade være med at stille mig spørgsmålet, ”hvad er det der skal ske?”. Jeg lever mit liv efter den overbevisning, at hvis mulighederne byder sig , så må man slå til, så længe det føles rigtigt. Når jeg derfor ikke lykkedes med at finde bolig i Kbh. , men både bolig og job i Aarhus, så var der en mening med det. Måske er det den mening jeg forsøger at finde, når jeg svælger i savnet om det konstante tempo og høje sociale aktivitet, som fandtes i Kbh. og som ikke findes her i samme grad. Som jeg savner og drømmer om.

Allermest savner jeg nok solen.

“Dine dagpenge hænger i en tynd tråd”…

blogVar det første jeg hørte, da jeg snakkede med min A-kasse i Aarhus første gang. Det kom som et chok, da jeg vil betragte mig selv som lidt af en ”mønsterelev”, når det kommer til jobsøgning.

Jeg har både skaffet praktikplads, senere et job i løntilskud samt spurgt folk jeg ikke kender, om de vil drikke kaffe med mig. Jeg har fået sparing på ansøgninger og CV, og jeg har søgt det obligatoriske job, som det kræves. Minimum et om ugen. Alt sammen med intentionen om, at få et fast job. Hvad mere vil hun have?

Jeg forklarede hende situationen. Det viste sig, at der var huller i den joblog jeg har sendt hende. En del uger, hvor der ikke er søgt job. At hun ikke kunne se alle de job jeg har søgt, skyldes at nem – id og joblog dagen forinden havde nogle tekniske problemer. Intet jeg kunne gøre noget ved. Men det jeg gjorde, var at fylde job i de uger, jeg troede de manglede. Det var ikke nok. Havde hun bare spurgt, havde hun nok ikke været så hurtig til at konkludere, at jeg ikke er berettiget mine dagpenge.

Jeg forklarede hende situationen. Hvorefter hun i en meget uheldig nedladende tone siger ”jamen, du kommer ikke til nogen samtaler, gør du?”. Jeg fortæller hende, at jeg har været til en håndfuld, og gør hvad jeg kan. Mens jeg håber på, snart at kunne smække røret på, og komme væk.

Det var så dårlig en oplevelse, at jeg beslutter mig for at ringe til A-kassen og klage. Jeg betaler trods alt for en service, og den service inkluderer ikke demotiverende møder og nedladende toner. Jeg ringer til MA i Aarhus, og bliver stillet videre til en karriererådgiver i Aalborg, som er meget forstående, og fortæller mig at hvad enten jeg har gjort hvad jeg skulle eller ej, er det jeg blev mødt med ikke ok. Hun giver mig navnet på lederen i Kbh., og opfodrer mig til at smide en mail med en klage. Samtidig godkender hun den joblog, som endnu ikke er blevet godkendt 5 dage senere. Jeg har faktisk intet hørt overhovedet. Og det er på trods af jeg gik hjem og opdaterede og udspecificerede min joblog umiddelbart efter det uheldige møde.

For fremtiden holder jeg mig langt væk fra den konsulent….

Til slut skal det siges, at jeg er utrolig taknemmelig for at leve i et land, hvor det lader sig gøre at være uden job, men stadig kunne forsørge sig selv.

Jeg ved, at jeg lovede et mere positivt indlæg, men januar og jeg har aldrig været gode venner. Så det må vente til foråret, måske. Medmindre der kommer en god overraskelse inden.

Når ferie føles som ferie

large

Jul; Aarhus, Nordjylland (nærmere bestemt Nr. Lyngby/Lønstrup), så nytår – Berlin, Kbh. Ferien er lang, og hvis man vil, kan man nå meget. Det vil man, når man arbejder til hverdag. Jeg vil nå, at se alle de mennesker, som jeg ikke har tid til at se ellers, pga. travlhed eller geografisk distance.

Julen startede for mig d. 22.  – med pakkeleg med gode venner af familien og efterfølgende den årlige århusianske julefest med en god veninde. Min yngste søster, som er bosat i Berlin kom til Danmark d. 21. december og boede hos mig indtil d. 22. , hvor alle tre søstre blev samlet.

d. 23. var jeg heldigvis forskånet for de slemmeste tømmermænd. Og vi, min mors mand, mine søstre og jeg kørte ud til min mormors grav, hvor vi skænkede en snaps til hver af os – samt to kusiner og deres forældre. En rigtig fin måde, at sige god jul til hinanden – og min mormor (som ville have elsket det). En tradition blev derved skabt. Skål! – Vi kørte bagefter videre til to kusiner og en fætter i Silkeborg, som bød på kaffe (de var “alene” hjemme).

d. 24. gik som vanligt med et overlæs af mad, gaver og hygge. Og kirke selvfølgelig – med de kongelige. Vanen tro.

d. 25.  Nordjylland og min far skulle besøges, og julen fejres med ham.

d. 26. pakkeleg hos hans bror og hans kone – med deres store familie. Min mellemste søster, der er bosat i Kbh. blev sat på et tog, tilbage til arbejde og hverdag.

Min yngste søster og jeg blev kørt hjem d. 27. , vi nåede dog lige en fernisering  i Lønstrup Cafe – og biograf inden. Hjemme mødtes jeg med gamle studieveninder, for at skåle og fejre.

d. 28 – av mit hoved! Av mit korpus!

d. 29 – tidligt op og med tog til Berlin sammen med min søs. 1. Klasse hele vejen, da alt andet var udsolgt. Tak for gratis kaffe og venlig betjening. De (vi) , kan sagtens.

d. 30. Søs arbejdede – jeg slappede af, tog karbad, læste bøger og slentrede i Berlins gader. Det eneste jeg kunne, da jeg desværre var sygdomsramt.

d. 31 Nytår!  -mad, champagne og fyrværkeri i selskab med min søster.

Besluttede mig for, at blive en dag ekstra i Berlin og senere Kbh. En rigtig god beslutning, der resulterede i x-faktor hygge, brunch/kaffe/vin med gode veninder/søs og fødselsdagsfejring af venindes mand.

Alt dette nåede jeg fordi jeg ikke har tid til at nå det ellers. Når ferie føles som ferie, fordi man har et job.

Jamen du ser så ung ud…

large

At vi mennesker har brug for at lave kasser og proppe hinanden i, er ikke nyt. Men de seneste uger, har jeg været opmærksom på, hvor udtalt disse kasser faktisk er. Måske fordi de har vedrørt mig og min person. Kommentarer som ”jamen du ser så ung ud…” og ”hvis du tror det er sådan verden hænger sammen, må du være vokset op i en kernefamile”.

Stop med kasserne! Jovist har jeg endnu ikke rundet de 30 og har hverken børn eller mand. Men det betyder ikke, at jeg ikke kan finde ud af at arbejde. Måske har jeg oven i købet samme kvaliteter og kompetencer som en på 30+. Som studerende prioriterede jeg at arbejde, udvikle og udvide mine kompetencer og netværk. Det virker tilsyneladende til at komme bag på nogen, at man faktisk er arbejdsdygtig – og meget, meget lærenem, når man bliver sluppet løs fra studierne. Det giver selvfølgelig rum til at overraske positivt, så i den forstand er det en god ting. Men til arbejdsgiverne – I går glip af noget, hvis I fravælger på det I tror er manglende kompetencer (at man er nyuddannet)!

At folk prøver at lege gætteleg omkring min baggrund giver jeg mindst ligeså lidt for. Mit bud er, at dit gæt ikke er korrekt.

Stop med at forsøge at proppe folk i kasser, fordi det passer på dit billede af virkeligheden.

Vil I ikke være søde at sprede budskabet?

Glædelig december!

Vi er ikke rigtig børn og vi er ikke rigtig voksne

1404976_10151802664777426_1962980072_oPå plads i den lille (ubegrænsede) 1-værelses på de Mezas Vej

Nu er der gået 2. uger siden jeg startede ved SceneAgenturet. De er gået stærkt. Rigtig stærkt. Jeg har endnu ikke mødt alle medlemmerne og gennemskuet alle jobfunktionerne, men på trods, føler jeg at have haft min gang på Godsbanens projektdæk længe. Det er et genkendeligt miljø og der er mange bekendte ansigter. Udover de bekendte ansigter, er der opstået et fantastisk kollegialt miljø.

På trods, er jeg stadig jobsøgende.

Og samtlige opslåede stillinger, kræver at man har erfaring i større eller mindre grad, min. 3. år, solid erfaring, dokumenteret erfaring, der findes mange former og størrelser. Men hvordan er det muligt, at få erfaring, hvis alle jobs kræver erfaring!? (og nej de 5 år med frivillig skribentarbejde osv. tæller ikke…)

Det er én af de mange frustrationer der er ved at være nyudklækket på et håbløst jobmarked.

En anden frustration er, når ledige vender andre ledige ryggen (ligesom resten af samfundet). Mange af mine medstuderende, er lykkedes med at finde et job. Eller for at rette mig selv, et løntilskud. For et løntilskud er ikke et job, er det?

Vi i løntilskud, går på arbejde mellem 32- 37 timer om ugen, vi udfører opgaver, som er reelle og ikke ville kun løses uden vores tilstedeværelse. Foruden opgaverne, er der ansøgninger og jobsøgninger. Jovist, løntilskud inkluderer tid til at søge job, skrive ansøgninger osv. Er I virkelig så naive, at I tror det sker? Man er heldig, hvis man får sendt én ansøgning om ugen. Stillingerne i løntilskud bliver – til nogens overraskelse- slået op fordi der er et reelt behov for arbejdskraft på den arbejdsplads der slår det op.

Er du i et privat løntilskud, kan du godt forsvare, at kalde det et rigtigt arbejde, da du arbejder for en rigtig løn.

Er du derimod i et offentlig løntilskud, bukker du hovedet og skraber jorden, når du når til at fortælle om dine indtægter. At du stadig er på dagpenge. Det klinger lidt a la understøttelse og desperation. Vi er også desperate! – os i de offentlige løntilskud. Vi genkender desperationen i hinanden, men i stedet for at tage hinanden i hånden, dukker en lille dæmonisk stråtanke op, når vi hører, at det job, som han eller hun har fået, ”kun” er et løntilskud.

Vi burde skamme os. Rette ryggen og stå ved, at løn eller ej, så udfører vi et reelt arbejde. De burde skamme sig (politikerne og arbejdsgiverne) og anerkende at de har brug for os, i et rigtig, voksen, betalt arbejde.

Når nu alle disse rastløse tanker har fået frit løb, vil jeg slutte med at sige, at jeg er rigtig glad for at være på arbejdsmarkedet igen og jeg glæder mig til at se mine kollegaer hver dag. Jeg har noget at stå op til, og jeg har forpligtelser overfor andre end mig selv. Det betyder, at jeg værdsætter mange ting meget mere.

WP_000092

Selvom jeg holder af – og er glad for Aarhus, savner jeg det her!

WP_000082

Og det her – cykelturen på 12 km, hvor jeg mange morgener cyklede om kap med solen