Jeg har fået lov, at lave et lille gæsteindlæg på Mediboxen.dk !
Det er klippet fra et af mine tidligere indlæg på bloggen. Tak, til Karina for at dele mine ord og tanker.
Tag / job
Vi er ikke rigtig børn og vi er ikke rigtig voksne
På plads i den lille (ubegrænsede) 1-værelses på de Mezas Vej
Nu er der gået 2. uger siden jeg startede ved SceneAgenturet. De er gået stærkt. Rigtig stærkt. Jeg har endnu ikke mødt alle medlemmerne og gennemskuet alle jobfunktionerne, men på trods, føler jeg at have haft min gang på Godsbanens projektdæk længe. Det er et genkendeligt miljø og der er mange bekendte ansigter. Udover de bekendte ansigter, er der opstået et fantastisk kollegialt miljø.
På trods, er jeg stadig jobsøgende.
Og samtlige opslåede stillinger, kræver at man har erfaring i større eller mindre grad, min. 3. år, solid erfaring, dokumenteret erfaring, der findes mange former og størrelser. Men hvordan er det muligt, at få erfaring, hvis alle jobs kræver erfaring!? (og nej de 5 år med frivillig skribentarbejde osv. tæller ikke…)
Det er én af de mange frustrationer der er ved at være nyudklækket på et håbløst jobmarked.
En anden frustration er, når ledige vender andre ledige ryggen (ligesom resten af samfundet). Mange af mine medstuderende, er lykkedes med at finde et job. Eller for at rette mig selv, et løntilskud. For et løntilskud er ikke et job, er det?
Vi i løntilskud, går på arbejde mellem 32- 37 timer om ugen, vi udfører opgaver, som er reelle og ikke ville kun løses uden vores tilstedeværelse. Foruden opgaverne, er der ansøgninger og jobsøgninger. Jovist, løntilskud inkluderer tid til at søge job, skrive ansøgninger osv. Er I virkelig så naive, at I tror det sker? Man er heldig, hvis man får sendt én ansøgning om ugen. Stillingerne i løntilskud bliver – til nogens overraskelse- slået op fordi der er et reelt behov for arbejdskraft på den arbejdsplads der slår det op.
Er du i et privat løntilskud, kan du godt forsvare, at kalde det et rigtigt arbejde, da du arbejder for en rigtig løn.
Er du derimod i et offentlig løntilskud, bukker du hovedet og skraber jorden, når du når til at fortælle om dine indtægter. At du stadig er på dagpenge. Det klinger lidt a la understøttelse og desperation. Vi er også desperate! – os i de offentlige løntilskud. Vi genkender desperationen i hinanden, men i stedet for at tage hinanden i hånden, dukker en lille dæmonisk stråtanke op, når vi hører, at det job, som han eller hun har fået, ”kun” er et løntilskud.
Vi burde skamme os. Rette ryggen og stå ved, at løn eller ej, så udfører vi et reelt arbejde. De burde skamme sig (politikerne og arbejdsgiverne) og anerkende at de har brug for os, i et rigtig, voksen, betalt arbejde.
Når nu alle disse rastløse tanker har fået frit løb, vil jeg slutte med at sige, at jeg er rigtig glad for at være på arbejdsmarkedet igen og jeg glæder mig til at se mine kollegaer hver dag. Jeg har noget at stå op til, og jeg har forpligtelser overfor andre end mig selv. Det betyder, at jeg værdsætter mange ting meget mere.
Selvom jeg holder af – og er glad for Aarhus, savner jeg det her!
Og det her – cykelturen på 12 km, hvor jeg mange morgener cyklede om kap med solen
Et job, to miljøer
Så er jeg i gang igen. Denne gang hos center for scenekunst på Godsbanen. Det lader til mønstreret i min jobsøgning tegner en rød tråd gennem politiske paraplyorganisationer. SceneAgenturet (SA) og Danmarks Idrætsforbund (DIF) er begge politiske foreninger, som varetager henholdsvis scenekunstnere og idrætsforbund. Det vil sige, at min jobfunktion i begge tilfælde er, at være med til at løse de opgaver henholdsvis scenekunstnere og idrætsforbund ikke selv har ressourcerne til at løse som fx formidling, PR og fundraising (scenekunstnerne). Foreningerne har altså samme struktur. Opgaverne er ens, miljøerne forskellige.
DIF varetager 61 specialeforbund og har 900 medlemmer tilknyttet. SA varetager nok ca. 10 teatre. DIF har et par praktikanter og mange fastansatte, hvor SA har et par fastansatte og mange i løntilskud og praktik. Lad os slå det fast, der er flere penge i sport end i kunst.
Tilbage til opgaverne. For nogle dage siden mødte jeg en gammel gymnasieveninde i bussen. Hun spurgte hvad mit ønskejob er. Og jeg svarede; jeg tror jeg er ved at bevæge mig derhen af. Et svar der faktisk overraskede mig selv.
Ikke desto mindre, har jeg været ret begejstret over projekter, hvor jeg får lov til at skrive, komme med input og indspark til fx forsider, plakater etc. Her får jeg forenet den akademiske analytiske side med den kreative, og det vækker noget i mig. Noget som jeg har savnet. Jeg er på rette vej. Og det er nu en helt anden rastløs side, der vinder frem. Det er den rastløse side, som er fuld af ideer.
Jeg sluttede sidste uge på DIF af med input og indspark til ting de kunne arbejde med i forhold til deres digitale platforme. Chefen gav mig ordet til mit sidste afdelingsmøde. Grænseoverskridende, men også lærerigt.
Og jeg starter min første uge hos SA med at komme med et initiativ – og får grønt lys.
Ja, jeg er stadig rastløs. Men på en helt anden måde.
At alliere sig med sine konkurrenter
Indrømmet, mine (studie)venner er mine konkurrenter. Vi er mange der kæmper om jobbene. Og derfor sker det fra tid til anden, at det er det samme job vi kæmper om. Men på trods af at vi (også) er konkurrenter, har jeg valgt at danne alliance fremfor at tage afstand. Det er simpelthen for ensomt at være alene om sin jobsøgning. Det kræver sparring, og det kræver nogen at dele opture – såvel som nedture med. Når ens skæbne er så uvis, som den er for os jobsøgende, er man sårbar. Det er derfor ganske tydeligt for mig, at jeg skal række ud mod andre i samme situation, og ikke skubbe væk. Man har en tendens til ikke at forholde sig til de ting, som ikke er rare at forholde sig til. Når man som jobsøgende omgiver sig med andre jobsøgende, kunne man derfor frygte, at det ville ende i selvmedlidende selvpineri. Faktisk er det lige modsat. Det giver kræfter til at kæmpe videre. Vi er bare mennesker, med de samme frustrationer.
Psst….den der idé der skulle udformes, er tænkt, så nu mangler vi bare pengene – og en plan. Derfor tager jeg til infomøde på Vesterbro i morgen, for at optimere chancerne for en del af sponsoraterne….
Starting over…..yet again
Så er jeg tilbage i København. De første dage forløb nogenlunde sådan her. Først er jeg ved at komme for sent til Sjællands – Odde færgen, hvilket resulterer i, jeg må sætte i løb og lige akkurat når op til den bil der holder forrest i tjeck inn og skal køre mig tilbage til København. Da jeg kommer tilbage til KBH er min cykel smadret, dækket er fladt, sadlen er revet op. Jeg får dækket lavet. I morges er dækket fladt…igen (410 kr. for et punkterfri dæk min bare…. ). Foruden denne lille episode glemte jeg i forrige uge mit kort i hæveautomaten, for først at opdage det da jeg står med alle mine vare på indkøbsbåndet i Netto og skal betale for den mad, som det var meningen min veninde og jeg skulle spise om aftenen. Ja, sådan er mit liv. En kombination af at være utrolig uheldig og utrolig distræt. Men jeg er glad for det – altså livet. Og på mystisk vis, går det aldrig rigtig galt. Jeg når altid færgen, mine penge bliver ikke stjålet og min veninde betaler pizzaen, så vi alligevel får noget at spise.
Det er tanken om at det aldrig går helt galt, jeg forsøger at tage med mig, når jeg – igen – starter forfra. Om 2. mdr. skal jeg have fundet et nyt sted at bo. Det bliver mit elvte hjem. Foruden boligen jagter jeg stadig jobbet. Forhåbentlig kommer det snart. Har et møde med min konsulent næste uge, som mener at kaffeaftaler (det nye buzzword) er vejen frem. Jeg må hellere skaffe mig nogle – altså kaffemøder, hvis det virkelig er vejen frem.
Jeg er træt af “det er synd for mig, jeg ikke har et job” situationen. Så lad os droppe det. Men send i stedet lidt god karma. Og måske nogle links til bolig eller job. Livet er lidt sjovere, når man har noget at lave og et sted at bo. Men jeg har det vigtigste – dejlige mennesker, som er der. Uanset hvad. Så helt forfra starter jeg ikke.
Rigtig god weekend til jer smukke mennesker.
Søndag
Så gik 2. uge og der er nu kun 3. uger tilbage til jeg endnu engang er jobsøgende (men den tid, den sorg). Lige nu fokuserer jeg stadig på nuet og på at nyde succesen.
Denne uge har i den grad handlet om mennesker og forhold dem og os i mellem. Forhold til folk man først er ved at kende, og hvis kompetencer og udfordringer bliver tydeligere dag for dag. Forhold til dem jeg har savnet og forsømt, da jeg for over 2 år siden valgte Kbh. Forhold til mig selv og forhold til min familie. Ugen er gået omend stærkere end forrige uge, og i dag – søndag, er søndag hvor det er tid til at koble fra og lade op. Så den blev brugt med søster, “svoger” og hans to børn på loppemarked, cafebesøg og sofahygge.
Under klatringen blev ikke blot mine egne, men også mine elevers udfordringer og styrker tydeliggjort. 
Det forsømte indhentes med god mad, lambrusco, udsigt og savnet veninde.
forkælelse…
Plejer forholdet til mig selv på bedste vis (takket være søde mennesker, der inviterer til welnessdag)…
rastløse tanker 