Category / Jobsøgning

by maitrosborg

En afstikker…og nu er det jul igen

christmas

Her er dialekter en realitet og ikke noget, der hører fortiden til. På trods af de uendelige horisonter, er rummet ikke højt og udenlandsrejsen går til Kjøbenhavn. I starten tolkede jeg det som et mislykket selskab, når ingen sagde noget. Senere lærte jeg, at vi er de mislykkedes, med vores lange mascaraøjenvipper, de store ord og den evige jagt på noget større, bedre. Her er alt, som det skal være. Udlængsel kendes ikke. Og ord er overflødige. Derfor tog vi fly og tog fra henholdsvis København og Aarhus. For at komme til et sted, som stikker ud i stedet for af. Her er det en pligt at geare ned, mærke vinden, havet. Og det gjorde vi så. Samtidig med vi deltog i fællesspisning med 70 mennesker, og jeg undres over, hvordan man i en lille landsby kan samle så mange mennesker på en onsdag. Og jeg undres over, man stadig hænger sammen, så mange generationer efter. Jeg undres og jeg lærer at her, midt i ingenting, er kreativitet et levende begreb. Jeg er omgivet af folk, der har undervist på kunstakademier, oversat bøger og meget andet. Så langt hjemmefra og alligevel så tæt på noget, der føles som et hjem. Spørg mig ikke, hvor vi befinder os, men spørg mig gerne, hvad vi laver der.

Og vi tager tilbage til henholdsvis København og Aarhus og nu er det december, og jeg bliver i tvivl om julen varer en måned eller lige til påske. Vi langer kaffe og varme chokolader over disken og løber tør for flødeskum og kager. Min ryg værker og mit knæ gør ondt, men jeg klager ikke – for jeg står op til noget hver dag, og jeg bilder mig selv ind, det gør en forskel, at folk får kaffe og kage og flødeskum, og jeg er glad fordi, jeg ikke er en af dem, som tænker, at det ikke kan betale sig at arbejde. Og bliver vred på dem, der tænker sådan, derfor skriver jeg to jobansøgninger i protest – og fordi, jeg virkelig gerne vil have jobbene.

 

 

 

by maitrosborg

En hyldest til Suzanne

5750370-klementiner

Jeg opfanger ikke alt, hvad hun siger. Men jeg opfanger det, da hun siger, vi gør noget for samfundet, bare ved at stå her og servere kaffe. Det er min anden dag på jobbet, og det undrer mig, især efter mælkeskummeren er stukket af og bønnerne fra kaffekværnet er over det hele, at jeg allerede skal føle mig nyttig i samfundet, efter to dage på job. Jeg har mødt flere stamgæster, end jeg kan holde styr på. Hun er ikke en af dem, endnu, men hun er snaksaglig. Fortæller hun startede en af de første kvindeforeninger herhjemme, det kan vi godt lide, bliver vi enige om, som vi står tre kvinder bag disken og skubber røven tilbage og brysterne frem, som for at understrege, vi mener det sgu, girlpower! Det virker, for hun lægger mærke til en af vores taljer, den mindste. Sådan en havde hun også en gang, fortæller hun. Men det er længe siden, og hører en anden tid til. Nå, men nu læner hun sig ind over bordet og spørger, om vi kan holde på en hemmelighed. ”JA”, lyder det lidt for højt og hurtigt fra mig, som indtil videre har holdt mig i baggrunden og observeret og nikket til det, der blev sagt og gjort. Så det virker ret mærkværdigt, og sådan føler jeg, da det slår mig, hvor højt og hurtigt, jeg reagerede, på så typisk et spørgsmål. Hemmeligheden er, hun har pyntet op til jul. Vi er i starten af november! Faktisk har hun ikke kun pyntet op, hun har også købt julepynt, som hun viser, og insisterer på passer sammen med taljen. Den lille fine julestjerne og den smalle talje, det er en sejr for julen og for kvinderne. Helt ærligt, så fortryder jeg mit udbryd, for julepyntning i november, er ikke den hemmelighed, jeg håbede på. Om natten kan jeg ikke falde i søvn og opdager, det er fuldmåne. Jeg kyssede engang en mand ved fuldmåne (og igen ved næste fuldmåne), derfor kommer jeg til at tænke på ham. Jeg forbander mine tanker og ham og de søvnløse nætter langt væk. Jeg skubber røven tilbage og brysterne frem, mine våben, og husker det, girlpower! Jeg behøver sgu da ingen mand. Næste dag finder jeg julepynten frem, laver risengrød og køber klementiner.

Og i dag er søndag, så jeg vågner alt for sent, og stiller mig selv spørgsmålet, hvad er for sent? Jeg lægger planer for at bryde dem, og jeg tænker for mange tanker, så jeg tager opvasken og kigger på min LinkedIn, min Facebook og min Twitter, men bliver svimmel af at se på alle de smukke mennesker og alle de fine titler, hvor én ofte ikke er fyldestgørende, og får lyst til at krybe tilbage i seng. I stedet mødes jeg med en veninde over en kop kaffe for at overtage nogle af hendes tanker. På vejen hjem køber jeg bland-selv-slik for en million kroner, og spiser det hele på to minutter, mens jeg ser en dokumentar om Suzanne Brøgger, den krukke. Hun forstår, girlpower. Eller søndag. Eller tanker, der er.

 

 

 

 

 

by maitrosborg

Har du penge, så kan du få….

WP_000437

Jeg havde knoklet for at blive færdig, på normeret tid og det hele. Som de havde fortalt mig, var så vigtigt. Ikke de nærmeste, men dem folket har valg, demokratisk. Så da min vejleder ringede og spurgte om, jeg kunne nå at blive færdig, sagde jeg ”ja”. Jeg skulle have sagt nej. Men færdig blev jeg, og på normeret tid – og wow, sikke dygtig samfundsborger jeg er. Så stod jeg der, i en virkelighed, som jeg ikke kunne forholde mig til, fordi jeg ikke kunne forudse.

Mit første job fik jeg, da jeg fyldte 13, ved at gå op og ned gennem gågaden i den lille vestjyske by, indtil en af butikkerne bed på. Siden var det forældre, som skulle bruge en barnepige, eller cafeer, som skulle bruge en tjener. Jeg har aldrig prøvet ikke at have et job. Og nu stod jeg her, 5 år efter, med en fin titel og uden et job. Og selvfølgelig var det kun midlertidigt. Mine forventninger var høje og mine albuer spidse, jovist var vi mange der vil noget med kultur, men jeg vil det mest. Jovist var vi mange, som brænder for sproget, men jeg har arbejdet GRATIS for – og med det i flere år.

En dag slår jeg op i avisen, Politiken vistnok, og ser et interview med en pige, som jeg kender fra et højskoleophold, som hører en anden tid til. Hun er nået langt, længere. Men længere end hvad, egentlig? spørger jeg mig selv, samtidig med jeg forbander det sted, hvorfra jeg ser. Stedet er fremmed, kvinden er jaloux. Hun er langt fra den pige, der gik op og ned af gågaden i en vestjysk by for 15 år siden og ikke kunne forudse, at de valg, hun træffer, og de talenter, hun har, kræver noget ekstra i et samfund, som baserer sin værdi på (økonomisk) vækst. I nyhederne hører jeg og læser jeg at, man bør tænke over ikke at uddanne sig til arbejdsløs. Så vidt jeg forstår sker dette ved at uddanne sig i naturvidenskabelige fag, eller fag som garanterer en (sikker, synlig økonomisk) vækst. Og jeg tænker, at alternativet er bedre, at uddanne sig til arbejdsløs.

Faktisk er der ikke noget alternativ. For det jeg kan, er den jeg er, og den jeg er, er det jeg kan. Og det jeg kan, er ikke matematik eller naturvidenskab, det er kultur.

Jeg er ikke god til at sidde stille, så jeg arbejder gratis på en kommunikationsafdeling i 4 uger, hvorefter jeg bliver tilbudt at arbejde gratis med kultur og kommunikation i 7 mdr. Jeg føler mig heldig! Men selvfølgelig kan jeg ikke blive ved på det arbejde, da det forudsætter, at jeg skal betales. Men faktisk lykkedes det mig også at skaffe to betalte job på tilsammen 12 uger fordelt over to somre. På trods af min kæreste og jeg vælger at gå hver til sidst den ene af dem, da vi indser, at bare fordi man holder af hinanden, betyder det ikke, man skal være sammen, bliver det nogle gode somre.

Nu sidder jeg i Aarhus igen, og husker den sidste tur, jeg gik på Assistens Kirkegård. Hvordan København, især Nørrebro, pludselig blev så underlig tryg, og hvordan jeg græd over at skulle forlade denne tryghed, som var det en gammel kæreste, jeg gjorde det forbi med. Og så savner jeg ham. Alt det han har at byde på.

Derfor tænker jeg, der må ske noget, derfor, og fordi jobcenteret informerer mig om, jeg snart har 60% af mine dagpenge at leve for. I forvejen har jeg aldrig penge, og de jeg har, går til kaffe, koncerter og kultur (inkl. rejser). Jeg søger derfor job i kaffebarer. En af dem ligger i en bogbutik, og da jeg får det, går det op for mig, hvor belejligt det er, at jeg nu hverken skal bruge mange penge på kaffe eller bøger længere. Men det er ikke det eneste. Jeg har fået et job. At det så ikke kræver fem år og en fin titel, vil jeg skide på. Jeg kan leve for lidt, men jeg kan ikke leve med lidt.

by maitrosborg

De mangler folk som dig i Ringkøbing og Skjern

vindue

Man bliver jo nødt til at stille sig selv nogle spørgsmål, siger damen overfor mig. Og fortsætter med at fortælle mig om de spørgsmål, man bør stille sig. Jeg forsikrer hende om, jeg har stillet mig selv samtlige spørgsmål og flere til. Det er en af de ting, man har tid til. Alt for god tid til. At stille sig selv spørgsmål, hver dag, hele tiden. Hun fortæller, de mangler folk som mig, højtuddannede akademikere, i Ringkøbing og Skjern. Jeg fortæller hende, jeg til hver en tid vil flytte til udlandet inden, jeg flytter (tilbage) til Vestjylland. Hun forstår mig, heldigvis, og stikker mig i stedet for folderen om mødet om job i Ringkøbing og Skjern en ny folder om informationsmøde om job i udlandet.

Tilfældigvis havde jeg forinden mødet, skrevet en tekst om mit møde med Vestjylland. Den blev pludselig ret aktuel, og den lyder sådan her (selvfølgelig er teksten udtryk for egne oplevelser og indtryk. Og det skal nævnes, jeg har mange søde og spændende veninder fra denne del af landet i dag);

Vestjylland

Vi har købt nyt tøj, en hvid trøje med prikker og et par jeans. I dag starter jeg i 3. klasse og jeg glæder mig. Vi er flyttet fra en lille lejlighed i Stjær, hvor mine forældre sov i stuen, til et stort hus i Varde med tre badeværelser og en lugt af fortid, som skal skabe en fremtid.

Jeg åbner døren til klasselokalet, hvor jeg skal bruge de næste mange år. En masse hoveder kigger op, ingen jeg genkender. Jeg bliver pludselig opmærksom på, jeg skiller mig ud. Alle, med undtagelse af læren, er klædt i syntetiske joggingsæt. Jeg står her i mine jeans og den prikkede trøje og skriger ”bytøs” op i deres bonderøvsansigter. Senere skal det vise sig, jeg faktisk er en ganske god forklædt vestjyde. Senere skal det også vise sig, jeg ikke kommer fra en rigtig by, men en stor provins. Én gang er min forklædning som vestjyde ved at blive afsløret, fordi vi serverer oliven til min børnefødselsdag. Det er åbenbart en mærkelig spise, så i stedet for at spise, kaster vi (eller de) med dem, olivene. Faktisk spiser vi meget, som er uspiseligt, uden jeg er klar over det. Senere bliver det delikat, også for vestjyderne.

Et par år efter starter jeg i 1. g. Da jeg åbner døren denne gang, er alle pigerne klædt i stramme Miss Sixty bukser og bluserne er også ens, håret er langt og øjnene forventningsfulde, men på vagt. Jeg kan ikke kende dem fra hinanden, og da jeg et år efter forlader dem, ved jeg stadig ikke hvem er hvem. De har også de samme kærester. Jeg har en kæreste der hedder Mustafa, fordi det er nu man skal have en kæreste, og sådan er det. Mustafa er muslim og gemmer mig i et skab, når hans bror kommer forbi. Han ryger meget hash med sine venner, det gør man i Varde. Man keder sig og tager stoffer og hænger ud foran Rema 1000, hvis man er en af dem, der keder sig rigtig meget. Vi har ingenting til fælles, men det er nu man skal have en kæreste, og sådan er det. Mustafa var mit første kys, jeg var gammel, alt for gammel, og tænkte jeg hellere måtte indhente det forsømte, så jeg kyssede en mere den aften. Men da han træk mig til side og træk bukserne ned, blev det for meget, så han fandt en anden. Mustafa inviterede mig i biografen efter vi havde kyssede, men kom for sent, så jeg gik. Bagefter ringede han og spurgte om vi stadig var kærester. Jeg sagde ja, for sådan var det jo i Varde.

Det viser sig, at jeg i virkeligheden er en dårlig vestjyde, og derfor glemmer jeg at passe ind, så jeg forlader Varde og forsøger fremtidigt at skjule, at jeg engang forsøgte at forklæde mig som en vestjyde.

by maitrosborg

Velkommen til det åndsforladte samfund

åndsforladt

Tænk, hvis vi levede i et samfund, hvor værdi kun blev gjort op i kroner og ører. Hvor dannelse stod i vejen for vækst. Hvad skulle sådan nogen som jeg, humanisterne, så give os til?
Hvis nu virkeligheden var, vi levede i et samfund, som beskrevet overstående, er jeg i vildrede (læs, jeg er i vildrede). Jeg er kastet ud på vand, hvor jeg ikke kan bunde – og som får mig til at tænke på det utal af matematikbøger, jeg smed i hovedet på min far, når han forsøgte at forklare mig, hvordan man kommer frem til et resultat. Men sandheden er, resultater har aldrig interesseret mig. Processer har. Jeg interesserer mig for, hvordan ting formes, skabes og bliver. Og selvfølgelig bliver jeg varm om hjertet, når jeg ser noget skabes og blive. Et slags resultat, som ikke kan gøres op i kroner og ører, men alligevel har en betydelig værdi for mig (og andre). Så hvad skulle jeg give mig til, hvis samfundet pludselig ikke anerkendte værdien af dannelse. Værdien af god litteratur, god musik og god kunst, som ikke nødvendigvis resulterer i økonomisk vækst for samfundet. Det ville jo føre til et åndsforladt samfund, hvor man kunne forestille sig psykisk sygdom var mere utalt end fysiske sygdomme (tyg lidt på den). Hvor man kunne forestille sig, folk som jeg, ikke følte de passede ind. Jeg mente det, da damen på jobcenteret siger til mig, man jo skal overveje hvor meget man vil sin branche, og jeg siger

”Jeg kunne ikke forestille mig at lave andet”.

ps. Jeg forstår de vil skære ned på vores uddannelser, og det er jo sådan set meget fornuftigt, når ikke der er job til os. Men hvad med at skabe dem, job, i stedet?

Jeg har hørt fra Belinerkunstneren, som skriver, han vil være min tjener og tegne mine følelser, som jeg læser det. Hmm. Hvad svarer man på sådan en besked!?

by maitrosborg

At forpligte sig til det uforpligtende

large

En ting livet som jobsøgende giver, er muligheden for at reflektere over de værdier, man finder mest betydningsfulde i sit liv. Hvilken hverdag drømmer man om?
Som jeg tidligere har gjort rede for, har jeg nemmere ved at pege på, hvad jeg ikke vil i forhold til hvad jeg vil.
Jeg vil ikke låse mig fast til en bil, et hus, et job, et forhold. Jeg vil bibeholde min frihed, uanset hvad. Jeg har travlt med at kæmpe for denne frihed, faktisk så travlt at det uforpligtende til tider bliver en forpligtelse. Jeg forpligter mig til det uforpligtende. Jeg kæmper min sag for at overbevise mine omgivelser om, jeg har det godt alene, at jeg nok skal finde en vej – min vej. Til tider standser jeg op og tænker, ”er det her sandheden”. Har jeg det godt alene? Og er jeg virkelig overbevist om, jeg finder vejen inden jeg brænder ud?
Og ja, jeg er overbevist. Jeg har det fint alene, hvilket ikke skal misforstås. Jeg kan dele min hverdag med én, hvis eller når han dukker op. Og jeg er overbevist om, jeg nok skal finde min vej, hvorfor ellers gå alle de skridt? Der er sikkert et par omveje inden vejen bliver min vej. Det uforpligtende skal ikke forstås som, man ikke kan forpligte sig til noget eller nogen. Det skal forstås som en frygt for at gå i stå. Jeg betaler prisen for at forpligte mig til det uforpligtende. Og det er et aktivt valg, min vej, mit valg.

Mht. til jobbet i Barcelona, fik jeg rigtig god respons på min ansøgning, faktisk så god at jeg røg videre og blev bedt om at skrive to tekster. Desværre gik jeg ikke videre derfra, men tabte mit år i Barcelona til én der var bedre end jeg.

I forhold til kunstneren fra Berlin, er han nu tilføjet på Facebook. Jeg ved ikke hvorvidt jeg stadig er muse eller ej – herfra Danmark. Har intet hørt, uanset, var det en spøjs oplevelse at tage med sig.

by maitrosborg

Velkommen i kultursumpen

Sump Forleden besluttede jeg mig for, at tilmelde mig workshoppen ”freelance? Fri fugl? Selvstændig?” (hvem vil ikke gerne være en fri fugl?). Workshoppen var udbudt af min a-kasse, dvs. ,vi, der deltog, deler samme jobløse skæbne. En jobløs skæbne var ikke det eneste vi delte.

Fælles for de fremmødte var, at vi alle forsøger at basere en karriere på det, vi brænder for. Jeg møder op en onsdag formiddag 5 min. før tid, som vanligt, sætter mig til bords ved to andre fremmødte, som det senere skal vise sig, jeg har mere til fælles med end blot lysten til at arbejde freelance eller være selvstændig.De to, jeg tilfældigt har sat mig hos, er begge, som jeg, uddannet i dansk. De har begge undervisningserfaring, denne ene skriver bøger, den anden producerer undervisningsmateriale. SUK, tænker jeg højt, da det går op for mig, vi alle mere elle mindre jagter den samme vej.

Nå, men størstedelen af de fremmødte, er en del af, hvad a-kassemanden skarpsindigt kalder kultursumpen (musikere, forfattere, kreative erhverv generelt). Vi er dem, der ikke passer ind i systemet. Som a-kassemanden senere – med en let skjult foragt – får sagt, så er dagpengene ikke støttet af kulturmidler (læs, vi tror ikke på, at musikere og forfatter og billedkunstnere er et rigtigt erhverv). Sort på hvidt, får de ord lov til at hænge i luften, og forfølger mig længe efter workshoppen er slut.

Min drøm, min passion og mit erhverv, garanterer ikke kroner i (stats)kassen. Derfor har man valgt helt at undlade kasser, hvori vi, kultursumpen, kan passe i. Her er et eksempel derpå. Fordi jeg i min blog henviser til, at jeg kan udføre freelance arbejde inden for kommunikation og projektledelse, er jeg, hvis a-kassen finder ud af det, nødsaget til at erklære mig selvstændig. Hvilket kræver en hulens masse bureaukratisk papirarbejde , samtidig kan jeg ikke kan modregne mine arbejdende timer i forhold til dagpengesatsen. Dvs. det er underordnet, hvor mange timer jeg arbejder, taxameteret tæller. Ligesom de gør med job med løntilskud (som off. kulturerhverv har en stor andel i).

Jeg har et ambivalent forhold til systemet, fordi jeg på den ene side er taknemmelig for, vi lever i et samfund, hvor vi kan starte egen virksomhed og samtidig få udbetalt dagpenge (for det kan vi), men jeg bliver frustreret, når det er så åbenlyst at kulturen, på trods, stadig ikke betragtes som et reelt erhverv. Vi, der arbejder med kultur, forventer for det meste blot smør på brødet og penge til en billig fredagsøl. Hvorfor skal det straffes? Er det ikke på tide, man tør satse. Satse på at kulturen også er en forretning, som kan gavne et samfund – både økonomisk såvel som socialt. Alt kultur behøver ikke være statsstøttet, ud med offentlige løntilskud og ind med faktiske, voksne betalte job (har jeg ikke sagt det før!?). Ta’ en chance, og lad være med at se os, kulturbranchen, som en kultursump. Jovist træder vi sommetider i vande for at komme op at sumpen. Men vi er ikke sumpen.

Anyway, jeg holder hovedet oven vande, og har nu udvidet mit søgefelt til udlandet og søgt en stilling i Barcelona. Jeg er en fri freelancer – uden et job, men med en drøm. Og jeg er selvstændig, endnu ikke i forretningsøjemed. Men hver ting til sin tid.

by maitrosborg

Blåøjet dansker

WP_000360

De er muslimer, flygtninge, udlændinge. De er ikke ligesom du og jeg, blåøjede. Nej, de har set ting, som du ikke kan forestille dig. Hvordan reagerer man, når nogle fortæller de har mistet en mor, en far, en bror, en søster i en nytteløs krig? Kigger ned i et dybt sort hul, som var det dér svaret skulle findes. Svaret findes ikke, er ikke. Impotens’ magtliderlige mænd, måske.

Det er korrekt, at de har et anderledes tidsbegreb end du og jeg. Det er korrekt, at de tror på en gud, som for os er et forældet fænomen. Altså gud er forældet. Vi har ikke brug for håbet, som troen er. Vi har nok i os selv. Hvorfor skal vi forholde os til jer?

Vi kan frit låne bøger på vores eget sprog, uden omkostninger, uden samvittighed. Vi kan frit svømme i det hav, som er lige uden for vores dør. Vi kan frit rejse til Berlin og besøge vores søster, eller ringe over skype, når vi keder os en søndag.

Hvorfor skal vi konfronteres med, at I ikke kan?

Fordi vi og I er os. Vi er jer og I er os. Den eneste forskel er, vi er mere blåøjet.

Fem uger med unge, taknemmelige og intelligente (ja, Inger Støjberg og co.!) flygtninge giver en indsigt i en verden, som på én gang er tæt på, men så langt væk.

WP_000361

Jeg bliver flov over den taknemmelighed I udviser, når jeg forklarer et ord på dansk, eller når I klapper af os, fordi vi byder jer velkommen. Så lidt, og alligevel så meget.

Og jeg bliver vred, på dem som ødelægger det for jer.

På gensyn.

Det første billede er en gave, som jeg fik – sammen med en buket roser – af en af kursisterne. Det andet billede er fra en hyggestund, hvor kursisterne gav mig et lynkursus i arabisk, somalisk – og lidt fransk (modsat side af tallerkenen).

by maitrosborg

I bagklogskabens lys…

WP_000267

Vi havde dannet et stærkt team, mine to kollegaer og jeg, formået at tage styringen og ansvaret for vores egen udvikling, når ingen andre gjorde.

Det var ikke et aktivt valg, men noget der skete helt naturligt, fordi vi arbejder på en arbejdsplads hvor vilkårene er ens for alle – undtagen chefen og koordinatoren. Vilkårene var, at vores løn blev betalt af kommunen mens dagpengetaxameteret stadig tikkede – og det tikker højt, som tidligere nævnt.

Udskiftningen på arbejdspladsen er stor, rigtig stor. Virksomhedens fremtid afhænger af, at man husker at opdatere et online projektstyringssystem. Et smart system, men ikke et system der kan afløse os, mig og dig. Sådan føltes det desværre. Især fordi prioriteringen med, at integrere medarbejderne og skabe et arbejdsmiljø, lå i bunden af prioriteringslisten. Det vigtigste er, at virksomheden fortsætter – og for at det kan lade sig gøre – skifter man hele personalet hver sjette/syvende måned, så man ikke skal betale løn, hvilket man reelt heller ikke har mulighed for. Der lægges dog ikke skjul på strategien, hvilket bidraget til, at man føler sig meget lidt værdsat som ansat i virksomheden.

Jeg er som sådan ikke i mod tanken om løntilskud. Især ikke hvis det bidrager til kompetenceudvikling og forbedrer ens chancer for et ordinært job. Men jeg har set løntilskuddets grimme side. Jeg har set det blive brugt som et mål fremfor et middel. Jeg har set, man glemmer at standse op for at spørge sig selv om det virkelig kan være rigtigt, at hele virksomheden er baseret på folk i løntilskud? Jeg har set, man er ligeglad med at informere medarbejderne om nye kollegaer, jeg har set, man afholder jobsamtaler så ofte, at man ikke længere gider læse ansøgningerne eller sætte sig ind i CV’erne. Og jeg har oplevet en chef, der ikke var til stede eller gav lyd fra sig, den dag man ikke længere var en del af virksomheden. Det provokerer mig. Har man ansat 6 mennesker i løntilskud, har man også et ansvar. Et ansvar for, at formidle arbejdsprocedurerne (og ikke gennem et computerprogram!), arbejdsopgaverne og arbejdsmiljøet. Det ansvar er man i dette tilfælde løbet fra. Og det er ikke O.K.

Jeg har haft mine skrubler ved at skrive dette, fordi jeg ved, at der er stor sandsynlighed for at brænde broer. Men jeg kan ikke klare tanken om, at det fortsætter, så nu brænder jeg et par broer – og svømmer. I håbet om, at åbne øjnene op for hvordan løntilskud også kan blive udnyttet.

Jeg vil dog gerne komme med et eksempel på et job, hvor løntilskud har sin berettigelse.

I de 4 uger, hvor jeg var i praktik hos Danmarks Idrætsforbund – og sidenhen blev tilbudt et løntilskud (som jeg var dum nok, at takke nej til – grundet en masse ydre omstændigheder), var der ingen tvivl om, at chefen havde læst mit CV – udset sig en plads i firmaet, som jeg kunne udfylde – og et arbejdsområde hvor jeg kunne udvikle mine kompetencer og bidrage til virksomheden. Første dag jeg mødte ind på denne nye arbejdsplads, fik jeg en rundvisning i hele huset og 10 minutters præsentation af hver af mine nye kollegaer og deres arbejdsområder. På den måde følte jeg mig klædt på, som en del af virksomheden og jeg følte et ansvar for de opgaver jeg blev stillet overfor. Jeg vidste præcis, hvem jeg skulle gå til med hvad, når det opstod spørgsmål. Hvilket der uundgåeligt gør som nyansat. Og vigtigst af alt; der var nogle at gå til! At der måske ikke havde været et job til mig i sidste ende er underordnet i det jeg vidste – og ved, at jeg ikke bare skulle udfylde et hul, som alle kunne udfylde.

Set i bagklogskabens lys har jeg taget nogle forkerte beslutninger i forhold til at skaffe et fast job. Det ved jeg nu og der er ingen grund til angrer. Alle fravalg er også tilvalg – og ved at vælge dette til, har jeg mødt nogle fantastiske, smukke mennesker og bl.a. tilføjet fundraising og projektledelse på CV’et samt udvidet mit netværk betydeligt. Jeg savner hver dag den stemning og de mennesker, som fyldte 7 mdr. af mit liv – og fortsat skal fylde. (Billledet er af en gave, som en af vores medlemmer gav mig, da jeg stoppede).

Pt. er jeg tilbage på Dansk Flygtningehjælps sommerskole, hvor jeg er indtil start august, et job som er indholdsrigt – og betalt. Den anden dag hjælp vi en kursist med at låne bøger på hans modersmål – han havde ikke læst i 4 år. En anden kursist havde ikke svømmet i flere år, og sprang straks i med alt tøjet på, da vi besøgte stranden. Behøver jeg sige, man føler sig nyttig og taknemmelig!?