Category / Tidsfordriv

by maitrosborg

Skal vi være kærester, måske?

Jeg er efterhånden en del af mindretallet i venneflokken. Hende der ikke har en kæreste, børn eller er gift. Min søster fortæller mig jeg gerne vil have en kæreste mens min veninde skriver i en sms, at det skræmmer mig det der med trygge rammer og faste forhold. Jeg ved ikke hvad jeg vil. Og jeg ved ikke om det er mig selv eller de mænd jeg møder, der irriterer mig mest. Det er som om jeg er tvunget til at tage stilling til, hvad det skal blive til, inden det overhovedet er.

Jeg oplever, at de mænd (slut 20erne, start/midt 30erne) jeg møder, har en forventning til mine forestillinger. Der er ingen tid til at udforske, inden det er tænkt ihjel. Måske har de en forestilling om at jeg er parat til at pakke mine tasker, flytte i rækkehus og købe barnevogn, mens jeg i virkeligheden bare har lyst til at sove længe, opføre mig tåbeligt, danse rundt i stuen til høj musik på en mandag og tage ud at natbade på en søndag. Jeg oplever, at vi ikke længere tillader os at spilde tid på noget der måske, måske ikke bliver. Og jeg tænker ved mig selv, at det er en skam. Hvorfor har vi så travlt? Samtidig oplever jeg det som en udtryk for usikkerhed. Hvis man er i stand til at kysse i en brandert – uden at være bange – hvorfor så lade sig skræmme, når man er ædru!? Det samme gælder den mand, som er i stand til at skrive flere personlige beskeder til mig, men ikke tør mødes i det virkelig liv. Selvom vi jo faktisk har mødtes i det virkelige liv. I en brandert, hvor der ingen farer var for villa og vovse. Jeg tænker, at vi fratager os selv at leve livet. Jovist, følelser kan være en hindring, især hvis de ikke er gensidige, men er det ikke en chance man bør tage?

Jeg har før overlevet ugengældte følelser og er sikker på, jeg nok skal gøre det igen. Jeg kender mine grænser og ved, at når det gør for ondt, så stopper legen. Det kan blive kompliceret og det har været kompliceret. Men imens det var, ville jeg ikke have været foruden. Også selvom det ikke førte til den store kærlighed.

Nu vil jeg skrue op for musikken og danse rundt i stuen, uden at tænke over, hvorfor jeg gør det.

PS. Manden som jeg beskriver overstående er virkelig, men findes i mange udgaver. Der er altså ikke tale om én specifik, men om forskellige eksemplarer (og jeg holder, på trods, af dem alle sammen).

PPS. Jeg er klar over, at ikke én mand er ens, og dette skal ikke forstås som et indlæg om køn. Tværtimod. Dette indlæg handler om min usikkerhed. Hvad jeg vil og ikke vil (sidstnævnte er nemmere at gennemskue end førstnævnte).

 

by maitrosborg

Modig eller dum?

large

Er det en dumhed, at lade sig styre af sine impulser. Eller er det mod. Fordi man tør. Én ting ved jeg, hvad enten det er det ene eller det andet, så er det hvad jeg gør. Lader mig styre af impulser – eller følelser. Hvis noget føles rigtigt i øjeblikket, så handler jeg. Hvad enten det handler om, at rykke alt op og flytte, det handler om at sidde en sen aften og komme i tanke om, man har lyst til, at gøre noget ved de drømme man har, eller det handler om, at kysse på en mand, man har lyst til at kysse på. På grund af mit mod – eller mine dumheder – rutsjer jeg ofte op og ned af den karrusel livet er. Men jeg er faktisk stolt over, at jeg tør. Tør leve. Også selvom det gør ondt. Og det har aldrig gjort ondt nok til, at jeg ikke tør. Tør stole på mine impulser – og handle efter dem. Jeg er aldrig rutsjet helt derned, hvor jeg ikke kan komme op igen. Og faktisk har jeg en lille mistanke om, at mine følelser kan virke stærkere på andre, end jeg selv oplever dem. Eller måske er de lige præcis den størrelse. Det er underordnet. Jeg handler, når det føles rigtigt. Dumt eller ej. Det har endnu ikke haft uoverskuelige konsekvenser. Måske fordi jeg ved, jeg ikke gør ting, som jeg ikke føler. Og at jeg er i stand til at skelne mellem mine følelser, når jeg mærker efter. En lille opfordring til at mærke efter…

 

by maitrosborg

Om at mangle noget af sig selv, og finde det (i små bider)…

large

Følelsen af, at mangle noget uden at vide hvad det er. Udfylde tiden, som jeg vist nok tidligere har været inde på. Udfylde den med noget meningsfuldt. At det ikke altid er så nemt. To timer, fandt jeg tilbage til noget. Noget jeg manglede, men ikke har været klar over, hvor meget jeg manglede. Noget som gør det nemmere, at udfylde tiden. Gør det nemmere at være til stede lige nu lige her. Skriverierne er en del af det. Selvom det jo også er en slags flugt. I  og mellem fortid, fremtid og den tid, som er. Skriverierne er måske egentlig lige netop et forsøg på fortrænge nuet, mere end være i det. At bearbejde det nu som har været, eller det som kommer.

Her var kun jeg, med en flok som ikke rigtig eksisterede. Jeg, min tegneblok og tegneredskaber. Her følte jeg, at jeg var nu. Rummet havde jeg savnet. Som at mangle noget af sig selv. Og forsøge at finde det udenfor sig selv. Det giver ikke meningen, at forsøge at fange nuet. Lidt som at planlægge det perfekte, ikke planlagte møde.

Alligevel er det som om verden forsvinder, lukker sig omkring det sekund, det øjeblik, hvor jeg ikke er i stand til at koncentrere mig om andet end blyanten der rammer papiret, fingrene der rammer tasterne, eller det øjeblik kroppen koncentrere sig om at udføre en bevægelse, for at skabe dansen. Lige der er jeg.

Det er her det kan mærkes, at noget har været savnet. Kunsten bare at være. Den findes, tilsyneladende.

I kunsten.

by maitrosborg

Dovenskaben længe leve…

large

Eller lad den dø. Det er trættende, at tage særlige hensyn til folk. Jeg er selv distræt af sind. Mine tanker løber frit, uden nogle form for tøjlen. Men til trods, kan jeg godt overskue, at åbne en vedhæftet PDF i min mail, notere – og huske en dato, som en gang er givet mig. Det er en irriterende kliché, at kreativitet skal være kaotisk. Skab noget orden i kaos – det er en del af kunsten!

Siden start november har jeg arbejdet for – og med en gruppe udøvende kunstnere. De er kreative og forventer, til en vis grad, at man tilpasse sig den “kreativitet”.

Når jeg fx sender en mail, hvor de skal læse vedhæftet, får jeg tilbagemeldingen, at det ikke er altid der er tid til det. Altså til at åbne vedhæftet. Og sender jeg en opdateret mail i forbindelse med et møde, skal mødetidspunkt og dato gengives, da man jo ikke kan huske det. Måske er jeg smålig, men jeg kan ikke lade være at blive en smule ærgerlig og irriteret over at de – kunstnerne – lader myten om den distræte kunstner lever.

Det er ikke distræthed der er på spil her, det er dovenskab. En dovenskab, som jeg gerne vil af med, og tror man skal af med, hvis kulturbranchen skal tages (mere) seriøs.

Og det skal den.

by maitrosborg

Jagten på et stabilt liv, eller det der ligner

tumblr_l7bnm1FaAR1qc4rp3o1_400_large

For hvor ville det egentlig være kedeligt, hvis livet var stabilt. Samtidig kunne jeg godt tænke mig for en gangs skyld, at slippe den evige jagt. Jagten på noget jeg ikke helt hvad er, noget endnu udefineret. Er det jagten på den store kærlighed, jagten på det perfekte job, talentet forenet med passionen, jagten på at falde ind, passe ind. Lige dér, hvor man er ment til.

Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, der er en iboende rastløshed, som i takt med min status som jobsøgende, får lov at vokse. Giver tankerne lov til at sprede sig, igennem hele kroppen. Hvor skal jeg bo, hvad skal jeg lave? Burde man melde sig ud af systemet, pakke tasken, sætte sig på et fly og lade skæbnen afgøre. Eller skal man blive og kæmpe for noget. Noget man ikke ved hvad er. Og er kampen, en kamp for at bevare en form for drømmetilstand, hvor intet vover, intet vinder. Måske. Måske ikke.

Forleden var min kollega til jobsamtale og blev kaldt til endnu én. Det var ikke jalousi der dukkede op. Det var en følelse af, at intet er stabilt. Vi har et fint samarbejde, og er en dynamisk duo, som får ting til at ske. Nu opløses det, måske. Præcis, som jeg om nogle mdr. står uden job, igen, hvis der ikke sker noget i mellem tiden. Det er en evig jagt efter, at falde ned, der hvor man kan få lov til at blive, til man er mæt. Få lov til at mærke lige nu og her. Det er en kunst. Noget som jeg endnu ikke mestrer. Noget som jeg måske burde blive bedre til, når jeg om lidt fejrer 28 år.

by maitrosborg

Når ferie føles som ferie

large

Jul; Aarhus, Nordjylland (nærmere bestemt Nr. Lyngby/Lønstrup), så nytår – Berlin, Kbh. Ferien er lang, og hvis man vil, kan man nå meget. Det vil man, når man arbejder til hverdag. Jeg vil nå, at se alle de mennesker, som jeg ikke har tid til at se ellers, pga. travlhed eller geografisk distance.

Julen startede for mig d. 22.  – med pakkeleg med gode venner af familien og efterfølgende den årlige århusianske julefest med en god veninde. Min yngste søster, som er bosat i Berlin kom til Danmark d. 21. december og boede hos mig indtil d. 22. , hvor alle tre søstre blev samlet.

d. 23. var jeg heldigvis forskånet for de slemmeste tømmermænd. Og vi, min mors mand, mine søstre og jeg kørte ud til min mormors grav, hvor vi skænkede en snaps til hver af os – samt to kusiner og deres forældre. En rigtig fin måde, at sige god jul til hinanden – og min mormor (som ville have elsket det). En tradition blev derved skabt. Skål! – Vi kørte bagefter videre til to kusiner og en fætter i Silkeborg, som bød på kaffe (de var “alene” hjemme).

d. 24. gik som vanligt med et overlæs af mad, gaver og hygge. Og kirke selvfølgelig – med de kongelige. Vanen tro.

d. 25.  Nordjylland og min far skulle besøges, og julen fejres med ham.

d. 26. pakkeleg hos hans bror og hans kone – med deres store familie. Min mellemste søster, der er bosat i Kbh. blev sat på et tog, tilbage til arbejde og hverdag.

Min yngste søster og jeg blev kørt hjem d. 27. , vi nåede dog lige en fernisering  i Lønstrup Cafe – og biograf inden. Hjemme mødtes jeg med gamle studieveninder, for at skåle og fejre.

d. 28 – av mit hoved! Av mit korpus!

d. 29 – tidligt op og med tog til Berlin sammen med min søs. 1. Klasse hele vejen, da alt andet var udsolgt. Tak for gratis kaffe og venlig betjening. De (vi) , kan sagtens.

d. 30. Søs arbejdede – jeg slappede af, tog karbad, læste bøger og slentrede i Berlins gader. Det eneste jeg kunne, da jeg desværre var sygdomsramt.

d. 31 Nytår!  -mad, champagne og fyrværkeri i selskab med min søster.

Besluttede mig for, at blive en dag ekstra i Berlin og senere Kbh. En rigtig god beslutning, der resulterede i x-faktor hygge, brunch/kaffe/vin med gode veninder/søs og fødselsdagsfejring af venindes mand.

Alt dette nåede jeg fordi jeg ikke har tid til at nå det ellers. Når ferie føles som ferie, fordi man har et job.

by maitrosborg

Gensyn med De Mezas Vej…

Fatalisme. Om at ride med på bølgen. 

large

Undskyld stilstand. Men ligeså stille der har været her, ligeså højlydt har der været i mit hoved. At sige tankerne har været på overarbejde, er en underdrivelse.

Jeg var – som I ved – til to samtaler. En hos Danmarks Idrætsforbund (DIF) i Brøndby og en hos SceneAgenturet på Godsbanen i Aarhus. Begge samtaler gik godt. Derfor havde jeg en beslutning at træffe.

Jeg ringede til kommunikationschefen hos DIF og sagde jeg gerne ville starte hos dem. Vi blev enige om 4 ugers praktikforløb. Sidenhen har jeg fået tilbuddet om at blive i løntilskud. Da det på nuværende tidspunkt kun kunne garanteres til jul, takkede jeg nej.

Min chef og jeg havde en god og ærlig snak, hvor jeg spurgte til fremtidsudsigterne. Dette spillede selvsagt ind på min endelige beslutning.

Den 4. november starter jeg hos Godsbanen med 6 mdr. i løntilskud fremadrettet.

Imens jobsøgningen har stået på, har jeg haft gang i en boligsøgning, da jeg skal være ude af min lejlighed 31. oktober.

Min boligsøgning bestod i, at kontakte en masse udlejere i henholdsvis KBH og Aarhus og melde mig ind på en række boligsites. Det var mailen til min tidligere udlejer, der skulle vise sig at give bonus. Han havde en 1-værelses der matchede mine kriterier. På De Mezas Vej. Den vej,  jeg er født. Det er 24 år siden jeg sidst boede der med min mor. Dengang kunne jeg knap nok gå.

Det har jeg lært siden.

Næsten.