Tag / Jobsøgning

by maitrosborg

Black friday på en torsdag

635518747041388417-Black-Friday

Hvad skal der ske med jer, spørger de. Og jeg kan ikke engang svare på, hvad der sker med mig, så åbenlyst har jeg intet svar på, hvad der sker med os. Historien går sådan her; for nogle dage siden ringede en mand og sagde, han ville komme forbi. Det gjorde han så, og nu står der et menneskemylder og skubber og masser, køber bøger på (ophørs)udsalg og stiller spørgsmål. Hvem, hvad og hvordan? Fremad. Nu. Ser du, i mit hoved havde jeg forestillet mig historien anderledes, således;

Hun havde brugt knap to år på at arbejde på projekter, som var både spændende og krævende, men uden en løn, som hun fortjente. Det var ok, for det hele gavnede jo CV’et, fortalte man. Efter en hård (om)kamp med speciale og udmattelse, ser hun frem til en løn, som kan give hende frihed, til at betale noget af al den gæld hun har tilbage. Men da hun har sendt omkring et par hundrede ansøgninger og fået endnu flere afvisninger, kaster hun håndklædet i ringen og vender tilbage til noget, hun ved, hun kan, og som de vil betale hende for at kunne. Hun strammer forklædet og placerer smilet. Faktisk havde hun glemt, hvor godt tilpas hun er i denne rolle. Hun spiller den, mens hun forsøger at gennemskue, hvad meningen er med det hele. For der er altid en mening, ellers giver livet ingen. Hun bliver enig med sig selv om at spille denne rolle et år, hvorefter systemet giver hende plads og tilladelse til at rejse. Hvortil hun vil rejse er endnu uklart. Og efter vil hun vende hjem til København, som står, som da hun sidst forlod det. Mænd kan man ikke regne med, byer derimod, dem kan man få lov at elske, uden de løber væk og bliver bange, eller stikker af, og man kan selv forlade dem, når man ikke orker mere. Men inden året er gået, indser hun, at meningen er en anden. Hun tjekker sin telefon (al for tit), og da hun tjekker den nu, ser hun, butikken er solgt. Forklædet løsnes og smilet ligeså, til næste gang det skal bruges.

 

Fortsættelse følge (må man gå ud fra)…

by maitrosborg

Det var ikke lige det, du ville!?


 177798_291822497583810_640968997_o

Vi læser Baudelaire og Kant, som ingen forstår, men alle har en mening om. Bagefter fortæller man os, det ikke kan bruges til noget. Hvordan vil I skaffe penge? SVAR os, råber de, som har opgivet Baudelaire og alle de andre for længe siden. Det siger dem ingenting. Eller måske siger det dem for meget? Jeg kan ikke svare og finder mig derfor et job, som intet har med filosofer og æstetikere og litterater og tænkere at gøre. Dog ikke længere væk, end de stadig omgiver, omringer og omfavner mig.  Visker, jeg ikke skal glemme dem (som var de en del af mig). Faer spurgte man, hvorfor jeg ikke havde et job – og stillede mig til dels til ansvar for humanismen. Os, der er dumme nok til at uddanne os til arbejdsløse – og det, vi brænder for. Nu siger man til mig, at dette ikke var, hvad jeg ville. Men svar mig, hvad vil I egentlig? Ingen stiller spaergsmål i ond tro, men jeg er træt. Træt af at forklare og forsvare.

Jeg arbejder, jeg tegner, jeg skriver, jeg spiser, jeg taler, jeg tænker. Jeg er, levende. Nu. Dér er svaret. Tag det, brug det.

by maitrosborg

En afstikker…og nu er det jul igen

christmas

Her er dialekter en realitet og ikke noget, der hører fortiden til. På trods af de uendelige horisonter, er rummet ikke højt og udenlandsrejsen går til Kjøbenhavn. I starten tolkede jeg det som et mislykket selskab, når ingen sagde noget. Senere lærte jeg, at vi er de mislykkedes, med vores lange mascaraøjenvipper, de store ord og den evige jagt på noget større, bedre. Her er alt, som det skal være. Udlængsel kendes ikke. Og ord er overflødige. Derfor tog vi fly og tog fra henholdsvis København og Aarhus. For at komme til et sted, som stikker ud i stedet for af. Her er det en pligt at geare ned, mærke vinden, havet. Og det gjorde vi så. Samtidig med vi deltog i fællesspisning med 70 mennesker, og jeg undres over, hvordan man i en lille landsby kan samle så mange mennesker på en onsdag. Og jeg undres over, man stadig hænger sammen, så mange generationer efter. Jeg undres og jeg lærer at her, midt i ingenting, er kreativitet et levende begreb. Jeg er omgivet af folk, der har undervist på kunstakademier, oversat bøger og meget andet. Så langt hjemmefra og alligevel så tæt på noget, der føles som et hjem. Spørg mig ikke, hvor vi befinder os, men spørg mig gerne, hvad vi laver der.

Og vi tager tilbage til henholdsvis København og Aarhus og nu er det december, og jeg bliver i tvivl om julen varer en måned eller lige til påske. Vi langer kaffe og varme chokolader over disken og løber tør for flødeskum og kager. Min ryg værker og mit knæ gør ondt, men jeg klager ikke – for jeg står op til noget hver dag, og jeg bilder mig selv ind, det gør en forskel, at folk får kaffe og kage og flødeskum, og jeg er glad fordi, jeg ikke er en af dem, som tænker, at det ikke kan betale sig at arbejde. Og bliver vred på dem, der tænker sådan, derfor skriver jeg to jobansøgninger i protest – og fordi, jeg virkelig gerne vil have jobbene.

 

 

 

by maitrosborg

Har du penge, så kan du få….

WP_000437

Jeg havde knoklet for at blive færdig, på normeret tid og det hele. Som de havde fortalt mig, var så vigtigt. Ikke de nærmeste, men dem folket har valg, demokratisk. Så da min vejleder ringede og spurgte om, jeg kunne nå at blive færdig, sagde jeg ”ja”. Jeg skulle have sagt nej. Men færdig blev jeg, og på normeret tid – og wow, sikke dygtig samfundsborger jeg er. Så stod jeg der, i en virkelighed, som jeg ikke kunne forholde mig til, fordi jeg ikke kunne forudse.

Mit første job fik jeg, da jeg fyldte 13, ved at gå op og ned gennem gågaden i den lille vestjyske by, indtil en af butikkerne bed på. Siden var det forældre, som skulle bruge en barnepige, eller cafeer, som skulle bruge en tjener. Jeg har aldrig prøvet ikke at have et job. Og nu stod jeg her, 5 år efter, med en fin titel og uden et job. Og selvfølgelig var det kun midlertidigt. Mine forventninger var høje og mine albuer spidse, jovist var vi mange der vil noget med kultur, men jeg vil det mest. Jovist var vi mange, som brænder for sproget, men jeg har arbejdet GRATIS for – og med det i flere år.

En dag slår jeg op i avisen, Politiken vistnok, og ser et interview med en pige, som jeg kender fra et højskoleophold, som hører en anden tid til. Hun er nået langt, længere. Men længere end hvad, egentlig? spørger jeg mig selv, samtidig med jeg forbander det sted, hvorfra jeg ser. Stedet er fremmed, kvinden er jaloux. Hun er langt fra den pige, der gik op og ned af gågaden i en vestjysk by for 15 år siden og ikke kunne forudse, at de valg, hun træffer, og de talenter, hun har, kræver noget ekstra i et samfund, som baserer sin værdi på (økonomisk) vækst. I nyhederne hører jeg og læser jeg at, man bør tænke over ikke at uddanne sig til arbejdsløs. Så vidt jeg forstår sker dette ved at uddanne sig i naturvidenskabelige fag, eller fag som garanterer en (sikker, synlig økonomisk) vækst. Og jeg tænker, at alternativet er bedre, at uddanne sig til arbejdsløs.

Faktisk er der ikke noget alternativ. For det jeg kan, er den jeg er, og den jeg er, er det jeg kan. Og det jeg kan, er ikke matematik eller naturvidenskab, det er kultur.

Jeg er ikke god til at sidde stille, så jeg arbejder gratis på en kommunikationsafdeling i 4 uger, hvorefter jeg bliver tilbudt at arbejde gratis med kultur og kommunikation i 7 mdr. Jeg føler mig heldig! Men selvfølgelig kan jeg ikke blive ved på det arbejde, da det forudsætter, at jeg skal betales. Men faktisk lykkedes det mig også at skaffe to betalte job på tilsammen 12 uger fordelt over to somre. På trods af min kæreste og jeg vælger at gå hver til sidst den ene af dem, da vi indser, at bare fordi man holder af hinanden, betyder det ikke, man skal være sammen, bliver det nogle gode somre.

Nu sidder jeg i Aarhus igen, og husker den sidste tur, jeg gik på Assistens Kirkegård. Hvordan København, især Nørrebro, pludselig blev så underlig tryg, og hvordan jeg græd over at skulle forlade denne tryghed, som var det en gammel kæreste, jeg gjorde det forbi med. Og så savner jeg ham. Alt det han har at byde på.

Derfor tænker jeg, der må ske noget, derfor, og fordi jobcenteret informerer mig om, jeg snart har 60% af mine dagpenge at leve for. I forvejen har jeg aldrig penge, og de jeg har, går til kaffe, koncerter og kultur (inkl. rejser). Jeg søger derfor job i kaffebarer. En af dem ligger i en bogbutik, og da jeg får det, går det op for mig, hvor belejligt det er, at jeg nu hverken skal bruge mange penge på kaffe eller bøger længere. Men det er ikke det eneste. Jeg har fået et job. At det så ikke kræver fem år og en fin titel, vil jeg skide på. Jeg kan leve for lidt, men jeg kan ikke leve med lidt.

by maitrosborg

De mangler folk som dig i Ringkøbing og Skjern

vindue

Man bliver jo nødt til at stille sig selv nogle spørgsmål, siger damen overfor mig. Og fortsætter med at fortælle mig om de spørgsmål, man bør stille sig. Jeg forsikrer hende om, jeg har stillet mig selv samtlige spørgsmål og flere til. Det er en af de ting, man har tid til. Alt for god tid til. At stille sig selv spørgsmål, hver dag, hele tiden. Hun fortæller, de mangler folk som mig, højtuddannede akademikere, i Ringkøbing og Skjern. Jeg fortæller hende, jeg til hver en tid vil flytte til udlandet inden, jeg flytter (tilbage) til Vestjylland. Hun forstår mig, heldigvis, og stikker mig i stedet for folderen om mødet om job i Ringkøbing og Skjern en ny folder om informationsmøde om job i udlandet.

Tilfældigvis havde jeg forinden mødet, skrevet en tekst om mit møde med Vestjylland. Den blev pludselig ret aktuel, og den lyder sådan her (selvfølgelig er teksten udtryk for egne oplevelser og indtryk. Og det skal nævnes, jeg har mange søde og spændende veninder fra denne del af landet i dag);

Vestjylland

Vi har købt nyt tøj, en hvid trøje med prikker og et par jeans. I dag starter jeg i 3. klasse og jeg glæder mig. Vi er flyttet fra en lille lejlighed i Stjær, hvor mine forældre sov i stuen, til et stort hus i Varde med tre badeværelser og en lugt af fortid, som skal skabe en fremtid.

Jeg åbner døren til klasselokalet, hvor jeg skal bruge de næste mange år. En masse hoveder kigger op, ingen jeg genkender. Jeg bliver pludselig opmærksom på, jeg skiller mig ud. Alle, med undtagelse af læren, er klædt i syntetiske joggingsæt. Jeg står her i mine jeans og den prikkede trøje og skriger ”bytøs” op i deres bonderøvsansigter. Senere skal det vise sig, jeg faktisk er en ganske god forklædt vestjyde. Senere skal det også vise sig, jeg ikke kommer fra en rigtig by, men en stor provins. Én gang er min forklædning som vestjyde ved at blive afsløret, fordi vi serverer oliven til min børnefødselsdag. Det er åbenbart en mærkelig spise, så i stedet for at spise, kaster vi (eller de) med dem, olivene. Faktisk spiser vi meget, som er uspiseligt, uden jeg er klar over det. Senere bliver det delikat, også for vestjyderne.

Et par år efter starter jeg i 1. g. Da jeg åbner døren denne gang, er alle pigerne klædt i stramme Miss Sixty bukser og bluserne er også ens, håret er langt og øjnene forventningsfulde, men på vagt. Jeg kan ikke kende dem fra hinanden, og da jeg et år efter forlader dem, ved jeg stadig ikke hvem er hvem. De har også de samme kærester. Jeg har en kæreste der hedder Mustafa, fordi det er nu man skal have en kæreste, og sådan er det. Mustafa er muslim og gemmer mig i et skab, når hans bror kommer forbi. Han ryger meget hash med sine venner, det gør man i Varde. Man keder sig og tager stoffer og hænger ud foran Rema 1000, hvis man er en af dem, der keder sig rigtig meget. Vi har ingenting til fælles, men det er nu man skal have en kæreste, og sådan er det. Mustafa var mit første kys, jeg var gammel, alt for gammel, og tænkte jeg hellere måtte indhente det forsømte, så jeg kyssede en mere den aften. Men da han træk mig til side og træk bukserne ned, blev det for meget, så han fandt en anden. Mustafa inviterede mig i biografen efter vi havde kyssede, men kom for sent, så jeg gik. Bagefter ringede han og spurgte om vi stadig var kærester. Jeg sagde ja, for sådan var det jo i Varde.

Det viser sig, at jeg i virkeligheden er en dårlig vestjyde, og derfor glemmer jeg at passe ind, så jeg forlader Varde og forsøger fremtidigt at skjule, at jeg engang forsøgte at forklæde mig som en vestjyde.

by maitrosborg

At forpligte sig til det uforpligtende

large

En ting livet som jobsøgende giver, er muligheden for at reflektere over de værdier, man finder mest betydningsfulde i sit liv. Hvilken hverdag drømmer man om?
Som jeg tidligere har gjort rede for, har jeg nemmere ved at pege på, hvad jeg ikke vil i forhold til hvad jeg vil.
Jeg vil ikke låse mig fast til en bil, et hus, et job, et forhold. Jeg vil bibeholde min frihed, uanset hvad. Jeg har travlt med at kæmpe for denne frihed, faktisk så travlt at det uforpligtende til tider bliver en forpligtelse. Jeg forpligter mig til det uforpligtende. Jeg kæmper min sag for at overbevise mine omgivelser om, jeg har det godt alene, at jeg nok skal finde en vej – min vej. Til tider standser jeg op og tænker, ”er det her sandheden”. Har jeg det godt alene? Og er jeg virkelig overbevist om, jeg finder vejen inden jeg brænder ud?
Og ja, jeg er overbevist. Jeg har det fint alene, hvilket ikke skal misforstås. Jeg kan dele min hverdag med én, hvis eller når han dukker op. Og jeg er overbevist om, jeg nok skal finde min vej, hvorfor ellers gå alle de skridt? Der er sikkert et par omveje inden vejen bliver min vej. Det uforpligtende skal ikke forstås som, man ikke kan forpligte sig til noget eller nogen. Det skal forstås som en frygt for at gå i stå. Jeg betaler prisen for at forpligte mig til det uforpligtende. Og det er et aktivt valg, min vej, mit valg.

Mht. til jobbet i Barcelona, fik jeg rigtig god respons på min ansøgning, faktisk så god at jeg røg videre og blev bedt om at skrive to tekster. Desværre gik jeg ikke videre derfra, men tabte mit år i Barcelona til én der var bedre end jeg.

I forhold til kunstneren fra Berlin, er han nu tilføjet på Facebook. Jeg ved ikke hvorvidt jeg stadig er muse eller ej – herfra Danmark. Har intet hørt, uanset, var det en spøjs oplevelse at tage med sig.

by maitrosborg

Velkommen i kultursumpen

Sump Forleden besluttede jeg mig for, at tilmelde mig workshoppen ”freelance? Fri fugl? Selvstændig?” (hvem vil ikke gerne være en fri fugl?). Workshoppen var udbudt af min a-kasse, dvs. ,vi, der deltog, deler samme jobløse skæbne. En jobløs skæbne var ikke det eneste vi delte.

Fælles for de fremmødte var, at vi alle forsøger at basere en karriere på det, vi brænder for. Jeg møder op en onsdag formiddag 5 min. før tid, som vanligt, sætter mig til bords ved to andre fremmødte, som det senere skal vise sig, jeg har mere til fælles med end blot lysten til at arbejde freelance eller være selvstændig.De to, jeg tilfældigt har sat mig hos, er begge, som jeg, uddannet i dansk. De har begge undervisningserfaring, denne ene skriver bøger, den anden producerer undervisningsmateriale. SUK, tænker jeg højt, da det går op for mig, vi alle mere elle mindre jagter den samme vej.

Nå, men størstedelen af de fremmødte, er en del af, hvad a-kassemanden skarpsindigt kalder kultursumpen (musikere, forfattere, kreative erhverv generelt). Vi er dem, der ikke passer ind i systemet. Som a-kassemanden senere – med en let skjult foragt – får sagt, så er dagpengene ikke støttet af kulturmidler (læs, vi tror ikke på, at musikere og forfatter og billedkunstnere er et rigtigt erhverv). Sort på hvidt, får de ord lov til at hænge i luften, og forfølger mig længe efter workshoppen er slut.

Min drøm, min passion og mit erhverv, garanterer ikke kroner i (stats)kassen. Derfor har man valgt helt at undlade kasser, hvori vi, kultursumpen, kan passe i. Her er et eksempel derpå. Fordi jeg i min blog henviser til, at jeg kan udføre freelance arbejde inden for kommunikation og projektledelse, er jeg, hvis a-kassen finder ud af det, nødsaget til at erklære mig selvstændig. Hvilket kræver en hulens masse bureaukratisk papirarbejde , samtidig kan jeg ikke kan modregne mine arbejdende timer i forhold til dagpengesatsen. Dvs. det er underordnet, hvor mange timer jeg arbejder, taxameteret tæller. Ligesom de gør med job med løntilskud (som off. kulturerhverv har en stor andel i).

Jeg har et ambivalent forhold til systemet, fordi jeg på den ene side er taknemmelig for, vi lever i et samfund, hvor vi kan starte egen virksomhed og samtidig få udbetalt dagpenge (for det kan vi), men jeg bliver frustreret, når det er så åbenlyst at kulturen, på trods, stadig ikke betragtes som et reelt erhverv. Vi, der arbejder med kultur, forventer for det meste blot smør på brødet og penge til en billig fredagsøl. Hvorfor skal det straffes? Er det ikke på tide, man tør satse. Satse på at kulturen også er en forretning, som kan gavne et samfund – både økonomisk såvel som socialt. Alt kultur behøver ikke være statsstøttet, ud med offentlige løntilskud og ind med faktiske, voksne betalte job (har jeg ikke sagt det før!?). Ta’ en chance, og lad være med at se os, kulturbranchen, som en kultursump. Jovist træder vi sommetider i vande for at komme op at sumpen. Men vi er ikke sumpen.

Anyway, jeg holder hovedet oven vande, og har nu udvidet mit søgefelt til udlandet og søgt en stilling i Barcelona. Jeg er en fri freelancer – uden et job, men med en drøm. Og jeg er selvstændig, endnu ikke i forretningsøjemed. Men hver ting til sin tid.

by maitrosborg

Når tiden er alt, man har

Time

Hvis det er sandt at kloge mennesker aldrig keder sig, er jeg ikke særlig klog. For jeg keder mig, i mit eget selskab, hvis jeg er alene for lang tid eller har for meget tid. Jeg trives bedst med en booket kalender, aftaler og forpligtelser.

At være jobsøgende og have det sådan med tiden er uforlignelig. Konstant genopfinder man sin dag, lægge planer, opfinder forpligtelser. Denne blog er et udmærket eksempel, en opfindelse, en forpligtelse, noget at stå op til.

Jeg ved der er mange der ville være jaloux på den ekstra tid, som vi jobsøgende har. Og jeg forstår. Men når du bor i en ét – værelse, kan du ikke udfylde dagene med rengøring, jobsøgning og madlavning eller motion. Du må finde på, og det gør jeg. Jeg har lært at prioritere det, jeg tidligere ikke har haft tid til; at tegne, at skrive og at læse. Tegne for at se, skriver for at glemme – eller huske? Læse for at forstå – eller forstå, hvad jeg ikke forstår. At tegne bl.a. croquis giver mig en fordybelse, jeg efterhånden sjældent når, og det samme gør bøgerne og ordene. Den fordybelse vil jeg tage med mig, når jeg finder jobbet, og jeg vil huske at værdsætte at tiden var alt jeg havde engang.

Tid til mine mange ture på biblioteket (især markedshylden “Sidegaden” med nyere litt. fra indland – og udland), hvor jeg har gjort gode opdagelser ( et tip til andre jobsøgende eller jer der prioritere tid til at læse). Læs fx Marguerite Duras ”Sommeren 80”, Christina Hesselholdts ”Du, mit du” (el. andet af hende), Martin Kongkildes ”Komedier 5100s”. Tid til at lave en blog. Tid til at samle tegneudstyret og smutte forbi byhøjskolen til en croquisaften, eller sende mails til gallerier og foreslå croquis events. Blot en opfordring, hvis du ligesom jeg, gerne vil glemme tiden. Den som føles lang vel at mærke.

Eller gå en tur i efteråret, det inspirerer. I hvert fald i min hver – dag.

I dag er det forresten lykkedes mig at sende to jobansøgninger afsted, den ene på opfordring af nogle søde kursister, som jeg besøgte forleden. De mente ikke det var nok kun med et besøg, derfor gik jeg hjem og skrev til chefen, og nu er ansøgningen sendt.

 

 

 

by maitrosborg

Hvem griber, når boldene kastes?

large

Humaniora er mere dannelse end uddannelse. Som humaniora beskæftiger du dig oftest med fagområde, der ikke kan forklares eller læres. Et eksempel kunne være kunsten. Kunsthistorikeren bliver uddannet til at kunne historierne bag kunsten, men ikke til at kunne forklare selve kunsten eller udføre og lære den. I kan være uenige med mig, men min pointe er, at vi – humanioras – er i stand til at bidrage med et overblik, som ikke findes hos mange andre. Vi er ikke i stand til at udføre en levertransplantation eller bygge en flot murstensvæg. Vores kompetencer er, at være i stand til at stå på toppen af det hele og se sammenhæng, skabe.

En kompetence, der ikke må undervurderes, men som næsten alle humaniora alligevel undervurderer, inklusiv mig selv. Vi vil så gerne forklare vores gamle tante, hvad det er vi beskæftiger os med, eller hvad den dér uddannelse kan bruges til. Ligesom kunsten kan en humanioras kompetencer ikke altid forklares. Skal jeg forsøge, kan man sige, vi er dem, der kan gribe boldene, når de kastes, hvis de kastes ordentligt.

Desværre er der en tendens inden for den branche jeg beskæftiger mig med – kulturen. En tendens til at boldene rammer ved siden af, at de kastes for hårdt og for mange på én gang. Samtidig har du ikke en chance for at gribe dem, hvis du ikke er en del af teamet, og har været det hele vejen. Branchen er simpelthen for intern, og for bange for at udvide holdene. Efter at jeg er flyttet tilbage til smilets by, oplever jeg en tendens der gør mig led og ked af det. Folk støtter primært op om deres egne eller deres venners projekter. Som så vidt fair nok, men jeg kan ikke lade være at spørge, hvor er nysgerrigheden og viljen til kulturen, altså den man ikke selv er en del af?

Og så en lille opfordring til de folk der har været længe i kulturbranchen – ta’ jer tid til at kaste boldene, så de gribes og lander de rigtige steder.

by maitrosborg

Jagten på et stabilt liv, eller det der ligner

tumblr_l7bnm1FaAR1qc4rp3o1_400_large

For hvor ville det egentlig være kedeligt, hvis livet var stabilt. Samtidig kunne jeg godt tænke mig for en gangs skyld, at slippe den evige jagt. Jagten på noget jeg ikke helt hvad er, noget endnu udefineret. Er det jagten på den store kærlighed, jagten på det perfekte job, talentet forenet med passionen, jagten på at falde ind, passe ind. Lige dér, hvor man er ment til.

Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, der er en iboende rastløshed, som i takt med min status som jobsøgende, får lov at vokse. Giver tankerne lov til at sprede sig, igennem hele kroppen. Hvor skal jeg bo, hvad skal jeg lave? Burde man melde sig ud af systemet, pakke tasken, sætte sig på et fly og lade skæbnen afgøre. Eller skal man blive og kæmpe for noget. Noget man ikke ved hvad er. Og er kampen, en kamp for at bevare en form for drømmetilstand, hvor intet vover, intet vinder. Måske. Måske ikke.

Forleden var min kollega til jobsamtale og blev kaldt til endnu én. Det var ikke jalousi der dukkede op. Det var en følelse af, at intet er stabilt. Vi har et fint samarbejde, og er en dynamisk duo, som får ting til at ske. Nu opløses det, måske. Præcis, som jeg om nogle mdr. står uden job, igen, hvis der ikke sker noget i mellem tiden. Det er en evig jagt efter, at falde ned, der hvor man kan få lov til at blive, til man er mæt. Få lov til at mærke lige nu og her. Det er en kunst. Noget som jeg endnu ikke mestrer. Noget som jeg måske burde blive bedre til, når jeg om lidt fejrer 28 år.