Velkommen i kultursumpen

Sump Forleden besluttede jeg mig for, at tilmelde mig workshoppen ”freelance? Fri fugl? Selvstændig?” (hvem vil ikke gerne være en fri fugl?). Workshoppen var udbudt af min a-kasse, dvs. ,vi, der deltog, deler samme jobløse skæbne. En jobløs skæbne var ikke det eneste vi delte.

Fælles for de fremmødte var, at vi alle forsøger at basere en karriere på det, vi brænder for. Jeg møder op en onsdag formiddag 5 min. før tid, som vanligt, sætter mig til bords ved to andre fremmødte, som det senere skal vise sig, jeg har mere til fælles med end blot lysten til at arbejde freelance eller være selvstændig.De to, jeg tilfældigt har sat mig hos, er begge, som jeg, uddannet i dansk. De har begge undervisningserfaring, denne ene skriver bøger, den anden producerer undervisningsmateriale. SUK, tænker jeg højt, da det går op for mig, vi alle mere elle mindre jagter den samme vej.

Nå, men størstedelen af de fremmødte, er en del af, hvad a-kassemanden skarpsindigt kalder kultursumpen (musikere, forfattere, kreative erhverv generelt). Vi er dem, der ikke passer ind i systemet. Som a-kassemanden senere – med en let skjult foragt – får sagt, så er dagpengene ikke støttet af kulturmidler (læs, vi tror ikke på, at musikere og forfatter og billedkunstnere er et rigtigt erhverv). Sort på hvidt, får de ord lov til at hænge i luften, og forfølger mig længe efter workshoppen er slut.

Min drøm, min passion og mit erhverv, garanterer ikke kroner i (stats)kassen. Derfor har man valgt helt at undlade kasser, hvori vi, kultursumpen, kan passe i. Her er et eksempel derpå. Fordi jeg i min blog henviser til, at jeg kan udføre freelance arbejde inden for kommunikation og projektledelse, er jeg, hvis a-kassen finder ud af det, nødsaget til at erklære mig selvstændig. Hvilket kræver en hulens masse bureaukratisk papirarbejde , samtidig kan jeg ikke kan modregne mine arbejdende timer i forhold til dagpengesatsen. Dvs. det er underordnet, hvor mange timer jeg arbejder, taxameteret tæller. Ligesom de gør med job med løntilskud (som off. kulturerhverv har en stor andel i).

Jeg har et ambivalent forhold til systemet, fordi jeg på den ene side er taknemmelig for, vi lever i et samfund, hvor vi kan starte egen virksomhed og samtidig få udbetalt dagpenge (for det kan vi), men jeg bliver frustreret, når det er så åbenlyst at kulturen, på trods, stadig ikke betragtes som et reelt erhverv. Vi, der arbejder med kultur, forventer for det meste blot smør på brødet og penge til en billig fredagsøl. Hvorfor skal det straffes? Er det ikke på tide, man tør satse. Satse på at kulturen også er en forretning, som kan gavne et samfund – både økonomisk såvel som socialt. Alt kultur behøver ikke være statsstøttet, ud med offentlige løntilskud og ind med faktiske, voksne betalte job (har jeg ikke sagt det før!?). Ta’ en chance, og lad være med at se os, kulturbranchen, som en kultursump. Jovist træder vi sommetider i vande for at komme op at sumpen. Men vi er ikke sumpen.

Anyway, jeg holder hovedet oven vande, og har nu udvidet mit søgefelt til udlandet og søgt en stilling i Barcelona. Jeg er en fri freelancer – uden et job, men med en drøm. Og jeg er selvstændig, endnu ikke i forretningsøjemed. Men hver ting til sin tid.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s